FØRSTE AKT.

(En stadselig stue med dør i baggrunden og på begge sidevæggene.

Foran til højre et karnapvindu med små, runde, blyindfattede

ruder, og ved vinduet et bord med en mængde kvindesmykker. Langs

væggen til venstre et større bord med sølvkruse, bægre og

drikkehorn. Døren i baggrunden fører ud til en åben svalgang,

hvorigennem ses et vidt fjordlandskab.)

(Bengt Gautesøn, fru Margit, Knut Gæsling og Erik fra

Hægge sidder om drikkebordet til venstre. I baggrunden dels

sidder dels står Knuts mænd; et par ølboller går rundt

mellem dem. Langt borte høres kirkeklokker, som ringer til

højmesse.)

ERIK

(rejser sig op ved bordet.)

Og nu, kort og godt, hvad svar har I at give mig på mit ærend som

Knut Gæslings bejlermand?

BENGT

(skotter urolig til sin hustru.)

Ja, jeg--jeg tænker nu--

(da hun tier.)

Hm, Margit, lad os først høre, hvad _du_ mener.

MARGIT

(står op.)

Herr Knut Gæsling,--det var mig længe vitterligt, hvad Erik fra

Hægge nys fremsatte om eder. Jeg véd fuldt vel, at I stammer fra

en berømmelig slægt; I er rig på gods og guld, og vor kongelige

herre er eder synderlig bevågen.

BENGT

(til Knut.)

Synderlig bevågen,--det siger jeg også.

MARGIT.

Og visseligen kunde ikke min søster kåre sig nogen gævere

husbond--

BENGT.

Ingen gævere; det er lige det samme, som _jeg_ tænker.

MARGIT.

--dersom I ellers kan formå hende til at fatte godhed for jer.

BENGT

(ængstelig og halv sagte.)

Men,--men, min kære hustru--

KNUT

(springer op.)

Ja så, fru Margit! I mener, at eders søster--?

BENGT

(søger at berolige ham.)

Nej vent, Knut Gæsling! Vent nu. I må forstå os ret.

MARGIT.

Så lidet kan mine ord krænke jer. Min søster kender eder jo kun

af de viser, som er gjort om eder,--og de viser klinger ilde for

høviske øren.

Eders fædres gård er et utrygt hjem

mellem alle de vilde gæster.

Både nat og dag har I gilde med dem.

Krist hjælpe den ungmø, I fæster!

Krist hjælpe den ungmø, I lokker med guld,

med gods eller grønne skove;--

snart vil I se hende sorrigfuld

at længes, under muldet at sove.

ERIK.

Nu ja--sandt nok--Knut Gæsling lever noget vildt og ustyrligt.

Men sligt ændrer sig let, når han får sig en hustru i gården.

KNUT.

Og vel skal I mærke jer dette, fru Margit. Det kan være en uge

siden, at jeg var til drikkegilde på Hægge hos Erik, som her

står. Øllet var stærkt; og da det led ud på kvelden gjorde jeg

det løfte, at Signe, eders fagre søster, skulde vorde min viv,

før året var omme. Aldrig skal det siges Knut Gæsling på, at han

har brudt noget løfte. Derfor ser I selv, at I må kåre mig til

eders søsters husbond,--enten med det gode eller med det onde.

MARGIT.

Før _det_ skal ske, vil jeg ikke fordølge,

I må skille jer af med jert ravende følge.

I må ikke længer med skrig og med larm

jage rundt bygden tilhest og i karm;

I må døve den gru, som langvejs står

af Knut Gæslings komme til bryllupsgård.

Høvisk må I te jer, når I rider til gilde;

øksen skal I hjemme bag stuedøren stille;--

I véd, den sidder løs i jer hånd, når mjød

og øl har gjort jer panden fortumlet og rød.

Ærbare kvinder skal I lade med fred;

lad hvermand beholde sit eje;

I må ikke frækt skikke nogen den besked,

at hvis han er klog, så tar han ligskjorten med,

når han færdes på eders veje.

Og arter I jer sådan til året går ud,

så kunde I nok vinde jer min søster til brud.

KNUT

(med indædt harme.)

I véd snildt at belægge eders ord, fru Margit. Forsandt--I burde

være prest og ikke eders husbonds frue.

BENGT.

Å, for den sags skyld, så kunde nok jeg også--

KNUT

(uden at agte på ham.)

Men vel skal I mærke jer, at havde en våbenfør mand talt mig til

på slig vis som I, så--

BENGT.

Nej men hør nu, Knut Gæsling,--I må forstå os!

KNUT

(som før.)

Nu, kort og godt, så skulde han fornummet, at øksen sidder mig

løs i hånden, som I for nylig sagde.

BENGT

(sagte.)

Der har vi det! Margit, Margit, dette her går aldrig godt.

MARGIT

(til Knut.)

I bad om ærligt svar, og det har jeg givet jer.

KNUT.

Vel, vel; jeg vil heller ikke regne det så nøje med jer, fru

Margit. I har mere kløgt, end alle vi andre tilhobe. Der er min

hånd;--kan hænde der er skellig grund for alle de hvasse ord, I

sagde mig.

MARGIT.

Det må jeg lide; nu er I jo alt på god vej til at bedre jer. Og

hør så et ord til. Vi holder gilde her på Solhaug idag.

KNUT.

Gilde?

BENGT.

Ja, herr Gæsling. I skal vide, det er vor bryllupsdag; idag for

tre år siden blev jeg fru Margits Mand.

MARGIT

(utålmodig, afbrydende.)

Som jeg sagde, vi holder gilde idag. Når I nu kommer fra kirken

og har røgtet eders øvrige ærender, så rider I hid igen og tager

del i laget. I kan da lære min søster at kende.

KNUT.

Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge

kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn,

eders frænde.

MARGIT

(studser.)

Ham! Min frænde? Hvor vil I søge ham?

KNUT.

Hans gård ligger jo bag næsset, på den anden side af fjorden.

MARGIT.

Men han selv færdes langvejs herfra.

ERIK.

Sig ikke det; han turde være nærmere, end I tænker.

KNUT

(hvisker.)

Ti stille!

MARGIT.

Nærmere? Hvad mener I?

KNUT.

Har I da ikke hørt, at Gudmund Alfsøn er kommen tilbage til

landet igen? Han fulgte med kansleren Audun af Hægranæs, som var

sendt til Frankrig for at hente vor nye dronning.

MARGIT.

Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med stor

pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med.

BENGT.

Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru havde

villet.

ERIK

(sagte til Knut.)

Fru Margit véd da ikke, at--?

KNUT

(sagte.)

Det synes så; men lad dig ikke mærke med noget.

(højt.)

Nu ja, fru Margit, jeg får lige fuldt tage afsted på lykke og

fromme; ved kveldstid kommer jeg igen.

MARGIT.

Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind.

BENGT.

Ja, mærk jer det.

MARGIT.

I rører ikke eders økse; hører I, Knut Gæsling!

BENGT.

Hverken eders økse eller eders kniv eller hvad andet værge, I

bærer hos jer.

MARGIT.

Thi da kan I ingensinde håbe på noget svogerskab med mig.

BENGT.

Nej, det har vi fast bestemt os til.

KNUT

(til Margit.) Vær I bare tryg.

BENGT.

Og når vi har bestemt os til noget, så står det fast.

KNUT.

Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesøn. Jeg har det på samme sæt;

og jeg har nu engang drukket på svogerskab mellem os. I får se

til, om ikke jeg også holder fast ved mit ord.--Guds fred til

ikveld!

(Han og Erik går med mændene ud i baggrunden. Bengt

følger dem til døren. Klokkeringningen er imidlertid ophørt.)

BENGT

(kommer tilbage.)

Det bares mig for, som han trued os, da han gik.

MARGIT

(tankespredt.)

Ja, sådan lod det.

BENGT.

Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker mig

om, så gav vi ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os ikke

gruble over den sag. Idag må vi være lystige, Margit! Og det,

mener jeg, vi har god grund til begge to.

MARGIT

(smiler tungt.)

Ja, tilvisse!

BENGT.

Jeg var ikke ganske ung, da jeg bejled til dig, det er sandt. Men

den rigeste mand på mange, mange mile, det véd jeg da visst, at

jeg var. Du var en fager ungmø, af ædel slægt; men medgiften

skulde ikke friste nogen frier.

MARGIT

(hen for sig.)

Og dog var jeg dengang så rig.

BENGT.

Hvad sagde du, min hustru?

MARGIT.

Å, intet, intet.

(går over mod højre.)

Jeg vil pynte mig med perler og ringe. Det er jo min glædesfest

ikveld.

BENGT.

Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se, du klæder dig i din

bedste stads, så vore gæster kan sige: lyksalig hun, som fik

Bengt Gautesøn til husbond.--Men nu må jeg ud i madburet; der er

fuldt op at tage vare på idag.

(han går ud til venstre.)

MARGIT

(segner ned i en stol ved bordet til højre.)

Vel var det han gik. Når jeg ser ham herinde,

det er mig som blodet holdt op at rinde;

det er som en kold, en knugende magt

havde sig rundt om mit hjerte lagt.

(med frembrydende tårer.)

Han er min husbond! Jeg er _hans_ viv!

Hvorlænge varer et menneskes liv?

Gud fri mig,--kanhænde halvhundrede år;--

og jeg--i det tre og tyvende går!

(roligere, efter en kort taushed.)

Det er tungt at sukke bag gylden mur;

det er tungt at sidde så længe i bur.

(famler tankespredt mellem smykkerne og begynder at pynte sig.)

Med perler og ringe alt som bedst,

han bad, at jeg smykke mig skulde.

Det var mig en gladere bryllupsfest,

om jeg stædtes til ro under mulde.

(afbrydende.)

Dog jeg vil ikke mere tænke derpå;

jeg kender en vise, som kan sorgen forslå.

(hun synger.)

Bergkongen red sig under ø;

--så klagelig rinde mine dage--

vilde han fæste den væne mø.

--ret aldrig du kommer tilbage--

Bergkongen red til herr Håkons gård;

--så klagelig rinde mine dage--

liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår.

--ret aldrig du kommer tilbage--

Bergkongen fæsted den væne viv;

--så klagelig rinde mine dage--

han spændte en sølvgjord omkring hendes liv.

--ret aldrig du kommer tilbage--

Bergkongen fæsted den liljevånd

--så klagelig rinde mine dage--

med femten guldringe til hver hendes hånd.

--ret aldrig du kommer tilbage--

Tre sommere gik, og der gik vel fem;

--så klagelig rinde mine dage--

Kirsten sad i berget i alle dem.

--ret aldrig du kommer tilbage--

Fem sommere gik, og der gik vel ni;

--så klagelig rinde mine dage--

liden Kirsten så ikke solen i li.

--ret aldrig du kommer tilbage--

Dalen har blomster og fuglesang;

--så klagelig rinde mine dage--

i berget er der guld og en nat så lang.

--ret aldrig du kommer tilbage--

(hun rejser sig og går henover gulvet.)

Den vise sang Gudmund så mangen kveld,

da han var hos min fader hjemme.

Der er noget deri,--jeg véd ikke selv,--

der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;

der er noget, som mægtigt fyldte min hu,--

som jeg aldrig forstod,--som jeg grubler på endnu.

(forfærdet, stanser.)

Røde guldringe! Beltet om mit liv--!

Med guld var det bergkongen fæsted sin viv!

(fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.)

Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud!

Og ingen--ingen kommer for at løse mig ud.

(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra

baggrunden.)

SIGNE

(råber.)

Margit, Margit,--han kommer!

MARGIT

(springer op.)

Kommer? Hvem kommer?

SIGNE.

Gudmund, vor frænde!

MARGIT.

Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro--?

SIGNE.

Å, jeg er viss på det.

MARGIT

(går over mod højre.)

Gudmund Alfsøn er med til bryllupsgildet

i kongsgården; det véd du lige så godt som jeg.

SIGNE.

Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham.

MARGIT.

Har du set ham?

SIGNE.

Å nej, nej; men nu skal du høre--

MARGIT.

Ja, skynd dig,--fortæl!

SIGNE.

Det var sig årle, da klokkerne klang,

mig lysted at ride til kirke;

de vildene fugle kvidred og sang

alt mellem siljer og birke.

Der var en gammen i luft og i li;

kirketiden fast var omme;

thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti

mig vinked hver rosenblomme.

Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind;

presten stod højt i koret;

han sang og læste; med andagt i sind

lytted mænd og kvinder til ordet.

Da hørtes en røst over fjorden blå;

mig tyktes, at alle de billeder små

vendte sig om for at lytte derpå.

MARGIT.

Hvad mere? Signe,--tal ud, tal ud!

SIGNE.

Det var som et dybt, et ufatteligt bud

maned mig udenfor kirkens mur

over hej og dal, gennem li og ur.

Mellem hvide birke jeg lyttende skred;

jeg vandrede fast som i drømme;

øde stod bag mig det hellige sted;

thi prest og kirkefolk vandrede med,

mens det koglende kvad monne strømme.

Der var så stille på kirkesti;

mig tyktes, at fuglene lytted i li,

at lærken daled og gøken taug,

og at det svared fra fjeld og haug.

MARGIT.

Bliv ved!

SIGNE.

Da korsed sig mand og kvinde;

(med hænderne mod brystet.)

men selsomme tanker steg op herinde.

Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang;

Gudmund har sunget den mangen gang;

Gudmund har sunget den mangen kveld,--

og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.

MARGIT.

Og du tror, det skulde være--?

SIGNE.

Jeg véd det så visst!

Tro mig, mit ord skal du sande.

(leende.)

Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst

igen fra de fremmede lande?

Jeg véd ikke selv,--men jeg er så glad--!

Der falder mig ind--. Margit, véd du hvad?

Hans harpe har hængt så længe

på væggen derinde. Jeg vil tage den ned;

jeg vil pudse den blank og stille den bered

og stemme dens gyldne strenge.

MARGIT

(åndsfraværende.)

Gør, som dig lyster--

SIGNE

(bebrejdende.)

Det er ikke ret.

(omfavner hende.)

Når Gudmund kommer, vil du atter vorde let

tilsinds, som da Signe var liden.

MARGIT

(hen for sig.)

Så mangt har forandret sig siden--

SIGNE.

Margit, du _skal_ være fro og glad!

Har du ikke terner og svende?

I dit kammer hænger kostelige klæder på rad.

Å Krist, hvilken rigdom uden ende!

Om dagen kan du ride dig i lunden sval,

at vejde den vilde rå;

om natten kan du sove i fruersal

på silkebolsterne blå.

MARGIT

(ser mod karnappet.)

Og _han_ skulde komme til Solhaug som gæst!

SIGNE.

Hvad siger du?

MARGIT

(vender sig.)

Intet.--Gå; smyk dig som bedst.

Min lykke, den du så lydt monne prise,

kunde times dig selv.

SIGNE.

Hvad mener du vel?

MARGIT

(stryger hendes hår.)

Jeg mener--; nu ja, det vil sig jo vise--;

jeg mener,--hvis en bejler red sig hid ikveld--;

SIGNE.

En bejler? Til hvem?

MARGIT.

Til dig.

SIGNE

(med latter.)

Til mig?

Å, da er han kommen på den urette vej.

MARGIT.

Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad

om din tro?

SIGNE.

Jeg vilde svare, jeg er for glad

til at tænke på bejlere eller på sligt.

MARGIT.

Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?

SIGNE.

Å, var han end konge, med hallen fuld

af dyre klæder og røden guld,

det skulde så lidet mig friste.

Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv,

med sommer og sol og den susende elv,

med dig og de fugle på kviste.

Kære søster min,--her vil jeg bygge og bo;

og at skænke nogen bejler min hånd og min tro,

dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!

(hun iler syngende ud til venstre.)

MARGIT

(efter et ophold.)

Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid--til Solhaug? Nej, nej, det

kan ikke være.--Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg

hørte granerne suse dybt derinde i skogen, når jeg hørte fossen

rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok

for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var

han langvejs herfra.--Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer

ikke.

BENGT

(i hastværk, fra baggrunden, råber.)

En uventet gæst, min hustru!

MARGIT.

Og hvem?

BENGT.

Gudmund Alfsøn, din frænde!

(råber ud gennem døren til højre.)

Det bedste gæstekammer må holdes rede--og det på stand!

MARGIT.

Han er da alt på gården?

BENGT

(ser ud gennem svalgangen.)

Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke vare.

(råber ud højre igen.)

Den snittede ekeseng med dragehovederne!

(går hen til Margit.)

Hans våbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger han

efter.

MARGIT.

Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?

BENGT.

Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og seks rustede mænd

er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand

nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage

imod ham.

(råber ud.)

Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og glem ikke bidslet med

ormehovederne!

(ser ud i baggrunden.)

Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min

sølvknappede stav! Slig en herre,--Krist fri mig--ham må vi tage

imod med ære, med stor ære!

(han går skyndsomt ud i baggrunden.)

MARGIT

(grublende.)

Han vandred fra bygden som den fattigste svend.

Nu kommer han med væbner og med rustede mænd.

Hvad vil han? Er det hans agt at se,

om bittert jeg nages af kummer og ve?

Lyster det ham at prøve og friste,

hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?

Mener han, at--? Ah, prøv kun derpå;

så ringe en fryd skal du deraf få!

(hun vinker ud gennem døren til højre.)

(Tre Piger kommer ind i stuen.)

MARGIT.

I høre mig vel, mine terner små;

I bringe mig på stand min silkekåbe blå.

I følge mig flugs i fruerstuen ind,

at klæde mig høvisk i fløjel og skind.

To af jer skal klæde mig i skarlag og mår,

den tredje skal vinde perler i mit hår.

I bære mig alle mine smykker did ud!

(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)

MARGIT.

Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud.

Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud.

(hun går ud til venstre.)

(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalgangen i

baggrunden.)

BENGT.

Og endnu en gang,--hil eder under Solhaugs tag, min hustrus

frænde!

GUDMUND.

Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog

vel i alle måder, vil jeg tro?

BENGT.

Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele

fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står

rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun

alt, hvad en høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine

kår.

GUDMUND.

Og Margit,--hun er da vel fornøjet?

BENGT.

Gud og hvermand skulde tro, hun måtte være det; men selsomt nok--

GUDMUND.

Hvad mener I?

BENGT.

Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at

Margit var lystigere tilsinde alt imens hun leved i fattige kår,

end siden hun blev frue på Solhaug.

GUDMUND

(hen for sig.)

Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.

BENGT.

Hvad siger I, frænde?

GUDMUND.

Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders hustru.

BENGT.

Ja, mener I ikke, det går mig ligeså? Jeg vil aldrig gælde for en

ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan

ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne

sige mig på, at jeg holder hende strengt; alt tilsyn med hus og

gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre--. Nå, I var jo

altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer.

Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at

jeg--

(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)

GUDMUND

(går hende imøde.)

Margit,--kære Margit!

MARGIT

(stanser, ser fremmed på ham.)

Forlad mig, herr ridder; men--?

(som om hun først nu genkendte ham.)

Forsandt, hvis jeg ikke fejler, så er det Gudmund Alfsøn.

(rækker hånden frem.)

GUDMUND

(uden at tage den.)

Og du kendte mig ikke straks igen?

BENGT

(leende.)

Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte dig jo nylig,

at din frænde--

MARGIT

(går over mod bordet til højre.)

Tolv år er en lang tid, Gudmund. Den friskeste urt kan dø i

tiende led imens--

GUDMUND.

Det er syv år siden vi sidst sås.

MARGIT.

Tilvisse, det må være længere siden.

GUDMUND

(ser på hende.)

Jeg kunde fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger.

MARGIT.

Hel selsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes min

en evig lang tid siden jeg var barn.

(kaster sig ned i en stol.)

Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os

med eders sang.

(med et tvungent smil.)

Ja, I véd vel, vi er glade her på gården idag,--vi holder gilde.

GUDMUND.

Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet.

BENGT.

Ja, idag for tre år siden blev jeg--

MARGIT

(afbrydende.)

Min frænde har alt hørt det.

(til Gudmand.)

Vil I ikke lægge eders kappe bort?

GUDMUND.

Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er

koldt,--koldere, end jeg havde ventet.

BENGT.

Da er jeg både svedt og varm; men jeg har også fuldt op at tage

vare på.

(til Margit.)

Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst, mens jeg er ude. I kan

jo snakke sammen om gamle dage.

(vil gå.)

MARGIT

(tvilrådig.)

Går du? Vil du ikke heller--?

BENGT

(leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.)

Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstår at

færdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min

hustru kan være mig foruden.

(til Margit, idet han tager hende under hagen) Vær du

trøstig; jeg skal snart være hos dig.

MARGIT

(hen for sig.)

Å, kval og harm at måtte lide alt dette.

(kort taushed.)

GUDMUND.

Hvorlunde lever eders søster kære?

MARGIT.

Jeg takker; hel vel.

GUDMUND.

Det blev sagt, hun skulde være hos eder.

MARGIT.

Her har hun været siden jeg--

(slår om.)

For tre år siden kom hun til Solhaug med mig.

(lidt efter.)

Hun træder visst snart i stuen herind.

GUDMUND.

Signe havde fordum så vennesælt sind;

hun kendte ej list eller rænke;

når jeg kommer ihug hendes øjne blå,

jeg må på guds engle tænke.

Dog, mangt kan i syv års tid forgå.

Sig mig,--mens fjernt fra bygden jeg vandred,

har også hun sig så stærkt forandret?

MARGIT

(tvungent spøgende.)

Hun også? Er det i kongens gård

slig høvisk tale man lærer?

I minder mig om, hvordan tiden tærer--

GUDMUND.

Margit, hel vel mine ord I forstår.

Engang var I mig begge så blide;

I græd, da jeg skulde fra bygden ride;

vi loved at holde som søskende sammen

i fryd og i ve, i nød og i gammen.

I lyste som en sol mellem jomfruer små;

så viden om land eders ry monne gå;--

fuldt vel er I endnu så fager en kvinde.

Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt

den fattige frænde. Så umildt er I stemt,

I, der engang var så vennesæl tilsinde.

MARGIT

(nesten tårekvalt.)

Ja engang--!

GUDMUND

(ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet stemme):

Eders husbond bød os at korte

tiden med at melde om gammelt og kært.

MARGIT

(heftigt.)

Nej, nej; ikke derom!

(roligere.)

Det falder mig så svært

at mindes; den ting har jeg aldrig lært.

Meld heller om de år, I var borte;--

den tid er vel ej på bedrift så arm;

meget må I kunne mig berette;

derude er jo verden både vid og varm,--

der er sindet og tankerne lette.

GUDMUND.

I kongens hal var jeg aldrig så fro,

som dengang jeg var smådreng i det fattige bo.

MARGIT

(uden at se på ham.)

Og jeg--hver dag, jeg på Solhaug bode,

takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.

GUDMUND.

Vel eder, dersom I kan takke fordi--

MARGIT

(heftigt.)

Og er jeg da ikke hædret og fri?

Kan jeg ikke byde, som det huger mig bedst?

Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde?

Her er jeg den første; ingen sidder mig næst;

Og det, véd I, var mig altid til måde.

I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt;

men I ser, jeg er fro, mit sind er let.

Se, derfor kunde I sparet jert komme

til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.

GUDMUND.

Hvad mener I, fru Margit?

MARGIT

(reiser sig.)

Tilfulde jeg véd,

hvad der fører jer ind i min enlige stue.

GUDMUND.

I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med?

(hilser og vil gå.)

Guds fred og farvel da, min ædle frue!

MARGIT.

Det var eder mere til ære, ifald

I var bleven, hvor I var, i kongens hal.

GUDMUND

(stanser.)

I kongens hal? Kan I spotte min nød?

MARGIT.

Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde;

jeg gad vide, hvor I tænker at ende!

I kan eder klæde i fløjel rød,

er kongens mand, ejer gods og guld--

GUDMUND.

Bedst må I vide, om lykken er mig huld.

I sagde for nylig, fuldt vel I vidste

mit ærend på Solhaug--

MARGIT.

Det véd jeg forsand!

GUDMUND.

Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste;--

da véd I, jeg er en fredløs mand.

MARGIT.

(skrækslagen.)

Fredløs! Du, Gudmund!

GUDMUND.

Det er jeg for visst.

Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist,

havde jeg kendt eders tanker og sind,

aldrig var jeg tyet på Solhaug ind.

Jeg mente, I endnu var mild og god,

alt som dengang jeg eder forlod;

men jeg vil ikke trygle; skogen er stor,

og sikker er min hånd og min bue;--

langt heller være hejens sten mit bord

og bjørnehiet min stue.

(vil gå.)

MARGIT

(holder ham tilbage.)

Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til,

slet intet jeg derom vidste.

GUDMUND.

Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil;

og livet vil hver mand friste.

Tre nætter lå jeg som hunden ude;

på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben

og læned mit hoved til urens sten.

At tigge om ly, om bolster og pude

i fremmed folks hus, det var mig for tungt;

min tro var jo frejdig; mit håb var ungt;

jeg tænkte: når du til Solhaug kommer,

da er du frelst fra al din kvide;

der finder du venner; på dem kan du lide.--

Men håbet er skørt som markens blommer.

Eders husbond mødte mig med horn og krus;

han åbned for mig både dør og porte;--

men øde tykkes mig eders hus;

hallen er mørk; mine venner er borte.

Nu godt; jeg stiger påny til fjelds.

MARGIT

(bønligt.)

Å, hør mig!

GUDMUND.

Mit sind er ej som en træls.

Nu tykkes mig livet en uselig gave;

Jeg agter det fast for intet værd.

Skrinlagt har I alt, hvad der var mig kært;

mit fagreste håb jeg måtte begrave.

Farvel da, fru Margit!

MARGIT.

Nej, Gudmund, hør!

Ved gud og mænd--!

GUDMUND.

Forlyst dig som før;

lev du i gammen og ære;

så lidet skal Gudmund mørkne din dør;

ret aldrig han skal dig besvære.

MARGIT.

Nu er det nok. Dine bitre ord

vil volde dig anger og kvide.

Havde jeg vidst, at du fredløs fór

alt over strande så vide,--

tro mig, da var det min kæreste dag,

da du tyed ind under Solhaugs tag,

da var det for visst min gladeste fest,

når den fredløse meldte sig her som gæst.

GUDMUND.

Du siger--! Hvad skal jeg tænke og tro?

MARGIT

(rækker ham hånden.)

At frænder og venner på Solhaug bo.

GUDMUND.

Men det, som du nys--?

MARGIT.

Agt ikke derpå.

Hør mig, så vil du det hele forstå.

For mig er livet en nat så sort;

der er ikke sol eller stjerne.

Og intet mægter min kvide at fjerne;

thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort.

Mit frejdige sind jeg solgte for guld;

jeg hilded mig selv i brogede lænker.

Tro mig, så klageligt vederlag skænker

rigdom, når barmen er sorrigfuld.

Dengang vi var børn,--hvor var jeg da fro!

Vore kår var ringe, fattigt vort bo;

men rigt var håbet i mit bryst herinde.

GUDMUND,

(der ufravendt har betragtet hende.)

Og du arted dig alt til den dejligste kvinde.

MARGIT.

Kan være; men al den lov og pris,

jeg hørte, det blev til min lykkes forlis.

Du måtte bort til de fremmede lande;

men alle dine kvæder graved sig ind

dybt i mit hjerte, dybt i mit sind,

og sløred med tanker min pande.

Du havde sunget om al den lyst,

som mægter at rummes i et menneskes bryst:

du havde sunget om det frejdige liv

blandt herrer og fruer. Alt som bedst

kom bejlere fra øst og bejlere fra vest;

og så--så blev jeg min husbonds viv.

GUDMUND.

Å, Margit!

MARGIT.

Der gik ikke lang tid hen,

før jeg måtte så bitterlig græde.

At tænke på dig, min frænde, min ven,

det blev min eneste glæde.

Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal

og i alle de store stuer!

Her gæsted os riddere, herrer og fruer;

her sang mig til ære så mangen skald;

men der var ikke én, som ret mig forstod,

ikke én, som fatted min jammer;--

jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer;

dog værked mit hoved, dog brændte mit blod.

GUDMUND.

Men din husbond--?

MARGIT.

Han var mig aldrig kær!

hans guld var alt, hvad mig hilded;

talte han til mig, sad han mig nær,

blev mit sind af kvide forvildet.

(slår hænderne sammen.)

Og sådan har jeg levet i årene tre!

Mit liv var en evig, en endeløs ve.

Dit komme rygtedes; visst du kender

den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder;

jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide;

thi du måtte mindst af alle den vide.

GUDMUND

(bevæget.)

Og derfor var det, du vendte dig bort--.

MARGIT

(uden at se på ham.)

Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde.

GUDMUND.

Margit, kunde du tro--?

MARGIT.

Nu, kort

og godt, der var grund nok for hånde.

Dog, himlen være takket, nu er det forbi;

jeg står ikke længer alene;

om barmen er jeg så let og fri,

som et barn under abildgrene.

(farer sammen i skræk.)

Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme--!

Alle helgener se til mig nådigt ned!

Fredløs, sagde du--?

GUDMUND

(smiler.)

Nu er jeg hjemme;

her lader mig kongens mænd med fred.

MARGIT.

Men du, som nylig stod højt i agt,--

sig mig hvorlunde--?

GUDMUND.

Snart er det sagt

Du véd, jeg var i de franske riger,

da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog

did fra Bergen med et fyrsteligt tog,

at føre prinsessen med svende og piger

og skatte til Norge som kongens brud

Herr Audun var så fager og prud;

prinsessen var den livsaligste kvinde.

Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn;--

de talte tilhobe, de hvisked i løn.

Hvorom? Det var svært at finde.--

Det var sig en nat; jeg læned mig tyst

op imod snekkens side;

mine tanker stævned mod Norges kyst

alt med de måger hvide.

Da hvisked to røster bag ved min ryg;--

jeg vendte mig om;--det var ham og hende;

de så mig ikke; jeg sad så tryg;

dog kunde jeg begge kende.

Hun så på ham med et klageligt blik

og hvisked: ak, dersom farten gik

mod syd til de dejlige lande,

og var vi alene på snekken, vi to,

da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro,

da brændte visst ikke min pande!

Genmæled herr Audun; hun svared ham kæk,

svared med ord så hede, så vilde;

jeg så hendes øjne som stjerner spille;

hun bad ham--

(afbrydende.)

Det greb mig med rædsel og skræk.

MARGIT.

Hun bad--?

GUDMUND.

Jeg fór op; i hast de forsvandt;

alene stod jeg på skibets dæk;--

(tager en liden flaske frem.)

men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.

MARGIT.

Og den--?

GUDMUND

(med dæmpet stemme.)

Den rummer en gådefuld saft;--

en dråbe deraf i din uvens bæger,--

så sagtelig sygner hans livsenskraft,

og intet i verden ham hjælper og læger.

MARGIT.

Men sig mig--?

GUDMUND

(hviskende.)

Den var for kongen bestemt.

MARGIT.

Alle helgener!

GUDMUND

(idet han atter forvarer flasken.)

Vel, at jeg fik den gemt.--

Tre dage efter var farten til ende.

Så lønligt flygted jeg med mine svende;

jeg vidste jo nok, i kongens hal

vilde Audun listelig volde mit fald,--

vilde forklage mig--

MARGIT.

Nu er forbi

din værste nød; snart er alt ved det gamle.

GUDMUND.

Alt? Nej, Margit,--dengang var du fri.

MARGIT.

Du mener--?

GUDMUND.

Jeg? Intet. Å, lad mig samle

mine tanker; jeg er så frejdig og fro

fordi jeg, som fordum, er hos eder to.

Men, sig mig,--Signe--?

MARGIT

(peger smilende mod døren til venstre.)

Hun kommer snart.

Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde,

og det er vel ikke gjort i en fart.

GUDMUND.

Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.

(han går ud til venstre.)

MARGIT

(ser efter ham.)

Hvor han er fager og mandig.

(med et suk.)

Der er ikke megen lighed mellem ham og--

(rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.)

Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang!

(kort taushed.)

Det var en selsom fortælling, den om prinsessen, som--. Hun havde

en anden kær, og så--. Ja, disse kvinder i de fremmede lande,--

jeg har hørt det før,--de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for

at gøre en tanke til dåd.

(tager et bæger, som står på bordet.)

Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han

rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til

Solhaug.

(sætter bægeret ind i et vægskab.)

Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt

har ikke solen skinnet i tre år.

(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra

venstre.)

SIGNE

(løber leende hen til Margit.)

Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!

MARGIT

(smilende, til Gudmund.)

Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred,

har også _hun_ sig så stærkt forandret.

GUDMUND.

Tilvisse! Men at hun skulde--! Nej, nej,

det var dog aldrig faldet mig ind.

(griber Signes hænder og ser på hende.)

Og dog, dit uskyldige barnesind

læser jeg endnu i øjnene blå;--

hvor kan jeg da længer tvile derpå!

Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har

tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar

dig på mine arme. Da var du et barn;

nu er du en huldre, som kogler og gækker.

SIGNE

(truer med fingeren.)

Ja, vogt dig! Hvis huldrens harme du vækker,--

pas på,--hun hilder dig i sit garn!

GUDMUND

(hen for sig.)

Næsten bæres mig for, som det alt var sket.

SIGNE.

Men vent; du har jo end ikke set

hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære.

(idet hun går ud til venstre.)

Nu må du mig alle dine kvæder lære!

GUDMUND

(sagte, ser efter hende.)

Sprungen ud som den fagreste rosenblomme,

der endnu var knop ved dagens komme.

SIGNE

(bringer harpen.)

Se her!

GUDMUND

(griber den.)

Min harpe! Så blank som før!

(slår nogle toner.)

Der er endnu klang i de gamle strenge;--

nu skal du ikke længer på væggen hænge--

MARGIT

(ser ud i baggrunden.)

Hist kommer vore gæster.

SIGNE

(mens Gudmund indleder sin sang.)

Hys,--stille! å hør!

GUDMUND

(synger.)

Jeg vandred i lien så tung og så ene;

de småfugle kvidred fra busker og grene;

så listelig kvidred de sangere små:

hør til, hvordan kærlighed monne opstå!

Den vokser som eken i årene lange;

den næres ved tanker og sorger og sange.

Den spirer så let; i den flygtigste stund

fæster den rødder i hjertets grund!

(Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter

harpen fra sig.)

SIGNE

(tankefuld, gentager for sig selv.)

Den spirer så let; i den flygtigste stund

fæster den rødder i hjertets grund.

MARGIT

(adspredt.)

Talte du til mig?--Jeg hørte ikke ret--?

SIGNE.

Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun--

(synker atter hen som i drømme.)

MARGIT

(halv højt; ser frem for sig.)

Den vokser som eken i årene lange;

den næres ved tanker og sorger og sange.

SIGNE

(opvågnende.)

Du siger, at--?

MARGIT

(farer med hånden over panden.)

Å, det var intet. Kom; vi må gå vore gæster imøde.

(Bengt kommer med mange Gæster, Mænd og

Kvinder, ind gennem svalgangen.)

GÆSTERNE

(synger):

Over tilje med sang og strengespil

i gildestuen vi træde.

Guds fred vi ønsker den frue mild;

vi ønsker både gammen og glæde.

Gid altid en himmel, så lys som idag,

over Solhaugs tag

må sig brede!

Gildet på Solhaug · 第 7 / 9 题