HENDES HØJHED.

Til Max Eisfeld.

Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak

Næsen ned i sin Kameliabuket.

Fødselsdagskomiteen nejede paa Rad og kom i baglænds Kniks til Døren.

-Uh--det gav Varme, sagde Fru Hofapothekeren. Hun var rød som en

Kobberpotte af Sindsbevægelse og stramt Korset.

Gehejmeraadinden gik i Gulvet en sidste Gang, lige som et Lys foran

Dørsprækken.

#Mon amie,# sagde Statsraadinden til Gehejmeraadinden; de tog Galosker

paa i Forgemakket--denne Kone....

-Højheden har faaet sin Villie, sagde Gehejmeraadinden og saa' hen mod

Fru Hofapothekeren--hun vendte Ryggen til og knappede et Par Knapper

op i Livet, henne i en Krog--Gehejmeraadinden saa' ud, som om hun

lugtede til noget stygt.

De gik ned ad Trappen. Fru Hofapothekeren stak en Thaler ud til

Portneren. Hajdukken havde hun givet en Ti-Mark. Fødselsdags-Komiteen

travede hjem ad Alleen med opløftede Skjørter over Galoskerne. Fru

Apothekeren pustede som Hale.

-Ja, sagde hun, det var da Pengene værd. Hun havde betalt hele

Buketten.

Gehejmeraadindens Skjørter fløj indigneret op, saa man saa' hele den

tomme Ben-Længde, hvor Anatomien tænker sig en Læg.

* * * * *

Hendes Durchlaucht blev staaende nogle Øjeblikke. Saa lod hun Buketten

synke saa inderlig træt. Da hun vendte sig, traf hendes Øjne Hofdamen

og Hendes Højhed smilede paany--Synet af visse Gjenstande frembragte

altid paa Hendes Højheds Mund naadige Smil, som ikke naaede Øjnene;

#de# forblev trætte og graa--og afskedigede hende med en Bevægelse med

Haanden.

Prinsesse Maria Carolina gik alene ind gennem Gemakkerne.

Det var en lang Række af Værelser. Alle Dørene stod aabne; hvide

Rullegardiner var nede for Vinduerne, og Luften i Halvmørket var tung

som i et Musæum.

Prinsesse Maria Carolina standsede midt i Gallaværelserne og saa' sig

om.

Galla-Møblerne stod i stive Geledder langs Væggene, dækket af hvide

Overtræk. Rundtom paa Konsoller og Borde prangede store halvstøvede

Pragtvaser og gamle Taffeluhre, der ikke gik, men stod stille og døde.

Oppe i Lofterne smilede korpulente Rokokko-Damer mellem røde Gevandter

og blaa Skyer.

Selv i Halvmørket var Pragten besynderlig falmet og pauvre. De gyldne

Lister paa Vægfelterne var afblegede og sprukne rundtom. Skjoldede og

medtagne hang store Spejle i deres Rammer _à la Louis quinze_.

Prinsesse Maria Carolina gik hen til et af Spejlene: hun havde aldrig

før lagt Mærke til, at dets Flade var sammensat af tre Glas. Hun saa'

længe paa dette Spejl; det hertugelige Vaaben sad i alle Hjørner; det

var en gammel Brudegave fra Residentsens Embedsmænd til en af hendes

Slægt; hun blev Billedet vaer derinde: Man kunde se gennem Dørene ned

ad Salene. Tre Lysekroner hang paa Rad, omhyllet af Lagener, som

slappe, halvtømte Balloner under Lofterne.

Paa Konsollen stod en Sèvres Vase. Den var sammenklinket paa den Side,

som vendte ind til Spejlet.

Inde i den næste Sal hang et halvt Dusin at Prinsesse Maria Carolinas

Forfædre, de regerende Hertuger. Undertiden om Søndagene bad

Slotskastellanen Hendes Højhed om speciel Tilladelse til at maatte

vise nogle Besøgende Billederne. Det var mest Bønder eller Børn fra en

Skole anført af deres Lærer. De listede stille hen gennem Salene og

turde ikke tale højt, men hviskede ganske sagte og spærrede Øjnene op

og skubbede til hinanden. Og de stirrede ærbødigt paa deres

Landsfædres Billeder og nævnede Navnene med en egen Betoning ligesom

Helgennavne i Bønner.

Prinsesse Maria Carolina gik frem i Salen og betragtede sine Ahner. De

var malet i Hofdragter i store Attituder, med Haanden paa et

juvelbesat Kaardefæste. Et Par havde en Krone liggende ved Siden af

sig paa et Bord, paa en rød Fløjelspude. En anden havde en Rulle Papir

i den fremstrakte Haand ligesom en Kommandostav.

Prinsesse Maria Carolina rullede et Gardin op og betragtede Billederne

længe. De var nylig malet op, og de grelle Farver skinnede. Hun saa'

paa Ansigterne. De havde alle samme Udtryk; med tom Parademine stod de

der, midt i deres Fløjel, stive og livløse.

Hendes Højhed sukkede. Det var ikke Mestre, der havde malet hendes

Forfædre.

Da Hendes Højhed traadte ind i sit eget Gemak, rev hun hastigt, som om

hun trængte til Luft, det store Vindue op. Vaarluften slog hende

solvarm imøde. Hun satte sig og saa' ud, støttende Hovedet i sine

Hænder.

Efter lange Regnskyl var Vaaren kommen pludselig. Friskt bredte sig

det fine grønne over Plænerne, og Træernes Knopper var halvt sprunget

ud. Man fornam Kastaniernes første sarte Duft og den friske Dunst fra

den varme muldede Jord.

Hendes Højhed syntes aldrig, hun havde set alting saa ungt og saa

lyst. Himlen var saa klar og høj uden Bund. Det syntes Maria Carolina

som om alt skinnede, Buskene og den ny grønne Plæne og Træerne og

Horisonten....

Spurvene holdt Hus mellem Elmene. Og naar man aandede, fornam man de

vilde Ribsklasers Krydderduft.

Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden

at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes

Kinder.

Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en

fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede

hende. Svimmel saa' hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de

fjerne Højders blaa Linier kom i Bølgegang for hendes Øjne.

Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange _stores_

for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor

hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i

Kirken.

Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saa' stadig kun et og

samme Billede--hun vidste ikke, hvorfor og hvor det kom fra. Det var

Aar og Dag, siden hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel,

Prins Otto Georg, Aar og Dag. Og nu saa' hun ham, som var det blot

igaar hun var Barn og nysgjerrig, staaende paa Tæerne bag hans Stol,

havde stirret saa tit paa Onkel Otto Georgs Ild;--hun kom slet ikke

bort fra hans Billede.

Onkel Otto Georg lagde Brændestykkerne til Rette i Ovnen; og saa slog

han forsigtigt Ild med det lille Fyrtøj og tændte Kvasset under

Stykkerne. Flammerne slikkede og Flammerne borede. Onklen stirrede

derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne.

Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa

Knæ ved Siden af hans Stol og saa' ind paa Ilden i Ovnen. En Gang

imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina

følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit

Haar. Det var saadan en blød og nænsom Gliden, frem og tilbage--længe.

Sommetider faldt Maria Carolina i Søvn, med Hovedet ind mod Onkels

Stolearm; sommetider kom hun til at græde.

Onkel Otto Georg tog hendes Hoved mellem sine Hænder, og med sin

besynderlige, trætte Stemme, der kun havde én Tone, sagde han:

_Oui--mon enfant ... mon pauvre enfant_.

Han sad med hendes Hoved i sine Hænder og saa' paa hende med sine døde

Øjne, og han blev ved at mimre paa sin ene Tone:

-_Oui--mon enfant--mon pauvre enfant ..._

Onkel Otto Georg rejste sig og lydløs, rokkende paa sit smukke Hoved

med det bløde lyse Skæg, listede han hen over Gulvet til den næste

Stue. Og tændte Ild i Ovnen, forsigtigt som en Tyv, med sit lille

Fyrtøj, og saa' paa Flammerne med sine Glasøjne--

Om Sommeren var Onkel Otto Georg hele Dagen nede i Haven hos sine

Blomster. Hvor han elskede Roser. Han holdt Kalkene--saadan i de to

rundede Hænder og timevis saa' han stille paa Blomsten og smilede....

Maria Carolina kom forbi med sin Guvernante ... Onkel Otto Georg

mærkede det ikke. Han stod med sit rokkende Hoved ned over Roserne og

smilte.

Guvernanten holdt op med sin evige Eksamination, gav tre Kniks til

Prins Otto Georgs Ryg og slog en lille Bue i Gangen--Mlle Leterrier

var altid bange for Onkel Otto Georg.

--Og Maria Carolina sneg sig stille forbi ... De gik op paa

Terrassen....

Mlle Leterrier gav tit Maria Carolina Timer paa Terrassen. Man saa'

deroppe hele Residentsen med dens Skorstene og røde Tage og

Kirketaarnet og den lille Flod med de to Broer og den røde Kaserne,

der var det største Hus i hele Byen.

Panoramaet lettede Mlle Leterriers Undervisning.

Hun havde Gloserne om sig.

Træer og Huse og de røde Tage og Røgen fra Skorstenen op gennem den

blaa Luft, og de smaa Skyer paa Himlen, og Lindene og Blomsterne

mellem Stammerne og Stubbene, dækket af det grønne Mos, og Fuglene,

som sang i Buskettet, og Myggene, der svirrede--det var altsammen bare

Gloser for Mlle Leterrier.

Gloser og Udgangspunkter. Mlle Leterriers Undervisning #hvilede# paa

Udgangspunkter: hendes Methode gik ud fra det virkelige Liv. Paa

Terrassen svælgede Mlle Leterrier i Udgangspunkter.

En Spurv lod sig dumpe fra en Gren ned paa Jorden og boltrede sig i

Terrassens Støv.

Mlle Leterrier standsede og saa' paa Spurven som paa et af de syv

Undere: _Ah--le petit oiseau ... Comme il est beau, le petit

oiseau...._

Mlle Leterrier var meget nysgjerrig efter at faa at vide, hvad det

mon egenlig #var# for en "_petit oiseau_"....

Maria Carolina stod og ludede; hun saa meget sløv paa Mlle Leterriers

"pippende" Under.

-Ah--det er en Gulspurv ... Deres Højhed véd jo nok (Hendes Højhed

#vidste# alt ...) en Gulspurv.

Mlle Leterrier var midt inde i Naturhistorien. Hun endte med Anekdoten

om Apelles og Fuglene. Mlle Leterriers Undervisning var rig paa

Anekdoter.

-Deres Højhed, sagde Mlle Leterrier, naar Maria Carolina havde mumlet

en af Lafontaines Fabler for Hendes Højhed Hertuginden, og Hendes

Højhed i sit slæbende Fransk udtrykte sin Tilfredshed--Deres Højhed,

Kunsten at undervise er Kunsten at interessere.

Mlle Leterrier havde ved højtidelige Lejligheder Slagord, som hun

kaldte Citater af Jean Jaques Rousseau.

* * * * *

Mlle Leterrier og Maria Carolina gik videre hen ad Terrassen. Mlle

Leterrier var kommet ind i Botaniken ... Hun talte om Bladenes

Bygning.

-Deres Højhed ved, at Cellerne....

Mlle Leterrier fortabte sig i alt, hvad Hendes Højhed vidste om

Celler.

Maria Carolina gik stille ved Siden af Guvernanten. Hun sagde

sjældent andet end "Ja" og "Nej". Det sagde hun ikke saa livligt.

Hendes Højhed forraadte ikke, hvormeget hun vidste om Cellerne.

En Gang imellem gik hun hen til Randen af Terrassen. En høj Klokke

havde lydt op der nede fra. Det var Frikvarterklokken i Hertugindens

Vajsenhus.

Naar Maria Carolina bøjede sig lidt ud over Rækværket, kunde hun se

ned paa Vajsenhusets Legeplads. De smaa Unger tumlede om dernede i

deres Lærredskitler, lo og hvinede og legede "sidste Slag" ... Det lød

op som en Jubel.

Maria Carolina stod og saa' saa "langt" ud over Rækværket.

Mlle Leterrier fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Carolina

Gelænderet og fulgte efter Guvernanten.

Dernede sang de. Maria Carolina kendte Sangen.

Det var den Leg, hvor de snurrede rundt i en Kreds--og en stod derinde

i Kredsen og bredte sit Forklæde ud og knælede ned, og saa knælede den

anden og saa dansede de to i Kredsen--og de andre udenom--og holdt

hinanden i Hænderne.

"Munken gaar i Enge"

sang alle Barnestemmerne i Kor.

-Deres Højhed vil spørge, sagde Mlle Leterrier, som stadig var i

Botaniken. Mlle Leterrier sagde ofte: "Deres Højhed vil spørge"....

Det var en Formel.

Maria Carolina spurgte ikke. Hun var saa træt af Udgangspunkter Mlle

Leterrier spurgte for hende. Det interesserede hende saa lidt. Artig

gik hun, med sit "Ja" og "Nej", med sit underlige graa og gamle Ansigt

og de matte Øjne, ved Siden af sin Guvernante.

Mlle Leterrier fik gale "Ja" og "Nej". Hun blev ærgerlig.

-Deres Højhed har ingen ret Sans for Naturen, sagde hun.

De sang dernede--hvor de sang!....

Ja, det var den, de dansede efter--nu:

Ej--hvor lystigt de danser, de to--

Som om de havde tabt baade Strømper og Sko ...

--Som om de havde tabt baade Strømper og Sko....

Mlle Leterrier havde set en Myretue. I et Nu var Mlle Leterrier i

"Sanssouci". Det var en gammel Vane hos Mlle Leterrier at beskæftige

sig med Sanssouci. Hendes tidligere Elev havde været af Huset

Hohenzollern. Mlle Leterrier havde grupperet sin Undervisning om

Frederik den Store.

Nu var hun i Vanen: Mlle Leterrier arriverede fra alle sine

Udgangspunkter pludseligt hjem til "Sanssouci".

Det var gammel Vane. Men Mlle Leterrier havde Aandsnærværelse:

Hertuginden var af Huset Østrig: Med en Vending gik hun over til

Schönbrunn og sluttede med Maria Theresia.

Naar Mlle Leterrier var naaet til Maria Theresia, gjorde hun en Pavse.

Tavse gik Guvernante og Elev ved Siden af hinanden.

Det højeste var, at en ensom Glose oplivede Stilheden.

Maria Carolina gentog Glosen med sin trættede Stemme.

-_La pelouse--Votre altesse le sait_....

-_Oui--mademoiselle--la pelouse_.

Frikvarteret dernede var omme. Klokken lød og Barnestøjen døde hen med

en travl Summen.

Mlle Leterrier og Maria Carolina var naaet til Enden af Terrassen.

Vajsenhuset laa lige dernedenfor. Maria Carolina saa' to smaa

forskrækkede Smølehoveder løbe hen over Gaarden og ind ad Døren ...

Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som

stavede op i Kor, ud gennem de aabnede Vinduer....

Maria Carolina stod og ludede, mens hun lyttede.

-Deres Højhed maa holde sig rank--Maria Carolina fo'r sammen og

rettede sig--Deres Højhed holder sig forskrækkeligt ... Deres Højhed

maa igen ha'e Bandage....

Maria Carolina blev hvert halve Aar snørt et Par Maaneder i

Jernstativ for at faa Holdning.

Mlle Leterrier var træt. De satte sig paa en Bænk mellem Træerne.

De mindste Piger fra Vajsenhuset kom forbi. De kom med Plejemor,

snadrende langt henne, i deres gule Kitler, en lang Række, som en Flok

smaa Ællinger.

De tullede af efter Plejemor i de lange Kitler--de hvide Kyser bundet

fast om de røde runde Ansigter.

Maria Carolina saa' dem komme, to og to, med hinanden om Halsen,

pludrende og hvinende løb de til og fra ... Naar de kom forbi Bænken

blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i

Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.

Og et Par af de mindste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa

Jorden og stolprede op igen og kniksede igen, mens Taarerne løb dem

ned over Kinderne....

Maria Carolina sad genert og rød i Hovedet paa sin Bænk og nikkede og

takkede.

Smaapigerne var forbi. De summede sammen i Kreds og kom ikke frem--det

lød som en Syngen, Stemmerne henne i Alleen.

Mlle Leterrier saa' paa Uhret. Det var Tid: Hendes Højhed havde sin

Time i Dans og Bevægelse.

Maria Carolina rejste sig og fulgte Guvernanten. I Rosenhaven pyllede

Prins Otto stille om mellem sine Roser, midt i Solen. Maria Carolina

og Mademoiselle gik ham forbi: Hendes Højhed havde Dansetimer i den

lille Balsal. Hendes Højhed Hertuginden overværede selv Prinsesse

Maria Carolinas Timer i Dans og Bevægelser. Den gamle Lærer var et

antikveret Balletben med mange udværts Balletbuk og Fadermordere.

Prinsesse Maria Carolina dansede Kvadrille med tre Stole. Den udværts

svedte over "Morderne" med en tynd Violin. Hendes Højhed var

fortvivlet: Prinsesse Maria Carolina havde aldeles ingen Gratie.

-Tilbage--frem--én, to, tre ... Kompliment ... Man #ser# paa sin

Herre ... Der--der--Herren til venstre. Prinsesse Maria Carolina

strittede fortvivlet rundt mellem sine tre Stole. Balletdanseren

spillede og slog Takt med sin hele Krop--

Der--der--tre, Deres Højhed ... Herren til højre--det røde Baand,

Herren til højre (røde og blaa Baand om Stolene støttede Maria

Carolinas Fatteevne) ... to, tre, Kompliment....

Balletantikviteten sprang som Harlekin i Pantomimen, mens han filede.

Godt--godt--en to, tre, Herren til venstre....

Maria Carolina nejede igen for de røde Baand....

Hendes Højhed · 第 2 / 12 题