noget igaaraftes? Var de vrede over, at jeg ikke kom hjem?
AKSEL
Ærlig talt tror jeg knap nok der blev lagt Mærke til det.
GERDA
Naa? Ja, jeg gaar iseng. — De kan tro jeg har haft det storartet! — Ih
du gode Gud, hvad har jeg ikke oplevet. Jeg har set døde Mænd ligge i
hele Bunker i Maaneskin. Frygtelig uhyggeligt! Jeg synes Krigen er
storartet og vældig sjov er den ogsaa. Bare den ikke holder op!
AKSEL
Der er vistnok Fare paa Færde nu!
GERDA
Jeg rejser imorgen efter Frokost igen. — Vi gifter os nemlig. De ved,
han, Jenkins, Millionæren og jeg.
AKSEL
Dyden belønnes!
GERDA
Aa jeg synes nu ikke De har faaet tilstrækkeligt, for De er da dydig.
Ikke? — Ved De hvad jeg engang har seet. Jeg har seet en Moralist i bar
Skjorte. Det var et kønt Syn! Godnat!
AKSEL
Jeg beklager, at jeg ikke rigtig kan kappes med Dem i Vid netop nu. Der
er skeet alvorlige Ting her i Huset. Deres Mor er syg og Deres Far i det
sorteste Humør. Han har faaet et Anfald af sin gamle Galdestenslidelse.
GERDA
Uf! Det var da et rædsomt kedeligt Hus. Saa vil jeg hellere rejse
straks!
AKSEL
Deres Bror kom hjem iforgaars; men han gik bort i Gaar Middags og har
ikke vist sig senere. Der har De Grunden til Husets særlige
„Kedelighed“.
GERDA
Hvad er der ivejen med ham?
AKSEL
Ingen ved det. Vi har søgt efter ham allevegne, men forgæves.
GERDA
Tænk, saa faar jeg ham maaske aldrig at se!
AKSEL
Vi maa jo haabe, at han kommer. Han vilde gaa en Tur, siges der, og har
saa maaske besluttet sig til at overnatte et eller andet Sted.
GERDA
Aah — er det ikke mere spændende?
AKSEL
Forhaabentlig ikke!
GERDA
Ja, det er et forfærdelig kedeligt Hus! Og Papa i frygteligt Humør! Saa
gaar jeg. Jeg bliver nødt til at faa et Automobil.
AKSEL
Men skal jeg da ikke sige noget til Deres Forældre? Deres Mand. Hvad
hedder han? Kommer De ikke med ham og forestiller ham?
GERDA
Næh — Han hader Papa og alle den Slags! Jeg skal skrive til _Mama_.
AKSEL
Det er ikke netop min Bestilling at tage Vare paa Deres Papas ulykkelige
Privatliv. Men jeg synes alligevel, at dette er et temmelig stivt
Stykke!
GERDA
Det kan jeg da ikke gøre ved, at han hader Papa. Alle Mennesker hader jo
hinanden. Det maa Papa virkelig kunne forstaa. Han vil jo, at alle
Mennesker skal være sig selv og det kan De tro Jenkins er. Uf! De er da
ogsaa Verdens kedeligste Menneske! I skulde være henrykte over, at jeg
overhovedet kommer her og De har ikke engang ønsket mig til Lykke.
AKSEL
Hm. Hvis en Moralist nu hviskede Deres stakkels ulykkelige Mand noget i
Øret. Hvad saa?
GERDA
Ja. Hvad tror De?
AKSEL
Ikke godt at vide!
GERDA
Jeg tror Moralisten vilde faa et Par paa Torsken. Min Mand er nemlig en
Gentleman, skal jeg sige Dem.
AKSEL
Ha! Er han ovenikøbet det, den stakkels Mand!
GERDA
Uf jeg ærgrer mig! Jeg havde glædet mig saadan til at fortælle om alt
muligt, og jeg havde de dejligste Presenter med til jer allesammen!
Pikkelhuer og Granatstumper! Nu er det Hele spoleret. — Til Dem har jeg
en giftig Gasmaske! Den skal De faa! (vil aabne sin Taske)
STERNS STEMME
(fra højre)
Raum! — Raum!
GERDA
(dæmpet)
Farvel med det samme! (Skynder sig ud. Tasken glemmer hun)
STERNS STEMME
Er der nogen?
AKSEL
(venter til Gerda er borte)
STERNS STEMME
Er der nogen?
AKSEL
(gaar til Døren)
STERN
(aabner)
Jeg kalder og kalder! men ikke et Menneske bryder sig om det! (Han
kommer frem i Døren) Naa er det Dem?
AKSEL
Herr Doktor. De burde neppe staa op.
STERN
Det er saamænd ligemeget. Gamle Mænd bliver syge. Det hører til. (Han
sætter sig. Ser spørgende paa Aksel) Naa?
AKSEL
Han er desværre ikke kommen.
STERN
Naa! (Tier lidt) Ja hvad saa?
AKSEL
Forhaabentlig er han bleven forsinket paa en eller anden Maade og har
taget Natteophold undervejs.
STERN
Formodentlig. — Vil De slukke den Lampe? De ser, det er snart Dag.
AKSEL
(slukker. Det er Morgendæmring)
Ja, jeg stod netop i Begreb med at begive mig afsted igen.
STERN
Naa ja. Og Raum? — Hvor er han?
AKSEL
Han er vistnok allerede gaaet.
STERN
Naa.
AKSEL
Men før jeg gaar, vilde jeg gerne vide, om Doktoren kan give mig
nogenslags Oplysninger til Vejledning?
STERN
Hvad Slags Oplysninger?
AKSEL
Fru Stern ved intetsomhelst til Forklaring; men tror ikke desto mindre
det værste.
STERN
Det værste?
AKSEL
At han selv —
STERN
Nej! Saa dum og svag er min Søn ikke!
AKSEL
Men kunde der da tænkes nogensomhelst Grund?
STERN
Nej. Der har været — der var været en ubetydelig Divergens — men aldrig
i Verden det! — Som Dreng var Henrik sommetider trodsig. Han har svært
ved at bøje sin Vilje. Engang forlod han Huset, blev borte om Natten.
Næste Dag fandt vi ham paa et Hotel ved Kysten. Jeg tænker dette er
noget lignende.
AKSEL
Det haaber jeg ogsaa.
CHAUFFEUREN
(kommer ilsomt gennem Porten. Aksel gaar ham imøde)
Ich habe ihn. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller dæmpet til Aksel)
AKSEL
Det er godt. (Chauffeuren gaar)
STERN
(har med Vanskelighed rejst sig)
Naa hvad saa?
AKSEL
Han siger, at Ingeniøren kommer om et Øjeblik. Han mødte ham paa Vejen
lige herhenne og spurgte om han vilde køre med; men han vilde gaa. Han
led af Hovedpine, sagde han.
STERN
(synker tilbage i Stolen)
Naa — der kan De se! Der var ingen Grund til at skræmme Livet af mig!
AKSEL
Jeg vil gaa ham imøde. Vil Doktoren tale med ham?
STERN
Jeg vil iseng! Han kan jo komme og tale med mig. (Han ømmer sig)
AKSEL
(vil hjælpe ham op)
STERN
Tak! Jeg kan selv. (Han gaar til sit Værelse. Vender sig flere Gange om
for at se mod Porten, bliver et Øjeblik staaende i Døren og venter. Der
bankes. Henrik kommer tilsyne. Først da gaar Stern ind)
HENRIK
(kommer. Bleg, træt, forvildet)
AKSEL
(imod ham)
Menneske, hvor har du gjort os bange!
HENRIK
Hyss vær stille! Jeg har gaaet i Bjergene.
AKSEL
Men hele Natten? — Aa, jeg har været saa bange for at det var min Skyld!
HENRIK
(sætter sig)
Jeg havde Hovedpine. Jeg kan ikke blive af med den. Kan du skaffe mig
noget — Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Jeg er søvnløs. Det er mig
umuligt at sove og jeg _maa_ sove. — Veronal!
AKSEL
Du ser jo ud, som om du ikke kunde holde Øjnene aabne. Gaa dog iseng
Menneske.
HENRIK
Ja ja. Men skaf mig det straks, siger jeg, hvis du kan. Jeg vil sove. —
Det maa være stærkt, ellers nytter det ikke.
AKSEL
(ved Trappen)
Jeg skal forhøre om der er noget i Husapotheket. — Men Henrik! — Du maa
være forsigtig.
HENRIK
Du har det med at passe paa dine Medmennesker! Tror du ikke jeg er
voksen? Tror du ikke jeg ved, hvor meget jeg kan taale.
AKSEL
Vent her saa længe. (Hastigt op og ind)
RAUM
(kommer fra Højre med sit Kluns og en Lygte)
Aber Gott! Er det Dem, Herr Stern?
HENRIK
Raum? Gaa bare! Gaa!
RAUM
Ja „gaa, gaa“. Men Ingeniøren maa love mig ikke at sige noget til
Doktoren. (aander ud) Naa, det var da godt, at De kom, før jeg tog
afsted. Saa har jeg ikke det paa Samvittigheden. Jeg skulde været ud at
lede.
HENRIK
(ser opmærksomt paa ham)
Hvor skal De hen, Raum?
RAUM
Det er paa Tide at drage, tænker jeg.
HENRIK
Hvorhen?
RAUM
Das Mädchen schimpft so furchtbar. Hun siger, at nu faar vi Tæsk.
HENRIK
(rejser sig halvt)
Vil De — gaa i Krigen, Raum?
RAUM
Wenn das Vaterland ruft, muss man ja gehen. Habe ja kein Grund zu leben.
Habe auch nichts anderes zu geben. Drei Söhne schon gefallen. Das
Töchterlein vor Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien vor Hunger.
— Leben Sie recht wohl, Herr Stern.
HENRIK
Hvordan kommer De afsted?
RAUM
Aa, det er der altid nogen, der ordner. Jeg skal sammen med en hel Flok.
Lutter lustige Gesellen. Man bliver ung igen! Man faar Lov til at
strække Benene og skal ikke sidde og støve til i Krogen. De siger, det
er ikke saa farligt i Krigen, som man tror. De fleste lever! Ja mir
ist’s ganz egal!
HENRIK
Og der er Brug for Folk — og de kan komme til Fronten herfra?
RAUM
Ja, nu skal det store Slag staa, siger de. Spørg De bare Sekretæren. Han
kender til det hos dem paa den anden Side. Sender Flygtninge over
Grænsen og Frivillige. Sommetider flyver de til Fronten.
AKSEL
(kommer)
Hvad gør De her, Raum, med Deres Tøj?
RAUM
Herr Ingeniøren kan forklare det.
AKSEL
Jeg kan ikke tillade Dem at gaa, uden at Doktoren ved det.
HENRIK
Det klæder dig ikke at optræde paa hans Vegne. Raum har Ret.
RAUM
Gaar De med, Herr Ingeniør?
HENRIK
Jeg hører vel til paa den anden Side, Raum!
RAUM
Ja natürlich. Ganz Recht! Ja skulde jeg komme til at staa overfor
Ingeniøren, saa skal jeg da skyde i Luften, for jeg har haft gode Dage
her i Huset, hos Doktoren og hans Familie.
HENRIK
Skyd bare, Raum, og hver Gang De ser en hjemløs Mand, saa sigt godt, for
hvis de ikke er de værste, saa har de det værst!
AKSEL
Hvad tænker du dog paa, Menneske?
HENRIK
Haha. Paa dig! — Paa dig!
RAUM
Ja Farvel, Herr Sekretær. Og Tak for mig. Jeg skilles i Venskab fra
alle. Das Mädchen wird wohl nicht mehr schimpfen und dann ist alles gut.
— Herzlichen Gruss til Herr Doktoren og Fruen og Frøkenerne. Gott mit
Euch Herr Ingeniør Stern!
HENRIK
Gud være med Dem, Raum!
RAUM
(gaar)
AKSEL
Vil den gamle Mand endelig dø, saa lad ham! Men gaa nu iseng, Henrik!
Gaa iseng! Din Søster kommer med Veronal. Hun vaagede hos din Mor. Gaa
blot iseng og hvil dig.
HENRIK
Jeg vil tale med Eli. — Jeg trænger ikke til at hvile. Jeg vil afsted og
du skal hjælpe mig.
AKSEL
Dette er Galskab Henrik!
HENRIK
Det er godt, at der er et Sted, hvor Mænd kan slaa hinanden ærligt
ihjel! Hvor det letter at tage sin Beslutning! Jeg er lysvaagen nu.
Ingen Hovedpine, det letter som naar Solen staar op.
AKSEL
Men i Himlens Navn. Hvorfor?
HENRIK
Det kan andre spørge om; men ikke du!
AKSEL
(heftigt)
Det kan gerne være; men du er min Ven! Hvad vil du i dette modbydelige
Myrderi? Jeg er til Væmmelse træt af denne Krig. Ikke en Draabe Blod
mere vil jeg være med til at spilde! Ikke en Vens ialtfald! Ikke en
Vens! Alle er udpinte, skælvende, trætte til Døden. Hvad vil du dog der,
Menneske?
HENRIK
Jeg kommer med friske Kræfter.
AKSEL
Jeg besværger dig! Gør det ikke. Ligegyldigt, hvad jeg har sagt før. Det
Hele er Vanvid! Jeg kan ikke holde Illusionen ved Lige. Jeg _ved_ for
meget. Vi staar midt i Menneskehedens Fallit. Red sig, enhver som kan.
HENRIK
Hvis Menneskeheden er fallit, hvorfor skal jeg saa redde mig. — Jeg
redder mig selv ved at gaa med.
AKSEL
Tal ikke saadan! Efter alle disse Aars Erfaring! Ikke engang de Gale vil
melde sig frivilligt nu!
HENRIK
Saa forund mig den Ære at være den sidste Gale! og er du min Ven, saa
hjælper du mig!
AKSEL
Du har ikke engang den Lidenskab, som driver saa mange andre!
HENRIK
(rejser sig)
Hvad ved du om mine Lidenskaber? Maaske har jeg ti som alle driver mig
derhen. Maaske har jeg en Lidenskab for Ret og Sandhed, — — maaske har
jeg en Lidenskab for at dø — (blusser op) Maaske har jeg en Lidenskab
for at slaa ihjel? — Hvor skal jeg ellers finde nogen at slaa ihjel?
Skal jeg slaa dig ihjel? Skal jeg slaa min Far ihjel? Skal jeg — Pin mig
nu ikke længere!
AKSEL
Jeg forstaar, at det ikke nytter at overtale dig. — Jeg skal skrive dig
et Brev til en Mand i Genf, som du kan henvende dig til. Han ved det
fornødne. Jeg maa saa bede dig om dine Data.
Du er født, — November.
HENRIK
Tiende.
AKSEL
Og Navnet altsaa Henrik Vendel —
HENRIK
Stern!
AKSEL
Ogsaa Stern!
HENRIK
_Kun_ Stern!
AKSEL
(ser spørgende paa ham)
HENRIK
Det er nu engang brændt ind i mit Kød.
AKSEL
Store Gud! _Nu_ forstaar jeg! (lidt efter) Men din Kæreste Menneske! —
Du venter hende jo — din Forlovede kommer herover.
HENRIK
Jeg skal telegrafere, og skrive. Jeg bliver en anden for hende nu. (ser
paa ham)
AKSEL
(tier)
HENRIK
Hun er ogsaa bleven en anden for mig. — Aa nej, det var allerede forbi!
Han har bestandig Ret, bestandig Ret. Det var kun flygtige Blomster! —
Og hvad siger _du_? Jeg maa jo være en anden for dig ogsaa! Ja mig er
det ligegyldigt!
AKSEL
Aa Henrik! Du er min eneste Ven. Den eneste jeg har holdt af fra
Barndommen og op gennem Livet. Du var den bedste, den fineste og mest
forstaaende. Hvor kan du tro, at det kan forandres? — Det er maaske bare
mig, der er bleven vanvittig. Glem alt, hvad jeg har sagt? Alt! Alt!
HENRIK
Ja nu er du rørt. Men jeg er bleven en anden for mig selv og det er ikke
rørende! Men jeg skal vise jer, at jeg er lige saa god, som I andre! Gaa
saa og skriv det Brev, saa skal du have Tak!
AKSEL
Henrik! Jeg beder dig endnu en Gang!
HENRIK
Ikke flere Ord. Jeg har det godt nu. Jeg tror aldrig, jeg har haft det
saa godt. (Han sætter sig) Jeg er saa dejligt hel og haard.
AKSEL
Saa vil du vel tage med Postvognen nu til Morgen?
HENRIK
(svarer ikke. Han sover, siddende rank i Stolen)
ELI
(kommer ned ad Trappen)
AKSEL
(dæmpet)
Han sover.
ELI
Saa behøver han ikke denne.
AKSEL
Hvad skal vi gøre, Eli? Han vil til Fronten.
ELI
_Vil?_
AKSEL
Alle Overtalelser — forgæves. Jeg har tryglet ham om at lade være.
ELI
Naar han _vil_, saa gør han det.
AKSEL
Jeg tror han var knust indvendigt; men dette har underligt nok bygget
ham op igen. Jeg har lovet ham at skrive et Brev, jeg kunde ikke andet.
(Han gaar)
ELI
(staar med bøjet Hoved ved Henriks Side og betragter ham)
HENRIK
(slaar Øjnene op)
Jeg vidste, at du var her.
ELI
(nikker til ham)
HENRIK
Jeg har været langt borte.
ELI
Du har kun sovet et Øjeblik, Henrik, men det har gjort dig godt.
HENRIK
Jeg drømte, at jeg var død og du var hos mig. Du stod med en vild
Rosengren i Haanden. Jeg gik baglæns bort fra Jorden og dine Øjne var
hele Tiden i mine. Højt oppe hørte jeg Sangen: Nærmere dig min Gud. Det
var en skøn Drøm. Eli — Om lidt staar Solen op.
ELI
Jeg tror du drømmer endnu, Henrik!
HENRIK
(tager sig med Haanden over Panden)
Saa nu er jeg helt vaagen. Ja — det var godt!
ELI
Jeg har vaaget hos din Mor, Henrik.
HENRIK
Vil du at jeg skal tale med hende.
ELI
Jeg tør ikke lade dig se hende nu.
HENRIK
Jeg tør heller ikke selv. Jeg skal skrive til hende. Hils hende kærligt.
ELI
Og Far!
HENRIK
I denne Verden er det godt at være haard. Andet nytter ikke. Han har
bestandig Ret. Bestandig Ret. Det onde er stærkest i denne Verden.
ELI
Det er denne Verden, som har Brug for Tilgivelse.
HENRIK
Jeg kan ikke.
ELI
Den som er ren skal kaste den første Sten!
HENRIK
(skjuler Ansigtet i sine Hænder, ser op)
Jeg er ikke ren, — ikke engang saa ren, at jeg kan tilgive. Jeg tænker
paa den døde Mand Eli og hans spildte Kærlighed. Det er et saa sørgeligt
Ansigt, jeg ser i Skyen nu og Vinden blæser det bort.
ELI
Alting i Verden er maaske spildt Henrik; men Kærlighed er ikke spildt.
Heller ikke Fars til dig.
HENRIK
Eli, naar jeg ikke længer kan sige nej; saa hils ham. — Paa Tilgivelsens
Dag.
Jeg forstaar, at du ved alting?
ELI
Jeg forstod det allerede den Dag du kom.
(Hun har sat sig paa Balustraden. Henrik staar nu ved hendes Side)
HENRIK
Du er saa rolig, Eli.
ELI
Er jeg? Jeg har grædt saa meget, Henrik, i gamle Dage. — Jeg har grædt,
da jeg forstod min døde Mors Liv. Jeg har grædt over Verden og over Far
og over dig og mig. Jeg har grædt over Krigen ogsaa! Nu er alting bleven
saa fjernt. Jeg lever mest i det Fjerne.
AKSEL
(kommer)
Her er Brevet! Du finder ham efter Adressen. Skal du ikke have dit Tøj
med?
HENRIK
Den lille Kuffert, som staar paa mit Værelse. Den er ikke udpakket. Vil
du bringe mig den?
AKSEL
(gaar hastigt op og ind)
HENRIK
Paa denne Maade bliver alting godt, forstaar du. Mary faar sin Vilje,
det var ialtfald hendes Vilje en Tid, og det bliver ikke saa slemt,
hverken for hende eller mig. Jeg bliver fri for at tænke paa mig selv —
jeg gaar ind i Rækkerne og er lige saa god som de andre. Det er heller
ikke saa slemt for Mor, vel? for det er jo en hæderlig Ting dette.
ELI
(med et Smil)
Du skammer dig ikke over at være min Bror, vel?
HENRIK
Jeg er stolt af dig, Eli!
AKSEL
(kommer med Kufferten)
Naar jeg hører Postvognen siger jeg til! (Han gaar ud af Porten)
HENRIK
Jeg er stolt af det!
ELI
(har rejst sig)
Der er vist ikke mange Minutter tilbage.
HENRIK
Der er vel heller ikke mere at sige. — Han kom med Kufferten ikke sandt?
(De kaster sig pludselig grædende i hinandens Arme)
ELI
Aa hvor vi er ulykkelige!
HENRIK
Ulykkelige!
ELI
Aa Henrik.
HENRIK
Eli, Eli.
ELI
Vi er ogsaa lykkelige.
HENRIK
Ja, ja! — lykkelige — det er formeget!
ELI
Vi maa bære det!
HENRIK
Al min Sorg, al min Kærlighed, hele mit Liv til dig, saa er jeg dog ikke
fortabt — saa faar han dog ikke Ret. Tak Eli!
AKSEL
(i Porten. De slipper hinanden)
Nu hører jeg Vognen. (Han gaar)
(Det følgende Replikskifte hviskes i rivende hastigt Tempo)
ELI
Tænk paa mig, naar Solen staar op. Saa er jeg hos dig hele Dagen!
HENRIK
Og jeg hos Dig.
ELI
(meget hurtigt)
Og naar Stjernerne kommer frem. Tænk paa mig. Saa er jeg hos dig hele
Natten!
HENRIK
Ja ja. Dag og Nat! Altid!
ELI
Og videre frem! Husk alt, hvad jeg har sagt!
HENRIK
Alt! Alt! — Og husk, hvad jeg ikke har sagt, alt, hvad jeg aldrig faar
sagt. Glem det ikke!
AKSEL
Vognen er der!
HENRIK
Din Haand! — Farvel!
(Han gaar hurtig, vender sig kun en Gang i Porten)
ELI
(gaar langsomt opad Trappen, naar han er ude)
(Den gamle Skomager sniger sig ind gennem Porten, gaar frem i
Forgrunden og sætter sig paa en Bænk tilhøjre. Han tager
forskellige Papirer frem, som han gennemser, ordner og atter
lægger tilbage i Brystlommen)
STERNS STEMME
Raum, Raum! — (lide efter) Raum!
AKSEL
(gaar til Sterns Dør, som i det samme aabnes)
STERN
(i Døren)
Her ligger en gammel syg Mand og ringer og raaber; men ingen kommer. —
AKSEL
Jeg er her jo, Herr Doktor.
STERN
(sætter sig)
Hvor er Raum? (Intet Svar) Jeg vaagnede, da nogen bankede paa min Rude.
Jeg kalder; men ingen bryder sig om det. — Hvor er Raum?
AKSEL
Jeg beklager det; Raum er rejst.
STERN
Rejst! Skal jeg nu ogsaa miste ham!
AKSEL
Den gamle Mand vilde til Fronten.
STERN
Har Vanvidet ogsaa grebet ham! — Jeg skal da heller ikke spares for
noget! Var det ham, der bankede paa min Rude? Hvem banker paa min Rude,
før Solopgang?
DEN GAMLE SKOMAGER
(nærmer sig)
Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen?
STERN
Hvad vil De?
DEN GAMLE
Jeg er en gammel Skomager! Det er mig, som De kalder „Ahasverus med det
eftertænksomme Ben“.
STERN
Jeg sidder selv med en eftertænksom Galdeblære. Det er ikke stort bedre!
DEN GAMLE
Da jeg var ung, blev jeg overkørt af en Rigmand, som ikke vendte sig om
og saa efter mig engang. Ja saa faldt jeg jo i Tanker, paa Grund af
dette her Spørgsmaalstegn, jeg havde faaet i Benene. Navnlig da Folk lo
af mine Klager, og kaldte mig Schmaus!
STERN
(med knyttede Hænder)
Ja saadan er de, og saadant skal man taale!
DEN GAMLE
Ikke længer, hvis vi ikke vil.
STERN
Hvad mener Manden?
DEN GAMLE
Afgørelsen nærmer sig. Det sidste Slag forestaar og dermed Sejren. Om
seks Uger kommer Freden og da har De tabt, Doktor Stern!
STERN
Det tror jeg ikke paa!
DEN GAMLE
Vi har gode Forbindelser. Læs dette Brev! Om en halv Time flyver jeg
herfra; men jeg vil have Deres Svar før jeg rejser. Er De med os eller
mod os?
STERN
(svarer ikke)
DEN GAMLE
Deres bedste Venner vil blive skudt eller landsforviste. De selv vil for
altid være en fældet og hjemløs Mand. Deres Formue vil andre stikke i
deres Lommer.
STERN
(til Aksel)
Tror De paa noget af dette?
AKSEL
Ja.
STERN
Alting styrter sammen over en Oldings Hoved! Skal jeg da dø mellem disse
forbandede Bjerge? Den Sejr vil blive dem dyr! Talløse Ulykker vil vælte
ind over Verden!
DEN GAMLE
Ja, Doktor Stern. Med mindre De slutter Dem til os, for da skal De faa
Hævn! — Vi trænger til Mænd, som kan lyse op.
STERN
Hvor er han, den unge Mand? — Han med Haabet og Troen og det løftede
Blik?
DEN GAMLE
Haabet og Troen med det løftede Blik blev udenfor, han vilde ikke ind.
STERN
Han vilde ikke ind. Troligt nok!
DEN GAMLE
Men Hævn skal De faa, Doktor Stern.
STERN
(med Hovedet i Hænderne)
Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser? Aartusinders
Uret ligger bag og hver Dag er en ny Græmmelse.
DEN GAMLE
(holder Brevet frem)
Læs Brevet, Doktor Stern.
STERN
Skæbnen stod ved min Fødsel og saa til med onde Øjne og nu spotter den
mine hvide Haar! — Hvordan skal saa jeg gamle Mand faa Hævn? (virrer med
Hovedet) Giv mig Brevet!
DEN GAMLE
(giver ham det)
Jeg venter saa længe, Herr Doktor. (Han trækker sig tilbage til Bænken)
STERN
(aabner Brevet med rystende Hænder)
Og ikke et Menneske har jeg at tale med! Ingen at raadføre mig med! Min
Søn gik min Dør forbi. Han lod mig ligge i Angst og tænkte ikke paa mig,
da han kom. (ser spørgende paa Aksel, som ser bort)
Hvorfor siger De ingenting? — Sover han? (Aksel tier) Er han gaaet igen?
(Aksel tier) Altsaa gaaet igen!
CHAUFFEUREN
(kommer hastigt, griber Gerdas Kuffert, som staar paa Balustraden,
og skynder sig ud)
STERN
Hvad betyder dette? — Stans ham!
AKSEL
Hov! Hvad skal De?
CHAUFFEUREN
(uden at vende sig)
Fräulein Kuffert. (ud)
STERN
Efter hende!
AKSEL
(løber ud; men møder Chauffeuren og vender tilbage)
Frøken Gerda var allerede kørt!
STERN
Hvorfor kommer hun ikke ind til sin Far? — De ved noget, sig hvad De
ved!
AKSEL
Frøken Gerda vilde skrive. Hun fortalte —
STERN
(virrer med Hovedet og gør en afværgende Bevægelse med Hænderne)
Nej. Nej. Lad mig i Fred. Jeg har nok at bære! Hjemløs og venneløs er
jeg, fordi jeg har villet Ret og Sandhed! — Min egen Søn! (griber Aksel
om Armen, idet han rejser sig halvt) Har De blot et Gran af
Taknemmelighed — blot en Draabe Menneskelighed i Deres Blod, saa hjælp
mig nu!
AKSEL
Hvormed, Doktor Stern?
STERN
Husker De, hvad De sagde til mig og De skrev det ogsaa: „En Mand gik ned
fra Jerusalem til Jeriko“. Husker De eller har De glemt det? — De sagde:
„Hvorledes skal jeg kunne gengælde Dem alt det gode, De har gjort mig.“
Husker De eller har De glemt det?
AKSEL
Jeg har ikke glemt, at jeg sagde dette engang.
STERN
(hviskende, idet han trækker Aksel ned til sig)
Min egen Søn hader mig. Han har Valget mellem en anden Far og mig. Og
jeg siger Dem, et saa ynkværdigt Ingenting af en Mand, og dog forguder
han ham; men over mig, sin egen Far, skammer han sig, som om jeg var en
Hund. Jeg siger Dem et Menneske uden Kundskaber, uden Vilje, uden Tanke,
en Mand, som Grød og Vælling!
AKSEL
Har denne Mand gjort Dem noget ondt, Doktor Stern?
STERN
(synker tilbage i Stolen)
Jeg forstaar Dem. De holder med ham! Ja ja. „En Mand gik ned fra
Jerusalem!“ — Har _jeg_ gjort _Dem_ noget ondt?
AKSEL
Jeg kender en anden Mand, som ogsaa kom fra Jerusalem. Han saa Skæven i
sin Broders Øje; men Bjælken i sit eget Øje blev han ikke var.
STERN
Den Mand som faldt mellem Røvere har andet at tænke paa end sine egne
Fejl — Jaja. Jaja. _Hvor er_ min Søn, saa sig mig bare det, for De ved
det! (Rejser sig og gaar hen til Trappen)
AKSEL
Deres Søn er paa Vej til Fronten.
STERN
Til Fronten. Hvad vil han der?
AKSEL
(tier)
STERN
(vakler, bider Tænderne sammen)
I rammer godt! (sætter sig paa Trinet med Hovedet i sine Hænder) — I
rammer godt! (Han løfter Armene over sit Hoved) Har I nu faaet nok? —
Har I nu faaet nok! — Skub til den hældende Vogn! Spark en Olding ud
over Gravens Rand! — Har I nu faaet nok? (vendt mod Aksel) — Gaa Deres
Vej! Det er Dem, der er Skyld i dette! De har forlokket min Søn og min
Datter med. Jeg har seet Hadet i Deres Øjne. Jeg vil ikke se det oftere.
Gaa!
AKSEL
Jeg har ikke gjort, hvad De beskylder mig for. Ja, jeg ynkedes endogsaa
over Dem før! Men De behøver ikke at bede mig om at gaa. Der er tomt
omkring Dem og De skal sidde ensom og fryse inde i Deres eget Hovmod og
Deres eget Had!
STERN
(bider Tænderne sammen og ser ret frem for sig med sorgfulde Øjne)
I mit Hjem vil jeg have Fred! — De har faaet Deres Løn og jeg har nu
faaet min. Vi er vel altsaa kvit!
(Aksel gaar)
DEN GAMLE
(har nærmet sig)
Hvad er Deres Svar, Doktor Stern?
STERN
Svar?
DEN GAMLE
Er De paa vor Side, naar Dommedag bryder ind over denne Verden? Vil De
drage ind i de store Hovedstæder som Triumfator?
STERN
Lad mig i Fred! Forfængelighedens Tid er forbi! (Han skjuler Ansigtet i
sine Hænder)
DEN GAMLE
Gamle Mand, har De ikke andet at sige mig?
STERN
Sig den unge, som har Troen i Behold, at han skal virke for sit eget
Folk.
DEN GAMLE
(gaar)
ELI
(kommer ned ad Trappen)
Men kære Far, du skulde ligge i Ro.
STERN
Hjælp mig Eli!
(i dette Øjeblik kommer Solen op i „Solporten“)
ELI
(stanser paa Trappens nederste Trin og vender Ansigtet mod Solen)
STERN
Hvem taler du med?
ELI
Solen staar op.
STERN
Gid den var slukket!
AKSEL
(kommer rejseklædt. Han nærmer sig bagom Sfinksen)
Jeg tør vel næppe sige Dem Farvel, for jeg rejser fra dette Hus som
Fjende og De staar ved Deres Faders Side.
ELI
Det gør jeg.
Men Gud, som jeg tjener, er intet Menneskes Fjende og jeg ønsker Dem som
enhver anden, at De maa leve — vel.
AKSEL
(bekæmper sin Bevægelse og gaar til sit Værelse)
ELI
(i stille Graad rører kærligt ved sin Faders Skulder)
Men Far, Henrik var saa god og stille da han gik. — Far! — Hans Tanker
vil naa dig ... Vi maa ikke fortvivle. Der er noget Godt! —
STERN
Eli! Gaa ikke fra mig!
ELI
Jeg bliver, Far.
STERN
(med svag Stemme)
Tak. Jeg takker dig!
Jeg tror ikke paa din Gud! Men jeg takker ogsaa ham, fordi du ikke
svigter mig gamle Mand.
Bed, at mit ensomme Hjerte maa briste!