Det bilder De Dem jo ogsaa ind, at De er. Naa. Sig mig, om der blev sagt

noget igaaraftes? Var de vrede over, at jeg ikke kom hjem?

AKSEL

Ærlig talt tror jeg knap nok der blev lagt Mærke til det.

GERDA

Naa? Ja, jeg gaar iseng. — De kan tro jeg har haft det storartet! — Ih

du gode Gud, hvad har jeg ikke oplevet. Jeg har set døde Mænd ligge i

hele Bunker i Maaneskin. Frygtelig uhyggeligt! Jeg synes Krigen er

storartet og vældig sjov er den ogsaa. Bare den ikke holder op!

AKSEL

Der er vistnok Fare paa Færde nu!

GERDA

Jeg rejser imorgen efter Frokost igen. — Vi gifter os nemlig. De ved,

han, Jenkins, Millionæren og jeg.

AKSEL

Dyden belønnes!

GERDA

Aa jeg synes nu ikke De har faaet tilstrækkeligt, for De er da dydig.

Ikke? — Ved De hvad jeg engang har seet. Jeg har seet en Moralist i bar

Skjorte. Det var et kønt Syn! Godnat!

AKSEL

Jeg beklager, at jeg ikke rigtig kan kappes med Dem i Vid netop nu. Der

er skeet alvorlige Ting her i Huset. Deres Mor er syg og Deres Far i det

sorteste Humør. Han har faaet et Anfald af sin gamle Galdestenslidelse.

GERDA

Uf! Det var da et rædsomt kedeligt Hus. Saa vil jeg hellere rejse

straks!

AKSEL

Deres Bror kom hjem iforgaars; men han gik bort i Gaar Middags og har

ikke vist sig senere. Der har De Grunden til Husets særlige

„Kedelighed“.

GERDA

Hvad er der ivejen med ham?

AKSEL

Ingen ved det. Vi har søgt efter ham allevegne, men forgæves.

GERDA

Tænk, saa faar jeg ham maaske aldrig at se!

AKSEL

Vi maa jo haabe, at han kommer. Han vilde gaa en Tur, siges der, og har

saa maaske besluttet sig til at overnatte et eller andet Sted.

GERDA

Aah — er det ikke mere spændende?

AKSEL

Forhaabentlig ikke!

GERDA

Ja, det er et forfærdelig kedeligt Hus! Og Papa i frygteligt Humør! Saa

gaar jeg. Jeg bliver nødt til at faa et Automobil.

AKSEL

Men skal jeg da ikke sige noget til Deres Forældre? Deres Mand. Hvad

hedder han? Kommer De ikke med ham og forestiller ham?

GERDA

Næh — Han hader Papa og alle den Slags! Jeg skal skrive til _Mama_.

AKSEL

Det er ikke netop min Bestilling at tage Vare paa Deres Papas ulykkelige

Privatliv. Men jeg synes alligevel, at dette er et temmelig stivt

Stykke!

GERDA

Det kan jeg da ikke gøre ved, at han hader Papa. Alle Mennesker hader jo

hinanden. Det maa Papa virkelig kunne forstaa. Han vil jo, at alle

Mennesker skal være sig selv og det kan De tro Jenkins er. Uf! De er da

ogsaa Verdens kedeligste Menneske! I skulde være henrykte over, at jeg

overhovedet kommer her og De har ikke engang ønsket mig til Lykke.

AKSEL

Hm. Hvis en Moralist nu hviskede Deres stakkels ulykkelige Mand noget i

Øret. Hvad saa?

GERDA

Ja. Hvad tror De?

AKSEL

Ikke godt at vide!

GERDA

Jeg tror Moralisten vilde faa et Par paa Torsken. Min Mand er nemlig en

Gentleman, skal jeg sige Dem.

AKSEL

Ha! Er han ovenikøbet det, den stakkels Mand!

GERDA

Uf jeg ærgrer mig! Jeg havde glædet mig saadan til at fortælle om alt

muligt, og jeg havde de dejligste Presenter med til jer allesammen!

Pikkelhuer og Granatstumper! Nu er det Hele spoleret. — Til Dem har jeg

en giftig Gasmaske! Den skal De faa! (vil aabne sin Taske)

STERNS STEMME

(fra højre)

Raum! — Raum!

GERDA

(dæmpet)

Farvel med det samme! (Skynder sig ud. Tasken glemmer hun)

STERNS STEMME

Er der nogen?

AKSEL

(venter til Gerda er borte)

STERNS STEMME

Er der nogen?

AKSEL

(gaar til Døren)

STERN

(aabner)

Jeg kalder og kalder! men ikke et Menneske bryder sig om det! (Han

kommer frem i Døren) Naa er det Dem?

AKSEL

Herr Doktor. De burde neppe staa op.

STERN

Det er saamænd ligemeget. Gamle Mænd bliver syge. Det hører til. (Han

sætter sig. Ser spørgende paa Aksel) Naa?

AKSEL

Han er desværre ikke kommen.

STERN

Naa! (Tier lidt) Ja hvad saa?

AKSEL

Forhaabentlig er han bleven forsinket paa en eller anden Maade og har

taget Natteophold undervejs.

STERN

Formodentlig. — Vil De slukke den Lampe? De ser, det er snart Dag.

AKSEL

(slukker. Det er Morgendæmring)

Ja, jeg stod netop i Begreb med at begive mig afsted igen.

STERN

Naa ja. Og Raum? — Hvor er han?

AKSEL

Han er vistnok allerede gaaet.

STERN

Naa.

AKSEL

Men før jeg gaar, vilde jeg gerne vide, om Doktoren kan give mig

nogenslags Oplysninger til Vejledning?

STERN

Hvad Slags Oplysninger?

AKSEL

Fru Stern ved intetsomhelst til Forklaring; men tror ikke desto mindre

det værste.

STERN

Det værste?

AKSEL

At han selv —

STERN

Nej! Saa dum og svag er min Søn ikke!

AKSEL

Men kunde der da tænkes nogensomhelst Grund?

STERN

Nej. Der har været — der var været en ubetydelig Divergens — men aldrig

i Verden det! — Som Dreng var Henrik sommetider trodsig. Han har svært

ved at bøje sin Vilje. Engang forlod han Huset, blev borte om Natten.

Næste Dag fandt vi ham paa et Hotel ved Kysten. Jeg tænker dette er

noget lignende.

AKSEL

Det haaber jeg ogsaa.

CHAUFFEUREN

(kommer ilsomt gennem Porten. Aksel gaar ham imøde)

Ich habe ihn. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller dæmpet til Aksel)

AKSEL

Det er godt. (Chauffeuren gaar)

STERN

(har med Vanskelighed rejst sig)

Naa hvad saa?

AKSEL

Han siger, at Ingeniøren kommer om et Øjeblik. Han mødte ham paa Vejen

lige herhenne og spurgte om han vilde køre med; men han vilde gaa. Han

led af Hovedpine, sagde han.

STERN

(synker tilbage i Stolen)

Naa — der kan De se! Der var ingen Grund til at skræmme Livet af mig!

AKSEL

Jeg vil gaa ham imøde. Vil Doktoren tale med ham?

STERN

Jeg vil iseng! Han kan jo komme og tale med mig. (Han ømmer sig)

AKSEL

(vil hjælpe ham op)

STERN

Tak! Jeg kan selv. (Han gaar til sit Værelse. Vender sig flere Gange om

for at se mod Porten, bliver et Øjeblik staaende i Døren og venter. Der

bankes. Henrik kommer tilsyne. Først da gaar Stern ind)

HENRIK

(kommer. Bleg, træt, forvildet)

AKSEL

(imod ham)

Menneske, hvor har du gjort os bange!

HENRIK

Hyss vær stille! Jeg har gaaet i Bjergene.

AKSEL

Men hele Natten? — Aa, jeg har været saa bange for at det var min Skyld!

HENRIK

(sætter sig)

Jeg havde Hovedpine. Jeg kan ikke blive af med den. Kan du skaffe mig

noget — Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Jeg er søvnløs. Det er mig

umuligt at sove og jeg _maa_ sove. — Veronal!

AKSEL

Du ser jo ud, som om du ikke kunde holde Øjnene aabne. Gaa dog iseng

Menneske.

HENRIK

Ja ja. Men skaf mig det straks, siger jeg, hvis du kan. Jeg vil sove. —

Det maa være stærkt, ellers nytter det ikke.

AKSEL

(ved Trappen)

Jeg skal forhøre om der er noget i Husapotheket. — Men Henrik! — Du maa

være forsigtig.

HENRIK

Du har det med at passe paa dine Medmennesker! Tror du ikke jeg er

voksen? Tror du ikke jeg ved, hvor meget jeg kan taale.

AKSEL

Vent her saa længe. (Hastigt op og ind)

RAUM

(kommer fra Højre med sit Kluns og en Lygte)

Aber Gott! Er det Dem, Herr Stern?

HENRIK

Raum? Gaa bare! Gaa!

RAUM

Ja „gaa, gaa“. Men Ingeniøren maa love mig ikke at sige noget til

Doktoren. (aander ud) Naa, det var da godt, at De kom, før jeg tog

afsted. Saa har jeg ikke det paa Samvittigheden. Jeg skulde været ud at

lede.

HENRIK

(ser opmærksomt paa ham)

Hvor skal De hen, Raum?

RAUM

Det er paa Tide at drage, tænker jeg.

HENRIK

Hvorhen?

RAUM

Das Mädchen schimpft so furchtbar. Hun siger, at nu faar vi Tæsk.

HENRIK

(rejser sig halvt)

Vil De — gaa i Krigen, Raum?

RAUM

Wenn das Vaterland ruft, muss man ja gehen. Habe ja kein Grund zu leben.

Habe auch nichts anderes zu geben. Drei Söhne schon gefallen. Das

Töchterlein vor Kummer gestorben. Die ganz Kleinen schreien vor Hunger.

— Leben Sie recht wohl, Herr Stern.

HENRIK

Hvordan kommer De afsted?

RAUM

Aa, det er der altid nogen, der ordner. Jeg skal sammen med en hel Flok.

Lutter lustige Gesellen. Man bliver ung igen! Man faar Lov til at

strække Benene og skal ikke sidde og støve til i Krogen. De siger, det

er ikke saa farligt i Krigen, som man tror. De fleste lever! Ja mir

ist’s ganz egal!

HENRIK

Og der er Brug for Folk — og de kan komme til Fronten herfra?

RAUM

Ja, nu skal det store Slag staa, siger de. Spørg De bare Sekretæren. Han

kender til det hos dem paa den anden Side. Sender Flygtninge over

Grænsen og Frivillige. Sommetider flyver de til Fronten.

AKSEL

(kommer)

Hvad gør De her, Raum, med Deres Tøj?

RAUM

Herr Ingeniøren kan forklare det.

AKSEL

Jeg kan ikke tillade Dem at gaa, uden at Doktoren ved det.

HENRIK

Det klæder dig ikke at optræde paa hans Vegne. Raum har Ret.

RAUM

Gaar De med, Herr Ingeniør?

HENRIK

Jeg hører vel til paa den anden Side, Raum!

RAUM

Ja natürlich. Ganz Recht! Ja skulde jeg komme til at staa overfor

Ingeniøren, saa skal jeg da skyde i Luften, for jeg har haft gode Dage

her i Huset, hos Doktoren og hans Familie.

HENRIK

Skyd bare, Raum, og hver Gang De ser en hjemløs Mand, saa sigt godt, for

hvis de ikke er de værste, saa har de det værst!

AKSEL

Hvad tænker du dog paa, Menneske?

HENRIK

Haha. Paa dig! — Paa dig!

RAUM

Ja Farvel, Herr Sekretær. Og Tak for mig. Jeg skilles i Venskab fra

alle. Das Mädchen wird wohl nicht mehr schimpfen und dann ist alles gut.

— Herzlichen Gruss til Herr Doktoren og Fruen og Frøkenerne. Gott mit

Euch Herr Ingeniør Stern!

HENRIK

Gud være med Dem, Raum!

RAUM

(gaar)

AKSEL

Vil den gamle Mand endelig dø, saa lad ham! Men gaa nu iseng, Henrik!

Gaa iseng! Din Søster kommer med Veronal. Hun vaagede hos din Mor. Gaa

blot iseng og hvil dig.

HENRIK

Jeg vil tale med Eli. — Jeg trænger ikke til at hvile. Jeg vil afsted og

du skal hjælpe mig.

AKSEL

Dette er Galskab Henrik!

HENRIK

Det er godt, at der er et Sted, hvor Mænd kan slaa hinanden ærligt

ihjel! Hvor det letter at tage sin Beslutning! Jeg er lysvaagen nu.

Ingen Hovedpine, det letter som naar Solen staar op.

AKSEL

Men i Himlens Navn. Hvorfor?

HENRIK

Det kan andre spørge om; men ikke du!

AKSEL

(heftigt)

Det kan gerne være; men du er min Ven! Hvad vil du i dette modbydelige

Myrderi? Jeg er til Væmmelse træt af denne Krig. Ikke en Draabe Blod

mere vil jeg være med til at spilde! Ikke en Vens ialtfald! Ikke en

Vens! Alle er udpinte, skælvende, trætte til Døden. Hvad vil du dog der,

Menneske?

HENRIK

Jeg kommer med friske Kræfter.

AKSEL

Jeg besværger dig! Gør det ikke. Ligegyldigt, hvad jeg har sagt før. Det

Hele er Vanvid! Jeg kan ikke holde Illusionen ved Lige. Jeg _ved_ for

meget. Vi staar midt i Menneskehedens Fallit. Red sig, enhver som kan.

HENRIK

Hvis Menneskeheden er fallit, hvorfor skal jeg saa redde mig. — Jeg

redder mig selv ved at gaa med.

AKSEL

Tal ikke saadan! Efter alle disse Aars Erfaring! Ikke engang de Gale vil

melde sig frivilligt nu!

HENRIK

Saa forund mig den Ære at være den sidste Gale! og er du min Ven, saa

hjælper du mig!

AKSEL

Du har ikke engang den Lidenskab, som driver saa mange andre!

HENRIK

(rejser sig)

Hvad ved du om mine Lidenskaber? Maaske har jeg ti som alle driver mig

derhen. Maaske har jeg en Lidenskab for Ret og Sandhed, — — maaske har

jeg en Lidenskab for at dø — (blusser op) Maaske har jeg en Lidenskab

for at slaa ihjel? — Hvor skal jeg ellers finde nogen at slaa ihjel?

Skal jeg slaa dig ihjel? Skal jeg slaa min Far ihjel? Skal jeg — Pin mig

nu ikke længere!

AKSEL

Jeg forstaar, at det ikke nytter at overtale dig. — Jeg skal skrive dig

et Brev til en Mand i Genf, som du kan henvende dig til. Han ved det

fornødne. Jeg maa saa bede dig om dine Data.

Du er født, — November.

HENRIK

Tiende.

AKSEL

Og Navnet altsaa Henrik Vendel —

HENRIK

Stern!

AKSEL

Ogsaa Stern!

HENRIK

_Kun_ Stern!

AKSEL

(ser spørgende paa ham)

HENRIK

Det er nu engang brændt ind i mit Kød.

AKSEL

Store Gud! _Nu_ forstaar jeg! (lidt efter) Men din Kæreste Menneske! —

Du venter hende jo — din Forlovede kommer herover.

HENRIK

Jeg skal telegrafere, og skrive. Jeg bliver en anden for hende nu. (ser

paa ham)

AKSEL

(tier)

HENRIK

Hun er ogsaa bleven en anden for mig. — Aa nej, det var allerede forbi!

Han har bestandig Ret, bestandig Ret. Det var kun flygtige Blomster! —

Og hvad siger _du_? Jeg maa jo være en anden for dig ogsaa! Ja mig er

det ligegyldigt!

AKSEL

Aa Henrik! Du er min eneste Ven. Den eneste jeg har holdt af fra

Barndommen og op gennem Livet. Du var den bedste, den fineste og mest

forstaaende. Hvor kan du tro, at det kan forandres? — Det er maaske bare

mig, der er bleven vanvittig. Glem alt, hvad jeg har sagt? Alt! Alt!

HENRIK

Ja nu er du rørt. Men jeg er bleven en anden for mig selv og det er ikke

rørende! Men jeg skal vise jer, at jeg er lige saa god, som I andre! Gaa

saa og skriv det Brev, saa skal du have Tak!

AKSEL

Henrik! Jeg beder dig endnu en Gang!

HENRIK

Ikke flere Ord. Jeg har det godt nu. Jeg tror aldrig, jeg har haft det

saa godt. (Han sætter sig) Jeg er saa dejligt hel og haard.

AKSEL

Saa vil du vel tage med Postvognen nu til Morgen?

HENRIK

(svarer ikke. Han sover, siddende rank i Stolen)

ELI

(kommer ned ad Trappen)

AKSEL

(dæmpet)

Han sover.

ELI

Saa behøver han ikke denne.

AKSEL

Hvad skal vi gøre, Eli? Han vil til Fronten.

ELI

_Vil?_

AKSEL

Alle Overtalelser — forgæves. Jeg har tryglet ham om at lade være.

ELI

Naar han _vil_, saa gør han det.

AKSEL

Jeg tror han var knust indvendigt; men dette har underligt nok bygget

ham op igen. Jeg har lovet ham at skrive et Brev, jeg kunde ikke andet.

(Han gaar)

ELI

(staar med bøjet Hoved ved Henriks Side og betragter ham)

HENRIK

(slaar Øjnene op)

Jeg vidste, at du var her.

ELI

(nikker til ham)

HENRIK

Jeg har været langt borte.

ELI

Du har kun sovet et Øjeblik, Henrik, men det har gjort dig godt.

HENRIK

Jeg drømte, at jeg var død og du var hos mig. Du stod med en vild

Rosengren i Haanden. Jeg gik baglæns bort fra Jorden og dine Øjne var

hele Tiden i mine. Højt oppe hørte jeg Sangen: Nærmere dig min Gud. Det

var en skøn Drøm. Eli — Om lidt staar Solen op.

ELI

Jeg tror du drømmer endnu, Henrik!

HENRIK

(tager sig med Haanden over Panden)

Saa nu er jeg helt vaagen. Ja — det var godt!

ELI

Jeg har vaaget hos din Mor, Henrik.

HENRIK

Vil du at jeg skal tale med hende.

ELI

Jeg tør ikke lade dig se hende nu.

HENRIK

Jeg tør heller ikke selv. Jeg skal skrive til hende. Hils hende kærligt.

ELI

Og Far!

HENRIK

I denne Verden er det godt at være haard. Andet nytter ikke. Han har

bestandig Ret. Bestandig Ret. Det onde er stærkest i denne Verden.

ELI

Det er denne Verden, som har Brug for Tilgivelse.

HENRIK

Jeg kan ikke.

ELI

Den som er ren skal kaste den første Sten!

HENRIK

(skjuler Ansigtet i sine Hænder, ser op)

Jeg er ikke ren, — ikke engang saa ren, at jeg kan tilgive. Jeg tænker

paa den døde Mand Eli og hans spildte Kærlighed. Det er et saa sørgeligt

Ansigt, jeg ser i Skyen nu og Vinden blæser det bort.

ELI

Alting i Verden er maaske spildt Henrik; men Kærlighed er ikke spildt.

Heller ikke Fars til dig.

HENRIK

Eli, naar jeg ikke længer kan sige nej; saa hils ham. — Paa Tilgivelsens

Dag.

Jeg forstaar, at du ved alting?

ELI

Jeg forstod det allerede den Dag du kom.

(Hun har sat sig paa Balustraden. Henrik staar nu ved hendes Side)

HENRIK

Du er saa rolig, Eli.

ELI

Er jeg? Jeg har grædt saa meget, Henrik, i gamle Dage. — Jeg har grædt,

da jeg forstod min døde Mors Liv. Jeg har grædt over Verden og over Far

og over dig og mig. Jeg har grædt over Krigen ogsaa! Nu er alting bleven

saa fjernt. Jeg lever mest i det Fjerne.

AKSEL

(kommer)

Her er Brevet! Du finder ham efter Adressen. Skal du ikke have dit Tøj

med?

HENRIK

Den lille Kuffert, som staar paa mit Værelse. Den er ikke udpakket. Vil

du bringe mig den?

AKSEL

(gaar hastigt op og ind)

HENRIK

Paa denne Maade bliver alting godt, forstaar du. Mary faar sin Vilje,

det var ialtfald hendes Vilje en Tid, og det bliver ikke saa slemt,

hverken for hende eller mig. Jeg bliver fri for at tænke paa mig selv —

jeg gaar ind i Rækkerne og er lige saa god som de andre. Det er heller

ikke saa slemt for Mor, vel? for det er jo en hæderlig Ting dette.

ELI

(med et Smil)

Du skammer dig ikke over at være min Bror, vel?

HENRIK

Jeg er stolt af dig, Eli!

AKSEL

(kommer med Kufferten)

Naar jeg hører Postvognen siger jeg til! (Han gaar ud af Porten)

HENRIK

Jeg er stolt af det!

ELI

(har rejst sig)

Der er vist ikke mange Minutter tilbage.

HENRIK

Der er vel heller ikke mere at sige. — Han kom med Kufferten ikke sandt?

(De kaster sig pludselig grædende i hinandens Arme)

ELI

Aa hvor vi er ulykkelige!

HENRIK

Ulykkelige!

ELI

Aa Henrik.

HENRIK

Eli, Eli.

ELI

Vi er ogsaa lykkelige.

HENRIK

Ja, ja! — lykkelige — det er formeget!

ELI

Vi maa bære det!

HENRIK

Al min Sorg, al min Kærlighed, hele mit Liv til dig, saa er jeg dog ikke

fortabt — saa faar han dog ikke Ret. Tak Eli!

AKSEL

(i Porten. De slipper hinanden)

Nu hører jeg Vognen. (Han gaar)

(Det følgende Replikskifte hviskes i rivende hastigt Tempo)

ELI

Tænk paa mig, naar Solen staar op. Saa er jeg hos dig hele Dagen!

HENRIK

Og jeg hos Dig.

ELI

(meget hurtigt)

Og naar Stjernerne kommer frem. Tænk paa mig. Saa er jeg hos dig hele

Natten!

HENRIK

Ja ja. Dag og Nat! Altid!

ELI

Og videre frem! Husk alt, hvad jeg har sagt!

HENRIK

Alt! Alt! — Og husk, hvad jeg ikke har sagt, alt, hvad jeg aldrig faar

sagt. Glem det ikke!

AKSEL

Vognen er der!

HENRIK

Din Haand! — Farvel!

(Han gaar hurtig, vender sig kun en Gang i Porten)

ELI

(gaar langsomt opad Trappen, naar han er ude)

(Den gamle Skomager sniger sig ind gennem Porten, gaar frem i

Forgrunden og sætter sig paa en Bænk tilhøjre. Han tager

forskellige Papirer frem, som han gennemser, ordner og atter

lægger tilbage i Brystlommen)

STERNS STEMME

Raum, Raum! — (lide efter) Raum!

AKSEL

(gaar til Sterns Dør, som i det samme aabnes)

STERN

(i Døren)

Her ligger en gammel syg Mand og ringer og raaber; men ingen kommer. —

AKSEL

Jeg er her jo, Herr Doktor.

STERN

(sætter sig)

Hvor er Raum? (Intet Svar) Jeg vaagnede, da nogen bankede paa min Rude.

Jeg kalder; men ingen bryder sig om det. — Hvor er Raum?

AKSEL

Jeg beklager det; Raum er rejst.

STERN

Rejst! Skal jeg nu ogsaa miste ham!

AKSEL

Den gamle Mand vilde til Fronten.

STERN

Har Vanvidet ogsaa grebet ham! — Jeg skal da heller ikke spares for

noget! Var det ham, der bankede paa min Rude? Hvem banker paa min Rude,

før Solopgang?

DEN GAMLE SKOMAGER

(nærmer sig)

Det var mig, Doktor Stern. Kender De mig ikke igen?

STERN

Hvad vil De?

DEN GAMLE

Jeg er en gammel Skomager! Det er mig, som De kalder „Ahasverus med det

eftertænksomme Ben“.

STERN

Jeg sidder selv med en eftertænksom Galdeblære. Det er ikke stort bedre!

DEN GAMLE

Da jeg var ung, blev jeg overkørt af en Rigmand, som ikke vendte sig om

og saa efter mig engang. Ja saa faldt jeg jo i Tanker, paa Grund af

dette her Spørgsmaalstegn, jeg havde faaet i Benene. Navnlig da Folk lo

af mine Klager, og kaldte mig Schmaus!

STERN

(med knyttede Hænder)

Ja saadan er de, og saadant skal man taale!

DEN GAMLE

Ikke længer, hvis vi ikke vil.

STERN

Hvad mener Manden?

DEN GAMLE

Afgørelsen nærmer sig. Det sidste Slag forestaar og dermed Sejren. Om

seks Uger kommer Freden og da har De tabt, Doktor Stern!

STERN

Det tror jeg ikke paa!

DEN GAMLE

Vi har gode Forbindelser. Læs dette Brev! Om en halv Time flyver jeg

herfra; men jeg vil have Deres Svar før jeg rejser. Er De med os eller

mod os?

STERN

(svarer ikke)

DEN GAMLE

Deres bedste Venner vil blive skudt eller landsforviste. De selv vil for

altid være en fældet og hjemløs Mand. Deres Formue vil andre stikke i

deres Lommer.

STERN

(til Aksel)

Tror De paa noget af dette?

AKSEL

Ja.

STERN

Alting styrter sammen over en Oldings Hoved! Skal jeg da dø mellem disse

forbandede Bjerge? Den Sejr vil blive dem dyr! Talløse Ulykker vil vælte

ind over Verden!

DEN GAMLE

Ja, Doktor Stern. Med mindre De slutter Dem til os, for da skal De faa

Hævn! — Vi trænger til Mænd, som kan lyse op.

STERN

Hvor er han, den unge Mand? — Han med Haabet og Troen og det løftede

Blik?

DEN GAMLE

Haabet og Troen med det løftede Blik blev udenfor, han vilde ikke ind.

STERN

Han vilde ikke ind. Troligt nok!

DEN GAMLE

Men Hævn skal De faa, Doktor Stern.

STERN

(med Hovedet i Hænderne)

Hævn! Hvordan skal jeg faa Hævn for et Livs Krænkelser? Aartusinders

Uret ligger bag og hver Dag er en ny Græmmelse.

DEN GAMLE

(holder Brevet frem)

Læs Brevet, Doktor Stern.

STERN

Skæbnen stod ved min Fødsel og saa til med onde Øjne og nu spotter den

mine hvide Haar! — Hvordan skal saa jeg gamle Mand faa Hævn? (virrer med

Hovedet) Giv mig Brevet!

DEN GAMLE

(giver ham det)

Jeg venter saa længe, Herr Doktor. (Han trækker sig tilbage til Bænken)

STERN

(aabner Brevet med rystende Hænder)

Og ikke et Menneske har jeg at tale med! Ingen at raadføre mig med! Min

Søn gik min Dør forbi. Han lod mig ligge i Angst og tænkte ikke paa mig,

da han kom. (ser spørgende paa Aksel, som ser bort)

Hvorfor siger De ingenting? — Sover han? (Aksel tier) Er han gaaet igen?

(Aksel tier) Altsaa gaaet igen!

CHAUFFEUREN

(kommer hastigt, griber Gerdas Kuffert, som staar paa Balustraden,

og skynder sig ud)

STERN

Hvad betyder dette? — Stans ham!

AKSEL

Hov! Hvad skal De?

CHAUFFEUREN

(uden at vende sig)

Fräulein Kuffert. (ud)

STERN

Efter hende!

AKSEL

(løber ud; men møder Chauffeuren og vender tilbage)

Frøken Gerda var allerede kørt!

STERN

Hvorfor kommer hun ikke ind til sin Far? — De ved noget, sig hvad De

ved!

AKSEL

Frøken Gerda vilde skrive. Hun fortalte —

STERN

(virrer med Hovedet og gør en afværgende Bevægelse med Hænderne)

Nej. Nej. Lad mig i Fred. Jeg har nok at bære! Hjemløs og venneløs er

jeg, fordi jeg har villet Ret og Sandhed! — Min egen Søn! (griber Aksel

om Armen, idet han rejser sig halvt) Har De blot et Gran af

Taknemmelighed — blot en Draabe Menneskelighed i Deres Blod, saa hjælp

mig nu!

AKSEL

Hvormed, Doktor Stern?

STERN

Husker De, hvad De sagde til mig og De skrev det ogsaa: „En Mand gik ned

fra Jerusalem til Jeriko“. Husker De eller har De glemt det? — De sagde:

„Hvorledes skal jeg kunne gengælde Dem alt det gode, De har gjort mig.“

Husker De eller har De glemt det?

AKSEL

Jeg har ikke glemt, at jeg sagde dette engang.

STERN

(hviskende, idet han trækker Aksel ned til sig)

Min egen Søn hader mig. Han har Valget mellem en anden Far og mig. Og

jeg siger Dem, et saa ynkværdigt Ingenting af en Mand, og dog forguder

han ham; men over mig, sin egen Far, skammer han sig, som om jeg var en

Hund. Jeg siger Dem et Menneske uden Kundskaber, uden Vilje, uden Tanke,

en Mand, som Grød og Vælling!

AKSEL

Har denne Mand gjort Dem noget ondt, Doktor Stern?

STERN

(synker tilbage i Stolen)

Jeg forstaar Dem. De holder med ham! Ja ja. „En Mand gik ned fra

Jerusalem!“ — Har _jeg_ gjort _Dem_ noget ondt?

AKSEL

Jeg kender en anden Mand, som ogsaa kom fra Jerusalem. Han saa Skæven i

sin Broders Øje; men Bjælken i sit eget Øje blev han ikke var.

STERN

Den Mand som faldt mellem Røvere har andet at tænke paa end sine egne

Fejl — Jaja. Jaja. _Hvor er_ min Søn, saa sig mig bare det, for De ved

det! (Rejser sig og gaar hen til Trappen)

AKSEL

Deres Søn er paa Vej til Fronten.

STERN

Til Fronten. Hvad vil han der?

AKSEL

(tier)

STERN

(vakler, bider Tænderne sammen)

I rammer godt! (sætter sig paa Trinet med Hovedet i sine Hænder) — I

rammer godt! (Han løfter Armene over sit Hoved) Har I nu faaet nok? —

Har I nu faaet nok! — Skub til den hældende Vogn! Spark en Olding ud

over Gravens Rand! — Har I nu faaet nok? (vendt mod Aksel) — Gaa Deres

Vej! Det er Dem, der er Skyld i dette! De har forlokket min Søn og min

Datter med. Jeg har seet Hadet i Deres Øjne. Jeg vil ikke se det oftere.

Gaa!

AKSEL

Jeg har ikke gjort, hvad De beskylder mig for. Ja, jeg ynkedes endogsaa

over Dem før! Men De behøver ikke at bede mig om at gaa. Der er tomt

omkring Dem og De skal sidde ensom og fryse inde i Deres eget Hovmod og

Deres eget Had!

STERN

(bider Tænderne sammen og ser ret frem for sig med sorgfulde Øjne)

I mit Hjem vil jeg have Fred! — De har faaet Deres Løn og jeg har nu

faaet min. Vi er vel altsaa kvit!

(Aksel gaar)

DEN GAMLE

(har nærmet sig)

Hvad er Deres Svar, Doktor Stern?

STERN

Svar?

DEN GAMLE

Er De paa vor Side, naar Dommedag bryder ind over denne Verden? Vil De

drage ind i de store Hovedstæder som Triumfator?

STERN

Lad mig i Fred! Forfængelighedens Tid er forbi! (Han skjuler Ansigtet i

sine Hænder)

DEN GAMLE

Gamle Mand, har De ikke andet at sige mig?

STERN

Sig den unge, som har Troen i Behold, at han skal virke for sit eget

Folk.

DEN GAMLE

(gaar)

ELI

(kommer ned ad Trappen)

Men kære Far, du skulde ligge i Ro.

STERN

Hjælp mig Eli!

(i dette Øjeblik kommer Solen op i „Solporten“)

ELI

(stanser paa Trappens nederste Trin og vender Ansigtet mod Solen)

STERN

Hvem taler du med?

ELI

Solen staar op.

STERN

Gid den var slukket!

AKSEL

(kommer rejseklædt. Han nærmer sig bagom Sfinksen)

Jeg tør vel næppe sige Dem Farvel, for jeg rejser fra dette Hus som

Fjende og De staar ved Deres Faders Side.

ELI

Det gør jeg.

Men Gud, som jeg tjener, er intet Menneskes Fjende og jeg ønsker Dem som

enhver anden, at De maa leve — vel.

AKSEL

(bekæmper sin Bevægelse og gaar til sit Værelse)

ELI

(i stille Graad rører kærligt ved sin Faders Skulder)

Men Far, Henrik var saa god og stille da han gik. — Far! — Hans Tanker

vil naa dig ... Vi maa ikke fortvivle. Der er noget Godt! —

STERN

Eli! Gaa ikke fra mig!

ELI

Jeg bliver, Far.

STERN

(med svag Stemme)

Tak. Jeg takker dig!

Jeg tror ikke paa din Gud! Men jeg takker ogsaa ham, fordi du ikke

svigter mig gamle Mand.

Bed, at mit ensomme Hjerte maa briste!

En Mand gik ned fra Jerusalem · 第 4 / 5 段