kommer Aksel)
AKSEL
Der er nok skeet noget.
HENRIK
Ja desværre!
AKSEL
Han blev vred?
HENRIK
Jeg bar mig klodset ad. Jeg kom til at sige det, som jeg ikke vilde
sige. Men han maa jo dog kunne forstaa mig! Jeg har jo dog Ret til mit
eget Navn. Min egen Fars Navn! Bare jeg ikke havde været saa klodset.
AKSEL
Han fik vel Martyrminen paa?
HENRIK
Ja — selvfølgelig.
AKSEL
Der ser du!
HENRIK
Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har taget min Beslutning. Vil du
besørge Svaret til Luini. — Aa bare Eli dog var her. (Skriver og rækker
Papiret til Aksel) Det ender med at jeg ogsaa kommer til at hade ham.
Det koger i mig, siger jeg dig.
AKSEL
Der ser du, Henrik! Man bliver ikke god af at være sammen med ham!
HENRIK
Det er jo dog for naragtigt at ville paatvinge et Menneske sit Navn.
Hvis han sætter den Mine op engang til, skal jeg sige ham Sandheden, saa
den svider i hans Øjne! — Denne utaalelige Forurettethed! — Armenieren!
— Hahaha. „Ekscellence. De er den eneste Retfærdige“! Hahaha —
Jerusalems Skomager! —
AKSEL
Ja. Der ser du! —
HENRIK
Saa. Nu begynder jeg ogsaa! — Men du skal ikke smitte mig! — Regn ikke
med hvad jeg sagde. Jeg ber dig! Glem det! Det var jo min egen Skyld
ogsaa! Hvad du sagde om Armenieren passede nu heller ikke helt. Der var
kun en Fjerdedel sandt. Aah — — Jeg har sommetider et Raseri i mig, som
jeg ikke forstaar! Det skærer mig selv i Sjælen. Det er jo skændigt af
mig at bagtale ham! og skændigt af dig, at hidse mig! (Han iler opad
Trappen og gaar ind)
AKSEL
(kaster et Blik paa Korrekturen, som han bar i Haanden og læser med
et Smil, idet han gaar til sit Værelse)
„Om Freden“!
RAUM
(under dette ved Sterns Dør, banker paa, stikker Hovedet ind)
STERN
(i Døren)
Jeg vil ikke tale med nogen.
RAUM
Det er de to med Blikket og „det eftertænksomme Ben“. De gav mig dette
Papir.
STERN
Hvad for et Papir? (Tager det, ser paa det og leverer det tilbage) Jeg
vil ikke have noget med det Papir at gøre! Jeg vil ikke se de Mennesker
for mine Øjne. Og hør nu her Raum! Det er hændt engang, at Sekretæren
har hjulpet en Flygtning til Fronten. — Hvis det sker igen, skal han
meldes, saa Politiet kan transportere dem begge to bort! — Vi leger ikke
Krig her i Huset.
RAUM
Man kan jo nok blive underlig i Hovedet Herr Doktor i disse Tider.
(Under dette er de to Mænd kommen ud af Venteværelset og staar lige
overfor Stern)
DEN UNGE
Vi har en Hilsen til Mesteren fra ham.
STERN
„Ham“. Jeg kender ikke „ham“ og vil ikke kende „ham“ og vil De forsvinde
hurtigst muligt med Deres „ham“.
DEN UNGE
Mester! Vil De ikke være med i den store Tid, som kommer?
STERN
Den store Tid. De skulde se at blive tør bag Ørene!
DEN UNGE
Det dybe og gode Folk skal fornye Verden!
STERN
Imbecile! Det er umuligt at gøre alle rige; men det er let at gøre alle
fattige.
DEN UNGE
De har selv forberedt den store Tid, som skal komme. Nu skal det være
Alvor med Revolutionen.
STERN
Gaa hjem og faa Patte hos Deres Mor, mit stakkels Barn. Og kom tilbage,
naar De har lært at knappe Deres Bukser, saa kan vi tales ved, om den
store Tid.
DEN UNGE
Er dette Dem, Mester!
DEN GAMLE
Den store Tid — det er Hævnens Tid, Doktor Stern!
DEN UNGE
Retfærdighedens og Kærlighedens Tid!
STERN
Mit Barn! Faa ikke en gammel Mand til at græde; men prøv paa at blive et
skikkeligt Menneske og vogt Dem for den gamle Ahasverus der! (Slaar
Døren haardt i bag sig)
DEN GAMLE
Han har for længe spist Millionærmad! Han skal vogte sig, at hans eget
Hoved ikke kommer til at springe!
DEN UNGE
Jeg er saa skuffet, Far!
DEN GAMLE
Er du skuffet, saa har han Ret, saa er du endnu ikke tør bag Ørene,
Pattegris! (Stavrer mod Baggrunden, fulgt af den unge)
Tæppet.
Fru Sterns Dagligstue. Et Flygel tilhøjre. Sofa, Bord, Stole
tilvenstre. Dør paa begge Sider. I Baggrunden staar store Vinduer
og en bred Glasdør aabne til en Balkon. Man ser Søen og de fjerne
Bjerge.
FRU STERN
(sidder i Morgenkjole og lægger Kabale. Hun ryger en stor Cigar, som
hænger i hendes ene Mundvig. Hun nynner alt imens: „I bie mig
vel“. — Hun lægger op til en ny Kabale. Stanser midt i det og
synger højere: „I bie mig vel“. Hun støtter Hovedet i Hænderne,
græder et Øjeblik og nynner igen. — Det banker — Hun tager hurtig
Cigaren ud af Munden og skjuler den i den hule Haand)
Kom ind!
HENRIK
(kommer fra højre)
Forstyrrer jeg Mor?
FRU STERN
Aa er det dig, min Dreng. Nej hvor kan du tro. (Tager Cigaren frem) Jeg
blev skam helt bange — aa ikke for nogenting — Stern kan bare ikke lide,
at jeg ryger Cigar. — (Stikker den i Munden) Du kan maaske heller ikke
lide det? (Tager den prøvende ud af Munden)
HENRIK
(en Smule uvilligt)
Mor maa gøre ganske, som hun vil.
FRU STERN
Det kan ogsaa godt være det samme. (Kaster Cigaren i Kaminen, skønt
Henrik gør en afværgende Bevægelse) Men du skal da ryge, min Dreng!
(Tørrer hastigt sine Øjne og lægger Kabale)
HENRIK
(staar ved Balkonen og ser ud)
Nej — Hvor er her dog dejligt — og hvor det gør rolig at se! — De fjerne
Bjerge af Staal og Sølv og alligevel saa luftige som om de svævede. Og
den straalende stærke og dybe Sø! Ikke sandt, Mor?
FRU STERN
(uden at se op fra Kortene)
Jo.
HENRIK
_Der_ bagved Bjergene gaar Mordmaskinen Dag og Nat! Dag og Nat, og
Menneskebølgerne vælter mod hinanden med blodigt Skum. Og her — denne
Fred over al Forstand! Ja er her da ikke dejligt?
FRU STERN
(stadig uden at se op)
Her — jo ganske dejligt! — (Hun nynner) I bie mig vel. (Tørrer sine
Øjne)
HENRIK
(vender sig)
Er der noget ivejen, Mor?
FRU STERN
Ingenting. — Jeg er bare kommen til at længes saadan efter en Rugmark
med Kornblomster og Valmuer idag. — (nynner ganske sagte) I bie mig vel!
Der er da dejligt hjemme ogsaa! Jeg synes Livet var saa underlig
naturligt i Doktorboligen hos Far og Mor.
HENRIK
Ja. Hjem maa jeg engang!
FRU STERN
De smaa gamle Bondehaver er da ogsaa rare, hvor man næsten sad fast i
Frodigheden mellem Æbler og Ribs og Blomster. Jeg kan saamænd godt
længes efter en Tørvemose og en Mødding bag Huset med Kyllinger. Og
Træskotrin paa Vejen! — Skønt det da ikke er noget særlig kønt. Synes du
ikke der er noget saa _levende_ ved alting hjemme. De lave lange Huse
med Straatagene, som saadan nogle rare, gamle lodne Dyr. — (nynner) I
bie mig vel! — Vi havde det egentlig vidunderlig godt de Aar, vi boede
hos Far og Mor vi to — efter Vendels Død. Kan du huske (nynner) I bie
mig vel.
HENRIK
Ja — Jeg har da nogle Minder.
FRU STERN
Jeg tror for Eksempel ikke Stern har Minder.
HENRIK
Ikke? Jeg husker, det var dengang, han kom og besøgte os først.
FRU STERN
Jeg ved ikke, hvad det er med den Sang? (Tørrer Øjnene) Kan du ikke
hjælpe mig at komme paa Ordene. — I bie mig vel. Det er Omkvædet.
HENRIK
(ryster paa Hovedet)
FRU STERN
Den er saa smuk!
HENRIK
Jeg husker paa en Maade bedre Tiden, før Far døde. Jeg husker jeg red
paa hans Knæ og holdt i hans lange Knebelsbarter som Tømme. Var han ikke
meget mild?
FRU STERN
Hvem? — Naaja — det var han.
Sig mig! Har du saa faaet Svar fra det Firma?
HENRIK
Ja — det gaar i Orden. Jeg har en saa levende Følelse af, at han var
netop, hvad man kalder et godt Menneske.
FRU STERN
Hvem — Vendel mener du — ja det var han.
HENRIK
Det var det sidste Ord, han sagde til mig paa sit Dødsleje: Bliv et godt
Menneske, min Dreng. — Det har gjort et saa mærkelig dybt Indtryk paa
mig. — Maaske fordi det falder mig saa svært.
FRU STERN
Du er da god nok Henrik. Naa men jeg er glad over, at det gaar i Orden
med Firmaet. Saa kommer Mary da herover?
HENRIK
Ja! — —
Stern vrængede engang af det, da jeg fortalte ham det. „Hvad er det for
noget, et godt Menneske,“ sagde han. Ja jeg kunde jo ikke svare. Det er
underlig med saadan et Ord, som ikke er dybsindigt — alligevel virker
det saa dybt. Har du endnu nogen Tro, Mor?
FRU STERN
Jeg ved knap nok, Henrik. Jeg holder af de gamle Sange fra Barndommen. —
De gør mig sommetider godt.
HENRIK
Du maa synge dem for mig engang. — Inden i mig er der bestandig noget,
der vrænger ad det milde og troende og Drømmeriet, som jeg har fra Far
og fra dig vel med. Det er vel Sterns Indflydelse, hans Skarpsyn og hans
Menneskeforagt! Jeg føler den som noget fremmed, der har skaaret sig ind
i mig. Det er en evig Strid mellem Tro og Tvivl. Jeg er som de to Røvere
paa hver sin Side af den Korsfæstede. Kunde de komme til, saa dolkede de
hinanden.
FRU STERN
Nu synes jeg, du er for haard mod Stern. — Eli, som er saa uenig med
ham, siger at han har lært hende meget.
HENRIK
Er jeg haard mod ham? — Nej. Jeg tror egentlig du er meget haardere. Jeg
forstaar godt, at han er bleven som han er. Det er en grusom Ubillighed,
at det som er Ret for andre ikke er Ret for ham, at enhver Ting, som han
gør, bliver værre, fordi det er ham! Altid er der et Plus til det gale
og altid et Minus fra det gode! Det oprører mig! Du maa tro, det har
gjort mig bittert ondt, at jeg er kommen til at krænke ham.
FRU STERN
Igaar kunde jeg slet ikke være ked af nogen Ting, saa jeg bar mig nok
temmelig galt ad. Men jeg vilde jo gerne, at der skulde være lidt Fred i
Huset. Ogsaa for Tjenestefolkenes Skyld!
HENRIK
Men hvad skal jeg gøre!
FRU STERN
Lad bare som ingenting. Tal ikke om det og vær venlig.
HENRIK
Jeg vil gerne være venlig. Han har altid været det mod mig. Men jeg ved
ikke, hvordan jeg skal forklare ham det, for det bliver jeg nødt til.
FRU STERN
Endelig ikke forklare nogen Ting.
HENRIK
Men det er nødvendigt.
Jeg kan jo forstaa, at ikke alting er helt godt her i Huset. Skulde jeg
nu blot gøre det værre for dig?
FRU STERN
Aa jeg har saamænd ingen saadan Grund til at klage. — Jeg har det
egentlig rigtig godt. Stern er jo saa — du ved, der er jo ikke noget
hyggeligt ved ham. Han kan ikke saadan smaavrøvle som vi andre og have
det rart — det er bare store Ting; men han er jo saa umaadelig klog. Og
der er da ogsaa en Masse godt ved ham.
HENRIK
Det ved ingen bedre end jeg.
FRU STERN
Har du ikke en Cigar?
HENRIK
(byder hende)
FRU STERN
(tænder)
Du maa endelig ryge selv.
HENRIK
Jeg har Indtryk af, at I næsten ikke er sammen.
FRU STERN
Ikke meget. — Han har jo saa meget at gøre.
HENRIK
Saa forstaar jeg knap nok, hvad der har bunden dig til ham i de lange
Aar.
FRU STERN
Aa vi har jo Gerda og Eli er jo sød imod mig og saa holder han jo saa
meget af dig! Og det er jo da ogsaa noget at være Fru Stern forstaar du,
og jeg har det jo rigeligt og godt. Naar han bare vilde tage mig med ud
i Selskab.
HENRIK
Gør han da ikke det?
FRU STERN
Sjelden og nødigt! Hvad tror du han regner os Kvinder for? Han har ikke
Brug for noget Hjem. Han skal have en Scene og et Publikum. (ler med en
brutal Latter) Han synes vist egentlig, han er en altfor stor Mand til
at være gift! Naar han kommer ind i Salen, forstaar du. „Her kommer den
store Stern!“ Det passer ham ikke at have Kællingen under Armen.
HENRIK
Nej men Mor dog — Det er da ikke noget Liv!
FRU STERN
Aaja hvad. Du forstaar sommetider — saa kommer jeg jo ud og saa er det
morsomt, saa er jeg jo Fru Stern. Og nu da du er kommen saa bliver det
nok altsammen bedre. —
HENRIK
Jeg er bange for at det bliver værre. Jeg er bange for, at det bliver
rent galt. Jeg har allerede talt med ham og det gik ikke godt.
FRU STERN
Jamen lad dog for Guds Skyld være!
HENRIK
Ja men Mor —
FRU STERN
(har lagt Cigaren)
Der er slet ikke noget men — Henrik — Tal bare ikke om det og vær venlig
— saa gaar det Hele. Du maa endelig ikke bryde dig om hvad jeg siger —
Jeg har det saamænd rigtig godt, som jeg har det. Saa for min Skyld —
HENRIK
Dette er jo heller ikke for din Skyld —
FRU STERN
Jeg forsikrer dig, at du er det eneste Menneske i Verden han bryder sig
om. — Du kan faa ham aldeles som du vil. Han holder forfærdelig meget af
dig.
HENRIK
Alt dette tvivler jeg slet ikke om.
FRU STERN
Lad os dog ikke tale mere om det. Hvorfor ryger du ikke? Jeg skal ikke
ryge mere. Jeg kan se, at du ikke kan lide det. — Jeg skal i det Hele
taget gøre mit Bedste.
HENRIK
Jeg tror ikke rigtig Mor forstaar, hvad jeg mener.
FRU STERN
Jo jeg forstaar det saa godt. (Kort Tavshed) Bare jeg kunde komme paa
den Sang. Der er Omkvæd efter hvert Vers — — I bie mig vel! (gaar til
Pianoet, slaar en Akkord an, spiller og synger; men denne Gang
anstrengt, uden Stemning) I bie mig vel!
HENRIK
Jeg bliver nødt til at forklare dig det.
FRU STERN
(vender sig forskrækket)
Hvad da?
HENRIK
Jeg kan ikke forraade min Fars Navn.
FRU STERN
Nej — men hvad mener du?
HENRIK
Jeg kan ikke kalde mig Stern.
FRU STERN
Vil du stryge det helt. Aa det maa du ikke, Henrik. Vi bliver saa
fortvivlede. — Hvorfor i Alverden — nu har du heddet det i tyve Aar.
HENRIK
Det var en Fejl I begik dengang, Mor!
FRU STERN
En Fejl!
HENRIK
At I fik mig til at tage Sterns Navn.
FRU STERN
Du vilde det selv, Henrik. — Det var dig selv. Vi spurgte. Du var saa
glad for det.
HENRIK
Jeg var kun ti Aar Mor, og jeg maa gøre det om igen, for det var en
Uret.
FRU STERN
Uret mod hvem?
HENRIK
Mod min Far!
FRU STERN
For en død Mands Skyld vil du nu gøre os allesammen ulykkelige. Jo vi
bliver ulykkelige. Jeg er dog et levende Menneske; men det bryder du dig
ikke om.
HENRIK
Jeg kan ikke forstaa, at du kan tage dig det _saa_ nær. — Græd nu ikke
Mor! Lad os tale roligt om det. — Det er en Beslutning, som langsomt er
modnet. — Jeg har i de sidste Aar aldrig kunnet skrive til ham af den
Grund. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde kalde ham. En Dreng kan bruge
Ordet Far. En voksen Mand ved, hvad det er værd.
FRU STERN
Hvis du vidste, hvad jeg har maattet lide, fordi du aldrig skrev til ham
og bare til mig. Han troede, at det var mig, som ikke undte ham dig.
Hver Gang jeg fik Brev, var der et Helvede.
HENRIK
Saa maa vi jo faa den Sag klaret, og hvis du ikke kan forstaa min
Følelse, saa maa du forstaa den rene Fornuft. Det gælder den Stilling,
jeg nu kan faa.
FRU STERN
Din Far er allerede saa bedrøvet, som jeg aldrig har seet ham.
HENRIK
Min Far! Min Far!
FRU STERN
Naaja.
Aa hvorfor vil du dog krænke ham, Henrik.
HENRIK
Han er ikke min Far og hver Gang du kalder ham det, skal jeg krænke ham
og hver Gang han kalder sig det selv, skal jeg krænke ham. Jeg skal faa
det Ord til at dø paa jeres Læber.
FRU STERN
I ti Aar kaldte du ham det hver Dag og hvordan har han ikke været imod
dig! Hvilken Far kunde være som han. — Gør os ikke ulykkelige. Lad det
være som før. Behold hans Navn og kald ham Far.
HENRIK
Og hvad tror du min Far vil synes om det Forræderi?
FRU STERN
En død Mand!
HENRIK
Du skal ikke stjæle Retten fra en død Mand. Fordi du er troløs mod hans
Minde, skal jeg ikke være det. Hvis min Far er en død Mand, saa bliver
han dog ved i al Evighed at være min Far!
FRU STERN
Henrik!
Stern er din Far!
HENRIK
Dette er ikke noget at lave Ordkunster med! — Det er en daarlig Spøg!
FRU STERN
Gud tilgive mig Henrik. Det er ingen Spøg. Du er hans Søn.
HENRIK
Tag den Løgn i dig igen!
FRU STERN
Aa gid det var Løgn!
HENRIK
Og min Far da? — Hvad han? — Du begriber ikke, hvad det betyder — Derfor
tror du, du kan sige det. Tag det i dig igen!
FRU STERN
Om jeg kunde!
HENRIK
(tæt hen til hende)
Ved du hvad du gør. Du myrder en død Mand! — Du myrder ogsaa mig! (vil
ud, men vender sig i Døren og kommer tilbage)
Sig at det er Løgn! (Bedende) Sig at det er Løgn, Mor!
FRU STERN
(skjuler Ansigtet i sine Hænder)
HENRIK
Aa du vil gøre mig gal!
FRU STERN
Henrik. Henrik!
HENRIK
Hvordan er det muligt? Aah — Løgn, Løgn, Løgn! Hvordan — aa det er jo
umuligt!
FRU STERN
Det er Sandheden, Henrik. Den frygtelige Sandhed!
HENRIK
Du kendte ham jo ikke. Aa jeg bliver gal. — Han kom jo først ti Aar
efter til Landet.
FRU STERN
Det var paa et Besøg i Udlandet! — en Kongres.
HENRIK
(holder Hænderne for Ørene)
Et Besøg — jeg! — Hvad — Fjorten Dage! — Otte Dage! — _en_ Dag! Hvad? —
nok til mig!
FRU STERN
Han var som en Konge imellem os og alle forgudede ham. Henrik — Ingen
kunde modstaa ham.
HENRIK
Aa det er modbydeligt. Over al Forstand væmmeligt — Og han — min — hvad
skal jeg kalde ham — den anden, som ikke — som ikke længer kommer mig
ved. Han — som I bedrog — vidste han det?
FRU STERN
Jeg ved det ikke.
HENRIK
Mer! Mer! — Du store Gud! — Ulykkelige Mand, som spildte sin Kærlighed
paa en Skifting!
FRU STERN
Aa tænk ikke paa ham Henrik — tænk ikke paa ham! Jaja jeg ved godt,
Skylden er min, men han var ikke det Ideal, som du tror, Henrik — Det
maa du ikke tro længere — for din egen Skyld. —
HENRIK
Den døde Mand ikke? Bagvask ham bare! Han svarer ikke!
FRU STERN
Det er jo bedst, Henrik, at jeg siger dig Sandheden om ham nu.
HENRIK
Ja ja. Sandheden. Den hadefulde Sandhed som om han var levende. Eller
bedre endnu, som om han var død! Den eneste som holdt af ham var jeg og
det er forbi. Farvel med ham! Aa det er jo Vanvid!
FRU STERN
Han var god mod dig, det nægter jeg ikke; det var han; men han var en
svag og uselvstændig Mand, Henrik — saa paavirkelig — Stern kaldte ham
altid „den ædle Lirekasse“.
HENRIK
Gjorde Stern? Haha! Det gør godt at høre, hvad Stern kaldte ham! Aah det
er skønt. — At du vover!
FRU STERN
Det var ialtfald Vendels Ideal at komme til at ligne Stern i Et og Alt.
Det er for din Skyld jeg siger det, Henrik. — Han drak ogsaa.
HENRIK
Aa Gud i Himlen. Slaa ham bare i Ansigtet. Jeg slaar med! Spyt bare paa
ham! Jeg spytter med! Myrd ham bare ned Tomme for Tomme. Aldrig var
nogen saa død som han! Saa lad os danse paa hans Grav, Du og Stern og
jeg! (atter mod Døren; men vender tilbage) Hvad var det du sagde? Han
var paavirkelig, sagde du, ikke sandt? Det er jeg ogsaa! Det har jeg jo
fra ham. — Fra ham? — Hahaha. Haahaahaa — (Han bryder sammen i Hulken)
FRU STERN
Om Forladelse, Henrik. Omforladelse. Tilgiv mig! — Tilgiv din Mor.
HENRIK
Ja. Javel! — Jeg snakker sort! Men jeg da! Hvem er jeg! Hvad har du
gjort mig til? — Er jeg — en — Aa. — Nu forstaar jeg det altsammen. Nu
forstaar jeg, at jeg foragter mig selv helt ind til Marven! Og jeg
væmmes ved mit eget Legeme og jeg hader min egen Sjæl! — Det er godt,
ikke? Det er godt at være Menneske paa den Maade? Jeg takker dig Gud,
som har forraadt mig og knust mig i det Øjeblik, jeg blev født.
FRU STERN
(kaster sig foran ham og omklamrer hans Knæ)
Tilgiv mig, Henrik. Tilgiv din Mor. — Tilgiv din ulykkelige Mor!
HENRIK
Farvel Mor — Farvel Mor — Rejs dig.
FRU STERN
(rejser sig og vil omfavne ham; men han holder hende tilbage)
HENRIK
Jeg gaar istykker forstaar du. Hvad er jeg for En. Er der ikke En, der
vil slaa mig ihjel? — Ja. — Farvel!
STERN
(kommer fra venstre)
HENRIK
(truende lige foran ham)
Aldrig! (gaar ud)
STERN
Hvad — Henr— (Mælet svigter ham)
FRU STERN
(er sunket sammen med Hovedet paa sine Arme ved Bordet. Ser op et
Øjeblik)
Han ved det.
STERN
(hæst)
Hvad.
FRU STERN
Altsammen! Nu har du faaet din Vilje, som du har pint mig med — i tyve
lange Aar! — Og nu hader han os begge — det har du fortjent!
STERN
Hvorfor sagde du det ogsaa netop nu!
FRU STERN
Aa Gud i Himlen hvor er jeg ulykkelig — Aa hele vort Liv! hele vort Liv!
min arme Dreng! (springer op) Henrik!
HENRIK
(er kommen tilbage. Truende)
Fred! Dette er Vold, dette er Had, dette er Krig. Inden i mig stod der
to med Kniv mod hinanden. Altid! Men nu er de enige. Forstaar du — nu
har de Fred.
STERN
Henrik! —
HENRIK
(flammende)
Aldrig! (Han gaar)
STERN
(hæst, med sitrende Læber)
Ogsaa han! —
FRU STERN
(grædende ved Døren)
Aa. Han hader baade dig og mig. (Kalder ud) Henrik!
STERN
Ogsaa han! — Min Søn! Jeg skal da ikke spares for noget! — Det er _dig_,
jeg kan takke for dette!
FRU STERN
(støtter sig til Bordet)
Nej dig selv! Og mest hader han dig! Og det gør jeg ogsaa!
STERN
Javist! Javist. Hvem hader ikke mig mest! (vender sig brat og gaar)
FRU STERN
(slæber sig ud paa Balkonen. Kalder)
Henrik. Henrik! Henrik — Aa han hører ikke. — Han flygter fra sin Mor —
— Han flygter for sin Mor — Aa Gud i Himlen, hvor er jeg ulykkelig — Min
arme Dreng! (Hun synker sammen)
Tæppet.
TREDIE AKT
I Gaarden. Morgenen nærmer sig; men der er endnu Stjerner paa Himlen
og Bjergene staar i Maaneklarhed. Den store Buelampe ved Trappen
er tændt. Det banker paa Porten. Aksel kommer fra sit Værelse og
aabner den. Professor Lyng træder ind. De gaar frem mod Forgrunden,
saa de kommer ind i Lyset.
PROFESSOREN
Ja det er en underlig Tid, jeg kommer paa, Aksel; men jeg saa, at der
var Lys hos dig, og havde du sovet, saa havde jeg nok vækket dig
alligevel.
AKSEL
Jeg har ikke været iseng inat. Her er skeet noget alvorligt. Henrik har
forladt Huset og er ikke kommen tilbage.
PROFESSOREN
Vi har hørt det. Vi rejste nemlig ikke til Byen, men gjorde en Udflugt
og tog saa ind paa Hotellet hernede. Er du alvorlig bekymret?
AKSEL
Naturligvis er jeg bekymret; men jeg kan dog ikke tro andet, end at han
kommer.
PROFESSOREN
Ja lad os haabe det! Naa, men Mor og jeg har altsaa besluttet os til at
gaa til Byen istedetfor at køre. Apostlenes Heste har godt af at blive
rørt engang igen. Derfor er vi saa tidligt paafærde. Og hvad jeg vilde
spørge dig om er dette: Har du ikke Lyst til at følge med os hjem?
AKSEL
Ak jo. Hellere end gerne; naar dette med Henrik blot er overstaaet.
PROFESSOREN
Endnu om tre Dage kan du træffe os i Geneve paa vort lille Hotel, som du
kender. Og saa haaber jeg bestemt at du kommer, for dette her er jo ikke
rigtig godt. Synes du vel?
AKSEL
Hvad mener du?
PROFESSOREN
Jeg mærker jo, hvordan det er fat — og det er ikke rigtig godt, synes
jeg, at du gaar her og hader en Mand, naar du er i hans Brød og dog
faktisk har al mulig Grund til at takke ham. Vel? Det er ikke rigtig
„reggederligt“.
AKSEL
Jeg ved det godt.
PROFESSOREN
Jeg har tænkt en Del over Sagen igaar og inat. Og det er jo dig, som er
paa den gale Side. Det maa du jo se; men nu er det saadan fat med mig,
at jeg synes ogsaa jeg har Skyld.
AKSEL
Har du?
PROFESSOREN
Jo dette hjemløse, som du finder ved ham, — det at han ikke har noget
Samfund i Ryggen, og det er jo en stor Ulykke, det kendetegner jo paa en
Maade ogsaa dig selv. Jeg tror Barndommen betyder uhyre meget. Det at
vokse op i Forstaaelse med Naturen og Menneskene, det er det egentlige
gode Grundlag for Livet; men jeg er bange for, at du har faaet en Splint
i Øjet i en Tid, hvor man helst skal se venligt og klart. — Jeg er glad
over, at du hører saa sagtmodigt paa mig.
AKSEL
Jeg er saa fortvivlet, Onkel Ejnar. Jeg er bange for, at det er min
Skyld, at det er gaaet galt med Henrik paa en eller anden Maade.
PROFESSOREN
Lad os nu haabe det bedste. Hvad jeg bebrejder mig selv er, at jeg ikke
tog dig i Huset, da din Far døde. Vi var rigtignok seks i tre smaa
Værelser; men man siger jo, at hvor der er Hjerterum er der ogsaa
Husrum, saa det maa vel være Hjerterummet, det har knebet med, og det er
jeg ikke videre stolt af.
Saa sees vi altsaa i Geneve og prøv nu paa at komme herfra paa en
„reggederlig“ Maade i Venlighed og Mindelighed, for dette Hus er jo dog
_hans_ Hjem.
AKSEL
Hvis Henrik blot kommer, skal alt være godt.
PROFESSOREN
Du maa jo forstaa, at der er Krigsluft i dette og engang maa vi dog
hitte frem til den gode Menneskelighed. Naar de, du har seet dig ilter
paa, sætter deres Rigdom og Stolthed ind paa at genoprette deres Land,
vil det maaske lyse. — Vi maa alle blive bedre Mennesker Aksel.
AKSEL
Jeg synes der kom nogen. (Lytter) Nej. Det er forfærdeligt, hvis jeg har
nogen Skyld i dette. — (gaar op og ned i Angst) Vi fægter Allesammen i
Blinde og rammer den, som vi ikke vil. Jeg er naturligvis ogsaa selv en
Røver, som er faldet mellem Røvere.
PROFESSOREN
Røvere og Røvere, det er nu saa strengt! — Selv kan jeg jo ikke saadan
med Stern. Vi er stemt i forskellig Tonart, og det tager jo paa
Nerverne. Havde han bare ligget paa Bleg et lille hundred Aar ved
Øresund, saa havde han saamænd været lige saa god eller daarlig som vi
andre. Men som han er, saa er han jo dog en mærkelig Mand. Jeg har gaaet
og seet paa, hvad han har lavet her. Igaaraftes var vi paa Broen over
Kløften — Jo, den bliver selv om Krigen har sprængt alle de andre og kan
du ikke se, at der alligevel er en Drøm i den. — Det bilder jeg mig da
ind — en fin Drøm fra et skjult Sted i hans Hjerte: _om at binde
sammen!_ En Bro er det jo ialtfald og han har skænket den. Ja jeg ved,
hvad du tænker: Forfængelighed! men jeg er nu gammeldags og hvor jeg
møder det Gode lader jeg det gælde. Det værste ved Livet er, at Djævelen
altid er paa Spil og gerne lister sig til at sætte sin Signatur paa de
gode Gerninger ogsaa. Men jeg vil ikke lade mig narre af den Skelm. Jeg
lader det gode gælde, saa længe som muligt, ellers saa det altfor sort
ud i denne sørgelige Verden.
Ja det blev et helt Foredrag. Jeg har da ogsaa indstuderet det grundigt,
kan du tro.
(Gerda er kommen fra Porten og er hastigt gaaet til Trappen)
Naa, nu siger jeg dig Farvel og paa Gensyn. Det lysner allerede, saa Mor
venter mig for at gaa.
AKSEL
Ja det lysner Gud ske Lov. Saa stiger ogsaa Modet. Farvel Onkel og Tak
og paa Gensyn. (Følger ham ud og vender straks efter tilbage.)
GERDA
(er bleven staaende paa Trappen)
Hvad var det for et gammelt Sludrehovede?
AKSEL
Det var min Farbror.
GERDA
Saa passer det vist udmærket. Han bøvsede af lutter Selvbehagelighed.
AKSEL
Han er ialtfald velmenende.
GERDA