Antwerpen, den 13. Februar 1813.
Endelig blev Admiral v. Dockum ligeledes skriftlig underrettet om de
danske Officerers Forehavende.
Den Skjærv, der her blev budt den franske Krigskasse, var forsvindende
som Draaben i Havet. Dens eneste reelle Betydning var den, at de Danske
herigjennem, forinden Scheldekampagnens Ophør, fik Leilighed til at
vise, at de som gode Allierede følte Sympathi for det mægtige Land, som
Ulykkens Dage nu brød ind over.
Skjøndt intet bestemt endnu forlød derom, havde man dog i det tidlige
Foraar 1813 en Fornemmelse af, at Kongen af Danmark snart vilde kalde
sine Folk hjem fra fransk Tjeneste, og at Hjemreisen var nær forestaaende.
Rygtet tog heller ikke Feil. Ikke 2 Maaneder efter at Officererne havde
indsendt deres Adresse til Keiseren, kom Ordren fra Kjøbenhavn, der
kaldte de Danske hjem fra Frankrig.
Det var den 11. April 1813, at Skrivelsen indtraf, og den glædelige Nyhed
spredte sig snart til alle 4 Linieskibe, hvor Tilfredsheden kun blev
større, da man erfarede, at Ordrens Udførelse skulde fremmes med saadan
Il, at den første Afdeling af Mandskaberne allerede 4 Dage senere, den
15. April, skulde tiltræde Hjemmarchen fra Antwerpen.
Det kongelige Budskab, der kaldte Officerer og Mandskab til Danmark,
undtog kun en enkelt Mand, nemlig Kontre-Admiral v. Dockum fra denne
almindelige Ordre, idet Valget stilledes ham frit, om han vilde reise
eller blive.
Den danske Minister i Paris, Waltersdorff, underrettede Admiralen
skriftlig om, at Kongen af Danmark tillod ham at træffe sit Valg imellem
Keiserens og Kongens Tjeneste, og at Hs. Majestæt i første Tilfælde vilde
løse ham fra den Ed, han som dansk Officer havde aflagt.
Dette Tilbud aabnede en Fremtid for den danske Officer, langt mere
glimrende end de hjemlige Forhold nogensinde vilde kunne byde ham, men v.
Dockum vaklede ikke et Øieblik i sin Beslutning.
Han ansaa det for sin Pligt at give Afkald paa de Fordele, som den
franske Marine kunde yde ham, til Gavn for sit Fædreland, og indsendte
strax til den franske Regjering en Begjæring om at maatte udtræde af den
keiserlige Marine.
Det var kun faa Dage efter dette Skridt, at v. Dockum modtog følgende
Svar paa sin Skrivelse fra Hertugen af Decrès[125]:
Paris, den 12. April 1813.
Hr. Kontre-Admiral!
»Jeg har forelagt Keiseren Deres Begjæring om at følge de
danske Mandskabers Bestemmelse, der have været ansatte paa den
keiserlige Flaade paa Schelden, og Deres Ønske om at vende
tilbage med dem til Danmark.
»Ved Deres Udnævnelse til Kontre-Admiral i den franske Marine
har Keiseren givet Dem et Bevis paa sin Tilfredshed med Deres
Tjeneste. Hs. Majestæt Keiseren har imidlertid ikke til
Hensigt nu at modsætte sig det Ønske, De ytrer, at ofre Deres
Konge Deres fremtidige Tjeneste, og han har i denne Henseende
overdraget mig Fuldmagt til at tilstaa Dem denne Deres
Begjæring.
»Som Følge heraf tilskriver jeg Admiral Missiessy og
Marinepræfekten i Antwerpen, at det paa Deres derom indgivne
Begjæring er Dem tilladt at vende tilbage til Danmark, og at De
som fransk Kontre-Admiral vil vedblive at være opført paa den
franske Marines Lister indtil den 21. April, den Dag, der er
fastsat for det sidste danske Mandskabs Afreise.
»Jeg har allerede ladet de Herrer Chefer for de 4 danske
Skibsbesætninger tilkjendegive, i hvor høi en Grad Hs. Majestæt
Keiseren har været tilfreds med deres Tjeneste saa vel som med
den Opførsel, som Officerer og Mandskab under Deres Kommando
under hvilkesomhelst Omstændigheder have udvist i den Tid, de
have gjort Tjeneste paa Flaaden.
»Det er ikke undgaaet Hs. Majestæts Opmærksomhed, hvilken
Indflydelse Deres gode Exempel har havt paa disse, og det er
med sand Fornøielse, at jeg udfører den mig givne Ordre, at
forsikre Dem om Hs. keiserlige Majestæts personlige Agtelse.
»Modtag, Hr. Kontre-Admiral, Forsikringen o. s. v.«
Decrès.
v. Dockum forberedte nu i al Skyndsomhed Hjemreisen saa godt det lod
sig gjøre i den korte Tid, der var levnet. Ordren, der var kommen saa
hovedkulds, skulde udføres uden Tøven; men Vanskeligheden var den, at
man ikke var i Besiddelse af de nødvendige Pengemidler til Hjemreisen.
Det lykkedes imidlertid v. Dockum at skaffe en Sum af 70,000 fr.
tilveie[126], og Hjemsendelsen af det danske Mandskab tog nu planmæssig
sin Begyndelse den 15. April 1813, paa hvilken Dag den første Afdeling
forlod Antwerpen tilvogns og tilfods paa Veien hjemefter[127]. Sammen
med den sidste Kolonne forlod ogsaa v. Dockum Antwerpen den 21. April
1813. Reisen hjemefter foregik uden noget Uheld, og da Admiralen den 15.
Mai 1813 ankom til Glückstadt, kunde han melde Admiralitetet, at alle 4
danske Transporter i god Behold vare indtrufne dertil[128].
Medens Hjemreisen saaledes var lykkelig og vel tilendebragt for alles
Vedkommende uden tilstødende Uheld, ventede der en af de danske
Skibschefer en Ubehagelighed ved Ankomsten til Kjøbenhavn.
Det var »Dantzick’s« tidligere Chef, Kapitain M. Bille, der ikke kunde
aflægge noget fyldestgjørende Regnskab over sine Udgifter paa Reisen hjem
fra Antwerpen med sin Besætning.
Det var hævet over enhver Tvivl, at den lige saa dygtige som afholdte
Officer var Hædersmand til Fingerspidserne; kun havde hans Distraktion og
lidt sære Originalitet spillet ham et slemt Puds paa Hjemreisen. Bille
optegnede nemlig trolig alle sine Udgifter paa den første den bedste Lap
Papir, han fik frem af Lommen, og da Regnskabet saaledes ofte den ene Dag
var affattet paa Bagsiden af løse Pengesedler, som Dagen efter gaves ud,
havde denne aparte Bogføring til Følge, at han ved Reisens Afslutning
uden videre Detailler kun kunde konstatere, at Pengene vare brugte.
Da Bille imidlertid samtidig havde gjort Reisen hjem billigere end de
4 andre Transporter, mente han, at dette maatte være tilstrækkeligt.
Admiralitetet fordrede dog sit Regnskab, og da Kapitainen ikke var til
at formaa til at sætte sit Navn under et fingeret Regnskab, hvad han
underhaanden opfordredes til, blev han sat paa Hovedvagten og her saa
godt som tvunget af Kammeraterne til at underskrive et af dem forfattet
Regnskab.
Den 29. Mai 1813 gjensaa v. Dockum atter Kjøbenhavn efter 4 lange
Aars Fraværelse. Han havde dog hverken ventet eller haabet, at
Scheldekampagnen skulde blive hans sidste Kommando.
Tanken om under en fortsat Krig at komme sit Fædreland til Nytte havde
tværtimod været en mægtig Bevæggrund for ham til at give Afkald paa en
glimrende Fremtid i Frankrig. Denne Tanke blev dog ikke realiseret;
Freden blev sluttet, og med Krigen var v. Dockum’s militære Karriere
tilende[129].
* * * * *
»De Danske paa Schelden« danner en særlig afsluttet Episode af Søkrigen
1807-1814, der vel ikke staar i direkte Forbindelse med Krigen i Norden,
men dog har sin Interesse og Betydning for Marinens Historie.
Kun saare sjeldent er det givet en Styrke, saa ringe i Antal som de
danske Skibsbesætninger paa Schelden, at gjøre sig gjældende under
store Forhold i et fremmed Land og at bevare sin særegne, udprægede
Individualitet. Men netop dette var Tilfældet med de Danske, og netop
dette var deres Betydning under Scheldekampagnen.
De samme fortrinlige Egenskaber, som den Dag idag gjør de danske og
norske Søfolk til nogle af Verdens første Matroser, betingede ogsaa den
Gang det høie Standpunkt i Retning af Sømandsdygtighed, som gjorde de 4
danske Linieskibe til Kjærnen i den franske Flaade paa Schelden. Men naar
det virkelig lykkedes de danske Officerer og Søfolk at drage den franske
Marines Øine paa sig ved den overlegne professionelle Dygtighed, hvormed
de optraadte, da maa Æren herfor først og fremmest tilskrives Admiral
Joost v. Dockum.
De danske Linieskibe paa Schelden havde vel et Sæt Matroser ombord,
der udgjorde et første Rangs Materiale, men Materialet var raat, det
trængte til en erfaren og kyndig Haand, der kunde forme og skole de
gode Elementer, og først den Gang, da der som Chef traadte en Mand til,
som, foruden Strenghed og Myndighed i sin Kommando, raadede over Takt
og Medgjørlighed, et klart Blik paa Situationen og Evne til at lempe
og føje sig ind under de fremmede Forhold, først da viste de danske
Skibsbesætninger, hvad de duede til. De viste dette paa en saadan
Maade, at de uheldige Begivenheder fra Kampagnens Begyndelse traadte i
Skygge, og at den 5-aarige Tjeneste under det franske Flag som Helhed
maa betragtes som en Tid, den danske Marine og Sømandsstand kan være vel
bekjendt.