Marineministeriet.
Indberetning.
Rapport til Keiseren.
Sire,
Kontre-Admiral v. Dockum, Dansk, ombord i Deres Majestæts
Linieskib »Pultusk« og som fornylig er bleven forfremmet til
nævnte Grad, er ankommen til Paris for at aflægge Ed.
»Samtidig med at melde mig sin Ankomst har han forelagt mig en
Skrivelse, hvori det hedder:
»Kongen har tilladt Hr. v. Dockum at modtage den
Kontre-Admirals Titel, som det har behaget Deres Keiserlige
og Kongelige Majestæt at benaade ham med, og tilladt ham at
aflægge den Ed, som Deres Majestæt fordrer. Kongen forbeholder
sig kun Ret til at kunne tilbagekalde Admiral v. Dockum, naar
Hs, Majestæt maatte have Brug for hans Tjeneste, og han haaber,
at Deres Majestæt i paakommende Tilfælde vil tillade denne
Officer at vende tilbage til sit Fædreland, hvor hans Rang og
Anciennetet i den danske Marine er ham forbeholdt.
»Jeg har den Ære at modtage Deres Majestæts Ordrer«.
Decrès.
Det var med lettet Hjerte, at v. Dockum Søndag Formiddag den 29. Marts
1812 gav Møde i Tuileriernes Audientssal for at aflægge Troskabseden som
fransk Admiral.
»Da Keiseren kom fra Messen« — fortæller v. Dockum[115] — »gik
han som almindelig 3 Gange op og ned i Salen for at modtage
Ansøgninger af en Mængde Suplikanter, og da Keiseren kom til
sit Kabinetsgemak, blev Døren aabnet og Hs. Majestæt gik ind,
hvorefter Døren blev lukket. I Forveien blev jeg med 3-4 andre
tilsagt at holde os ved Døren til Kabinetsgemakket. Døren blev
aabnet, jeg blev tilsagt at gaa ind.
»Indenfor ved Døren stod en Marechal med en Fløiels
Marechals-Kjæp, som førte mig til et rundt Bord, som stod midt
i Gemakket, hvorved Keiseren sad lige overfor den Plads, som
jeg blev anvist ved Bordet, hvor der laa en firkantet hvid
Tabel med rød Kant, som Keiseren med et Vink pegede til og
sagde:
»_Prenez et lisez!_«
»Hvoraf jeg læste høit:
»_Je jure d’être fidèle à la constitution et à l’empéreur!_« —
»Hvorefter Marechallen, som stod ved Døren, kom til Bordet og
fulgte mig derfra til Døren, som blev aabnet for mig ud til
Audientssalen«.
v. Dockum blev denne Gang ikke længere i Paris end Forholdene
nødvendiggjorde det; allerede den 1. April 1812 var han tilbage igjen i
Antwerpen, hvor han traf Scheldeflaaden i fuld Gang med sin Ekvipering.
Blandt de danske Officerer, og navnlig blandt Maanedslieutenanterne,
havde i Vinterens Løb et Spørgsmaal vedrørende disse sidstes Uniformering
været Gjenstand for ivrig Debat.
Hvad Uniformsspørgsmaalet i sin Helhed angaar, da havde Officerernes
Klædedragt under de Danskes Ophold paa Schelden allerede for over 2 Aar
siden undergaaet en radikal Forandring. Den gamle Gallauniform, som
Officererne havde baaret ved høitidelige Leiligheder, og som havde vundet
et Slags Hævd, var ved en kongelig Resolution først paa Aaret 1810 bleven
bragt ud af Verden[116].
Skjøndt denne Forandring i Uniformsreglementet næppe har været
Officererne kjærkommen, var det dog ikke dette, men en Sag af virkelig
praktisk Betydning, der kaldte alle de danske Maanedslieutenanter frem
med en Protest i Slutningen af Februar Maaned 1812.
Sagen var nemlig den, at disse Officerer ikke bare Epauletter, og da
Epauletten i Frankrig netop var Officersstandens sikkre Kjendemærke,
havde Maanedslieutenanterne paa Grund af denne Mangel ved deres Uniform
ofte Vanskelighed ved at blive anerkjendte for Officerer.
Det kunde ikke være andet, end at dette uheldige Forhold maatte give
Anledning til Misforstaaelser og Ubehageligheder af forskjellig Art,
og disse Mænd, hvoraf flere under Scheldeflaadens Kampagne havde havt
selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbaade og andre mindre Fartøier,
vare i Reglen udsatte for at maatte gaa forbi de franske Skildvagter uden
at faa den Honnør, som i Følge deres Stilling tilkom dem, medens danske,
faste Underofficerer og franske Søkadetter af 1ste Klasse (aspirants
de marine de 1re classe) af Posterne bleve betragtede som Officerer,
fordi de bare Epauletter til deres Uniform. Dette var dog kun af ringe
Betydning i Sammenligning med den Kjendsgjerning, at den franske Vagtpost
ved Porten til Værftet i Antwerpen, hvor en Del af Scheldeflaadens Skibe
overvintrede i det forreste Basin, i Vinteren 1812 gjorde Vanskeligheder
ved at lade Maanedslieutenanterne passere ind paa Værftet, »ja endog
ytrede at kunne arrestere dem efter Retræten, fordi de ikke behøvede at
erkjende nogen for Officer, som ikke bar Epauletter«[117].
Under disse Omstændigheder vil man kunne forstaa, at
Maanedslieutenanterne fandt Øieblikket kommet til at gjøre et Forsøg
paa at faa en Ende paa deres Fortrædeligheder, og de enedes derfor
om at indgaa med en Skrivelse til Admiralitetet, hvori 2 af dem —
Lieutenanterne Ring og Cortnum — paa alle Kammeraternes Vegne, ansøgte
om Tilladelse til at maatte bære Epauletter, medens de vare i fransk
Tjeneste. Som man kunde vente, maatte dette beskedne Ønske finde
Støtte hos Admiral v. Dockum, der ogsaa indsendte Andragendet til
Admiralitetet, forsynet med en motiveret Anbefaling[118].
* * * * *
Scheldeflaaden, der tidlig paa Foraaret 1812 atter indtog sin gamle
Station og aabnede Sommerkampagnen med de vante Manøvrer og Arbeider,
havde i væsentlig Grad forandret sit Fysiognomi siden Sommeren 1808, da
Grunden til den blev lagt, og en Eskadre paa 8 Linieskibe for første
Gang samledes paa Floden under Admiral Missiessy’s Kommando. I de
forløbne Aar havde den voxet sig stærk, saa at den i 1812 kunde mønstre
ialt 22 Linieskibe (3 Skibe paa 84 Kanoner og 19 Skibe paa 74 Kanoner)
foruden en Del Fregatter og mindre Fartøier. Af dette betydelige Antal
bragte Sommeren 1812 en Forøgelse af ikke mindre end 7 Linieskibe[119],
7 Fregatter og 1 Brig, og paa Antwerpens Bedinger vare stadig nye
Skibe under Bygning. Det var dog ikke alene her, at Frankrigs maritime
Udvikling gik frem med stærke Skridt; i alle franske Orlogshavne, lige
fra Amsterdam til Venedig, arbeidedes der paa Nybygninger, og det med
saadan Energi, at Frankrig, hvis Flaade efter det uheldige Slag ved
Trafalgar i Aaret 1805 var i en høist sørgelig Forfatning, nu efter
nogle Aars ihærdigt Arbeide, havde henved 100 Linieskibe til sin
Raadighed.
Man skulde synes, at Scheldeflaaden i sin nuværende Skikkelse var en
saa anselig Stridsmagt, at den ikke længere hverken kunde eller burde
finde sig i, at en engelsk Blokade Aar efter Aar lukkede Scheldens
Munding; men paa dette Punkt bragte Aaret 1812, lige saa lidt som dets
Forgængere, nogensomhelst Forandring. Flaaden tog med samme prisværdige
Iver som de foregaaende Aar fat paa sine Øvelser; de kjendte Ture tilsøs
indenfor Bankerne toge igjen deres Begyndelse, der dannedes atter en
Evolutions-Eskadre bestaaende af Kanonbrigger og Flaadens lettere Skibe
under Admiral Missiessy’s egen Kommando; men trods dette, og uagtet
der paa intet Punkt forsømtes noget, der kunde fremme Officerernes og
Mandskabernes Dygtighed, opnaaedes der dog intet virkelig positivt
Resultat af det ihærdige Arbeide. Mere end 20 Linieskibe laa kampdygtige
paa Floden, klare til at gaa tilsøs, men det store kostbare Krigsapparat
blev ikke sat i Virksomhed, skjøndt Fjendens Skibe vare i umiddelbar
Nærhed.
En af de faa Afvexlinger, som Aaret 1812 førte med sig, var den, at alle
4 dansk bemandede Linieskibe skulde under Kommando af nye Chefer.
v. Dockum kunde nemlig efter de gjældende Reglementer som fransk
Kontre-Admiral ikke længere være Chef for »Pultusk«, og for de 3
andre Skibschefers Vedkommende — Wleugel, Mossin og Fabricius, —
nødvendiggjorde Helbredshensyn en Forandring af Opholdssted.
Kommandørkapitain Wleugel, der Aaret i Forveien ikke havde kunnet
benytte sin Permission til at tilbringe Vinteren i Danmark, var den
første, der brød op for at forlade Schelden. Hans Afløser som Chef for
Linieskibet »Dantzick«, Kapitain M. Bille, der den 20. April 1812 var
ankommen til Antwerpen fra Kjøbenhavn, overtog faa Dage efter (den 25.
April) Kommandoen af Skibet, hvorefter Wleugel tiltraadte Hjemreisen[120].
Hvad Kapitainerne Mossin og Fabricius angaar, da havde de begge i
Foraaret 1812 ansøgt Admiralitetet om Afløsning, da de ikke kunde taale
Klimaet.
Mossin havde lige siden sin Ankomst paa Schelden lidt af Feberanfald,
der stadig tog til og tilsidst nødte ham til at lægge sig i Land som
syg. Skjøndt hans Sygdom i og for sig havde været tilstrækkelig til
at begrunde hans snarlige Afløsning, og uagtet han i sin Ansøgning om
Hjemsendelse[121] ligesaa indtrængende som i høi Grad frimodig udtaler,
»at han aldeles ikke kan fordrage dette Klima og er nødsaget til at reise
til Brüssel for om muligt at faa sin tabte Helbred igjen«, — maatte
saavel han, som Kapitain Fabricius, endnu en Gang i Sommerens Løb forny
deres Ansøgninger om Hjemsendelse[122].
Spørgsmaalet om Chefsposternes Besættelse i de 4 dansk bemandede Skibe
havde næsten naaet sin Løsning, da Vinteren indtraf, og Skibene skulde
til at lægge op. For »Pultusk« (Kapitainlieutenant Kaas) og »Dantzick«
(Kapitain Bille), var Sagen bragt i Orden.
»Dalmate« vilde ved Kapitain Mossins Afreise komme under Kommando af
Kapitainlieutenant Evers, og ombord i »Albanais« havde Næstkommanderende,
Kapitainlieutenant Halling, ved Chefens Afgang overtaget Skibet.
Flaaden havde da allerede indtaget sin Vinterstation, og for første Gang
under den 5-aarige Kampagne aabnede Antwerpen sine store Basiner for at
modtage alle Scheldeflaadens Skibe.
Efter at Skibene havde indtaget deres Pladser, tog Vintertjenesten sin
Begyndelse. Skjøndt Kulden var temmelig haard, blev dog den ministerielle
Ordre, der forbød Ild og Lys ombord, overholdt i hele sin Strenghed til
stor Byrde for Besætningen. Officererne leiede sig Boliger i Land, uagtet
disse vare meget kostbare, men Folkene maatte blive, hvor de vare, og
de kolde Skibe, gjennemfugtige fra Dækket og til Kjølen, vare i sanitær
Henseende kun høist mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet.
* * * * *
Medens Vinteren 1812-13 gik rolig og stille for Flaaden paa Schelden,
foregik der paa den store europæiske Krigsskueplads Begivenheder af
saa indgribende Betydning, at Frankrigs Stilling blev mere og mere
vanskelig. Det ulykkelige Tog mod Rusland havde bragt Keiserens Stjerne
til at dale, og for hvert et Uheld, der ramte de franske Hære, voxede
Fjendernes Antal. Og samtidig med at det truende Uveir reiste sig mod
den mægtige Statsbygning, som Keiserens Geni havde skabt, begyndte de
økonomiske Vanskeligheder, som de kolossale Krigsudgifter fremkaldte, at
trykke haardere. Under disse Omstændigheder, hvor alt maatte opbydes for
at skabe nye Troppekorpser og skaffe Krigsmateriel tilveie, der kunde
spærre de fjendtlige Hære Veien mod Landets Grændser, og hvor Statens
Kasse begyndte at ebbe, bragte Patriotismen den franske Nation til at
rykke Keiseren til Undsætning med frivillige Pengebidrag til Krigens
Fortsættelse.
Et Udslag af denne Bevægelse, der gik Frankrig over, naaede ogsaa op til
Antwerpen, hvor Scheldeflaadens Officerer viste deres Offerberedvillighed
og Loyalitet ved at stille 10 Dages Lønning til Keiserens Disposition.
Tilbudet herom lød vel i hele Scheldeflaadens Navn, men underskreves kun
af de franske Officerer, og Grunden hertil var den, at man mente, at
burde vise det Hensyn lige overfor de Danske, at undlade at opfordre dem
til at yde Pengebidrag.
Den Opmærksomhed, der saaledes vistes imod de Fremmede ved denne
Leilighed, faldt dog ikke i de danske Officerers Smag, og snart kom
den Stemning til Orde, at man ikke burde slaa sig til Ro med denne
Afgjørelse, men træde op paa egen Haand for nu i Ulykkens Dage at vise
sin Sympathi for Frankrig.
Admiral v. Dockum var den Gang i Paris, men den ældste tilstedeværende
danske Officer i Antwerpen, Kapitain M. Bille, tog Sagen i sin Haand og
opfordrede gjennem nedenstaaende Skrivelse[123] sine Kammerater til at
samles i et Møde for at overveie, hvad der burde gjøres:
Indbydelse til en Samling Fredag Formiddag Kl. 10 den 12.
Februar 1813 i Lombard West Nr. 862.
»Fra Schelde-Eskadrens franske Officerer indsendes et Offer til
Keiseren.
»Admiralen sagde os Danske, at vi vare ikke medindbefattede,
som Fremmede overladte vor fri Villie.
»Imidlertid nævnes i dette Oplæste, som de Franske indsendte,
kun generaliter Schelde-Eskadren. Det er da at formode, at en
af følgende to Ting vil finde Sted.
a) »Enten, at man i Paris, anser os Danske medindbefattede og
derfor afkorter os ligesom de andre af Eskadren.
b) »Eller, at Admiralen lader medfølge en Beretning, at de
Danske ere undtagne.
»Ingen af Delene synes ønskelig. I første Fald blev vor Afgift
et tvunget, altsaa ubehageligt Offer. Vi kunde ikke modsætte os
det; vi bleve og ansete at have sagt det samme som de franske
Officerer i deres Skrivelse, skjøndt adskilligt deraf maaske
ikke passer sig for os.
»I andet Fald kan Undtagelsen give os et Udseende, som vare
vi mere lunkne, mindre oprigtige end vore Medtjenende. Vore
Forklaringer derimod kunne ikke udrydde det første Indtryk. Det
Ubehagelige ved denne tilsyneladende Adskillelse imellem os og
Medtjenende, som vi ambitionere at ikke staa tilbage for, lader
sig bedre føle end beskrive.
»Herved frembyde sig adskillige Spørgsmaal: Skulle vi intet
Skridt gjøre for at modarbeide vore Ubehageligheder? Og skulle
vi foretage os noget, da hvad? Og hvordan?
»For at overveie saadant med hinanden tror jeg en Samling
nyttig, hvortil jeg herved giver mig den Frihed at indbyde«.
Antwerpen, Torsdag den 11. Februar 1813.