Kommandør v. Dockum, Medlem af Æreslegionen og Ridder af
Dannebrog.
Kommandørkapitain C. Wleugel, Medlem af Æreslegionen.
Kapitain og Ridder Mossin, samt
Kapitain og Ridder L. Fabricius, i Antwerpen.
»Det er ofte, i Særdeleshed i den senere Tid indtruffen, at
Kollegiet har modtaget en meget stor Mængde private Breve,
afsendte fra de i Vliessingen værende danske Søofficerer og
Matroser etc., alt til deres Familier og Bekjendte.
»Da nu disse Breves Forsendelse have foraarsaget betydelige
Udlæg for Postmesteren i Hamburg, saa skulde Man herved
paadrage de Herrer at sørge for, at denne private
Korrespondance indskrænkes paa en passende Maade uden dog
ganske at forbydes«.
Admiralitets- og Kommissariats Kollegium den 4. Mai 1811.
Wleugel. Knuth. Bille.
Skjøndt Cirkulæret ikke absolut nedlagde Forbud imod Mandskabets private
Korrespondance, var dog en saadan Ordre fra Admiralitetet nok til at
lægge Baand paa Skrivelysten ombord, tilmed da nogen Tid efter en
kongelig Resolution paa General-Post-Direktionens Forestilling opstillede
meget strenge Regler for den fremtidige Forsendelse af Postsager imellem
Danmark og de danske Skibsbesætninger paa Schelden[98].
Skjøndt denne rigorøse Bestemmelse om Postgangen nok skulde vise sig
istand til at indsnevre Korrespondancen til det mindst mulige, føltes
dens Virkninger dog mindre haardt nu i den travle Sommertid, end om
Cirkulæret var kommet henimod Vinteren, hvor Skibene laa bundne af Isen,
og Dagen gik trægt og langsomt.
Hvorvidt den tagne Forholdsregel fra Admiralitetets Side har været
absolut nødvendig eller ei, kan ikke afgjøres her; men selv om der, som
rimeligt er, har fundet Misbrug Sted, maa man dog beklage, at hele den
danske Koloni — flere tusinde Mennesker — blev berøvet det Gode, som en
fri og uhindret Korrespondance under alle Forhold maa siges at være, og
hvis Værd maaske stærkest føles, naar man i Aarevis er skilt fra det Hjem
og den Kreds, hvortil man hører.
De danske Besætninger kunde nok have fortjent at beholde dette lille
Gode helt og ubeskaaret, for Schelde-Kampagnen havde alt i alt været
en trang Tid. Jo nærmere man kom Toppen, desto mindre føltes dette, og
saavel Chefer som Officerer havde ved mange Leiligheder følt Nytten af
at komme i Berøring med en stor Marine; men for Skibenes brede Lag, for
de arbeidende Hænder, kunde dette ikke være Tilfælde. En meget stor Del
af Folkene vare mod deres Villie komne ombord i Orlogsskibene, og alle
manglede de ganske naturligt enhver virkelig Interesse for Tjenesten
under det fremmede Flag, saa det kommer dem til Ære, at de i 5 lange
Aar, uden Uordener af altfor stor Betydning, udførte deres daglige
Dont forsvarligt og godt, og at de overalt, hvor Situationen fordrede
det, vare istand til at udfolde en Overlegenhed i Sømandsdygtighed,
Arbeidskraft og Raphed fremfor de franske Skibsbesætninger.
* * * * *
Det kan vel siges uden at gjøre nogen Uret, at Linieskibet »Pultusk« var
det bedst kommanderede og bedst bemandede Skib i hele Scheldeflaaden.
Mangfoldige Gange havde der været Anledning til at vise dette paa
Manøvrepladsen, men særlig ved de to tidligere omtalte Leiligheder
— Krydsningen fra Vliessingen op til Antwerpen i Foraaret 1809 og
Nedvarpningen fra Rupel ved Keiserens Besøg i 1810 — havde v. Dockum og
hans Folk udført saadanne Ting, som i en Flaade drager alles Øine paa sig.
Endnu engang skulde »Pultusk« staa sin Prøve og vise, at de danske
Matroser havde Overtaget som Søfolk, naar det i haardt Veir under
vanskelige Forhold gjaldt om at tage fat for Alvor.
Det var i September Maaned 1811. Admiral Missiessy, der midt paa Sommeren
havde tilbragt en 5-6 Ugers Tid i Paris, var vendt tilbage til sin
Flaade og havde afløst Admiral Petit, der i hans Fraværelse havde ført
Kommandoen.
Et keiserligt Besøg var anmeldt til den 24. September.
Flaaden laa da med sin Hovedstyrke tilankers paa Rheden ved Terneuzen med
en mindre Styrke detacheret i Farvandet udfor Vliessingen som Brandvagt.
Den 24. September om Eftermiddagen Kl. 2 indtraf Keiseren i Terneuzen fra
Breskens[99]. Han indspicerede endnu samme Eftermiddag de 6 Linieskibe,
der laa paa Ankerpladsen, — deriblandt »Dantzick«, — og begav sig derpaa
ombord i Admiralskibet[100].
Veiret havde hele Dagen været truende, og mod Aften tog det paa med Blæst
og Regn. Keiseren tilbragte Natten i Linieskibet og vilde sandsynligvis
den næste Morgen have fortsat sin Reise videre, men Veiret var stærkere
end den keiserlige Villie.
Morgenstunden brød frem, vaad og blæsende. En flyvende Storm af VSV
stod ind fra Havet og reiste den krappe Sø paa Floden, saa at al
Fartøisforbindelse imellem Skibene og Land var en Umulighed.
Keiseren stod veirbunden ombord i »Charlemagne« og maatte bestemme sig
til at blive i Linieskibet, indtil Veiret havde bedaget sig.
Medens de franske Linieskibe paa Rheden ved Terneuzen red godt for deres
Ankere under Stormen, havde Brandvagten ved Flodens Munding Møie med at
holde sin Station. Den hertil detacherede Styrke under Kontre-Admiral
Gourdon bestod af 4 Linieskibe foruden nogle mindre Fartøier. De store
Skibe havde taget Bramræer, Bramstænger og Fastestænger tildæks og bed
sig fast i Grunden med deres Ankere, men her i Flodmundingens aabne Gab,
hvor Nordsøen væltede sine Bølger ind over Bankerne, skamfilede Tougene
efterhaanden over under Skibenes Bevægelser i den oprørte Sø.
Fra Flaaden ved Terneuzen havde man i Løbet af Dagen været Vidne til,
hvorledes Brandvagtens Skibe et efter et dreves væk af Stormen fra deres
Station og kom Floden op med sprængte Ankertouge, uden Seil, for at søge
Læ og Ankerplads høiere oppe paa Rivieret.
Tre franske Linieskibe, og to af dem med Admiralsflag paa Toppen, havde
man saaledes set drive forbi for Takkel og Toug med strøgne Stænger og
Ræer; et Linieskib vidste man var endnu tilbage nede ved Vliessingen, men
Tougene vilde næppe kunne holde ret længe i det forrygende Veir. Endelig
fik man det i Sigte, og alle Mand kom af sig selv paa Dækket ombord i
Skibene ved Terneuzen, da det rygtedes, at den danske Kommandør stod
Schelden op ombord i »Pultusk« med sine Stænger omhoug og under et Pres
af Seil.
v. Dockum havde forberedt alt med den Eventualitet for Øie, at han vilde
blive drevet bort fra sin Ankerplads. I samme Øieblik at Tougene sprang,
gik Folkene i Arbeide med at tage Ræer og Stænger op og sætte Seil, og
kort efter stod Linieskibet Løbene ind for sine klosrebede Mersseil og
en rebet Fok. Det var en vovelig Seilads i det bugtede Farvand. Der
maatte navigeres og manøvreres med koldt Blod, medens Skibet skummede
gjennem Vandet langs Grundene med den svære Kuling agter ind; men alt gik
godt. »Pultusk« stod sin Kurs op imod Flaadens Ankerplads paa Rheden ved
Terneuzen, stævnede ned mod Admiralskibet, og idet det passerede agtenom,
rungede 3 danske Hurraer gjennem Stormen over til Keiseren, ombord i
»Charlemagne«. Tilbage stod en Ankring under vanskelige Omstændigheder,
men som blev udført med stor Præcision. Fra Flaadens øvrige Skibe var
man med Forbauselse Vidne til, hvorledes der arbeidedes tilveirs i den
stormende Kuling under Seiladsen ned til Ankerpladsen, og hvorledes
Linieskibet, da Ankeret faldt, svaiede op med Seilene beslaaede og med
strøgne Stænger og Ræer.
Spørger man om, hvad Værd v. Dockum selv tillagde, hvad han med sit
Mandskab den 25. September 1811 præsterede i Retning af Sømandsskab, skal
det fremhæves, at hans officielle Rapport til Admiralitetet[101] omtaler
Begivenheden i saa almindelige Ord, at man derigjennem ingen Forestilling
faar om, at der er foregaaet noget udover det rent dagligdags, og selv i
sine private Optegnelser finder Admiralen kun Anledning til den beskedne
Bemærkning, at Linieskibets Præstationer »skal have fundet Keiserens
Bifald«. Men vil man lige overfor denne Tilbageholdenhed danne sig en
Mening om det Indtryk, som »Pultusk’s« Flod-Seilads gjorde paa Alle
ombord i Scheldeflaaden, kan her anføres en Udtalelse af en af de franske
Søofficerer, som paa denne Dag var tilstede ved Terneuzen.
Da denne Mand, som Chef for en Fregat i de vestindiske Farvande, 10 Aar
efter traf sammen med danske Officerer, faldt Talen paa denne Begivenhed,
og Franskmanden udbrød da ved Tanken om den vovelige Fart:
»_Ce vaisseau manoeuvrant par un temps forcé, dans une rivière si
étroite, faisait dresser les cheveux sur la tête!_« —
Først den 27. September havde Veiret bedret sig saa meget, at Keiseren
kunde opgive sit nødtvungne Ophold ombord og fortsætte Reisen videre. Han
forlod Admiralskibet om Morgenen tidlig i sin Chalup og begav sig ned til
Vliessingen.
Da han to Dage senere forlod dette Sted for ad Flodveien at gaa tilbage
til Antwerpen og op ad Formiddagen passerede Terneuzen, hvor Brandvagtens
Skibe endnu laa til Ankers efter Stormen, viste han »Pultusk« den Ære, at
gaa ombord i dette Skib.
Klokken var 11 om Formiddagen, da Keiseren med Marineministeren og
Admiral Missiessy i sit Følge lagde til ved Linieskibets Faldreb. Under
Samtalen med v. Dockum kom de foregaaende Dages haarde Veir paa Tale, og
Keiseren ytrede da, at det var bleven ham meddelt, at de 4 Linieskibe,
som havde ligget paa Brandvagt ved Vliessingen, havde mistet deres Ankere
under Stormen, og han spurgte nu, om v. Dockum troede, at Værftet i
Antwerpen vilde være i Stand til at forsyne Skibene med nye Ankere.
Det maa aabenbart have været en ikke ringe Tilfredsstillelse for
»Pultusk’s« Chef at kunne besvare dette Spørgsmaal med en Erklæring om,
at han for sit Vedkommende ikke havde nogen Assistance nødig fra Værftet
i Antwerpen, da han, saasnart Veiret tillod det, havde afsendt Fartøier
og Mandskab til Ankerpladsen ved Vliessingen og fisket Linieskibets
forliste Ankere.
Keiseren ytrede Forundring — fortæller v. Dockum’s Biograf i sin
Levnetsbeskrivelse af Admiralen[102] —: »Hvor er Deres Ankere?« spurgte
han. »Paa deres Plads.« — »Jeg vil se dem«; — og v. Dockum maatte
nu føre Keiseren forud paa Bakken, hvor begge Ankere fandtes under
Kranbjælkerne.
Det var altsaa en Kjendsgjerning, at medens de 3 fransk bemandede
Linieskibe af Brandvagten endnu havde deres forliste Ankere stikkende i
Sandet paa Scheldens Bund, laa »Pultusk« igjen fuldt seilklar med sine
Ankere paa Plads, og Keiseren lod da heller ikke det danske Linieskibs
fremtrædende Aktivitet ved denne Leilighed gaa upaaagtet hen; da han fra
Bakken gik agterefter sammen med v. Dockum, ytrede han vel tilfreds[103]:
»_Il faut avouer, que le roi de Danemark a une marine, qui est bien
active!_«
Besøget ombord i »Pultusk« varede kun kort, da Keiseren havde Hast og
vilde fortsætte Reisen op ad Floden. Efter at Mandskabet havde været
opstillet til Parade, og efterat Keiseren havde tilstaaet Folkene en
Maaneds Gage extra som Belønning for deres Aktivitet, gik han atter
fraborde.
»I en aaben Chalup« — fortæller v. Dockum i sine
Erindringer[103] — »i meget ondt Veir, med kontrær Vind og
stadig Regn med kold Luft fortsatte Keiseren Reisen uden
Overkjole og ankom til Fæstningen Lillo Kl. 1 om Natten, hvor
han havde lovet den Kommanderende at ville træde i Land, naar
han passerede der forbi til Antwerpen.
»Der blev lagt Ild paa Kaminen, og uden at spise eller drikke
dreiede Keiseren sig adskillige Gange rundt om for Ilden, som
laa paa Kaminen, og Kl. 3 samme Nat gav Ordre at embarkere i
Chaluppen, og under samme Omstændigheder ankom om Morgenen Kl.
9 til Antwerpen. Admiral Missiessy fulgte med Keiseren, og paa
en ledig Jagt, som fulgte med, laa Keiserens og Kavalerernes
Frakker o. s. v.; men denne Jagt, som ingen Aarer havde,
krydsede ikke saa godt som Chaluppen kunde ro langs Landet, men
Keiseren vilde ikke oppebie Jagten eller nærme sig den for at
faa de fornødne Klæder, Spise eller Drikke.« —
Da den sene Efteraarstid indfandt sig, maatte Scheldeflaadens Hovedstyrke
endnu en Gang ty til Bugten ved Rupel for at overvintre. Antwerpens
Basiner vare trods det fleraarige Arbeide ikke i Stand til at huse
den samlede Flaade. Lækken paa Dæmningen imellem yderste og inderste
Basin, der Aaret i Forveien havde været Aarsagen til, at Antwerpen den
Gang maatte opgives som Vinterstation, var vel i Mellemtiden bleven
stoppet, men man frygtede dog for, at Reparationsarbeidet ikke vilde
vise sig fuldt paalideligt, og at Vandet atter skulde bryde sig en Vei
gjennem Dæmningen, hvis det forreste Basin blev fyldt saa høit, at
Scheldeflaadens mest dybtstikkende Linieskibe kunde ligge flot. Af denne
Grund bestemte man sig til, kun at lade nogle mindre Linieskibe hale ind
i Basinet for Vinteren, medens Resten maatte søge høiere op ad Floden til
deres vante Vinterkvarter.
Det var i Løbet af November Maaned, at Flaadens Desarmering gik for sig.
Af de dansk bemandede Skibe havde »Pultusk« den 11. November forladt
Vliessingen og halede den 20. ind paa Bugten ved Rupel, hvor den
fortøiede udfor Wintham.
»Dantzick« laa den Gang endnu under Desarmering ved Antwerpen, og
netop paa samme Dag skete der ombord det Uheld, at en halv Tønde
Krudt exploderede under Rengjøringen i Krudtmagasinet, hvorved 2 Mand
dræbtes og 3 kvæstedes haardt. »Hvorledes Ilden er kommet«, — skriver
Kommandørkapitain Wleugel i sin Rapport derom til Admiralitetet, dateret
Rupel den 23. November 1811[104], — »har jeg ikke kunnet opdage; jeg
formoder, at Lanternen i Fyldekammeret ikke har været aldeles tæt, og at
Krudtstøvet, endskjøndt Krudtet var anfugtet, har taget Ild«.
Naar man undtager dette mindre Ulykkestilfælde ombord i »Dantzick«, var
Aarets Kampagne forløbet uden Uheld, men ogsaa uden Krigsbegivenheder.
For Kommandør v. Dockum og hans Vaabenfælle Kommandørkapitain Wleugel,
der lige siden v. Bergers Død trofast havde staaet ved hinandens Side,
var det nu det tredie Aars Kampagne, som her afsluttedes.
Naar de to Officerer saa tilbage paa dette Tidsafsnit, stod vel næppe den
3aarige Tjeneste i Frankrig for dem som en Kjæde af lyse Erindringer, men
jevnsides med Tanken om Savn og Gjenvordigheder, kom Bevidstheden om, at
man havde gjort sin Pligt for at holde den danske Marines Navn i Ære.
Og paa samme Tid havde hverken Danmark eller Frankrig ladet disse
Bestræbelser gaa upaaagtede hen. Aaret 1810 havde bragt dem Æreslegionens
Kors og Avancement hjemmefra[105], og i det løbende Aar, hvor v. Dockum
havde faaet Dannebrogsordenens Ridderkors sendt fra Danmark, havde
de ogsaa været Gjenstand for Udmærkelse fra fransk Side, idet Keiser
Napoleon tildelte dem begge Æreslegionens Officerskors[106].
Efter Flaadens Oplæggelse begav v. Dockum sig til Paris ligesom Admiralen
og de fleste af Skibscheferne, medens Wleugel, der i November Maaned
1811[107] havde ansøgt Admiralitetet om at maatte blive afløst, da han
ikke længere kunde taale Klimaet, stod i Begreb med at afreise til
Danmark for at benytte Permissionen, han sent paa Aaret havde modtaget,
til at tilbringe Vinteren i Kjøbenhavn for sit Helbreds Skyld[108].
Kjøbenhavnsreisen blev imidlertid ikke realiseret. Wleugel erfarede
nemlig, at det var Hensigten at lade Scheldeflaaden træde i Virksomhed
igjen meget tidligt i det kommende Foraar, og at som Følge heraf ingen
af de franske Officerer havde opnaaet længere Permission end til midt i
Februar Maaned. Under disse Omstændigheder fandt han det rigtigst at
holde Trop med sine franske Kammerater i denne Henseende og udbad sig
derfor strax efter Nytaar Tilladelse til at maatte udsætte sin paatænkte
Reise til næste Vinter[109].
Admiral Missiessy’s venlige Sindelag imod de Danske fornægtede sig heller
ikke ved denne Leilighed; han tilbød strax Wleugel Permission for at
tilbringe en Del af Vinteren i Paris som Vederlag for den opgivne Reise,
et Tilbud, som den danske Officer ogsaa med Erkjendtlighed modtog for et
Tidsrum af 4-5 Uger.
* * * * *
Kort efter Nytaar vare saaledes de to ældste af Scheldeflaadens danske
Officerer samlede i Paris, og Keiseren havde ikke i Mellemtiden glemt
sine danske »Auxiliaire«; thi da han ved Audientsen opdagede v. Dockum’s
kjendte Ansigt i den talrige Forsamling, udbrød han fornøiet:
»_Ah! voilà mon Danois!_«
Og inden ret længe skulde der fra fransk Side vises v. Dockum en
Udmærkelse, der var af den Natur, at den maatte opfattes ikke blot som en
Anerkjendelse af den enkelte Mands Fortjenester, men som en iøinefaldende
Opmærksomhed imod hele den danske Marine.
Det var v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Admiral.
Som tidligere omtalt, havde v. Dockum allerede en Gang før afvist enhver
Tanke om Avancement i den Tro, at Talen var om Udnævnelse til dansk
Admiral; men anden Gang kom Spørgsmaalet fra Marineministeren selv og
tilmed saa overrumplende, at han ikke kunde skyde det ubesvaret tilbage.
Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1812.
»Jeg var buden til Middag« — fortæller v. Dockum i sine private
Optegnelser[110] — »hos Marineministeren, og da jeg mødte den bestemte
Tid, blev jeg indladt i Ministerens Kabinet, hvor Hs. Excellence kort
efter tog fra sit Skrivebord 2 Lænestole og satte dem midt paa Gulvet,
bad mig at tage Plads og satte sig paa den anden Stol, som Hs. Excellence
flyttede tæt ved min Lænestol, og strakte sin Arm bag om mine Skuldre,
saa mig stift under Øine og spurgte i det samme:
»_Ne voulez vous donc pas étre amiral?_«
»Og at svare dertil nei følte jeg vilde være en Taabelighed, hvorfor jeg
svarede:
»_Pourquoi pas; moi aussi bien qu’un autre!_«
»Hvortil Ministeren svarede:
»_Vous le serez avant de partir de Paris!_«
Det er sikkert nok, at v. Dockum, overrasket af Hertugen af Decrès’
direkte Spørgsmaal, ved denne Leilighed har sagt mere, end han efter sine
egne strenge Principper kunde finde rigtigt, og som for at bøde herpaa
afbrød han sit Ophold i Paris, bestilte Postheste og drog ad Antwerpen
til i den Tanke, at hans Bortreise fra Hovedstaden vilde faa Spørgsmaalet
om Avancement til at dø hen igjen.
v. Dockum tog ikke alene feil heri, men det er ret aparte at se,
hvorledes han vedblev at være ganske desorienteret med Hensyn til selve
Spørgsmaalet, hvorom Sagen dreiede sig. Det fremgaar tydeligt nok, at v.
Dockum troede, at de franske Marine-Autoriteter nu for anden Gang vilde
gjøre deres Indflydelse gjældende til Fordel for hans Avancement hjemme
i Danmark, og at den Tanke aldrig har faaet Rum hos ham, at han stod i
Begreb med at blive hædret ved at faa Plads imellem Frankrigs Admiraler.
Det var derfor ogsaa et ganske mærkeligt Træf, at v. Dockum, da han atter
betraadte Antwerpens Gader, skulde møde Kapitainlieutenant C. Wulff og
af ham faa den uventede Meddelelse, at der paa Posthuset laa et Brev fra
Kjøbenhavn med Admiralitetets Segl og adresseret til »Kontre-Admiral v.
Dockum«.
Det var netop 14 Dage siden, at den tidligere omtalte Samtale før
Diner’en havde fundet Sted i Ministerens Kabinet. v. Dockum kunde sige
sig selv, at det var en Umulighed, at der i den korte Tid, der var
forløbet siden denne Dag, kunde være bleven ført Underhandlinger imellem
Paris og Kjøbenhavn. Han havde imidlertid Admiralitetets Kommunikation
imellem sine Hænder, hvori det meddeltes ham, at Kongen under 7. Februar
1812 allernaadigst havde udnævnt ham til Kontre-Admiral, og med Hertugen
af Decrès’ bestemte Forudsigelse af hans forestaaende Forfremmelse i
frisk Erindring, kunde han ikke frigjøre sig for den Tanke, at hans
Avancement dog maatte skyldes Paavirkning fra fransk Side.
v. Dockum indberettede derfor strax Sagen til Paris og benyttede
Leiligheden til gjennem nedenstaaende Skrivelse at takke Marineministeren
for den Udnævnelse, der var bleven ham til Del[111]:
Linieskibet »Pultusk«, Antwerpen d. 26. Februar 1812.
Monseigneur,
»Jeg anser det for min Pligt at underrette Dem om, at det har
behaget Hs. Majestæt Kongen af Danmark under 7. ds. at udnævne
mig til Kontre-Admiral.
»Overbevist om den Andel, som De har i dette Avancement, og
sikker paa, at jeg kan takke Deres Excellences Anbefaling for
denne Naadesbevisning, tillader jeg mig at bevidne Dem min
levende Erkjendtlighed og beder Dem være overbevist om, at jeg
skal gjøre alt for at fortjene den Ære, som er bleven mig til
Del.
»Jeg haaber ved min Iver og Aktivitet i Tjenesten at befæste
den gode Mening, som De har om mig«.
Jeg har den Ære at være,
Monseigneur,
Deres Excellences
meget ydmyge og ærbødige Tjener
v. Dockum.
Til
Hs. Excellence Ministeren for Marinen og Kolonierne.
Dette Brev krydsede paa sin Vei en Skrivelse fra Paris, som indeholdt det
keiserlige Dekret af 1. Februar 1812 om v. Dockum’s Udnævnelse til fransk
Kontre-Admiral[112].
Tuilerierne, den 1. Februar 1812.
»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for
Rhinforbundet:
»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister udstede Vi
efterfølgende Dekret: