Keiseren: »Det er Statens Penge, som Du indkasserer for at
bruge til Statens Forsvar og Nytte, men Du gjør daarlig Brug
deraf, og Du er ikke« ... hvorpaa Keiseren henvendte sig til
den hollandske Dame....
»Vi reiste os fra Bordet, hvor vi havde siddet henved 2 Timer.
Fra Bordet gik vi igjennem en stor Sal, og kom til en mindre
Sal, hvor man præsenterede os Kaffe og Likør.
»Keiseren talte imidlertid med os og hentede sin Kop Kaffe,
som stod helt henne i Salen paa en Cheridor,(?) og som efter
Sigende Keiserinden skal have skjænket. Og kom derefter til
mig og spurgte, hvad jeg mente om den engelske Expedition. Jeg
svarede, at naar de havde gjort deres Skyldighed, havde de
brændt og tilintetgjort alle Hs. Majestæts Skibe med Mandskabet
saa vel som og hele Værftet ved Antwerpen med alle Skibene, som
stod paa Stabelen, med dets betydelig opfyldte Magasiner og
Forraad af Kanoner o. s. v., hvorpaa Keiseren gik nogle Skridt
fra mig og vendte om til mig og sagde:
»Det var ogsaa alt, hvad de Engelske kunde gjort, at
tilintetgjøre mine Skibe, og det var mig vigtigere den Gang at
vinde min Bataille là bas; thi hvis de Engelske da havde taget
en fast Position her, da skulde jeg nok komme for at jage dem
herfra.
»Til Kongen af Sachsen, som stod i Nærheden af mig, sagde
Keiseren, at det endnu var ham en Gaade at tænke, hvorledes
Prinds Carl ved Donau havde couperet ham fra sin Armé, og
kom til mig og sagde, hvad jeg syntes derom. Jeg svarede, at
jeg troede Keiseren der havde staaet i en kritisk Stilling,
hvortil Keiseren svarede, at han ikke kunde begribe, hvorfor
de Østerrigske Armeer ikke havde attakeret ham, og hvorfor de
havde ladet ham staa der saa rolig.
»I det samme nærmede Keiserinden med Dronningen af Westphalen
og duchesse Montebello med den hollandske Dame sig til Keiseren
ligesom for at ville tage Del i det, som blev talt om, hvorfor
Keiseren saa sig om ligesom for at lede efter noget og sagde:
»_Il faut de chaise pour ces dames!_«
»Og da Keiseren nærmede sig til Væggen ligesom for at tage
efter en Stol til Keiserinden, saa tog jeg de tvende Stole, som
stod lige ved mig, og satte dem for Keiserinden og Dronningen
af Westphalen. Hvortil Keiseren sagde:
»_Il faut avouer, que les Danois ont beaucoup de politesse,
parce’ que surement il n’y aurait pas eu un francais, qui
aurait montré cette politesse a ces dames!_«
»Keiseren talte derefter med Keiserinden og Kongen af Italien
og spurgte mig, om hvormange Orlogsskibe at de Engelske havde
taget fra Danmark, og paa Svaret 22 sagde Keiseren, at jeg
vel anslog Antallet noget høit, hvorpaa jeg svarede, at naar
de ældre Skibe var iberegnet, som de Engelske tog, saa vilde
Antallet endog overstige 22. Hvorpaa Keiseren igjen erindrede
mig om at komme til Paris naar Leilighed dertil gaves«.
Den 6. Mai 1810, om Morgenen tidlig Kl. 6, afreiste Keiseren og
Keiserinden fra Antwerpen til Breda, og Dagen efter lettede »Pultusk«
sit Anker og stod vester paa ned ad Floden. Skibets Seilordre lød paa
Vliessingen, som vilde blive Sommerstation for en Del af Scheldeflaadens
Skibe, og da det ved Ekviperingen havde været først paafærde af alle sine
Kammerater, naaede det ogsaa først til sit Bestemmelsessted. Flaadens
øvrige Skibe kom nu lidt efter lidt frem fra Rupel og varpede ned til
Antwerpen, hvor de bleve underkastede et Eftersyn og fik deres Kanoner
og Proviant ombord. Med disse forskjellige Arbeider forløb en Del af
Maaneden, og først den 20. Mai var der ved Scheldeflodens Munding under
Kontre-Admiral Courand samlet en detacheret Eskadre paa 4 Linieskibe[77]
til Forstærkning af Vliessingen-Stationen, hvor Kontre-Admiral L’Hermitte
allerede laa med 18-20 Kanonbrigger under sin Kommando.
Paa Søen havde Englænderne Vinteren igjennem holdt en Observationsstyrke
krydsende udfor Vliessingen, for største Delen bestaaende af mindre Skibe
(Fregatter, Brigger, Luggere og Kuttere), men saasnart Admiral Courand’s
Eskadre havde vist sig i Flodmundingen, gav Fjenden ogsaa Møde med sine
Linieskibe i Farvandet udenfor, og Schelden var som Aaret forinden ved
Udgangen af Mai stænget og lukket af en regelret engelsk Blokade.
Skjøndt det i Realiteten ingen Betydning havde, var dog Afspærringen af
Floden i Sommeren 1810 ikke saa effektiv, som det foregaaende Aar.
Den mislykkede Expedition imod Schelden havde gjort Franskmændene
dristigere og maaske ogsaa samtidig sløvet Energien lidt paa den anden
Side. De engelske Krydsere, der laa Landet nærmest, vovede sig vel af
og til saa langt ind under Landbatterierne, at de vexlede Skud med
Fæstningen Vliessingen og de nyanlagte Værker ved Breskens, men videre
kom det ikke, hvorimod der fra fransk Side udfoldedes en Del Aktivitet,
efter at Admiral Missiessy i Slutningen af Juni Maaned var ankommen
til Vliessingen ombord i »Charlemagne« og selv havde taget Kommandoen
der paa Stedet. Flaadens numeriske Styrke var da betydelig forøget, og
flere Gange hver Uge i Sommerens Løb stod en Afdeling paa 4-5 Linieskibe
Schelden ud med Ebben.
Saasnart de engelske Brandvagter, som laa saa langt inde under Kysten,
at de kunde iagttage, hvad der foregik paa Floden, saa de franske
Linieskibe lette og heise deres Mersseil, gik Signalerne tilveirs for
at kalde Hovedflaaden til. De engelske Linieskibe, som holdt gaaende
længere ude tilsøs under smaa Seil, stode indefter mod Grundene, medens
Forpostskibene trak sig tilbage for den franske Eskadre.
De to fjendtlige Flaadeafdelinger manøvrerede nu imod hinanden, uden at
det dog nogensinde kom til en regulær Træfning; thi den lange Række af
landløse Grunde og Banker, der ligger langs hele den hollandske Kyst,
strakte sig som et neutralt Belte imellem dem, saa bredt, at Kanonerne
ikke kunde række derover. Englænderne seilede udenfor, Franskmændene
manøvrerede under Land, og kun af og til, hvor Grundene snævrede ind, og
Skibene kom hinanden indenfor Rækkevidde, vexledes der Kanonskud imellem
dem.
Expeditionen var kun af kort Varighed; thi naar Strømmen kæntrede,
seilede Eskadren tilbage med den kommende Flod og stod atter ind i Ly af
Vliessingens Batterier. Disse Timer tilsøs vare dog mere end blot og bar
Øvelse; de havde noget af Krigens Spænding over sig.
Det satte Fart i Blodet paa Besætningerne, naar de under
Klartskibs-Øvelserne havde et virkeligt Maal for Øie, idet de rettede
deres Sigte mod de engelske Orlogsmænd, hørte Smældet fra deres
Kanoner og saa de fjendtlige Kugler vande paa Bankerne, der vare dem
imellem. Under Seiladsen i det grunde Farvand skjærpedes Blikket hos
de Kommanderende ved Bevidstheden om, at en slet Manøvre, blot en feil
Kommando til Roret, kunde bringe Skibet til at staa fast i Sandet, og at
dette vilde være Signalet til, at en Sværm af lavtgaaende Skibe (Brigger,
Kuttere og Luggere) — hele den fjendtlige Flaades Kavalleri — kastede sig
over det som et sikkert Bytte.
Det var paa en af disse Ture under Missiessy’s egen Ledelse, og hvor
»Pultusk« var med i Følge, at Admiralen fra »Charlemagne« praiede over
til v. Dockum og gratulerede ham til, at Keiseren havde udnævnt ham
til Ridder af Æreslegionen. Den samme Udmærkelse var ligeledes bleven
Kapitain Wleugel, Chefen for »Dantzick«, til Del, og faa Dage senere
modtog de to danske Officerer den officielle Meddelelse om Udnævnelsen
gjennem en Eskadreordre, der gjengav Indholdet af en ministeriel Depeche,
dateret Paris den 2. Juli 1810, og hvori det hedder:[78]
Min Herre,
»Keiseren har paa Grund af den Iver, som De har udvist i
hans Tjeneste, ved et Dekret af 23. Juni benaadet Dem med
Æreslegionens Ridderkors.
»Det er mig meget behageligt at kunne meddele Dem dette
smigrende Bevis paa Hs. Majestæts Naade.«[79]
At Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«, der under Opholdet i Frankrig
saa ofte havde modtaget Beviser paa, i hvor høi Grad man paaskjønnede
deres Tjeneste, for saa vidt maatte være tilfredse med deres Stilling,
kan vel neppe drages i Tvivl, men fraset dette, bredte der sig en Strøm
af Misfornøielse i begge Skibe lige fra Næstkommanderende og ned til den
menige Matros.
Denne gjennemgaaende Misfornøielse gav sig tilkjende hos Mandskabet
ved temmelig hyppige Desertioner[80], og for Officerernes og
Underofficerernes Vedkommende betegnes Aaret 1810 ved en Række af
Ansøgninger om at blive afløste og komme hjem til Danmark.
Det var »Pultusk’s« Næstkommanderende, Kapitainlieutenant H. P. Holm,
der gjorde Begyndelsen med sin Ansøgning af 17. Juli 1810, og efter ham
fulgte i sluttet Række: Flensborg, Thunbo, Falbe, Willoch, Barfred,
Petersen og Bendz.
Længslen efter atter at vende hjem til Danmark, Ønsket om at komme i Kast
med Fjenden i Sundet og Belterne snor sig som den røde Traad igjennem
alle de 8 Officerers Ansøgninger; Udtryksmaaden og Ordene i Motiveringen
ere vel forskjellige, men Tanken, der gaar der igjennem, er den samme.
Man ser dette, naar man tager disse Aktstykker for sig og gjennemgaar dem.
Fra hver en Side paa de gamle gulnede Blade strømmer de unge Officerers
Kamplyst og Trang til Aktivitet En imøde under Gjennemlæsningen, men uden
Flugt og Begeistring; sindigt og støt kommer det frem i jævne adstadige
Ord:
»Jeg har været to Aar og nogle Maaneder her paa Schelden uden Aktivitet,
der kan sammenlignes med den, mine Kammerater i Fædrelandet har været
i, uden Sandsynlighed for at her bliver mere Aktivitet.« — (Lieutenant
Petersens Ansøgning).
»Efter at have været 2¼ Aar ombord i det franske Linieskib »Dantzick« paa
Schelden, i langt mindre Virksomhed end mine andre Kammerater hjemme og
i et Klimat, hvor jeg flere Gange og flere Maaneder har været angrebet
af de her herskende Sygdomme, som ingenlunde ret vil forlade mig.« —
(Lieutenant Willoch’s Ansøgning).
»Jeg har saaledes i tre Aar været ude af Stand til som Kammeraterne
hjemme at virke militærisk for Fædrelandet.« — (Lieutenant Thunbo’s
Ansøgning).
»Jeg vover underdanigst at anmærke, at jeg siden Krigens Udbrud har været
udkommanderet udenfor Fædrelandet og i den Tid ei haft Leilighed til at
vise min Lyst og Iver for min Metier.« — (Lieutenant Falbes Ansøgning).
Officerernes Andragender om Afløsning indsendtes til Admiralitetet i
Kjøbenhavn, alle forsynede med Chefernes Anbefaling, og det er ikke
uden Interesse at se, hvorledes v. Dockum, der saa ganske sympatiserede
med sine Officerers Reiselyst, i September Maaned 1810 endog foretog et
direkte Skridt for at paavirke Admiralitetets Afgjørelse i denne Retning
ved at forsyne en af de omtalte Ansøgninger med følgende Paategning:[81]
»Jeg tror det meget gavnligt for enhver ung Officer, at han tilbringer
er Par Aar paa Skibene her, da alle de Manøvrer og Exercitier
daglig gjennemgaas ved Eskadren baade under Seil og til Ankers, som
Omstændighederne tillade, og hvorved altid faas nogen Kundskab og
Erfarenhed; men jeg tror tillige, at den unge Mand efter dette Ophold
kan med Grund ønske sig hjem for paa sit Fædrelands Kyster at kunne søge
Leilighed til at møde Fjenden og gjøre ham al den Skade og Afbræk som
muligt, og hvortil her for nærværende Tid ingen Udsigter gives.«
Det ligger nær at antage, at det er denne Udtalelse fra v. Dockum, som
bevægede Admiralitetet til at foretage den omfattende Afløsning af
Befalingsmænd og Mandskab, som forberedtes sent paa Efteraaret 1810.
Først i November Maaned[82] underrettedes v. Dockum om de forestaaende
Forandringer i de to dansk bemandede Linieskibes Personel, og en halv
Snes Dage senere, den 17. November 1810, meddelte Admiralitetet, at
Kapitainlieutenant Kaas samme Dag vilde forlade Kjøbenhavn for at afgaa
til Vliessingen med det til Afløsning bestemte Kontingent.[83]
Admiralitetet havde strakt sig vidt ved denne Leilighed for at imødekomme
de Anmodninger om Hjemsendelse, der i Løbet af Sommeren saa indtrængende
havde lydt ovre fra Schelden; saavel Officerer som Underofficerer og
Mandskab vilde alle indenfor rimelige Grændser faa deres Ønsker opfyldte,
saa snart den store Afløsning ankom til sit Bestemmelsessted.
Eftersommeren havde ikke været rig paa afvexlende Begivenheder. Flaaden
havde holdt sin Sommerstation ved Vliessingen indtil den 19. Oktober
1810, da Ankerpladsen forlagdes høiere op paa Floden til Terneuzen.
To Dage tidligere, medens Skibene endnu vare samlede ved Vliessingen,
aflagde den franske Marineminister forinden Afslutningen af Aarets
Kampagne et kort Besøg i Admiralskibet. Efter hans Ankomst bleve
Skibscheferne ved Signal kaldte ombord i »Charlemagne,« hvor Ministeren
meget forekommende spurgte v. Dockum, »om han havde noget at erindre i
Henseende til Ekvipagen.«
Chefen for »Pultusk« havde før havt Leilighed til at vise, at han
overalt, hvor det gjaldt Mandskabets Ve og Vel, ikke var bange for at
stille sig selv i Breschen, og han svigtede heller ikke sine Folk her,
men udtalte uden Omsvøb, at Restancerne endnu ikke vare blevne godtgjorte
for dem af Mandskabet, som vare døde, afgaaede hjem, eller som havde
været paa Hospitalet i Aarene 1808-09, og det uagtet Ministeren selv
Aaret forinden havde givet Ordre til, at Pengene skulde udbetales.
En saa uforbeholden Erklæring fra en fremmed Officer om, at det franske
Marineministeriums Befalinger ikke altid bleve adlydte til Punkt og
Prikke, som de burde, har sikkert været yderst ubehagelig for Hertugen
af Decrès; men, at der netop ved denne frimodige Gaaen løs paa Sagen
opnaaedes den ønskede Virkning, fremgaar af en Rapport til Admiralitetet,
dateret Orlogsskibet »Pultusk« ved Terneuzen 21. Oktober 1810, hvori v.
Dockum indberetter om Hertugen af Decrès’ Besøg i Flaaden og, efter at
have omtalt sine egne Udtalelser til Ministeren ved dette Møde ombord i
»Charlemagne«, fortsætter ganske tørt og lakonisk[84]:
»Det syntes, som han herover blev noget fortrydelig, og lod strax skrive
en Ordre til Marinepræfekten i Antwerpen om at afgive alt, som vedkom den
danske Bemanding her ombord.«
Skjøndt Gjentagelsen af den ministerielle Ordre selvfølgelig bevirkede,
at Restancerne uden Tøven bleve udbetalte, kan det dog ikke nægtes, at
der af og til maatte et Magtsprog for at faa Louisdor’erne frem af den
franske Regjerings Pengekasser.
De kolossale Udgifter i klingende Mønt, som Krigens Førelse fordrede,
foraarsagede nemlig ganske naturligt, at Regjeringen stoppede sine
Betalinger overalt, hvor den mente, at det kunde lade sig gjøre uden at
vække for megen Opsigt. Denne Fremgangsmaade, som Marineministeriet ogsaa
fulgte i temmelig stor Udstrækning, gik navnlig ud over Flaadens Mandskab
og Flaadens Leverandører.
Det danske Mandskab havde tidt maattet føle dette under deres Ophold
paa Schelden, og onde Tunger fortalte vistnok ikke uden Grund, at
et keiserligt Besøg paa et Sted gjerne indlededes med rigelige
Pengeforsendelser fra Paris til de stedlige Autoriteter, for at alle
Fordringer paa Betaling for Leverancer og lignende til Regjeringen kunde
være opgjorte og betalte forinden Keiserens Ankomst.
Til Trods for disse Forsigtighedsregler stod Hertugen af Decrès’ Kredit
dog paa meget svage Fødder. Da der ved Vintertid skulde anskaffes varmt
Tøi til Brug for »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Mandskab under Arbeidet
i fri Luft, nægtede saaledes Kjøbmændene i Antwerpen at levere de
nødvendige Klædningsstykker til Marinens Brug, naar der ikke samtidigt
præsteredes kontant Betaling for dem[85].
Marineministerens Besøg ombord i Flaaden havde været Afslutningen paa
Aarets Sommerkampagne. Ved hans Tilbagekomst til Paris, efter endt
Inspektionsreise i Holland, udgik der Ordre til Admiral Missiessy, om at
afgaa til Antwerpen for at desarmere Skibene[86].
Den ministerielle Skrivelse herom var den 2. November 1810 kommen
Admiralen i Hænde, men stormende Veir og Modvind gjorde, at man først den
5 kom under Seil fra Terneuzen.
De franske Marineautoriteter havde haabet, at Antwerpens nyanlagte
Basiner skulde have staaet fuldtfærdige til at tage imod Scheldeflaaden,
naar Vinteren var for Døren; men trods al Energi lykkedes dette ikke, og
Rupel maatte derfor igjen klargjøres til Vinterkvarter[87]. Fra Midten af
November Maaned herskede der travl Virksomhed paa Floden fra Antwerpen
og op til Bugten ved Rupel. Allerede den 18. November laa »Pultusk« som
første Mand igjen for sine Fortøininger i Vinterhavnen, og efterhaanden
som man blev klar med Desarmeringen, kom Skib efter Skib derop for at
indtage deres Pladser. I de første Dage af December Maaned havde Mandskab
og Fartøier fra Flaaden bugseret de to nybyggede Linieskibe, »Friedland«
og »Tilsit«, op til Rupel, og faa Dage senere, den 9. December 1810,
da det sidste af Scheldeflaadens Skibe halede ind paa Bugten, var hele
Styrken samlet i sit Vinterkvarter.
Efter at Tjenesten var bleven ordnet, forlod Admiral Missiessy Antwerpen
for at tilbringe Vinteren i Paris. De fleste af hans Skibschefer gjorde
ligesaa, og da Keiseren under sit Besøg i Antwerpen havde opfordret v.
Dockum til at lære Hovedstaden at kjende, saasnart der gaves Leilighed
dertil, bestemte han sig til at følge Exemplet. v. Dockum reiste sidst
paa Aaret til Paris og havde næppe Grund til at fortryde, at han havde
ombyttet »Pultusk’s« trange Kahyt med Livet i den glade, straalende By
ved Seinen, hvor der fra Hoffets, Ministerens og Admiral Missiessy’s Side
blev vist ham den største Opmærksomhed.
Efter at have meldt sin Ankomst til Hertugen af Decrès, var en Audients
hos Keiseren det næste Skridt. Det var en Søndag Formiddag, at v.
Dockum sammen med Missiessy kjørte til Tuilerierne og begav sig op i
Audientssalen.
Det store Rum var næsten fyldt.
Man ventede Keiserens Tilbagekomst fra Messen for at give en af sine
sædvanlige Audientser; kort efter gik Døren til det tilstødende Gemak op,
og Napoleon traadte ind i Salen, fulgt af en Adjutant.
»Hs. Majestæt gik Salen 3 Gange op og ned« — fortæller v. Dockum[88] —
»for at modtage Ansøgninger af den største Del af de tilstedeværende,
som Hs. Majestæt da spurgte almindelig, hvorlænge de havde tjent og
hvormange Børn de havde, og paa deres Svar, at have saa mange Børn og
tjent saa mange Aar, svarede Hs. Majestæt, at ville lægge Mærke til deres
Ansøgning, som han leverede til den General, som fulgte ham; men naar den
Ansøgende svarede 1 Aar og derunder tjent, svarede Keiseren ikke mere og
beholdt selv Ansøgningen.«
Da Keiseren kom til v. Dockum, underholdt han sig meget naadig med ham
og spurgte tilsidst i en spøgende Tone, om han troede, at han kunde
manøvrere med »Pultusk« i Seinefloden, og da v. Dockum resolut gik ind
paa Spøgen og svarede, at det stod til Keiseren at lade Seinen uddybe,
saa skulde han nok kunne manøvrere sit Linieskib paa Floden, smilede
Keiseren venligt og bemærkede, at han var af samme Mening.
Efter Audientsens Slutning havde Keiseren en Samtale med Missiessy, og
da de to Officerer kort efter forlod Tuilerierne i Admiralens Ekvipage,
ventede der v. Dockum en Overraskelse, idet Admiral Missiessy ved
Bortkjørselen fra Slottet gratulerede ham til om kort Tid at blive
udnævnt til Admiral. Hvor smigrende end denne Meddelelse maatte være,
kunde v. Dockum dog ikke tro paa Muligheden deraf.
Han havde fornylig modtaget sin Forfremmelse til Kommandør hjemmefra[89],
og da den Tanke slet ikke kom frem hos ham, at det muligvis var en fransk
Admiralstitel, hvorom der var Tale, slog han Sagen hen som noget, der
umuligt vilde kunne realiseres, og bad endog i Vognen Admiralen om aldrig
mere at tale til ham derom.
Hermed var Tingen foreløbig stillet i Bero, og Chefen for »Pultusk«
kunde nu nyde sin Frihed og tage Del i de Festligheder og Selskaber,
som Pariser-Sæsonen ved Vintertid kunde byde under det keiserlige Hofs
Ophold.
Gjennemgaar man Kommandørens Optegnelser, vil man ogsaa lægge Mærke til,
at der netop fra Hoffets Side blev vist ham større Opmærksomhed, end han
ifølge sin Rang og Stilling kunde have Krav paa. Audientsen i Tuilerierne
blev nemlig efterfulgt af en Række Indbydelser, og at v. Dockum ikke har
været nogen sjælden Gjæst ved Hoffets Adspredelser, kan ses, naar man i
hans Dagbøger læser[90]:
»Dagen efter Audientsen blev jeg tilsagt at møde med Silkestrømper og
Sko og forevise indesluttede røde Billet imorgen Aften paa Hoftheatret;
tredie Dagen efter blev jeg efter Keiserindens Ordre ved en trykt
Billet fra duchesse Montebello tilsagt at møde i Keiserindens Gemakker
for at være nærværende ved et Bal, og da Keiseren ankom til Ballet,
dandsede Dronningen af Holland og Prindsesse Pauline i et stort Tog
af Hofkavalerer og Damer nogle Partier for Keiseren, hvorefter Ballet
begyndte. Nogle Dage efter blev jeg efter Keiserens Ordre ved trykt
Billet fra Marechal Duroc[91] tilsagt til en circul, og saaledes nogle
Aftener efter at møde i Gemakkerne til Opera, Komedie, etc.; og Keiseren
spurgte mig almindelig, om jeg morede mig i Paris og saa mig brav om,
hvad jeg syntes om Aktøren Talma, om jeg havde set »ombre chinoise« o. s.
v.«
Saaledes gik Vinteren let og jevnt, indtil v. Dockum ud paa Foraaret
forlod Paris og satte Kursen mod Rupel for atter at tage fat paa sin
Gjerning. Kulden havde i Begyndelsen af Aaret 1811 været temmelig streng,
saa hele Bugten ved Rupel Januar Maaned igjennem var tillagt, og Isen paa
de fleste Steder saa stærk, at den kunde passeres af Fodgængere, men da
v. Dockum den 7. Marts 1811 igjen kom tilbage til sit Skib, var Frosten
tilende, Floden atter fri, og Scheldeflaaden tog nu for 4de Gang fat paa
Foraarsudrustningen. Man havde ombord i de dansk bemandede Linieskibe
ventet, at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab kunde være bleven
paabegyndt strax efter Nytaar, og Forberedelserne vare allerede trufne
til at dirigere Folkene hjemefter i mindre Partier, som den for den
danske Regjering mindst bekostelige Maade, men i sidste Øieblik nedlagde
den franske Marineminister Forbud herimod, og Reisen blev stoppet ved
en Ordre fra Paris, der bestemte, »at ingen af de danske Besætninger
kunde permitteres hjem førend de, som skulde remplacere samme, vare
ankomne.«[92]
Da denne Forholdsregel formentlig stod i Strid med de Aftaler om
Mandskabets Afløsning, som i sin Tid vare blevne trufne imellem den
franske og danske Regjering, indberettede begge de danske Chefer Sagen
til Kjøbenhavn, og Admiralitetet satte sig strax i Bevægelse ved under
16. Februar 1811 at sende de to Officerer en Skrivelse, hvori Kollegiet
»anbefaler de Herrer paa det kraftigste at forestille benævnte
Marineminister« for at udvirke, at Forbudet imod Afreisen blev taget
tilbage igjen.[93]
Ordren herom traf v. Dockum i Paris, og skjøndt det i Skrivelsen
endvidere paalagdes ham at følge Kommandoveien og altsaa indsende
Besværingen gjennem den kommanderende Admiral, indsaa han som praktisk
Mand, at en mundtlig Konference med Marineministeren langt sikrere vilde
føre til Maalet end den langsomme tjenstlige Korrespondance, og han tog
derfor ikke i Betænkning at fremstille Sagen personlig for Hertugen af
Decrès.
Det lykkedes virkelig ogsaa v. Dockum at faa Marineministeren til
at give efter for Admiralitetets Ønske om at Hjemsendelsen af det
udtjente Mandskab strax kunde tage sin Begyndelse, tilmed, da han kunde
understøtte sin Anmodning med Meddelelsen om, at den første Deling af
Erstatningsmandskabet, en Transport paa 107 Mand under Lieutenanterne
Warendorff og Madsen, den 2. Februar om Aftenen var indtruffet i Rupel
som Forløbere for Hovedstyrken, der endnu var paa Marchen.
For at forstaa Grunden til at Admiralitetet med saa megen Iver gjorde
gjældende, at Iværksættelsen af den engang lovede Hjempermittering ikke
burde opsættes, maa man erindre, at der i begge de dansk bemandede
Linieskibe fandtes adskillige blandt Besætningen, der havde Styrmands-
eller Volontør-Patent. Disse Folk vare ved Krigens Begyndelse sammen
med det øvrige Mandskab blevne dirigerede til Vliessingen fra de Havne,
hvor deres Skibe laa stoppede paa Grund af den engelske Blokade, og
vare blevne satte til almindelig Matrostjeneste ombord i »Pultusk«, og
»Dantzick«, uagtet deres Patent »fritog dem for at tjene som Matroser paa
Hs. Majestæts egne Skibe.«
Den Uret, som der ved denne lidt vilkaarlige Fremgangsmaade blev øvet
imod disse Folk, havde man senere bestræbt sig for at mildne ved
Løftet om, at de ved den forestaaende Hjemsendelse skulde komme først
i Betragtning, og da Tilsagnet herom officielt var bleven dem meddelt
gjennem Skibscheferne, betragtede Admiralitetet det ogsaa som en Æressag
ligeoverfor Folkene at holde det engang givne Ord.
Medens saaledes Hjemsendelsen af udtjente Folk tog sin Begyndelse,
var man i Kjøbenhavn igjen optaget af Forberedelserne til Afreisen af
Officerer og Mandskab og denne Gang i større Stil. Trangen til Søfolk
paa Schelden var voxet, efterhaanden som Flaaden var bleven forøget
med nybyggede Skibe, og den franske Regjering havde da henvendt sig
til Danmark med en Anmodning om Officerer og Matroser til Besætning
ombord i Linieskibene »Dalmate« og »Albanais« De dertil bestemte Chefer,
Kapitainerne Mossin og Fabricius, havde den 14. Januar 1811 modtaget
deres Udkommando, og samme Dag udgik der fra Admiralitetet Ordre til
Skibenes subalterne Officerer.[94]
Den første Halvdel af Februar Maaned forløb i lutter Travlhed. Ikke
mindre end 5 forskjellige Transporter af Underofficerer og Mandskab
skulde tiltræde Reisen fra Kjøbenhavn, og denne store Udrykning
nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler for at faa hele Apparatet
i Gang. Reiseordrer og Reisepas skulde udstedes. Reisepassene bleve
gjennem det kongelige Departement for de udenlandske Sager tilstillede
den franske Legation i Kjøbenhavn med Anmodning om at de »enten maatte
vorde forsynede med den herværende franske Ministers Paategning eller
og særskilte Passer for de bemeldte Officerer udfærdigedes af ham«.
Samtidig hermed blev der hos den kongelige General-Kvartermesters-Stab
sørget for Indkvarteringspas til de Afreisende paa Veien imellem
Kjøbenhavn og Hamburg, og endelig afsendtes en Officer i Forveien til
Hamburg, forsynet med Person- og Bagagelister, for sammen med den
derværende kongelige chargé d’affaires, Legationsraad Rist, at foretage
forskjellige Forberedelser og blandt andet sørge for Tilveiebringelsen af
tilstrækkelige Vogne ved Transportens videre Afgang fra Hamburg vester
paa.
De nye Chefer ankom tidlig paa Foraaret 1811 til Antwerpen forud
for Transporterne, der bevægede sig langsommere fremad. De fandt
Scheldeflaaden i fuld Virksomhed med Ekviperingen, overtoge deres Skibe
og kompletterede Besætningerne efterhaanden, som de danske Søfolk indtraf
hjemmefra.
Det ses af en Rapport til Admiralitetet fra Kapitain Mossin[95] at han
endnu den 17. April 1811 var fortøiet med »Dalmate« ved Antwerpen for
at faa de sidste af sit Mandskab ombord. De to nybyggede Linieskibe,
»Friedland« og »Tilsit«, som endnu ikke havde været udrustede, laa
indenfor i Antwerpens Basiner og fik Kobberhud paasat, forinden Togtet
skulde tiltrædes, men en stor Del af de øvrige Skibe vare allerede
dengang i Aktivitet vester paa paa Floden, i Farvandet ved Vliessingen,
Flaadens sædvanlige Tumleplads. Her var Linieskibet »Dantzick« indtruffet
den 7. April paa sin tidligere Ankerplads ved Oosterweel, og i Midten af
Maaneden udgjorde 8 Linieskibe Stationens Styrke.
Aarets Kampagne tegnede efter alle Mærker til at blive sin Forgænger lig.
Man tog samvittighedsfuldt fat, hvor man Aaret forinden havde sluttet.
De samme Signaler, de samme Manøvrer, Skiveskydninger, Landgangsøvelser,
Ankringer og Letninger gik Slag i Slag som den foregaaende Sommer.
Af den store Mængde Kanonbrigger, som havdes til Raadighed, dannedes
ligesom tidligere en betydelig Eskadre. Hvert af Flaadens Linieskibe
fik 3 af disse Kanonbrigger underlagte, som baade bemandedes og
provianteredes fra dette; samlede udgjorde alle disse Fartøier en let
Eskadre, med hvilken der jevnlig blev foretaget Øvelser og Manøvrer.
Hyppig bleve de for længere Tid detacherede fra Flaaden, og da de næsten
dagligdags vare under Seil, bleve disse Smaaskibe en fortræffelig Skole
for Linieskibenes Mandskaber.
Men hermed var ogsaa alt sagt. Udbyttet af Aarets Kampagne vilde kun
vise sig i Besætningernes yderligere Uddannelse og Sammenarbeiden;
Schelden var og blev lukket af den fjendtlige Blokade, og skjøndt der paa
Antwerpens Værfter i Aar og Dag var bleven arbeidet med rastløs Energi,
og Skib efter Skib løb af Stabelen, vovede Admiral Missiessy dog ikke at
prøve paa at bryde den Ring af Orlogsmænd, som Englænderne havde lagt
omkring Flodens Munding, og det uagtet han ved Midsommertid 1811 raadede
over et Materiel af 16 franske Linieskibe[96].
* * * * *
Under den lange, men paa virkelige Begivenheder saa fattige Krigsperiode,
hvor Dagen gik under Arbeide og Øvelser, men hvor man ellers oplevede
saa overmaade lidt, havde Korrespondancen med Hjemmet spillet en ikke
ubetydelig Rolle for de danske Mandskaber, og med Datidens Maalestok for
Øie maa det indrømmes, at Postforsendelserne til og fra Besætningerne
efterhaanden havde antaget en ret antagelig Størrelse.
Man havde i Brevskriveriet fundet en Slags Afleder for Hjemve og
Misfornøielse. Tidt, naar Humøret var sunket, havde gode Efterretninger
fra Hjemmet faaet det op igjen, og saa ofte Tid og Leilighed tillod det
ombord, vare Blæk og Pen fremme af Poserne i Folkenes Fritid.
For denne frodige Korrespondance blev der imidlertid i Foraaret 1811
uventet slaaet en sikker Bom, idet Admiralitetet i Kjøbenhavn under
4. Mai lod udgaa følgende Cirkulære til de 4 danske Skibschefer paa
Schelden:[97]