Frigjøreren.
Georg Shelby havde bare skrevet et par ord til sin mor om naar han kunde
ventes hjem, men ikke nævnt et ord om Tom.
Stor glæde var det paa gaarden den kvelden Georg skulde komme hjem fra
sin lange reise. I den hyggelige dagligstuen sad fru Shelby, mens ilden
knitred lystig paa arnen. Et vel dækket aftensbord med blankt sølvtøi og
fint slebne glas stod og vented paa den kjære gjest. Gamle Tante Chloe
havde staat for opdækningen. Iført en ny kjole og skinnende hvidt
forklæ, dvæled hun endnu ved bordet for at rette paa et og andet.
«Se saa! nu er alt i orden,» sa hun endelig og lod blikket fare over
bordet endnu en gang.—«Men hvad tænker Sally paa! Hun har jo ikke sat
den gamle tekanden frem! Jeg mener Sally er tullet, jeg. Tænk, ikke den
gamle sølvkanden frem paa en slig høitidelig aften!»
«Hvad var det det stod i brevet fra massa Georg?» spurte hun fruen alt i
ett.
«Jeg har jo sagt dig det, Tante Chloe,» maatte fruen svare. «Bare to
ord, ikke et muk om Tom.»
«Ligner akkurat massa Georg det; han vil overraske os. Aa hvor Tom vil
spile øinene op, naar han ser hvor lange ungerne er blit! Rigtig flinke
og gode børn er de!»
«Glæd dig nu ikke for tidlig, Tante Chloe,» raadde fruen hende; hun var
ikke helt vel til mode; for hun var ræd for, at det at Georg ikke havde
nævnt noget om Tom, ikke spaadde om noget godt.
«Jeg kan ikke lade være at glæde mig, frue, paa en slig dag. Fruen har
vel pengene?»
«Jo da, de ligger der paa bordet.»
«Aa hvor Tom vil sætte op store øine, naar han ser alle disse pengene
som jeg har tjent! Tænk, frue, konditoren vilde ikke af med mig.» «Bliv
hos mig, Chloe,» sa han, «jeg kan ikke være dig foruden.» Nei, mange
tak, massa!» sa jeg, «jeg venter min mand hjem; ellers kan nu ikke fruen
være mig foruden længer heller,» sa jeg. «Han er slig en svært hyggelig
mand, denne konditoren.»
Tante Chloe havde holdt strengt paa at netop de samme pengene skulde
gjemmes som hun havde faat af konditoren, for at hun kunde vise dem for
sin mand og sige: «de pengene har jeg tjent.»
«Han kommer ikke til at kjende vesle Polly igjen,» tog hun igjen fat;
«nei det gjør han ikke, min gamle mand. Det er hele fem aar siden de tog
ham! Hun var liden den gang, Polly. Men der er jo vognen!» Hun styrted
til vinduet og saa ud, men kunde i mørket ikke se hvem som sad paa
sædet.
Fruen løb ud i gangen, hvor Georg mødte hende med udslagne armer.
Tante Chloe kom ogsaa løbende mod døren og stirred spændt paa Georg.
«Stakkars Tante Chloe!» sa han og trykked haanden hendes. «Jeg vilde
have givet alt det jeg eier for at kunne havt den glæde at have Tom med
hjem men;—han er gaat til et bedre land.»
Tante Chloe sa ikke et ord. De gik ind i stuen. Pengene, som hun havde
været saa stolt af, laa endnu paa bordet. Hun skrabte dem sammen og gav
fruen dem, skjælvende over hele legemet: «Der, ønsker ikke at se dem
eller høre om dem mer. Vidste det vilde gaa slig—solgt og myrdet paa
disse gamle plantagerne!»
Hun vendte sig om for at gaa ud af stuen. Fruen fulgte efter, tog hende
i haanden og drog hende blidt ned paa en stol, og satte sig ved siden af
hende. «Stakkars gode Tante Chloe!»
Chloe kasted sig da i armerne paa fruen og tog paa at hulke. «Aa frue,
tilgiv mig, mit hjerte er knust, jeg er til ingen ting mer!»
«Jeg ved det,» sa fruen og graat; «jeg kan ikke læge det, men Jesus kan.
Han helbreder dem som har et sønderknust hjerte. Men vi skal være gode
mod dig, Tante Chloe.»
Det gik nogen øieblik uden at de kunde sige noget for bare graat.
Endelig satte Georg sig ved siden af enken og fortalte om Toms tro og
frimodighed i døden og om hans jordefærd ved sandhaugen.
* * * * *
Nogen tid efter samled Georg alle folkene paa gaarden i den store sal og
rakte hver af dem et fribrev, som de modtog med taarer og jubelrop. Men
den største del af folkene sa at de ikke vilde være mere fri end de var;
de ønsked ikke at forlade sin gode madmor og sin unge massa.
«Mine gode venner!» sa Georg, «dere skal heller ikke reise fra os; dere
maa gjerne blive her alle sammen. Men fra nu af skal dere ha løn for
eders arbeide. Om jeg dør eller blir fattig, saa er dere fri mennesker;
ingen kan sælge dere, dere kan gaa hvor dere vil.»
[Illustrasjon]
Efter denne tale faldt alle paa knæ og stemte i en salme som de ofte
havde sunget sammen.
«Endnu nogen ord før vi gaar fra hverandre,» sa Georg, da sangen var
slut. «Jeg har baaret frem hilsen fra Tom til dere; men jeg har ikke
fortalt dere om det som hændte ved hans grav. Det var der jeg gav Gud
det løfte, at jeg vilde ofre mit liv til arbeide for lidende og
undertrykte medmenneskers frihed og lykke. Og naar dere glæder dere over
den frihed som jeg har givet dere i dag, saa husk paa at det er vor
kjære gode Tom dere har at takke for den, og vis eders taknemlighed ved
at være gode mod hans kone og børn. Tænk paa eders frihed, hver gang
dere gaar forbi Onkel Toms hytte; lad den minde dere om at træde i hans
fodspor som gode og retskafne kristne.»
* * * * *
Hvad Georg Shelby og hans mor gjorde med sine folk blev vel efterlignet
af mange andre herskaber i Amerika; men i det store og hele blev det paa
samme maaden med slavehold som det havde været endnu i mange aar.
Millioner af sorte mennesker blev kjøbte og solgte som dyr, og
rædselsfulde var de lidelser mange maatte udstaa. Først ved den
nordamerikanske borgerkrig i aarene 1861-65 tvang nordstaterne de
sydlige stater til at slutte med slaveriet, og ved denne daad vandt
menneskekjærligheden en af sine skjønneste seire i den nyere tids
historie.
S l u t t.