Fremad.
I en hyggelig liden bolig i udkanten af Montreal sad en kveld en ung
mand ved sit skrivebord, sysselsat med nogen bøger og papirer.
Manden er netop kommen hjem fra det maskinverksted hvor han arbeider om
dagen. Hans hustru og to børn, en gut og en pige, sidder et stykke fra
og taler sammen i en dæmpet tone.
«Hør nu, Georg,» siger den unge kone med ett, «du har været borte hele
dagen; nu kan du virkelig lægge fra dig bøgerne og snakke lidt med os.»
Og den vesle pigen springer bort til ham og borer sig ind mellem knærne
hans, paa en slig maade at han nødes til at skyve bøger og papirer fra
sig og ta hende op paa fanget. «Den vesle trollunge!» siger han og
klemmer hende ind til sig.
Elisa ser noget ældre ud nu end da hun for fem aar siden var i Shelbys
hus; hun er blit fyldigere; men det viser sig klart, at hun er saa
lykkelig og glad som nogen kone kan være.
I den by hvor de to flygtningerne først var kommet i land efter reisen
over Eriesjøen, var de blit kjendt med presten paa stedet, og baade han
og missionæren havde i den første tid været dem til megen hjælp. Efter
forskjellige hændelser var de saa havnet i Montreal, hvor de nu var
kommet godt i vei. Elisa havde faat en datter, som nu var to aar, og
Harry var blit en stor flink og kjæk gut. Men endda var Georg ikke helt
fornøid. Det var dette, at han daglig maatte slite i fabrikken, som han
aldrig kunde blive fuldt tilfreds med. Hans hjerte higed efter et
arbeide som kunde hjælpe hans mange undertrykte og ulykkelige sorte
frender frem til lykke og frihed. Heller ikke Elisa var til enhver tid
helt lykkelig; hun tænkte ofte paa sin mor, som hun ikke havde set fra
hun var liden. Men begge egtefolkene takked Gud, at de i de fem aarene
de havde levet som frie mennesker var kommet saa langt at de havde et
eget hjem og sorgfrit udkomme.
«Naa, Harry, hvorledes klarte du regnestykkerne dine idag?» spurte Georg
og strøg gutten over haaret.
De lange lokkerne til Harry var nu borte; men han havde endnu det
freidige smilet og den klare panden. «Udmerket,» svarte han, «jeg regned
selv alle stykkerne uden hjælp.»
«Det kan jeg like, gutten min! Stol paa dig selv, og søg aldrig hjælp
hos andre, saa længe du paa nogen maade kan klare dig ved egne kræfter.»
Saa banker det paa døren. Elisa gaar og lukker op.
«Men hvad ser jeg, er det Dem, herr pastor!» bryder hun ud og trykker
varmt den fremmedes haand.
Bagved ham staar en tilsløret kvinde og skjælver.
Presten kremter og skal til at holde en liden høitidelig tale, mens den
tilslørede kvinde straks gir sig til at stirre paa børnene, paa Elisa og
paa Georg. De havde paa forhaand aftalt hvorledes det hele skulde gaa
for sig: Presten skulde forberede de unge folk paa det som skulde
komme, og tale nogen ord om livets underlige veie, og om den
taknemlighed vi mennesker skylder forsynet. Han kremter igjen, men før
han faar sagt et ord, river kvinden sløret til side, styrter frem til
Elisa og slaar armene om hende: «Elisa, jeg er din mor!» Og saa omfavner
hun børnene og derefter Georg. Kassy er særlig henrykt over den vesle
pigen, med ansigtsdrag og lokker som minder hende saa levende om Elisa
fra den tid hun var i samme alder.
Alle var i det første øieblik saa opfyldte af glæde og saa forfjetret at
de ikke kunde sige et ord. Men saa kremter presten igjen for tredje
gang, og nu kommer endelig den høitidelige tale, som gir egtefolkene det
første glimt til forstaaelse af hele denne underlige historie.
Da Kassy havde faat vished om at den Elisa som Georg Shelby havde talt
om virkelig var hendes datter, reiste hun øieblikkelig til Kanada for at
opsøge hende. Hun søgte oplysning om hende hos missionærer og andre, og
saaledes gik det til, at hun blev kjendt med den presten som havde
hjulpet Georg og Elisa saa meget. Da Kassy havde fortalt ham om sin
sørgelige skjæbne og den lykke som nu vented hende, blev han rørt og fik
lyst til at følge hende til Montreal og hjælpe hende til at finde
datteren.
Efter at Georg og Elisa ved prestens tale havde faat nærmere oplysning
om det hele, blev der en jubel i huset uden lige. Først efter flere
dages forløb kom familien igjen nogenlunde til ro.
Kassy havde ikke været mange dagene i huset hos sin datter, før hun
næsten ikke var til at kjende igjen. Det fortvilede vilde udtryk i
hendes ansigt gav straks plads for en mild ro, og noget af hendes
fordums skjønhed vendte igjen tilbage. Hendes sterke trang til
kjærlighed, som i saa lang tid havde været trængt tilbage, brød nu frem
igjen med en styrke som aldrig før, og den samled sig særlig om den
vesle pigen, som var hendes egen datters udtrykte billede.
* * * * *
Georgs fremadhigende aand lod ham aldrig have ro; han tørsted stadig
efter kundskaber, og han var altid opfyldt af trang til et virksomt
arbeide for sine mange lidende brødre og søstre. Da han uventet fik en
arv, foresatte han sig straks at bruge pengene til sin videre
uddannelse, og en vakker dag steg han med sin familie om bord paa en
damper, som førte dem til Frankrige. Her opholdt han sig i fire aar ved
en høiskole, læste og gransked og samled sig mange kundskaber, og fik
stor øvelse i at tale. Efter at han paa denne maade havde forberedt sig,
vendte han og hans familie tilbage til Amerika for at tage fat paa det
store arbeidet som han saa længe havde længtet efter.
Men han merked snart at Amerika ikke var den rette plads for hans
arbeide. Skulde han kunne gjøre noget til gagns for det folk han hørte
til, maatte han over til Afrika, til dette folks eget hjemland. Hvad han
der fik udrettet, vides ikke. Vi ved kun at han og hans familie havned
der til slut, og at han med god vilje arbeided for sit store maal til
sin sidste stund.
Emmeline fulgte med paa reisen over til Afrika, men hun blev paa
overfarten trolovet med styrmanden om bord i dampskibet, og blev senere
hans hustru.
Ogsaa Topsy havned i den verdensdel som hun havde sit udspring fra.
Frøken Ofelia havde taget hende med sig til sit hjem i nordstaterne. Hun
havde været en trofast mor for hende og opdraget hende i huslighed og
gode seder. Efter at pigen var blit voksen, var hun blit døbt, og havde
senere lagt sig efter at undervise børn. Presten paa stedet gav hende et
rosende vidnesbyrd for dygtighed og hæderligt liv. I Afrika blev hun
taget til lærerinde paa en missionsskole.