Blodvidnet.
Den næste dag blev det holdt en ny jagt ude i sumpen, men uden nytte.
Legree var rasende. Han maatte ha nogen til at lade sit blodsinne gaa ud
over, og lod Tom kalde til sig.
Tom havde ikke villet tage del i jagten efter flygtningerne. Dette var
nok til hos Legree at vække mistanke om at Tom kjendte til flugten, ja
kanske stod som medskyldig i den. Nu var det om at gjøre at faa ham til
at gaa til bekjendelse.
Sambo og Kvimbo kom trækkende med ham.
Det sortned for øinene paa Tom, da han var paa veien op til
hovedbygningen. Han var viss paa at han nu gik sin sidste gang i livet.
Men Guds kraft i hans aand seired over al frygt; han vendte øinene mod
himlen og syntes at kunne se lysningen af det evige livs herlighed. Hans
armer og ben skalv, og endda var han i dette øieblik sterk som aldrig
før. Hytterne og trærne hvirvled rundt for hans øine, hans sind bølged
og bæved i forudfølelsen af det vidunderlige som nu skulde ske med ham.
Legree tog ham i kraven: «Naa, Tom, vil du saa tilstaa at du har hjulpet
disse kvindfolkene til at komme bort?»
Tom svarte intet.
«Hører du! Jeg slaar dig ihjel paa stedet, om du ikke tilstaar,» brølte
Legree og gav ham et slag med næven.
«Jeg er rede til at dø, massa.»
«Sig mig straks det du ved om Kassy og Emmeline.»
«Jeg har intet at sige, massa.»
Legree satte nu ansigtet tæt bort til Tom og hvisked ud mellem tænderne:
«Jeg lar dig piske til døde, om du ikke siger det du ved.»
«Det maa massa ikke gjøre! Jeg beder ikke for mit eget liv, men for
massa selv; det vilde være en synd som kommer til at gjøre Deres sjæl
ulykkelig til evig tid.»