Gjenforening.
Først nu skjønte St. Clare at al hans glæde og alle hans tanker havde
været samlet om hans vesle datter. Det var for hendes skyld at han havde
taget sig af sin eiendom, det var for hendes skyld han havde lagt planer
til at udnytte sin tid, og saa længe havde han vænnet sig til at gjøre
alt for Eva—at kjøbe, rette paa, omgjøre og ordne eller stelle i stand
alt for hende—at han nu, da hun var borte, ikke vidste hvad han skulde
tænke paa eller tage sig til eller leve for.
Det eneste han havde nogen lyst til var at læse i Evas bibel og tænke
paa at gjøre noget for sine folk, som Eva paa dødsleiet havde bedt godt
for.
Noget af det første han tænkte paa, var at gjøre de første skridt til
paa en lovlig maade at give Tom fri og faa dette lovlig brevfæstet.
Men den tanke at Tom skulde reise fra ham, pinte ham mer end han selv
vilde være ved; for han syntes ikke nogen eller noget i verden minded
ham saa levende om Eva som han; han vilde derfor stadig have Tom hos
sig, stadig se ham og tale med ham.
«Tom,» sa han en dag, «jeg tænker paa at gi dig et fribrev, saa du kan
reise hjem naar du vil.»
Tom løfted hænderne, og med straalende øine saa han mod himlen: «Gud
være lovet og takket!»
St. Clare kunde ikke like at Tom blev saa glad ved at høre at han nu
kunde faa reise fra ham.
«Du har ikke havt det saa slemt her hos mig, at du skulde blive saa
sjæleglad ved at komme herfra.»
«Nei, massa, nei!»
«Du kunde umulig have tjent saa meget at du kunde have klædd dig saa
fint og levet saa godt som du har gjort hos mig.»
«Ved alt det, massa; men jeg vil heller være en fri mand og gaa fattig
klædd og bo i en simpel hytte end leve fint og godt som ufri mand, slig
er jeg.»
«Ja ja, saa reis da i Guds navn!»
«Nei, jeg reiser ikke, saa længe massa gaar og pines slig af den tunge
sorgen.»
«Da maa du vist vente længe, Tom.»
«Nei, jeg tror ikke det vil vare saa svært længe, før det blir bedre for
massa.»
«Hvorledes tror du det kunde ske?»
«Naar massa blir en kristen.»
«Og du vil vente til det sker?»
«Ja.»
«Du gode, store, taapelige barn!» sa St. Clare; han drog paa smilen og
la haanden paa akslen til Tom. «Saa længe vil jeg ikke holde paa dig.
Reis hjem til kone og børn, du.»
«Nei, jeg reiser ikke; den gode tid kommer snart; Vorherre har brug for
massa.»
«Hvorledes mener du Vorherre kan ha brug for mig? Kan han ikke klare sig
selv, uden han maa have nogen til at hjælpe sig?»
«Vi skal arbeide i hans tjeneste; det vi gjør for Vorherres skabninger,
det gjør vi for ham.»
«Du har vist ret i det Tom,» svarte St. Clare.
Her blev samtalen afbrudt ved at nogen fremmede blev anmeldt.
Fru Marie var vist saa ulykkelig over tabet af sin datter som hun kunde
blive, og hun havde en sjelden evne til at gjøre dem som var om hende
ulykkelig med sig. Særlig fik nu tjenestfolkene hendes merke det. Og nu
havde de ikke længer Eva til at gaa imellem fruen og dem, naar det var
noget i veien. Mer end en gang havde den unge frøkens vindende væsen og
milde forbøn været dem et vern mod fruens hensynsløse og egenkjærlige
krav. Det var derfor ingen som savned hende mer end tjenestfolkene.
Den stakkars Mammy var dog den som savned Eva mest af alle; hun graat
baade dag og nat, og blev saa medtaget af sorgen, saa hun ikke orked at
tjene fruen med alt saa raskt som før. Dette medførte da skjænd tidlig
og sent.
Ogsaa frøken Ofelia sørged; men for hendes gode og ærlige hjerte bar
sorgen frugt; hun blev mer blød og mild, og endda hun var lige ivrig i
alt hun havde at gjøre, kom der over hendes væsen en større ro og
kjærlig sagtmodighed. En kunde særlig merke dette paa den maade hun tog
sig af Topsy paa. Hun var ikke længer ræd for at røre ved hende, og
naar hun underviste hende, sad hun ikke slig og skjændte som før.
Topsy blev dog ingen engel med en gang; hun var endnu et vanskeligt barn
at stelle med; men hun blev dag for dag mer tam og mer modtagelig for
det hendes gode lærerinde la hende paa hjerte.
Da hun en dag paa veien op til frøkenen mødte Rosa, skyndte hun sig med
at gjemme en liden pakke ind paa brystet.
«Hvad gjør du nu?» sa Rosa og greb hende i armen. «Har du stjaalet
igjen, din ugudelige unge?»
«Mig har ikke stjaalet,» sa Topsy og vilde rive sig løs.
«Du har stjaalet!» blev Rosa ved og vilde stikke haanden ind paa brystet
hendes.
Topsy sparked og slog om sig det bedste hun kunde.
Frøkenen og St. Clare havde hørt støien af de to kjæmpende jentunger, og
kom paa en gang ud for at se hvad som stod paa.
«Nu har hun stjaalet igjen!» ropte Rosa.
«Det er ikke sandt!» hulked Topsy.
«Kom hid og lad mig faa se det du har!» sa frøkenen i en fast tone.
Topsy tænkte sig om et øieblik; men da befalingen blev gjentaget, tog
hun frem en liden pakke, som var stukket ned i foden paa en af hendes
gamle strømper.
Frøkenen tog pakken op, og den viste sig at indeholde en liden bønnebog,
som Topsy havde faat af Eva, og et stykke papir med den haarlok som Eva
havde givet hende. Bogen var indtullet i en strimmel af sørgeflor, som
Topsy maatte have tilegnet sig mens Eva laa lig.
St. Clare blev dybt rørt ved at se disse tingene. Han spurte hvorfor hun
havde tullet bogen ind i sørgefloret.
«Jo, for det var ligesom et stykke af Evas tøi det,» sa hun. «Massa maa
ikke tage det fra mig!» Saa tog hun paa at graate, kasted sig ned paa
gulvet og gjemte hovedet i sit forklæ.
St. Clare fik paa en gang indtryk af noget komisk og noget rørende ved
synet af den gamle strømpe, som tjente som gjemmested for de dyrebare
ting, og af Topsys fortvilelse; han maatte dra paa smilen, mens taarerne
stod ham i øinene.
«Du maa da ikke ta slig paa vei, barnet mit; du skal faa beholde alt
sammen,» sa han og pakked sakerne ind i strømpen igjen og kasted bylten
ned til hende. Han bad Ofelia gaa med sig ind i stuen.
«Jeg tror det kan bli noget af dette pigebarnet,» sa han; «den som er
modtagelig for sorg er ogsaa modtagelig for det gode.»
«Jeg har nu den samme tro,» svarte frøkenen. «Barnet er blit meget
bedre; men,» la hun til, og la haanden paa armen hans, «hvem skal hun
tilhøre—dig eller mig?»
«Jeg har jo givet hende til dig,» svarte St. Clare.
«Ja, men ikke efter lovens forskrifter. Er det meningen, at Topsy
virkelig skal være min, saa maa jeg faa mig det tilsagt skriftlig; du
maa gi mig et gavebrev.»
«Du vil altsaa selv være slave-eier.»
«Aa snak! Jeg vil bare ha et lovligt bevis for at hun tilhører mig, saa
jeg kan føre hende med mig hjem og give hende fri.»
«Nu vel!»
Han satte sig til at skrive et kort gavebrev, og da det var blit
underskrevet af vitterlighedsvidner, overrakte han det til Ofelia: «Vær
saa god! her har du svart paa hvidt for at pigebarnet er din eiendom.»
«Hun er ikke min mer nu end før; men nu har jeg myndighed til at verne
om hende.»
St. Clare vilde nu gaa sin vei; men Ofelia holdt ham tilbage, for hun
havde endnu noget at lægge ham paa hjerte.
«Har du ellers tænkt at gjøre noget for folkene dine, for det tilfælde
du skulde dø?»
«Nei, endnu ikke.»
«Du skulde gjøre det, Augustin.»
«Det er min mening med det første at gjøre det fornødne.»
«Men om du nu skulde komme til at dø før det blir gjort noget.»
«Dø? Du taler hele tiden om at dø. Ser jeg da ud til at jeg skal faa den
gule feber eller kolera?»
«Nei, nei; men ingen ved naar ens time kommer.»
St. Clare var blit noget uhyggelig til mode under denne samtalen. Han
gik ud paa svalgangen og stod en stund og saa ud.
«Dø?» sa han ved sig selv. Han saa ligesom gjennem en taage bort paa det
stigende og faldende vandspring, paa blomsterne, grønsværet, vaserne.
«Dø?» gjentog han endnu en gang og blev mer og mer alvorlig.
Saa fik han øie paa Tom, som sad i den andre enden af svalgangen og
læste i bibelen. Han gik bort til ham og spurte om han skulde læse lidt
for ham.
«Ja, tak, det vil jeg gjerne. Massa læser meget bedre end jeg.»
St. Clare la merke til at Tom havde sat en tyk streg ud for et
bibelsted. Han læste: «Men naar menneskens søn kommer i sin herlighed,
og alle engler med ham, da skal han sidde paa sin herligheds trone. Og
alle folkeslag skal forsamles om ham, og han skal skille dem fra
hverandre, ligesom en hyrde skiller faarene fra bukkene....»
Det gjorde et sterkt indtryk paa St. Clare at læse disse ordene som
kongen vil udtale til dem ved hans høire side: «Kommer hid, min faders
velsignede! arver det rige som eder er beredt fra verdens grundvold blev
lagt. Ti jeg var hungrig, og I gav mig at æde ... sandelig siger jeg
eder: Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I og
gjort mod mig.»
Dette sidste stykke læste han langsomt om igjen og tænkte nøie over
hvert ord. Saa reiste han sig og gav sig til at gaa frem og tilbage over
gangen.
«Det ringer til te, massa.»
St. Clare hørte ikke.
«Det ringer til te, massa.»
«Naa, gjør det det; vi faar gaa ind da.»
Stille og tankefuld sad han ved tebordet, og det var ikke stort han nød.
Efter maaltidet gik han ind i dagligstuen igjen og satte sig ved pianoet
og spilte en blød alvorlig melodi, som gav udtryk for hans drømmende
tanker. Saa aabned han en notebog og bad frøken Ofelia komme bort til
sig.
«Se her, denne sangen brugte min mor ofte at synge. Det er som jeg i
kveld kan høre hende.»
Han satte sig igjen ved pianoet, slog an et par akkorder og sang:
"Jesus, du som maatte bløde,
du som for min feil og brøde
korsets rædsel gik i møde,
lad dit verk mig aldrig glemme!
Naar jeg her ei mer har hjemme,
du min sjæl i himlen gjemme!"
Da han havde sunget dette verset, bøide han hovedet og sad nogen minuter
uden at sige et ord.
«En underlig tanke,» sa han og reiste sig,«—denne store dag, da al
uretfærdighed skal komme for lyset og alle gaader skal blive løste.»
Det var saa naturligt, at han nu kom til at tænke paa Eva.
«Det kjære barn—hun vil faa et let regnskab,» sa han, sterkt rørt. Det
var første gang efter Evas død han havde nævnt hendes navn.
Ofelia tænkte stadig paa folkene og bad ham endnu en gang om ikke at
opsætte med det han havde tænkt at gjøre for dem.
Han loved nu at han vilde handle straks.
«Og hvad vil du da gjøre?» spurte hun.
«Min pligt, haaber jeg, saa snart jeg bare kan udfinde den rette maaden.
Jeg vil nu først prøve at hæve mine egne folk til et mer menneskeligt
liv, om jeg bare faar kræfter og held til det. Og om Gud vil lade mig
leve og hjælpe mig, kan jeg maaske en gang i fremtiden ogsaa komme til
at virke i videre kredser for at hæve en hel klasse af undertrykte
mennesker op til en bedre tilværelse.»
«Tror du den tid nogensinde vil komme, da alle slaver blir frigivne?»
«Jeg ved ikke; men det er mange store og gode tanker oppe i vore dage.
Om vi bare alle vilde arbeide, vilde ofre noget, vilde omfatte alle
disse ulykkelige mennesker med kjærlighed og opfylde vore pligter mod
dem, holder jeg det ikke for saa rent umuligt, at det en gang, om ikke
saa svært længe, vil komme til det.»
Frøken Ofelia saa bevæget paa ham. «Jeg vil gjøre alt jeg kan,» sa hun,
«først for Topsy; og jeg tror det er mange mennesker der hjemme som en
bare har at vise et godt eksempel for at faa dem til villig og gjerne at
gjøre sin pligt mod sine undergivne.»
St. Clare gav sig igjen til at gaa frem og tilbage paa gulvet.
«Jeg ved ikke hvorledes det er med mig i kveld; jeg har saa mange
underlige tanker; jeg kjender det paa mig, at noget vil hænde; men jeg
ved ikke hvad det er.»
Han tog sin hat for at gaa ud en stund.
Tom fulgte ham til gangdøren og spurte om han skulde gaa med.
«Nei, min ven; jeg kommer snart tilbage.»
Tom satte sig ude paa svalgangen og saa paa springvandet, der det
glimted og blinked i maaneskinnet. Og han havde mange underlige tanker;
han skulde snart bli en fri mand, være sin egen herre og arbeide for sig
selv!
Han tænkte med tak paa hvor god hans herre var mod ham. Og saa kom han
til at tænke paa Eva, som nu var oppe hos englene; det var som han kunde
se de lyse lokkerne hendes der oppe. Om en stund kom han til at slumre,
hovedet sank ned mod brystet, og de herligste drømmebilleder kom
glidende: Det var den kjære vesle Eva med en jasminkrans om haaret, med
røde kinder og med klare øine; nu hæved hun sig op fra jorden, hendes
aasyn blev klarere, en gylden glans stod om hendes hoved—høiere og
høiere steg hun, til hun endelig forsvandt mellem skyerne.
Saa vaagned han med ett. Hvad var det? Han hørte det banked og ropte
udenfor porten, en hel mængde røster summed i luften.
[Illustrasjon]
Han skyndte sig ned for at lukke op. Med dæmpet tale og tunge steg kom
fem karer bærende med en mand, indhyllet i en kappe. Lyset fra en lygt
faldt blegt lige paa mandens ansigt.
Tom udstødte et skrig og veg tilbage, mens mændene gik med sin byrde op
mod bygningen.
St. Clare havde været inde i et kaffehus for at læse aftenaviserne. Mens
han læste, opstod der et slagsmaal mellem to drukne herrer i værelset.
St. Clare og et par andre la sig imellem for at skille dem, og just som
han skulde ta fra den ene af de kjæmpende en bowiekniv, fik han et
dødeligt stik i siden.
De fem mænd bar den saarede ind i dagligstuen, hvor frøken Ofelia endnu
sad med sit strikketøi. Hele huset kom i røre. I vild forvirring løb
folkene mellem hverandre, graat og jammerklager hørtes overalt, fruen
fik krampe. Tom og frøken Ofelia var de eneste som syntes nogenlunde at
beholde fatningen.
Hurtig fik frøkenen gjort i stand en sofa til den blødende mand. Ved det
store blodtab og de svære smerter var han falden rent sammen og laa
sanseløs paa leiet. Ved hjælp af nogen draaber lyktes det dog frøkenen
at faa ham til at komme til sig selv igjen; han lod da øinene glide om
fra den ene til den andre, og fæsted dem til slut paa sin mors billede.
Lægen blev straks hentet; men han saa øieblikkelig at det intet haab
var. Han rensed saaret og forbandt det, hjulpet af Tom og frøkenen. Der
var et svært opstyr med graat og hyl udenfor dører og vinduer.
«Dere maa se til at faa jaget disse folk væk,» sa lægen; «her maa være
fuldkommen stilt.»
Adolf, som var inde i stuen, kasted sig paa gulvet, vred sig og stønned,
og vilde paa ingen maade lade sig drive ud.
St. Clare laa med lukkede øine, og talte bare nogen faa ord.
«Bed for mig!» sa han til Tom, som stod ved siden af ham.
Og Tom bad, slig som han aldrig havde bedt før, saa inderlig, saa varmt.
«Tak!» sa St. Clare og trykked hans haand til det sidste farvel; den
døende sa intet, men laa og holdt Tom i haanden.
Saa kunde en se at hans læber tog paa at røre sig, og Tom, som stod ham
nærmest, kunde høre ham hviske i afbrudte stød:
"Lad dit verk mig aldrig glemme!
Naar jeg her ei mer har hjemme,
du min sjæl i himlen gjemme!"
«Hans aand er ikke mer ved samling,» sa lægen.
«Jo,» kunde en tydelig høre St. Clare sige; «nu kommer den endelig til
samling.»
Nogen minuter efter aanded han ud sit sidste suk.