«Eva!» kaldte St. Clare igjen; men nu hørte hun det ikke. En straalende
klarhed, en himmelsk fred havde bredt sig over hendes aasyn.
Alle stod dybt grebne; men der var over dem en underlig høitidsfuld
stemning, som dæmmed op for alle taarer og klager.
* * * * *
Billedstøtterne og malerierne i Evas værelse var tilhyllet med hvidt
flor, og bare undertrykte aandedrag og sagte skridt hørtes der, mens
lyset høitidelig stjal sig ind gjennem vinduerne, som delvis var
tildækket med et forhæng.
Paa sengen, under den hvide engelen med de sænkede vinger, laa den vesle
sovende pige i en af de hvide kjolerne sine. Fra leiet og rundt om fra
værelset dufted blomster, og fra vinduerne faldt et mat rosenrødt skjær
over den dødes ansigt. De lange øienhaar laa blødt ned over de rene
kinder. Hovedet var vendt lidt til den ene siden, saa det saa ud som hun
sov en vanlig søvn.
St. Clare stod med korslagte armer og saa paa hende: «Det er ingen død
for en slig som dig, kjære Eva,» tænkte han. Han vilde ikke tale med
nogen, han gik som i drømme; og naar han blev spurt om naar begravelsen
skulde foregaa, svarte han ligegyldig, at det ikke kom ham ved.
Adolf og et par af tjenestjenterne var stadig optaget med at pynte op
med blomster og gjøre værelset hyggeligt.
Den vesle Rosa, en af mulatpigerne, kom trippende med en kurv blomster.
Da hun saa sin herre, stanste hun og vilde drage sig tilbage; men da hun
skjønte at han ikke la merke til hende, gik hun bort til den døde og
stak en smuk jasminblomst i hver af hænderne paa hende, og efterpaa
strødde hun en mængde blomster ud over leiet.
Saa kom ogsaa vesle Topsy med noget under forklæet.
«Hvad vil du?» spurte Rosa. «Du har ikke noget at gjøre her, du.»
«Bare en blomst,» sa hun og viste frem en halvt udsprungen te-rose.
«Ud med dig, siger jeg!»
St. Clare merked dette og stamped med foden i gulvet og saa vred paa
Rosa. «Kom bare her, du barnet mit,» sa han til Topsy.
Den sorte pige la nu sin rose ved ligets fødder og vilde gaa igjen; men
med ett var det som det kom noget over hende; hun sank ned paa gulvet og
udstødte et gjennemtrængende skrig.
Frøken Ofelia kom og skulde stille hende til ro, men barnet graat og
jamred sig: «Aa, frøken Eva, vesle frøken Eva!»
Frøkenen hyssed venlig paa hende og bad hende give sig tilfreds.
«Hun sa at hun holdt af mig,» hulked den vesle; «men nu har jeg ingen
mere som holder af mig.»
«Stakkars barn!» sa frøkenen og fik taarer i øinene. «Herefter vil jeg
holde af dig, holde rigtig meget af dig.»
Disse ord virked langt mere paa den vesle negerpige end al skjænd og
pryl hun havde faat. Fra denne dag havde frøkenen en magt over barnet
som aldrig før.
«Aa, hvor meget min vesle Eva har udrettet i den korte tid hun har
levet!» tænkte St. Clare.
Alle folkene kom listende, en efter en, for at se den døde.
Saa kom kisten, og det vesle lig blev tildækket og gjemt.
En hel skare af mennesker samledes paa landstedet den dagen vesle Eva
skulde til jorden. Alle havde med sig kranser, sløifer og sørgeflor.
St. Clare gik endnu som i taage. Taus og uden at fælde en taare havde
han staat og set paa at ligklædet blev bredt over Evas ansigt, taus
fulgte han efter baaren ned i haven, hvor der var kastet op en liden
grav, og taus stod han og saa paa at kisten blev sænket ned i den. Han
hørte de velkjendte ord: «Jeg er opstandelsen og livet; hvo som tror paa
mig, om han end dør, skal han dog leve.»
Saa faldt jorden tung ned over baaren. Han kunde ikke skjønne at hans
vesle Eva laa der nede.
De fremmede mennesker drog bort. Hulkende og klagende laa fruen i sengen
paa sit værelse og kaldte hvert øieblik, snart paa den ene, snart paa
den andre.
«Min mand graater vel ikke nu heller, han,» hulked hun, «og mig bryr
han sig heller ikke om, hvor meget jeg lider.»
Af og til fik hun det med krampe, og det vakte da svært opstyr i huset;
lægen maatte hentes, én maatte efter varmt vand, en anden sprang efter
ophedede flonelskluter til at gnide hende med. Uro og larm var det over
hele huset. De fleste af folkene trodde fruen sørged dybere end St.
Clare; men Tom var af en anden mening. Han kjendte noget i sit indre som
drog ham til sin herre. Han fulgte ham hvor han gik, alvorlig og
deltagende, og naar han saa ham sidde i Evas værelse med den lille
bibelen hendes opslaat for sig, uden at læse et ord i den, da kjendte
han en sterk trang til at tale med ham om ham som kan trøste og læge
alle saar.
Nogen dage efter begravelsen flytted hele huset tilbage til slottet i
Orleans. St. Clare længted efter at komme ind i nye forhold og bort fra
det sted hvor alt minded ham om det tunge tab.
Han var blit svært mager og bleg, men han søgte at stive sig op ved at
spasere flittig om i gaderne og ved at tale med venner og kjendinger om
alt muligt. Han lo og spøgte, saa det var ikke saa mange som kunde se
paa ham at han gik med en nagende sorg i sit hjerte.
«St. Clare er et underligt menneske,» sukked fru Marie. «Jeg havde trodd
at han holdt af barnet; men han synes alt at have glemt hende—han kan
ikke en gang like at tale om hende.»
En dag kom Tom sagte ind i værelset til sin herre og fandt ham læsende i
Evas bibel.
«Aa, Tom, hele verden er for mig saa tom som et eggeskal,» klaged han og
bøide sig ind til brystet paa den trofaste tjener.