«Hør, tante, sa den vesle spøgende. «Vil du ikke klippe dit lille lam?»
Hun reiste sig op og risted de lange guldlokkerne sine ud.
Netop som Ofelia havde faat fat i saksen, kom St. Clare ind med noget
frugt, som han havde været ude og hentet til hende.
«Far, jeg vil gjerne have tante til at klippe noget haar af mig; jeg har
saa altfor meget af det, og det gjør mig saa hed i hovedet; og saa vil
jeg saa gjerne gi hver af mine venner en lok.»
Han syntes ikke om at det vakre haaret hendes skulde klippes, og det
var med sorg han saa de lange bløde haarlokker en for en blev lagt ned i
fanget til Eva.
Hun sad og tvinned haaret om hænderne og saa sorgfuld bort paa sin far.
«Kom hid til mig, far!» sa hun og vinked med haanden.
Han gik bort til hende og satte sig paa sengekanten.
«Far!» bad hun, «jeg vilde saa gjerne ha alle folkene her op, jeg har
noget at sige dem.»
«Ja, da skal du ogsaa faa lov at faa dem op.» Han var saa dybt grebet,
at han næsten ikke kunde tale.
Det blev sendt bud ned, og snart var alle tjenestfolkene samlet i
sygeværelset.
Eva laa bagover mod puden. Resten af haaret laa løst ned over det magre
hvide ansigtet, de store øine saa med en tindrende glans paa hver enkelt
som kom ind.
Alle blev dybt grebet ved at se det syge barn og ved at høre morens
hulken.
De stirred omkring, saa paa hverandre, sukked og risted paa hovedet. Det
var dødsstilt i værelset.
Endelig reiste Eva sig og lod sit alvorlige blik glide over folkene.
«Jeg holder saa meget af dere alle sammen,» sa hun, «og jeg vilde sige
dere noget, og det maa jeg sige dere nu, for jeg er snart ikke mere hos
dere.»
Rundt om i flokken hørtes graat og klager. Eva maatte stanse et øieblik.
«Nei,» tog hun atter fat. «Dere maa ikke graate; for det jeg har at sige
dere er noget godt. Jeg vil sige dere, at det er en som holder af
dere—vil dere da ikke holde af ham igjen og blive gode og bede til ham
hver dag?»
Tom og Mammy og nogen andre, som var kristne, svarte at de vilde det.
«Og saa vil jeg give dere noget; for jeg ved dere liker mig godt og
gjerne vil ha et minde om mig. Se her....»
Dybt rørt samled folkene sig om sengen og fik hver en liden haarlok.
Uvilkaarlig kasted de sig paa knæ, graaten blev mer og mer lydelig, og
mange af dem trængte sig frem og kyssed sømmen paa barnets klær.
Frøken Ofelia var ræd for at dette gribende optrin skulde virke for
sterkt paa det svage barn, og gjorde derfor tegn til at folkene nu
maatte gaa.
Straks efter havde alle forladt værelset, bare Tom og Mammy blev
tilbage.
«Se her, Onkel Tom, er en pen en til dig. Aa jeg er saa glad ved at
tænke paa at jeg skal faa se dig i himlen; for det er jeg viss paa jeg
skal; og Mammy—kjære gode Mammy!» sa hun og slynged armen om halsen
paa den gamle amme, «jeg ved at ogsaa du vil komme der.»
Mammy graat og stønned; hun vidste ikke hvorledes hun skulde kunne holde
ud, om Eva gik bort.
Frøkenen gjorde nu ogsaa tegn til Tom og Mammy, at de skulde gaa. Og da
de var kommet vel ud af døren, drog hun veiret lettet, for nu mente hun
at alle var gaat; men da hun vendte sig om, stod vesle Topsy i en krok
og graat.
«Men hvor er du kommen fra?»
«Mig har været her hele tiden,» svarte den vesle. «Mig vilde ogsaa
gjerne bede om en lok,» sa hun og gik frem til sengen.
«Jeg har nok gjemt en til dig ogsaa,» sa Eva. «Naar du nu ser paa den,
vil du saa ikke tænke lidt paa mig og gjøre dig umage for at bli en god
pige?»
«Jo, det vil mig gjerne; men det er saa svært vanskeligt for mig at bli
god, som har været saa slem før.»
Saa tog Ofelia hende i armen og førte hende lempelig mod døren, og med
forklæet for øinene gik den vesle pigen ud af værelset.
Frøkenen selv var dybt rørt; men for ikke at øge Evas sjælelige spænding
end mere, søgte hun at holde sig saa rolig som mulig.
St. Clare havde under optrinet med folkene siddet med haanden for
øinene, uden at sige et ord.
«Far!» kaldte Eva.
Han fór sammen med et gys og reiste sig. «Nei, nei, dette kan jeg ikke
holde ud,» klaged han. «Den almægtige handler haardt mod mig!»
Ofelia sa nogen ord om at han maatte bøie sig for Guds vilje.
«Blir det derfor lettere at bære dette her?» spurte han med et bittert
tonefald.
«Kjære far, du maa være god og ikke tænke slig!» sa Eva og tog paa at
graate.
«Min gode vesle Eva, graat ikke! jeg vil jo være god, det var synd af
mig at sige det jeg sa.»
Han bøide sig ned og strøg hende over haaret og talte kjærlig til hende.
Fru Marie havde siddet halvt sansesløs. Nu fór hun ind paa sit værelse
og kasted sig syg og sønderknust paa sin seng.
«Du har vist delt ud alle haarlokkerne dine, Eva,» sa faren med et
sørgmodigt smil. «Det blev ikke nogen igjen til mig.»
«Ja, de jeg har her er dine—dine og mors, og du maa give tante saa
mange hun ønsker. Jeg gav bare folkene dem de skulde ha, for at de ikke
skulde bli glemt.»
Evas tanker gik stadig mod de lyse egne som hun nu skulde faa se.
«Vil ikke du ogsaa komme der op, far?» spurte hun.
Han trykked hendes haand uden at sige noget; tvil og bitterhed og smerte
fyldte hans sind.
Fra denne dag tog kræfterne hos Eva sterkt af. Hendes værelse blev gjort
til sygestue, hendes far og tante gjorde tjeneste som sygevogtere.
Aldrig havde Ofelias gode egenskaber været paaskjønnet som nu. Tidlig og
sent var hun om den syge; ingen kunde hjælpe som hun. Nøie og omhyggelig
fulgte hun lægens forskrifter, og med fin omtanke forstod hun at skjule
det som burde skjules, og tale friskt og opmuntrende til alle.
Onkel Tom saa ofte op til sin unge veninde. Naar hun var saavidt rask at
hun kunde taale det, bar han hende paa armene og gik frem og tilbage
over gulvet med hende. Stundom bar han hende paa en pude ud paa
svalgangen, og naar veiret var rigtig godt, kunde det ogsaa hænde, at
han bar hende omkring under orangetrærne i haven eller satte sig med
hende paa en bænk og sang en eller anden salme for hende.
Alle folkene stelte saa godt for Eva som de kunde, men ingen vilde hun
saa gjerne være hos som Onkel Tom.
Mammy ønsked nok gjerne at være hos Eva om natten; men fru Marie kunde
ikke undvære hende. Mammy blev vækket mangfoldige ganger hver nat, snart
for at gnide fruens fødder eller bade hendes hoved, snart for at finde
lommetørklæet hendes eller for at rulle et gardin op eller ned. Heller
ikke om dagen kunde Mammy faa være hos Eva; hver gang hun gjorde tegn
til at ville gaa bort fra fruen, fandt denne altid noget at sætte hende
til med paa sit eget værelse.
«Det er da din pligt først og fremst at sørge for at jeg selv blir
passet og pleiet, saa klein som jeg er.»
Eva havde ingen smerter; hun var bare saa mat, saa mat. Men sød og yndig
var hun, som hun laa der i sin hensygnende tilstand, taalmodig og
gudhengiven. Af og til kunde hun endog være livlig og sidde i sengen og
se paa smykkerne sine, og tale om hvem som skulde have det og hvem som
skulde have det.
Ved dag efter dag at være vidne til den renhed og uskyld som var over
Evas sygeleie, syntes St. Clare lidt om senn at vinde noget mer ro i
sindet. Han kjendte i sjælen en vemodig fred, som den en kan merke om
høsten, naar en ser paa skogens farver og paa blomsterne som byder sin
svindende skjønhed og duft frem for ens sanser; en glæder sig saa meget
over dette, fordi en ved at hele herligheden snart er slut.
Tom kunde ikke ligge i ro paa sit eget kammer om natten; til sidst fandt
han paa at lægge sig paa svalgangen udenfor døren til Evas værelse. Her
laa han og lytted, om hun kaldte paa ham.
«Nu nærmer hun sig stadig det nye Jerusalem,» sa Tom.
Saa kom en kveld da Eva igjen var uvanlig rask og glad. St. Clare kyssed
hende til godnat og gik fra hende med nyt haab.
«Nu skal du bare se, Ofelia, at vi faar lov til at beholde hende
alligevel.»
Men ved midnat—netop den samme nat—kom døden.
Alt tidlig paa natten merked frøken Ofelia at det tog en anden vending
med barnet, og efter dette kunde det ikke være tanke om andet end at hun
vilde vaake natten over.
Det var stilt i sygeværelset. Saa merked Tom med ett at døren til
svalgangen blev aabnet.
«Tom,» sa frøkenen, «du maa skynde dig efter lægen! Skynd dig, alt det
du kan!»
Selv gik hun og banked paa døren til sin fætter.
«Hvad er nu paa færde?» spurte han og sprang ud af sengen.
Et øieblik efter stod han ved sygeleiet.
Dødens merke stod da skrevet paa vesle Evas ansigt; men det saa
alligevel langt fra uhyggeligt ud; det havde tvert om faat en klarhed
over sig som aldrig før.
Der stod da de to menneskene og saa paa det elskede barn, uden at kunne
sige et ord.
Endelig kom Tom med lægen. Denne stilled sig ved siden af de to andre og
gav sig til at se paa den døende.
Fruen var ogsan blit vækket, da lægen kom, og nu kom hun styrtende ind i
værelset. «Hvad er det? Hvad er det?»
«Du maa være stille,» tyssed manden hendes; «hun har ikke langt igjen
nu.»
Mammy hørte ordene og sprang ned for at vække tjenestfolkene. Det varte
ikke mange minuterne, før hele huset var paa benene. Lamper og lys blev
tændt overalt, listende fodtrin hørtes i gangene, og ængstelige ansigter
kom til syne paa svalen, hvor de titted ind gjennem glasruterne.
St. Clare hørte og saa intet; han stod bare og stirred paa sit barn.
«Eva!» kaldte han sagte og bøide sig ned over hende. «Min vesle Eva!»