En skilsmisse.
Topsy var lige vild og uskikkelig som hun havde været.
«Aldrig i mine levedage har jeg set mage til unge!» klaged Ofelia en
søndag eftermiddag, da hun kom trækkende med den svarte jentungen ind
til sin fætter.
«Hvad er det da nu i veien med hende igjen?» spurte St. Clare.
«Jo, nu skal du høre,» blev frøkenen ved. «Da jeg i formiddags gik til
gudstjenesten, lukked jeg hende inde paa mit værelse og satte hende til
at lære et salmevers, mens jeg var borte. Men kan du saa tænke hvad hun
har fundet paa? Jo, istedenfor at læse har hun dirket op en af skufferne
mine og taget en kappestrimmel og klippet den op i stumper og stykker
til dukkepynt. Har en nogensinde hørt mage til unge!» gjentog hun.
«Jeg har jo sagt Dem,» faldt fru Marie ind, «at De overfor slige børn
ikke kommer nogen vei med Deres kjærlighed og fine opdragelseskunst. Om
jeg fik raade, skulde jentungen sendes bort og piskes, til hun ikke mer
kunde gaa paa sine ben.»
«Og slig som jeg har balet med denne ungen!» blev Ofelia ved. «Jeg har
undervist hende, jeg har søgt at tale hende til rette, jeg har straffet
hende og tumlet med hende paa enhver optænkelig maade; men hvad har det
hjulpet? Hun er akkurat den samme nu som da hun kom hid.»
«Kom hid til mig, du vesle apekat!» kaldte St. Clare.
Topsy nærmed sig ham, med et blik som paa en gang udtrykte frygt og det
for hende vanlige skjelmeri.
«Hvorfor opfører du dig saa slet?» spurte St. Clare, og kunde ikke lade
være at more sig over barnets underlige udtryk.
«Ved ikke. Mig har sligt syndigt hjerte, siger frøkenen.»
«Og endda frøken Ofelia har gjort saa meget for dig.»
«Ja, men gjestgivermadamen gjorde meget mer; hun baade rev mig i haaret
og dunked hovedet mod døren; men endda blev mig ikke bedre.»
Vesle Eva havde staat og hørt paa dette. Hun tog nu Topsy i ærmet og
drog hende med sig ind paa et værelse, som ved et ophængt teppe var
skilt fra gangen.
«Jeg kunde have lyst at vide hvad Eva tar sig for med hende, jeg,» sa
St. Clare. Han og frøkenen gik bort til teppet og kiked ind.
Der sad da de to børn paa gulvet, med ansigterne vendt mod hinanden;
Topsy med sin vanlige spøgefulde og trodsige mine, Eva med et sorgfuldt
ansigtsdrag og taarer i øinene.
«Hvorfor er du slig en slem pige, Topsy? Holder du ikke det mindste af
tante Ofelia?»
«Ved ikke hvad det er at holde af.»
«Er det ikke nogen du kan like?»
«Jo, mig liker sukkertøi.»
«Aa om du vilde bli en snill og god pige!»
«Kan ikke; for mig er ikke andet end en negerjente. Kunde jeg blive
flaadd og blive hvid, skulde jeg prøve.»
«Ja men du kan da godt blive god, om du er svart.»
Topsy fniste; hun trodde ikke det.
«Tror du ikke du kan det?»
«Nei; det er fordi jeg er neger at frøkenen ikke kan like at jeg kommer
nær hende og rører ved hende; hun vilde heller lade en padde røre ved
sig.»
Men det kunde nu ogsaa være hende det samme, mente Topsy og gav sig til
at fløite.
Eva la den vesle tynde haanden sin om halsen paa negerjenten. «Topsy,
jeg er ikke ræd for at røre ved dig, jeg kan like dig.»
Da blev de store runde øinene til det stakkars forvildede barn fulde af
taarer. Hun bøide hovedet ned i hænderne og gav sig til at hulke.
«Topsy,» blev Eva ved, «Gud kan ogsaa like dig; han kan like alle
mennesker, han, enten de er hvide eller sorte.»
«Kjære, gode, vesle Eva, mig vil prøve at blive god.»
* * * * *
Det havde været en tid da Eva syntes at blive noget bedre; men saa blev
hun daarligere igjen og maatte for det meste holde sig inde.
Hendes soveværelse var et stort rum, som ligesom de andre værelser i
huset vendte ud mod den brede svalgang. For vinduerne hang gardiner af
rødt og hvidt musselin, gulvet var dækket med et vakkert blomstret
teppe, som var forskrevet lige fra Paris. Sengene, stolene og sofaen var
af bambusrør, som var flettet sammen paa den kunstfærdigste maade. Over
hovedgjærdet paa sengen var fæstet en hylde af alabast, og paa den stod
en engel, vakkert udhugget i marmor, med sænkede vinger. Til hylden var
fæstet et rosenrødt sølvvirket florsgardin til vern mod moskitoerne,
disse store leie myggene, som i dette strøg af landet er en styg plage
om natten. Midt i værelset stod et bambusbord med en kostbar vase, som
altid var fuld af blomster. Paa kaminens marmorrand stod et andet
marmorbilled,—Jesus som velsigned de smaa børn. Og rundt om i værelset
var det en rigdom af billeder, malerier, bløde puder, tepper, og mange
andre dyre ting.
En eftermiddag laa den vesle syge pige paa en sofa ude paa svalgangen og
saa ud over sjøen. Saa hørte hun med ett sin mor tale i en streng tone:
«Hvad er det du skal med de der?»
«Frue, de er til den vesle frøkenen,» klynked Topsy.
«Din toskete unge! Tror du hun bryr sig om blomsterne dine? Ud med dig!»
«Jo, mor,» ropte Eva og sprang ned af sofaen, «jeg vil gjerne ha
dem.—Kom her med dem, du Topsy!»
Den lille negerpige gik da bort til hende med blomsterne.
«Aa, for nogen deilige blomster! Det var rigtig pent af dig at du har
tænkt paa mig.»
Topsy saa straalende glad ud; men da hun vendte sig for at gaa, trilled
et par store taarer nedover kinderne paa hende.
[Illustrasjon]
«Du er et underligt barn,» sa moren. «Hvorledes kan det falde dig ind at
indlade dig med en negerunge?»
«Jeg tror hun holder paa at blive en snill pige, mor.»
«Ja, det vilde nu ialfald ikke være for tidlig, efter alt det vi har
gjort for hende.»
Eva la sig ind paa sengen sin for at hvile. Fru Marie jamred sig over
den svære varmen.
«Mor,» sa Eva, «jeg vil gjerne faa klippet noget af haaret mit af.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jo, jeg ønsker at give det bort til mine venner, mens jeg endnu er god
for at gjøre det selv. Vil du ikke bede tante komme og klippe mig.»