En natlig tur.
Paa en gaard i Ohio var det en aften stor glæde. I den lune dagligstuen
brændte en lystig ild, som kasted sit skjær over teppet og det
blankskurte téstell som var sat frem paa bordet.
Husbonden, som var medlem af Ohios lovgivende forsamling, var netop den
kvelden uventet kommet hjem. Hans kone og børn havde omringet ham og
tiljublet ham sit «velkommen». Hele huset var i røre af bare glæde.
«Aa, jeg kan ikke glemme at du kommer slig og overrasker os,» sa fruen
og skyndte sig med at gjøre kveldsmaden i stand. «Men Mary da!» Hun
maatte stadig ha øie med børnene, for de var den kvelden saa rent
overgivne af glæde. «Hører du ikke, Mary! Ned af sofaen med dig! Og du
Jim, har jeg ikke sagt dig at du ikke maa gaa og drage den stakkars
katten i halen!»
Herr Bird sad og slét i støvlerne sine for at faa dem af. Han skulde
netop til at prøve et par nye tøfler, som hans kone havde sydd til ham
mens han havde været borte. «Aa hvor jeg skal hvile mig og ha det godt i
nat i mit eget hyggelige hjem!» Han var svært glad for at han havde
fundet paa at ta denne svipturen hjem. Ellers var han ikke rigtig
bra—var mat og havde vondt i hovedet.
Fruen kom med en flaske kamferdraaber; men han skjøv hende fra sig og
smilte: «Nei, nei, vennen min, ingen doktorering! En god kop te er bedre
end alle dine draaber.»
Snart sad den lykkelige familie bænket omkring det festlig tilstelte
aftensbord.
«Nu, hvad har dere vise lovgivere taget dere for i de sidste dage?»
spurte fruen.
«Aa ikke noget videre,» svarte herr Bird og saa paa hende med
forundring, for han havde aldrig hørt at hun brød sit hoved med det som
gik for sig i den lovgivende forsamling.
«Jeg synes jeg har hørt noget om at dere skal ha vedtaget en lov som
forbyder at give en stakkars neger som kommer forbi ens hus en bete mad
og en drik øl eller vand.»
«Ja det er herefter forbudt at hjælpe de slaver som kommer fra
Kentucky.»
«Det kan da vel ikke være forbudt at give et sligt stakkars menneske
husly for en nat og give ham lidt mad og nogen gamle klær?»
Herr Bird smilte. «Det er jo netop det som er forbudt. Det vilde jo være
at hjælpe dem det. Jeg har selv talt meget sterkt for denne loven; vi
kan ikke, af hensyn til vore brødre i Kentucky, holde ved med at hjælpe
og understøtte deres bortløbne slaver.»
Fru Bird, som til daglig var en blid og sagtmodig kvinde, og som aldrig
var vant til at blande sig op i sin mands lovgiver-arbeide, blev nu
sprutende rød og reiste sig:
«Det er en skammelig, ukristelig, umenneskelig lov!»
«Men Mary da!»
«Jo, det er en umenneskelig lov. De stakkars husvilde menneskene er ofte
blit mishandlet og jaget som vilde dyr, og naar de saa ikke kan holde
dette ud længer og maa rømme, saa skal en ikke....»
«Det er store, vigtige statsspørsmaal det her er tale om, vennen min, og
ikke om vore følelser.» Herr Bird fik med ett en viss værdighed i sin
holdning.
«Staar det ikke i bibelen, at vi skal give de sultne mad, og at vi skal
klæde de nøgne og trøste dem som har det vondt?»
«Du skjønner dig ikke paa det, Mary. Den ene stat maa kræve af den
anden....»
«Du med dine stater!» brød fruen ham af. «Jeg ved en maa adlyde Gud mer
end mennesker.»
I det samme stak en gammel tjenestekar det svarte hovedet sit ind
gjennem døren og bad fruen om at komme ud i kjøkkenet et øieblik.
Fruen saa gjorde.
Herr Bird saa efter hende og smilte, tog saa en avis og satte sig til at
læse.
Ikke før var fruen kommen ud i kjøkkenet, før hun kom tilbage til døren
og sa til manden sin:
«Jon, kom ud lidt ... skynd dig, skynd dig!»
Paa et par stoler ude i kjøkkenet laa en dødbleg ung kvinde med iturevne
klær og blodige fødder. Hun var helt som fra sig selv. Fruen og
tjenestjenterne holdt paa med at faa liv i hende igjen, mens den gamle
tjeneren sad med en liden gut paa fanget og var i færd med at drage de
vaade strømper af og gnide de smaa kolde fødderne hans.
Nu aabned den stakkars moren de store svarte øinene, retted sig op og
saa sig vildt omkring.
«Hary ... hvorledes ... har de faat fat paa ham?... Aa Gud være lovet,
der er han jo!»
Gutten var sprunget ned paa gulvet og fór nu bort i favnen paa hende.
«Aa frue,» bad hun, «hjælp mig, at de ikke tar ham fra mig!»
«Stakkar, De kan være fuldkommen rolig; saa længe De er her, skal ingen
faa røre Dem.»
«Gud velsigne Dem, frue,» hulked kvinden og holdt sig for ansigtet.
Den vesle gutten saa moren graate, og kravled op i fanget paa hende og
tog hende om halsen.
Aa hvor den gode frue og den milde tjenestjenten hendes nu fik det
travlt med at trøste og hjælpe! Et leie blev redt i nærheden af
ildstedet, og moren og barnet blev puttet ned i nogen varme uldtepper.
Hun slog armene om gutten og trykked ham tæt ind til sig. Det varte ikke
mange minuterne, før begge to laa i den dybeste søvn.
Herr Bird havde gaat urolig fra det ene sted til det andre, kremtet af
og til, men ikke sagt et eneste ord.
Da han var kommet tilbage til sin plads i stuen, tog han en avis og
læste i, men sad hele tiden og vred sig urolig, som om det var noget som
pinte og trykked ham.
«Jeg undres rigtig paa hvem dette kvindemennesket er,» sa han ved sig
selv.
Fruen havde det travlt med at ordne forskjellige ting til natten.
Ud paa kvelden vaagned den fremmede kvinde og bad om at faa tale med
fruen.
De to egtefolk og et par af de største børnene, som endnu ikke havde
lagt sig, gik ud til hende.
Hun sad paa en bænk ved ildstedet og stirred frem for sig.
«De vilde nok tale med mig,» sa fruen venlig.
Den ulykkelige kvinde sukked dybt og saa paa fruen med et
gjennemtrængende bønligt blik.
«De skal ikke være ræd for nogen ting,» trøsted fruen hende, og spurte
hvor hun kom fra, og hvad det egentlig var i veien med hende.
«Jeg kommer fra Kentucky.»
«Naar kom De derfra?» spurte herr Bird noget barsk.
«Nu i kveld.»
«I kveld? Der gaar jo ingen færge.»
«Jeg løb over isen.»
«Det er umuligt.»
«Jo, jeg løb nu over alligevel—sprang fra den ene isspongen til den
andre.»
Alle undred sig over at hun var sluppet vel fra dette vaagestykket. Selv
sa hun det var Gud som havde hjulpet hende; ingen mennesker kunde tænke
eller skjønne hvorledes Gud kan hjælpe.
«Var De trælkvinde?» spurte herr Bird videre, og satte atter et strengt
ansigt op.
«Ja jeg var; men jeg havde det godt; det var nogen rigtig gode mennesker
jeg var hos. Men saa....» og saa fortalte hun hvorledes det var gaat,
fortalte saa troværdig og levende og rørende, at alle blev grebet.
Børnene tog efter lommetørklærne sine; men da de som vanlig ingen havde,
stak de hoderne ind i kjolefolderne til moren og udøste sine hjerters
rørelser der. Fruen holdt haanden for øinene, pigen lod en strøm af
taarer flyde ned over det ærlige svarte ansigt, men gamle Kudjoe,
tjenestkaren, gned øinene med det ene ærmet og gjorde nogen underlige
grimaser med ansigtet.
Herr Bird, statsmanden, stod rank og stiv og saa ud gjennem vinduet,
mens han alt i ett maatte tørre brilleglassene og næsen med
lommetørklæet.
«Hæm ... hæm—m!»