Et nyt veddeløb.
«Hjælp mig, Herre! Hjælp mig, Herre!» bad Elisa atter og atter, mens
hun, med sit barn i favnen i den stille stjerneklare natten hasted
afsted over de frosne marker og enger.
Det var som hun havde faat ti kvinders styrke at holde ud med; men det
hamred i hendes hoved og pep i hendes bryst, saa hun ofte var nær ved at
falde om.
En gang imellem maatte hun lade Harry løbe ved siden af sig; men tanken
om at hun ikke havde ham i armene sine var nok til at øge hendes skræk
for at miste ham, og hun tog ham derfor hver gang op til sig igjen og
skyndte sig endnu fortere afsted.
«Mor, jeg er saa søvnig,» klaged den vesle og la hovedet ind til hende.
«Sov da, barnet mit.»
«Ja men saa kommer jo den stygge manden og tar mig.»
«Nei, han skal ikke faa ta dig; Gud hjælper, saa jeg skal nok passe paa
dig.»
«Er det visst og sandt det, mor?»
«Ja, saa sandt og visst,» svarte hun, i en tone som hun selv kom til at
studse over; for ordene syntes at komme fra en stemme i hendes indre
som ikke var hendes egen. Gutten lod det trætte hoved synke ned paa
akslen hendes og faldt i søvn. Det rolige aandedrættet hans og de varme
kinderne gav moren nye kræfter til at holde ud.
Da det røde morgenskjær bredte sig ud over himlen, var hun alt flere mil
borte fra hjemmet.
Elisa havde sammen med sin frue ofte gjestet nogen kjendinger paa en
gaard ved Ohiofloden. At naa denne gaarden og derfra slippe over elven
ind i Ohiostaten var hendes første maal. Lyktes dette, vilde den største
fare være over; for slaveriet havde ingen retsgyldighed i Ohiostaten.
En og anden veifarende som mødte hende i den tidlige morgen, stanste og
saa forundret efter hende. Da blev hun ræd for at nogen kunde faa
mistanke om at hun var en flygtning. Hun satte derfor gutten ned paa
veien, stelte haaret sit og gjorde sig umag for at se rolig og ligeglad
ud, hver gang hun mødte nogen.
De naadde ind i et skogholt. Her drak de af en bæk og hvilte sig en
liden stund. Hun tog frem et par kaker og et eple, som hun havde gjemt
mellem guttens klær, og gav ham.
«Spis nu, gutten min!»
«Du ogsaa spise, mor,» sa han og rakte et kakestykke op mod munden
hendes.
«Jeg orker nok ikke at spise, vesle Harry,» sa hun. Det var som strupen
hendes snørte sig sammen.
«Ja nu maa vi dra paa igjen.»
Og saa gik de frem gjennem ukjendte egne, hvor hun ikke kjendte et
menneske.
Paa en bondegaard, som laa lige ved veien, fik hun et par stykker mad
til sig og barnet. Gutten var svært sulten og tog mod maden med glæde,
men hun selv maatte tvinge sig til at spise nogen beter for ikke rent at
miste kræfterne.
Ud mod kvelden naadde hun endelig den gaarden som før er omtalt.
Hun saa straks ned mod elven. Den var svulmet op og fuld af is-spenger,
som i sterk fart drev med strømmen.
«Er her ingen færge?» spurte hun konen i et vertshus som laa tæt ved
elven.
«Nei, baadene kan ikke komme over for is.»
«Aa det var da forfærdelig uheldigt! Jeg skulde saa endelig over.»
Konen blev rørt ved at se hendes sorg og skuffelse. «Salomo!» ropte hun
til en mand som stod i døren til en liden sidebygning, «ved du om han
Kristian vil prøve at komme over med tønderne i kveld?»
«Ja han vil vist det,» svarte manden.
«Det er en mand som bor et stykke herfra,» sa konen. «Han kommer her i
kveld, og da kan vi snakke med ham.»
Vesle Harry var nu saa træt at han tog paa at graate.
«Stakkars liten,» sa konen, «han er nok blit rigtig træt han. Tag og læg
ham ind paa sengen min, saa kan han faa hvile sig en stund.»
Elisa la da gutten ind paa de bløde dynerne, og snart sov han saa trygt
som om al fare var over. Men selv havde hun ingen ro i sindet. Angsten
for at blive grebet fór gjennem hende som isnende stik. Alt i et gik hun
bort til vinduet, og i urolige tanker saa hun ned paa det mudrede og
isfyldte vandet, som skilte hende fra frihedens land.
* * * * *
Det var svært saa uheldig det var gaat med alle ting paa gaarden hos
Schelby den dagen. Det varte i syv lange og syv brede, før Tante Chloe
kunde faa steken færdig, og da den saa endelig var kommet paa bordet,
var en af pigerne saa uheldig at velte sause-skaalen. Saa var det ikke
andet fore end at lage ny saus.
Haley var urolig og gik gang efter gang frem og tilbage over gulvet og
saa ud gjennem vinduet; men lige meget hjalp det.
«En slig kar som han Haley kommer vist til at brænde i helvede,» sa
Tante Chloe, mens hun stod og pusled over sausen og gav vondt fra sig
til alle sider.
«Aa, hvor jeg skulde have moro af at se paa det!» faldt en af jenterne i
med.
«Børn!» lød en røst, som fik dem alle til at fare sammen. Det var Onkel
Tom, som var kommen ind og havde staat ved døren og hørt paa deres
samtale. «Dere maa ikke tale saaledes.»
«Ja men en slig ryggesløs ugudelig krop!» vedblev konen. «Aa disse
slavehandlerne! River de ikke de smaa uskyldige børn ud af armene paa
forældrene? og skiller de ikke mand og kone og de bedste venner fra
hverandre? Skulde ikke djævelen ta slige kropper, hvad nytte kan han da
være til?»
«Maa ikke tale paa denne maaden, mor. Det staar skrevet i Guds ord, at
vi skal bede for dem som gjør os skade og forfølger os.»
«Bede? Nei, nu gaar du dog for vidt! At du kan kræve at noget menneske
skal bede for et sligt best!»
«Vi maa stride mod vor natur, Chloe. Vi maa være glade og takke Gud for
at vi ikke er som denne mand. Jeg vil heller sælges tusend ganger end
have alt det at svare for som han har paa sin samvittighed.»
Men det kunde ikke være stor trøst Tante Chloe fandt i disse alvorlige
ord; for hun førte det rutete forklæet sit op til øinene og tog paa at
graate.
Det ringte. Tom blev kaldt ind til sin herre.
«Ja, Tom,» sa Schelby venlig, «jeg mener jeg bør sige dig det, at jeg
har lovet at betale 4000 kroner til denne mand, om du rømmer ligesom
Elisa. Herr Haley tar dig ikke med i dag; han har nogen forretninger at
udføre—hm!—saa du har altsaa eftermiddagen til din raadighed og kan
gaa hvor du vil.»
«Tak, massa!»
«Men husk nu paa det som Schelby har sagt,» brummed handelsmanden.
«Jeg rømmer ikke, massa!»
Schelby fik taarer i øinene.
«Min gode trofaste Tom, aa hvor gjerne jeg vilde beholde dig!»
«Bevare mig vel!» faldt handelsmanden ind, «hos mig skal han ikke lide
nogen overlast. Og kan De kjøbe ham tilbage nogen tid, saa er jeg villig
til at handle igjen.»
«Jeg tar Dem paa ordet,» sa fruen, som nu var kommen til; «om et aar
kjøber vi Tom tilbage.»
«Godt, frue! Det er mig det samme, enten jeg sælger mine slaver sydover
eller nordover, naar jeg bare tjener penger paa dem. Mynt maa vi jo alle
ha—ha-ha!» Hun skalv af væmmelse og harme ved at høre paa den latteren
hans; men for ikke at fornærme ham viste hun sig venlig og talte livlig
med ham. Hun vilde gjerne hefte ham saa længe som mulig, for at Elisa
kunde faa saa meget større forsprang.
Da klokken var 2, kom Sam og Andy med hestene, som nu saa meget rene og
pene ud. Sam glinsed af stekefedt fra middagsmaden og lo over hele
ansigtet.
«Op paa hestene med dere!» bød Haley strengt, da han selv var kommen i
salen. Sam laged sig til at springe op, men kiled først Andy i siden og
fik ham til at udstøde et brøl. Herover blev Haley saa sint at han slog
efter gutten med svepen sin, men traf ham ikke.
«Jeg kan heller ikke forstaa hvorledes du kan staa der og flire,» sa Sam
alvorlig. «Det er virkelig ikke noget at le af, dette her.»
Endelig kom de tre ryttere afsted; men endnu fulgte det ene uheldet
efter det andre. Sam foreslog at de skulde ride til høire; for Elisa
havde sikkert gaat den veien. Han vendte ansigtet mod Andy og blunked
med øinene.
Det var virkelig hans mening, at Elisa var gaat til den siden; men netop
derfor foreslog han Haley at ride den veien. Slavehandleren var selv en
slu rev, og skulde ikke saa let lade sig ta ved næsen, tænkte han.
«Lad os nu se os lidt om paa den andre kanten først,» sa han og nikked.
«Massa maa naturligvis gjøre som han vil,» sa den svarte skøieren; «men
jeg tror nu massa vil angre paa at vi rider den veien.»
De slog da ind paa en gammel tilgrodd vei, som tidligere havde ført ud
til elven, men som nu ikke brugtes mere, og stanste ved en laavebygning
en mils vei borte.
«Det er rent ravruskende galt, at vi rider denne vei,» sukked Sam.
«Du kan snakke saa meget du vil, din svarte fant, du faar nu ikke mig
bort fra denne veien.»
Sam sukked endnu en gang og vrængte med øinene.
Efter at have redet en stund kom de til en lade som var bygget tvers
over veien.
Slavehandleren tog nu paa at lyne og tordne.
«Ja, massa, jeg har sagt at det var en gal vei, og at massa vilde angre
at vi red til denne side.»
[Illustrasjon]
Manden skar tænder af vrede, men sa ikke et ord.
De tre ryttere vendte nu hestene og red til den nye landeveien.
Ud paa kvelden naadde de til det huset ved Ohiofloden hvor Elisa stod
ved vinduet.
Det gav et sæt i Sam, da han fik øie paa hende. Det traf sig saa heldig,
at hans palmehat i det samme blaaste af ham. Dette gav ham grund til at
udstøde et hyl.
Elisa, som havde staat og stirret ned mod elven, snudde hovedet raskt
om, løfted hænderne i forskrækkelse og fór tilbage i stuen.
Med ett griber hun barnet og farer ud af en bagdør med det, uden at
huske paa at ta med hatten og sjalet sit.
Hun svinger udenom haven og naar ned til elvebredden.
I det samme faar Haley øie paa hende. Hurtig springer han af hesten og
farer afsted efter hende som en hund efter et raadyr.
Det var i dette øieblik som hun rent havde tabt sans og samling.
Uden at tænke paa det hun gjør, springer hun med et vildt skrig og med
en fugls lethed over det aabne vand ved stranden og ud paa en isspong,
fra denne over paa en anden spong, og saaledes videre tvers over elven.
Det knager og svaier og syder omkring hende, hun mister skoene sine,
skjærer fødderne til blods paa de kvasse iskanter og drar en blodstripe
efter sig paa de grønne spenger; hun falder og reiser sig igjen,
stirrer som et vildt menneske over mod Ohio-stranden, iler ustanselig
frem—og naar til slut bredden.
«Du er min sandten en kjæk jente, hvem du saa er,» sa en mand som havde
staat og set paa hvorledes hun var kommet over elven, og som hjalp hende
i land.
«Aa frels mig ... skjul mig!» bad hun aandeløs.
«Hvad er i veien med dig?»
«Frels gutten min! Min herre har solgt ham ... jeg har rømt med ham....
Der borte paa den andre siden staar han som har kjøbt ham,» sa hun og
pegte over til Kentucky-stranden.
«Jeg skulde saa gjerne gjøre noget for dig, om jeg kunde; men jeg hører
ikke hjemme her og har intet sted at skjule dig paa. Det eneste jeg kan
gjøre er at raade dig til at gaa op i det store hvide huset du ser staar
for sig selv i den øverste del af gaarden her nærmest ved os. Jeg
kjender folkene der, og ved det er gode mennesker ... skynd dig op der!»
Haley staar paa den modsatte bredd og stirrer efter hende, til hun blir
borte i aften-skumringen.
«Jo, det var en pen historie!» siger han ved sig selv. «Jeg mener der er
faret syv djævler i hende, jeg; hun hopped jo som en vildkat!»
[Illustrasjon]
Sam og Andy, som er kommet ned til ham, staar bagenfor ham og ler, gnir
sig i hænderne, vrir sig og danser af bare glæde.
«Ja, jeg skal lære dere at le og danse, jeg,» siger Haley og slaar efter
dem med svepen sin.
Som et par store græshopper hopper de til side og springer skraalende
opefter bakken, og var allerede paa sine hester, før han kunde naa dem.
Snart rider de afsted i fuld galop og hyler tilbage til elvebredden:
«God nat, massa! God nat, massa!»