O du, som i din Himmel bor,
som bare ved dit Lunes Ord
lod to bli' frelst, hvor tyve for
til Helveds Vaade,
ej just for deres Synders Flor,
men ved din Naade --
_Tak_, høje Guddomsmagt, som brat
nedstyrted tusinde i Nat,
mens jeg blev for dit Aasyn sat,
et Lys, et Tegn,
en Fromhedslygte overladt
den ganske Egn!
Hvad var vel jeg og alle mine,
at du har hævet os til dine,
jeg som fortjente idel Pine
for Adams Brøde,
der han med sig og alle sine
aad sig til Døde.
Da frem af Moders Liv jeg brød,
du kunde slængt mig som en Glød
i Helveds luehede Skjød
med vældig Arm,
hvor Djævle slaas for dagligt Brød
med Hyl og Larm.
Her staar jeg som et valgt Exempel,
betegnet med dit Naadesstempel,
en Pille i min Herres Tempel,
en Klippeblok,
et skjønt og skinnende Exempel
for al din Flok.
Min Gud, du saa' hvad Kval jeg led,
naar nogen løsnede en Ed,
du kjender, hvor mit Hjærte sved
ved Dans og Drik,
thi selv jeg ved din Miskundhed
det alt undgik.
Dog jeg bekjender: Syndens Frø
i denne Barm ej helt vil dø;
jeg kom kanske for nær en Mø,
skjønt ej jeg vild 'et,
men du vil huske: Kjød er Hø,
i Synden hildet.
Ak, Gud, du ved -- i Gaar med Mette!
Skjænk mig Tilgivelse for dette,
og lad det ingen Frugter sætte
til min Vanære,
da skal din Tjener aldrig lette
en Klokke mere!
Desuden -- skjønt det gjør mig bange --
med Lises Tøs -- dog _kun_ tre Gange;
kanske det var de tre for mange,
men Fuldskabs Garn
det holdt din Tjener fast som Fange
ved Syndens Barn.
Gav du mig, Herre, til mit Gavn,
hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn,
paa det jeg ej i Naadens Favn
maaske skal snæres
af Hovmod, -- naa, i Jesu Navn,
dit Kors maa bæres!
Gud, værn om din udvalgte Skare,
din Godheds Aand du aabenbare,
dens Fjenders Hob du ikke spare,
men tugt dem godt,
som bringer Herrens Flok i Fare
ved vantro Spot!
_Gawn Hamilton,_ -- o, straf ham haardt,
han svirer, bander, spiller Kort
og driver anden syndig Sport
i djævelsk Trods
og vender Folkets Hjærter bort
fra dig og os.
Beskikker vi ham Kirkens Tugt,
vi faar dog ej med Skjælmen Bugt,
thi hver Mand ler, mens nok saa smukt
han alle mofler;
forband, o Gud, hans Fad og Frugt,
Kaal og Kartofler!
Gud Herre, hør mit Klagemaal
mod Mændene fra _Air_, o, taal
ej mere disse Vantros Skraal,
udtøm din Galde,
og gjør dit Hjærte haardt som Staal
imod dem alle!
O, tvi, hin tungehvasse _Aiken!_
Mit Blod gaar stridere end Bækken
ved Tanken paa hin Stund og Skrækken,
vi alle led,
mens _Auld_ som limet fast til Flækken
sin Læbe bed.
Min Gud, paa Straffens Dag forød ham,
hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham,
borttag din Naade fra ham, mød ham
paa hver hans Vej,
ja, for dit Riges Skyld nedstød ham,
og spar ham ej!
Betænk din Tjener tro og huld
med Hus og Hest og Ko og Guld,
saa _jeg_ maa skinne over Muld --
_dit_ Navn til Pris --
og hisset hos dit Englekuld
i Paradis!
[Anm.:
_mofler_, har Krammet paa.]
1898.