Sidsel var bleven begravet om Tirsdagen; den følgende Dag var
Lindenberg atter i Odense. Han havde Ærende til en Gartner, hos hvem
han kjøbte en Hoben Evighedsblomster, en hel Cigarkasse fuld.
Han tog hjem med Middagstoget, laasede sin Dør, rullede sine Gardiner
ned og sad den meste Eftermiddag og bandt paa en Krans til Sidsels
Grav. Alle de andre havde jo bragt hende Kranse og Blomster, skulde
saa han, som stod hende nærmest, ikke gjøre det! Hvor var det
forunderligt at sidde der alene i den store, tomme Skolebygning med
sin døde Kjærlighedslykke og føje de smaa, hvide Blomsterhoveder til
hinanden, medens Solen skinnede ind paa de nedrullede Gardiner, og
Graaspurvene kvidrede under Taget.
Han havde aldrig før bundet en Krans, i al Fald ikke siden han var
Dreng. Da kunde han mindes, at han engang havde flettet én af
Smørblomster og Gaaseurter, ogsaa til en Grav. Han og hans Broder
havde fundet en død Stillids. Deres Søster blev saa betagen ved Synet
af det røde Vingespejl og de brustne Øjne, at hun sagde: »Den skal
have en smuk Begravelse«, og det fik den. Gjæstgiverens Søn der i
Landsbyen overlod dem for en Pris af tre gule Vesteknapper og en
stor, vaabenprydet »Metalknap« en gammel Cigarkasse, og Hjørnet af et
Persillebed nede i Haven lige under Busken med de store, laadne
Stikkelsbær blev udsét til Begravelsesplads. Medens Drengene gravede
Grav, smykkede Søsteren Liget og lagde det i Kiste. Lindenberg
huskede ogsaa, hvorledes de alle tre senere sad nede i Engen bag
Haven og bandt hver sin Krans; det var enten Kransen eller
Cigarkassen, der vakte hin Erindring fra Barneaarene til Live paa ny.
Arbejdet gik ikke just let fra Haanden, og Resultatet
tilfredsstillede ham heller ikke ganske. Det blev en lille, skjæv
Krans, tyk somme Steder, tynd somme Steder. Han rettede paa den, saa
meget og saa godt det lod sig gjøre og lagde den i den flade,
kvadratiske Cigarkasse, hvor den akkurat kunde faa Plads. Da det blev
Aften, tog han sin Overfrakke paa, og for at ingen skulde ane det
egentlige Maal for hans Vandring, gik han ad en lang Omvej og kom til
Herninge og til Kirkegaarden hen imod Midnat.
Graven var let at finde. Med sine voxblanke Papirkranse lyste den ham
i Møde helt ude fra Hovedgangen. Han tog sin Krans frem, lagde den
varsomt ovenpaa de andre, stod en Stund rank og stum med
sammenpressede Læber og taareblændet Blik og stirrede ned paa Graven,
som om han tværs igjennem Muld og Kistelaag skuede en fin lille Oval
med brune Pandelokker og skjælmske, mørke Øjne.
Kirkegaardslaagens Klinke blev slaaet op, hørte han. Der løb en alfar
Sti over Kirkegaarden ud til Stationen, saa der var jævnlig Færdsel.
Lindenberg gik hurtig bort, hjemad til sin ensomme Skole.
Han saâ ikke den høje, alvorlige Skikkelse, der fra modsat Side kom
ind paa Kirkegaarden. Ogsaa den tog efter en kort Søgen Vejen hen
imod Sidsels Grav. Ogsaa den stod der med bøjet Hoved og
sammenpressede Læber. Det var Johannes.
»Saa er du nu alt gjemt der nede!« mumlede han med sammenknugede
Hænder. »Det er kun, hvad der daglig sker om os, men som vi aldrig
kunne tro paa, aldrig lære:
At flygtigt er hvert jordisk Gode,
selv Styrke, Ungdom, Munterhed,
at alt Kjød er Hø, at det, vi tænkte at binde vort Livshaab til, det
vi vilde arbejde for, leve for, er idel Forfængelighed. Se hvilken
stakket Lykke, om hun var bleven mig tro!
Herre, tilregn hende ikke, hvad hun i Ungdoms Letsind forbrød! O,
maatte du have smeltet hendes Hjærte, før hun gik bort! Du har nok
havt dine gode Hensigter med at tage hende herfra saa fage. Du har
ikke til hendes Fordærvelse forkortet hendes Prøvestand. O Gud, naar
du engang efter din Forjættelse vil gjøre mig salig, lad mig møde
hende! Jeg kan ikke undvære hende blandt dine Engle.
Du har sagt, at en retfærdigs Bøn formaar meget, naar den er
alvorlig. Herre, jeg er retfærdig formedelst Jesu Blod. Min Bøn er
alvorlig, min Sjæl ligger paa min Tunge. Herre, gjør hende salig, lad
os mødes, lad os samles, lad os favnes igjen! Amen i vor Herres Jesu
Navn!«
Han tog frem af sin Overfrakkes Inderlomme et lille, sort Trækors,
knælede ned og plantede det paa Graven. Hans Blik faldt paa
Lindenbergs lille, hvide Krans.
»Vort Evighedshaab, Herre, er til dit Kors!« hviskede han, tog
Kransen og hang den paa Korsets Arme. Derpaa rejste han sig og gik
bort.
Kirkegaardslaagen smækker i; enlige Fodtrin tabe sig i Sommernatten.
Alt er saa stille. Inde bag Hegnet kan man høre Køerne tygge Drøv,
ovre i de Skovstrup Skove, hvor Per Skrædders Hus ligger trygt i
Krathjørnet, kan man høre Nattergalen slaa -- -- --
Hvor er der dog stille, frededybt stille paa Landet.