II.

Anders Jepsens Familie bestod foruden Mand og Kone af en tyveaarig

Datter Annette, der havde Faderens stille Væsen, og en Søn paa sytten

Aar, lang og opløben. Lindenberg spiste daglig sin Middagsmad paa den

samme Stol, han den første Dag havde siddet paa og med Anders Jepsen

til Gjenbo, men ogsaa til andre Tider var han hyppig at træffe i

Gaarden; alt som Aftenerne tog til, og det lakkede ad Jul, fandt han

det mere og mere trist at sidde ene hjemme i den store, tomme

Skolebygning; ogsaa de andre Gaardmænd i Byen besøgte han af og til;

men hos Anders Jepsens blev han som hjemme.

En Aften, da Lindenberg havde budt god Nat, og Mand og Kone vare

gaaede ind i deres Sengekammer, tog Maren Ordet.

»Jeg tror ligodt, det bliver dem, Anders.«

»Sitte nøve Pjank!« brummede Anders, men ingenlunde i nogen

misbilligende Tone.

»Tror du kanske, det er for din og min Skyld, han kommer her saa

daglig.«

»I Kvindfolk skal altid spengelere paa saadan nøve. Kan du ikke nu

la dem om det!«

»Jo hille rejdi nok! jeg skal ikke forstyrre det med min gode Vilje,

om Annette kunde blive Skolærermadame.«

»Saa var hun val forsørget.«

»De er stille begge to og passer godt sammen.«

»Men Annette er kun Bondepige, Maren; hun er ikke lærd nok. Gamle

Bloch var det smaat med ad Sidstningen. I Regningen kom hun ikke

længer end til Brøk, og dette Geumgrafi eller hvad disse nymodens

Videnskaber hedder, kjendte de ingen Ting til i hendes Tid.«

»Det kan komme. Annette er ikke for gammel til at lære.«

»Vil du sætte Annette i Skole igjen, Maren?«

»Annette er ikke mere dum end din Broderdatter i Broby.«

»Paa Højskole!« udbrød Anders. »Nej hør, Maren -- --«

»Stt! Du behøver ikke at gole saa højt, at de kan høre det ud i

Gaarden. Hvad skulde der være i Vej for, at vi kunde sende Annette

til Ryslinge en Sommers Tid?«

»Du er jo tøvle, Maren. Hvor kommer du paa det Indfald?«

»Det er hverken fra i Dag eller igaar. Til Majdag begynder

Pigeskolen; en ringe Skilsmisse gjør ingen Skade, og naar saa

Annette kommer her hejm igjen til Nøvèmbes Dav og har faaet Lærdom og

lidt forbedret Maal, saa kavérer jeg for, at det skal blive til at

gaa.«

»Du er dog en Syges én, Maren, til at regne den ud. Men saadan en Tur

koster Penge.«

»Det gjør den. Et Par Hundrede Kroner maa vi spandére, men dem har du

da i Sparekassen og lidt til. Vi faar jutte saadan nøve for ingen

Ting.«

»Kan du saa være uden Pige til Sommer?«

»Det skal gaa, som det kan. Jeg tænker, vi kan faa Hanne Mørkens til

at malke Køerne og give os en Haandsrækning af og til, naar det

kniber. Det kommer vi nok over.«

»Ja saa gu. Naar du mejn, det lar sig gjøre -- --«

»Og hvad Anseelse vilde det ikke gi! Vi er kun de smaa i

Sammenligning med Jakob Mikkelsens og de store Gaardfolk -- kan være

vi lever den Dag, de kommer til at sige Madame til vor Annette!«

Næste Dag blev der talt med Annette, og den følgende Søndag tog hele

Familien til Broby for at høre de Folks Mening. Den vidste Maren i

Forvejen.

Hanne Mørkens blev der ogsaa truffet Aftale med. Det skete en Lørdag

Eftermiddag hen i Marts Maaned. Hanne kom for at bede Anders Jepsen

hente sig et Læs Gærdebrænde, hun havde faaet for godt Kjøb; hun

besørgede selv Indledningen.

»Det er et Træls Liv,« sagde hun, »naar man saadan er ene om al Del

og ikke har et Mandfolk i Huset. Var det ikke, fordi jeg er saa

gammel, som jeg er, tog jeg mig en fast Tjeneste paa. Saa var jeg fri

for mange Bryderier.«

»Alderen trykker dig da vist ikke, Hanne,« sagde Husmoderen. »Du kan

jo komme hen og tjene vos til Sommer, hvis du har Lyst.«

»Hvordan det?«

»Vi havde tænkt at sende Annette lidt ud. De har ikke godt af at gaa

hejme altid, de store Tøse.«

»Aa nej, de har ingen Skade af at se andre Folks Skikke.«

»Du har da gaaet os for med et godt Exempel,« sagde Maren

indsmigrende. »Hvad havde der blevet af Johannes, hvis han ikke var

kommen til Odense?«

»Johannes! ja det er ikke godt at sige endnu, hvad der bliver af

ham,« sagde Hanne Mørkens med et Suk. »For Tiden tegner det ikke

allerbedst.«

»Jenemi, Hanne! Hvad siger du! Der er da ikke noget galt med ham.«

»Det er naturligvis Kjærestepjank. Han er jo i den Alder.«

»Sidsel har da vel aldrig slaaet op med ham! Var de ikke forlovede,

tykkes mig?«

»Jo netop. Det er en slem én, den Sidsel.«

»Æblet falder sjælden langt fra Stammen. Vi kjender nok Familien.«

»Hun skulde piskes, den Tøs. Johannes er for god til at holdes for

Nar af hende.«

»Han er for god til hende i alle Maader,« svarede Maren. »Det har jeg

tænkt og sagt de hundrede Gange, lige fra den Dag, jeg hørte, de var

bleven forlovede. Men Johannes forvinder nok det igjen, og saa vil

baade du og han takke Gud til, at det ikke gik videre.«

»Det haaber jeg; men det er ellers farligt, saadan det har taget paa

ham. Han var hejme en Times Tid i Søndags; han græd som et Barn og

var helt sær. Bare han ikke gjør en Ulykke paa sig sjèl!«

»Gud fri os! Saa dybt gaar det vel ikke!«

»Han har det tunge Sind efter Faderen. Den Slags Folk tager sig ingen

Ting let. Nu lovede han at komme snart igjen, og jeg faar heller ikke

en rolig Time før. -- Det er skammeligt at tænke! Han har, fra han

var lille af, været mig en god Søn, og, siden hans Fader døde, min

eneste Glæde. Alle roste ham, alle holdt af ham, og saa skal saadan

en vild fremmed gaa hen og tage ham fra mig, smide ham væk igjen og

forspilde hans Liv -- blot ved at se paa ham med sine onde Øjne.«

»Ja, nu skal du da ligodt ikke tage dig det alt for nær, Hanne,«

trøstede Maren. »Johannes retter sig nok igjen; der er god Grund i

ham. Er hun ikke èsen kommen hejm nøv, Sidsel, fra Unse.«

»Det er hun nok. Nu skal hun prøve til, hvad Ulykker hun kan gjøre

her. Ja ija! Det er baade saa og saa med de Bø'n.«

»Ja vi vej kun saa lidt, men nu kan du da tænke over det, Hanne, om

du mejn, du kan gaa her om til Sommer, og saa kan vi jo altid gjøre

nærmere Avkord. Gærdebrænden skal jeg nok snakke med Anders om; jeg

tænker ikke, der bliver nøve i Vejen i Morgen til Morgen. Men hvad er

det? Naar vi tal' om Solen, saa skinner hun; der er jo Sidsel, om jeg

ser ret.«

»Saa vil jeg smutte ud af Havedøren,« sagde Hanne. »Jeg er helst fri

for at møde hende. Far vel og Tak, Maren!«

En halv Times Tid senere traadte Lindenberg ind. Det var lige i

Tusmørket. I den forreste Stue stod Annette og en fremmed ung Dame.

Den fremmede var i sort Astrachans Kaabe, et Stof, der for

Lindenbergs Øjne tog sig ud som tætte Klynger af lutter krumme, bløde

Orme; dertil havde hun Slør og blanke sorte, smaa Handsker. Bag

Sløret, der dækkede Overansigtet var der et Par glimrende, mørke

Øjne. Hun var ved at byde far vel; Annette slog et Tørklæde over

Hovedet og fulgte hende uden for.

»Hvem var den Dame?« spurgte Lindenberg Annettes Moder.

»Dame! Naa!« svarede Maren og lo. »Ja man skulde ikke tro andet. Det

var saamænd Per Skrædders Sidsel. Hun har gaaet til Præst med

Annette, men har nu været en tre fire Aars Tid i Odense. Først tjente

hun ude hos Grosserer Nikkeldorfs, siden har hun lært Skræddersyning

og Modepynt. Hende har De da nok hørt om.«

»Nej, jeg tror ikke.«

»Hun var jo forlovet med Hanne Mørkens Johannes, men har saa igjen

slaaet op med ham. Ja hun har nok havt saa mange.«

»Har hun! Og er ikke ældre end Annette!« Den unge Skolelærer

gjenkaldte sig det flygtige Billede af den smalle, ranke Figur i

Ormekaaben, de glimrende Øjne, de smaa Handsker og føjede det sammen

med mange Kjærester og tyve Aar. Det vendte op og ned paa alle hans

Forestillinger.

»Aa, det er en daarlig Familie,« sagde Maren.

»Hun var kjøn,« sagde Lindenberg.

»De ligger der ude af Vej »paa Skoven«, og ingen kan obselvere, hvad

de tager sig for,« vedblev Maren. »At Per Skrædder stjæler

Favnebrænde i Skoven hver Vinter, er sikkert nok, for Jakob

Mikkelsens Karle traf ham en Nat forgangen Vinter i Færd med det;

der gaar ogsaa Rygter om andre Slemhéder.«

»Hvor har De Manden i Dag?«

»Han er vist ikke langt borte. Gak indenfor, saa skal jeg se at faa

fat paa ham. De skal da ikke staa her i Køkkenet.«

»Jo jeg gaar med det samme. Jeg vilde blot spørge, om De saa har

tænkt paa at kjøre til Kirke i Morgen, for saa vilde jeg bede om at

kjøre med.«

»Jeg vej knap, om det bliver til nøve. Nu var Hanne Mørkens her før

og vilde have hentet et Læs Brænde. Men Anders er ovre i Huggehuset,

hvis De sjèl vil have Ulejlighed med at høre ham ad.«

Lindenberg bød far vel. Henne paa Gaden gik han forbi Sidsel og

Annette. De gik langsomt, tæt op ad hinanden og talte ivrigt sammen.

Lindenberg tog sin Hat af og gik undseelig forbi uden at gjøre noget

Forsøg paa at indlede Samtale.

»Men hvorfor slog du op med ham?« spurgte Annette i Fortsættelse, da

Lindenberg var kommen noget forbi.

»Fordi han var en Laban,« svarede Sidsel sagte.

»Og saa forlovede du dig med Johannes?«

»Ja.«

»Og slog op med ham?«

»Ja.«

»Du er dog en gruelig én, Sidsel. Hvorfor forlovede du dig saa?«

»Ja det skulde jeg heller ikke have gjort, men det skete saadan, jeg

véd ikke, hvad jeg skal kalde det -- paa Trods.«

»Forlove sig paa Trods?«

»For at drille den anden og -- for at glemme ham. Jeg holdt saa meget

af ham. Han lignede forresten eders nye Skolelærer. Han er ogsaa

kjøn.«

»Men det var dog Synd mod Johannes, Sidsel.«

»Vist saa, det var en Skam; men jeg tænkte ikke rigtig over det. Han

var nærmest for, og jeg trængte saa meget til at blive holdt lidt af

i den Tid. Det er noget, du ikke kan forstaa, Annette.«

»Nej for han elskede dig vist oprigtigt, og naar du trængte -- --«

»Ja, men han tog det saa forfærdelig alvorligt. Og saa havde han

disse stille Hundeøjne. Jeg vidste tilsidst næsten ikke, hvor

jeg skulde gjøre af mig selv for dem. De var som det bare

Samvittighedsnag; jeg maatte gjøre det forbi.«

»Det tog svært paa Johannes.«

»Jeg skal sige dig noget, Annette, for jeg vilde nødig, du skulde tro

altfor ilde om mig. Den anden var, som sagt, en Laban, saa forstaar

du mig nok; men jeg kom i Tanke om, at jeg nok selv ikke var uden

Skyld; det er i det Tilfælde en Pige aldrig, og jeg blev bange,

rigtig forfærdelig bange for, hvad der skulde blive af mig, -- saa

angest at jeg en Nat drømte -- -- Gud véd, hvor man kan drømme saadan

noget! og saa kom Johannes og inviterede mig til Skovbal. Vi dansede

sammen næsten hele Natten, og jeg mente, jeg kunde aldrig faa en

sikrere Arm, en mere trofast Favn. Han var den eneste, der kunde føre

mig fra Glidebanen.«

»Ja Sidsel, men dèr skulde du have holdt fast; det tror jeg.«

»Nej nej. Der var ikke et sandt Kys i den hele Forlovelse, Annette,

og jeg vilde jo netop bort fra det hule, det løse, det slibrige --

det som fører til Fald. Men saa kan det ikke nytte at begynde med en

ny Usandhed.«

Annette tav; Sidsel tog hendes Arm, slog med den anden Haand sit Slør

op og saâ Veninden lige ind i Ansigtet med sine skifergraa

Fløjelsøjne.

»Er han forlovet, den nye Skolelærer?«

»Nej, det tror jeg ikke,« svarede Annette med Tankerne borte.

»Du skulde se at faa ham,« hviskede Sidsel med et lille Ryk i

Annettes Arm.

»Er du tøvle, Sidsel!« udbrød Annette og vaagnede op. »Hvor falder du

paa det?«

»Du kunde blive en net lille Skolelærermadame. Det var noget for dig

at sidde øverst til Bords ved Gilderne og -- -- skjænke Kaffe.«

»Hold Mund, Sidsel! Jeg kan ikke lide dig, naar du begynder i den

Tone. Jeg kan ikke lide løs Snak.«

»Og gaa med Kappe,« vedblev Sidsel drillende, »ligesom Madam Bloch.

Ja naar du bliver gammel, naturligvis. Jeg skal nok sætte dine Kapper

op. Saadan noget er jeg fix til.«

»Jeg bliver vred, Sidsel.«

»Er det da ikke derfor, du skal paa Højskole, for at du kan blive

lige saa lærd som han?«

»Siger Folk dét?« udbrød Annette harmfuldt og blev rød. »Aa jeg kunde

gjærne græde. Hvor du er ond Sidsel!«

Sidsel lo.

»Nej det var blot et Indfald, jeg fik. Folk siger saamænd ikke noget

saa forfærdeligt om dig, Annette. Pyh! Naar Folk ikke sagde noget

værre om én!«

»Vidste jeg, at nogen eneste her i Byen sagde det, saa tog jeg ikke

til Højskole, ikke for alt i Verden.«

»Aa Snak, Pige! Det rygtes dog engang alligevel. Men det er dumt af

dig at rejse, nu jeg er kommen hjem. Sæt, jeg tog ham fra dig!«

»Tag ham bare. Jeg véd én, jeg heller vilde have.«

»Gjør du, lille Annette!« udbrød Sidsel spændt og trykkede sig

tættere til Veninden. »Hvem er det? Aa det er forresten saa morsomt

at have en Kjæreste, naar man blot er heldig og kan faa en god.«

»Ja _han er god_. Det véd jeg.«

»Kjender jeg ham?«

»Ja.«

»Er han fra Odense?«

»Nej.«

»Du er et rigtigt Træ, Annette! Kan du ikke fortælle mig en Smule om

ham?«

»Det kunde jeg nok, men det vil jeg ikke. Det skal ikke nævnes for

noget Menneske. Du skal blot vide saa meget, for at du ikke skal tro,

jeg løber efter Lindenberg.«

»Var der da nogen Ulykke i det? Han er kjøn, og han er vist ogsaa

god, er han ikke?«

»Det er han vist.«

»Og har et godt Embede, kan faa et bedre med Tiden og gjøre dig til

Madame eller, hvis du hellere vil, Frue, lige hvad Dag du vil.«

»Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skal ikke saa højt op.«

»Det gjør du Ret i,« sagde Sidsel med et Suk og tilføjede et Øjeblik

efter: »Havde jeg tænkt lige saadan, var jeg ikke bleven forkludret.«

»Det er du vel ikke?«

»Jeg bliver ingen Ting til,« udbrød hun smerteligt. »Se kun til, og

hvem kan jeg takke derfor? Min egen Fader. Han er en gammel -- --«

»Sidsel dog!«

»Det var ham, der ikke havde Rist eller Ro, inden han fik mig ud til

Odense. Og hans Formaning ved Afskeden var den: »Brug dine kjønne

Øjne, Sidsel! Dem har du ikke faaet for ingen Ting.« -- Var det ikke

rart, synes du?«

»Sagde din Fader det?«

»Og hver Gang, jeg kom hjem, spurgte han, om der ikke var en

Grosserer eller Løjtnant, der havde bidt paa, og saa meget hæslig

Sludder. Desværre var jeg dum nok til at lytte efter; jeg bildte mig

ind, jeg kunde faa en Baron tilsidst. Fader vilde altid jeg skulde

fortælle om mine Herre-Bekjendtskaber, og saa maatte jeg jo sørge for

at have oplevet noget. Uha! Man bliver tilsidst saadan -- --«

»Gud fri os, Sidsel! men sagde din Moder ingen Ting?«

»De har gaaet saa længe i Spand sammen, hun og Fader, at hun ikke har

nogen egen Mening. Hun kan vist ikke tænke sig det anderledes. -- Du

nævner aldrig for noget Menneske, Annette, hvad vi her taler om! Jeg

har aldrig sagt det til nogen før.«

»Jeg skal nok tie. Og jeg forstaar ogsaa nu, hvorfor du er taget fra

Odense. Men hvor vil du blive hjemme, Sidsel?«

»Det vil jeg heller ikke; det er blot i Sommer, til jeg kan faa en

Lejlighed oppe i Herninge. Saa nedsætter jeg mig som Modehandlerinde,

og skulde det saa engang med Tiden ske, at der kommer én, som jeg kan

holde rigtig af, og som holder af mig, saa gifter jeg mig med ham,

enten han er Kammerjunker eller Skorstensfejer. Der har du mit

Skriftemaal, Annette!«

»Saa vil jeg ogsaa skrifte for dig,« sagde Annette undseelig, »og alt

dette bliver en Hemmelighed mellem os to. Den, jeg holder af er --

--« og hun hviskede Veninden et Navn i Øret.

»Din Moder vil ikke synes om den Svigersøn,« sagde Sidsel alvorligt.

»Det vil hun sagtens ikke, og jeg véd heller ikke rigtig, om han

synes om mig. Men saa bliver jeg den, jeg er.«

»Nej, det maa du ikke sige,« udbrød Sidsel og slog om paa ny. »Gaa og

hænge af, fordi én ikke vil, naar der ellers er Mandfolk nok, det

hører der Lyst til.«

»Sagde du ikke selv -- --«

»Ja, alt med Maade, min Engel! Man kan ogsaa gaa og fange Griller og

bilde sig ind, at der kun er ét eneste Menneske til, som duer noget,

og som èr noget. Men det kan man sige sig selv er Indbildning. Man

skal vogte sig for saadanne Særheder. Det er ikke altid den første,

der er den bedste.«

»Min den første bliver ogsaa den sidste,« sagde Annette stille. »Folk

er jo saa forskjellige.«