I.

Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en

Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde

Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag

Kusken og hans Siddefjæl. Det gaar saa sagte, saa stilfærdigt, som om

man var bange for at vække Gjenlyden, der blunder i Sommervarmen ovre

under Skovene; Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt

ned i Hjulsporene, Tømmerne daske slapt mod Forsmækken, Piskesnoren

hænger lodret ned over Hammelen som en Medesnor, en lille, blød

Støvsky hvidner stille op under Hjulene.

Og naar den sagte, knasende Lyd fra Gruset og Smaastenene i Sporet

har tabt sig, er alt stille og tyst som før. Inde bag Hegnet kan man

høre Køerne tygge Drøv; man kan høre Græshopperne gnide deres tørre

Baglemmer mod Perlemorsvingen, skjulte af de støvede Nælder og

Brombær i Grøften. Hvor er der dog stille, frededybt stille paa

Landet!

Er der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,

vulkanske Lidenskaber, Hungersnød -- --?

Det er et Liv bag Ploven, bag Ruden. Og Ploven gaar sindigt Fure op

og Fure ned, og Ruden vender ud til den lukkede Gaard eller til den

Gade, som en Vogn med halve Timers Mellemrum snegler hen ad.

Sorgerne ere saa smaa, Glæderne saa ringe, Begjæringerne nøjsomme,

Synsvidden trang -- Oplevelsernes Radius i det højeste to Mil, og

Rørelserne Brændinger i et Gadekjær.

* * * * *

En Vogn igjen. Og Hestene gaa i Trav! Huskonen og hendes Datter, som

sidder hjemme og syr, fare til Vinduerne for at se ud.

Det er Anton Knudsens de smaa røde. Anton Knudsen er »Stedmand«, bor

ved Stationen og lejer sin Befordring til Folk, som kommer rejsende

og skal en Mils Vej længer ind i Landet, end Jærnbanen kan overkomme.

De smaa røde ere vel kjendt i Skovstrup.

Der er et Skab, en Seng, en Koffert, et Par Sække og Kasser i Vognen,

og ved Siden af Anton sidder en ung, middelhøj Mand med blond Haar og

kjønt Ansigt uden Skjæg, med en Rejsepibe i den ene Haand og en tynd

Stok i den anden. Han ser sig om, halv undseelig, halv nysgjerrig.

Kusken peger ud med Pisken og lader Munden løbe om Kap med de smaa

røde.

»Hvem er det, Anton Knudsen er bleven Kusk for i Dag?« spurgte

Huskonen og stak Ansigtet helt ind mellem Urtepotterne.

»Det er vel saa vor ny Skolærer,« svarede Datteren. »Det var jo i

Dag, han var ventendes. -- -- Ja se, der kommer Anders Jepsen

halende; han har Nøglerne til Skolen.«

Vognen forsvandt bag Krumningen henne ved Smedjen -- Anders Jepsens

brede Frakkeryg ligeledes.

»Naada, dèr har vi fler Køvstedfolk!«

Datteren nikkede ud, smilede og nikkede igjen. »Det er bleven en fejs

Fyr, Johannes. Han er snart lige ved at være kjøn.«

»Hvem er det? Hvad for en Johannes?«

»Hanne Mørkens Søn. Har du hørt, han er bleven forlovet med Per

Skrædders Sidsel?«

»Nej val! Sagde de ikke èsen, der var en Handelsrejsende, hun var

gode Venner med?«

»Aa, Sidsel skal have lidt Forandring paa det engang imellem.«

»De siger, han skal være dygtig, Johannes.«

»Ja jeg hørte forleden henne hos Anders Jepsens -- der kommer Hanne

jo dejt -- at han skal være den dygtigste Malersvend i hele Odense

By. Han har tre Kroner om Dagen, og hans Mester lader ham aldrig

bestille andet end »aare.««

»Han er nok en god Støtte for Hanne. Siden han blev Svend, har han

hver Gang betalt hendes Husleje.«

Samtalen mellem Moder og Datter gik i Staa. Moderen tog igjen fat paa

sin Bindehose, Datteren stod ved Bordet foran Vinduerne og søgte op i

en Rulle Papirmønstre. Paa den ene Bordende stod Symaskinen, og rundt

om den laa der Traadruller, Bændler og Hægter; et Stykke marineblaat

Hvergarn tog Pladsen, der var tilbage; nogle sorte Agramaner stak ud

af et Avispapir mellem to af Urtepotterne i Vinduet.

»Se kun,« sagde Sypigen efter en Stunds Forløb og keg atter ud. »Der

har vi Anders igjen Side om Side med Skolæreren. Saa gir Maren Anders

Jepsens nok Aftensmaden.«

Den unge Skolelærer havde endnu Piben i den ene Haand og Stokken i

den anden. Han saâ sig fremdeles nysgjerrig og undseelig om, men nu

var det Anders Jepsen, der pegede til højre og venstre og gav

Forklaring.

»Rugmarken dèr oppe hører til vort,« sagde Anders. »Det er leragtig

Jord, men hun kan nok gi Korn. Ja nu bliver De hos vort i Nat, saa i

Morgen har de Tiden for Dem og kan ordne Deres Sager.«

»Tak, dersom det ikke bliver for meget til Ulejlighed.«

»Sitte nøve Pjank! Nu skal vi jo til at gjøre os kjendt med

hinanden.«

»Jeg haaber, vi skal blive tilfreds paa begge Sider.«

»Naar vi skal sige vor Mejning, var det jutte Dem vi helst vilde have

havt.«

»Det var det vel ikke. Jeg havde heller ikke ventet at komme i

Betragtning.«

»Jeg skal sige vos: det gik saa akavet til. Jensen i Stærremose var

vi enige om at sætte først paa Listen; ham vilde hele Byen have.

Andenlæreren i Herninge skulde være Numer to; men da vi kom til Numer

tre, blev det rent galt. Mølleren vilde have sin Søstersøn, der er

Hjælpelærer et Sted paa »Sletten«, og Sogneraadsformanden vilde have

en anden, som nok havde lovet at hjælpe ham lidt med Regnskaberne

gratis. Det ene Ord tog det andet; de blev hede i Hovederne begge to

og temmelig højmælte, indtil saa gamle Per Mikkelsen i Herninge, som

er en Himmel Hund, siger: Hvis jeg maa stille et Forslag, saa

kasserer vi dem alle fire og lemper en hel ny Liste, for det er da

for vovt at blive uens over saadan en Sag. Lad os vende Bøtten og

begynde fra den anden Ende. Vi kan skutte være bekjendt at sætte

halvgamle Mænd med føste Karaktejr ind i det Svæltekald alligevel.

Sogneraadsformanden og Mølleren tog sig i det og gav Pejer Medhold.

Vi andre grinte, skjønt jeg sagde endda for at staa paa Byens Side,

at Jensen skulde være Numer ét. Men jeg havde naturligvis kun én

Stemme, og saa blev der sat tre paa Listen, som ingen af os kjendte.

Diderektionen kaldte Dem, og det kan maaske blive allerbedst. Men vær

nu s'god og gak inden for!«

Lindenberg -- det var Skolelærerens Navn -- blev budt ind ad den

øverste Gangdør. Fra den lille, kvadratiske Forstue kom man ind i

Dagligstuen, et Værdighedsnavn, der dog ikke tør tages altfor

bogstaveligt. Foran Vinduespillen stod et bredt, egemalet Bord med en

Stol for hver Ende, længere tilbage i Stuen Familiechatollet, endnu

et Par Stole langs Væggene og en Kommode med fileret Tæppe. Paa

Kommoden stod en Petroleumslampe med ravgul Olje i Beholderen og

lyserød Silkepapirsskjærm over Kuppelen. Der var katholske

Skillingsbilleder paa Væggene og Fotografier i ovale Smaarammer af

Papmaché; henne paa Dørkarmen hang et sort Moirés Skjørt med Piber

forneden; Luften var indelukket og mættet med en syrlig Duft af

Pelargonier, der i Selskab med dinglende Fuchsier og blegstilkede

Balsaminer prydede Vindueskarmene. Fluerne summede livligt under

Loftet og vare mandstærke i Vinduerne. Der var strøet Sand paa

Gulvet, og korte Streger af Træskospor saas paa Kryds og tværs.

Anders Jepsen trak sin Frakke af og hængte den ved Siden af det

Moirés Skjørt; Lindenberg tog Plads for den ene Bordende; Anders

satte en gul Tobakskardus frem.

»Stop Piben!«

Selv hentede han frem bag en Urtepotte en lille forbrændt Pibestump,

fiskede et Firtommersøm op af den gule Kardus og kradsede ud paa

Kakkelovnspladen.

Konen kom fra Sovekammeret. Med rappe Træskotrin gik hun hen til den

fremmede og gav Haand.

»Saa det er vor ny Skolærer!« udbrød hun med opskruet Hjærtelighed.

»Valkommen hertil! Vi har rejdinok ingen i Skolen, for begge vore er

konfirmerede, men derfor behøver vi ikke at være fremmede for

hverandre.«

Hun saâ med sine lyseblaa Øjne moderlig mildt paa den unge, kjønne

Mand; derefter bredte hun en hvid, krøllet Dug paa Bordet.

»Det bliver ensomt for Dem henne i den store, tomme Skole, men nu

skal De komme tit hen og besøge os.«

»Jeg har sagt til Lindenberg, Maren, at han kan blive her i Nat,« tog

Anders sindigt til Orde, medens han strøg en Tændstikke, »saa har

han Tiden for sig i Morgen til at faa sine Sager i Orden.«

»Har du?« udbrød Konen glad overrasket, skjønt Anders handlede kun

efter Instrux. »Ja naar Skolæreren vil tage til Takke -- --«

Den nye Skolelærer formaaede ikke at udtrykke sin Taknemmelighed over

for al den Venlighed og Gjæstfrihed.

»Vi er kun Smaafolk,« vedblev Konen, »i Sammenligning med de store

Gaarde. Vi har mere Hjærterum end Husrum,« tilføjede hun beskeden.

»Jeg er ikke vant saa stort,« sagde Lindenberg. »Mine Forældre er

fattige. Fader er Væver i Ranum, og dèr ligger et Seminarium.

Forstanderen mente, jeg havde gode Evner og tog sig af mig. Jeg fik

min Examen og har nu i tre Aar været Hjælpelærer paa Mors.«

»Herre Gud!« udbrød Konen andægtigt og foldede Hænderne. »Hvor det

maa være en Glæde for Deres Forældre!«

»Nu maa De jo se at faa Dem en Pige eller Husholderske,« sagde

Anders. »Men vi gaar da mod Vintertiden, saa det bliver ikke saa

vanskeligt.«

»Jeg havde tænkt, at kunde jeg faa min Middagsmad et Sted her i

Nærheden, kunde jeg maaske undgaa at føre videre Husholdning for det

første. Lodden er jo forpagtet ud. Det var det nemmeste, og jeg

tænker ogsaa det fordelagtigste.«

»Ja saagu!« sagde Anders og saâ hen til sin Kone.

»Det er fornuftigt af Dem,« svarede Konen paa det Blik fra Anders.

»Og hvis det er, at De vil tage til Takke med daglig Kost, saa for en

lille Tid -- -- til De bliver noget mere kjendt -- --«

Hun gik ud af Stuen og kom snart igjen med et stort Saltmadsfad,

Tallerkener, Smør, Knive og Gafler og begyndte at dække op. Til sidst

satte hun en halv Snes pillede, haardkogte Æg paa Bordet, blankhvide

og dampende, Peber og Salt og endelig et stort Glaskrus fyldt med

skummende Gammeltøl.

»Vær nu s'god og spis! De kan nok trænge til noget Mad efter den

lange Rejse.«

Anders Jepsen hentede Brændevinsflasken, der havde sin Plads henne

paa Chatollet tillige med to Snapseglas, som han tørrede af paa et

Hjørne af Borddugen.

»Hvordan staar Kornet ovre i Jylland?« spurgte han.

Den unge Skolelærer havde med Skam at sige ikke lagt synderligt Mærke

til Kornet hverken i Jylland eller Fyn, men det vogtede han sig vel

for at tilstaa. Han udtalte, at det saâ jævnt godt ud, men tilføjede

med jysk Fiffighed, at det stod nok saa godt i Fyn.

Maaltidet sluttede med Kaffen. Konen drak en Kop med, men tog som et

lavere Væsen Plads henne ved Sovekammerdøren under det Moirés Skjørt.

Derefter blev Piberne atter tændt, og Anders Jepsen foreslog en lille

Tur i Marken, for inden det blev mørkt at se Kornet og Køerne og

Hestene og Brakmarken, som just den Sommer blev drænet.