-- --
Jens Oluf Rasmussen var, ligesom Lig-Johanne, et Vildskud paa den
Uldahlske Stamme.
Men Jens var en Søn af _Nils_.
Overleveringen fortæller, at denne en Dag i sine bedste Aar kom
ridende fra Thorsminde ind paa Rasmus Olufsens Gaard, Lillegaarden,
et Fæste under Egesborg Gods.
-- Er din Kone hjemme? spurgte han.
-- Jo, sagde Rasmus Olufsen med Huen i Haanden -- hun er oppe i
Stuen.
-- Vil Du holde ved Hesten saalænge ... jeg skal tale med hende.
-- Jo, sagde Rasmus Olufsen.
Tyve Minutter senere red Hr. Nils atter bort. Og ni Maaneder efter
blev Jens født.
Han blev Rasmus Olufsen og Hustrus første og eneste Barn. Og han blev
et sygeligt Barn, underlig nervøs og forknyt; men skrap til Bogen,
hvorfor han senere kom paa et Seminarium, hvor han klarede sig vel.
Og efter et Par Hjælpelærerpladser rundt i Omegnen fik han paa
Sogneboernes Opfordring Ansættelse her ved Havslunde Skole.
Nu var han kommen til Kræfter, og smuk og statelig saa han ud med sin
ranke Skikkelse og sit store Fuldskæg. Og da han var af et mildt og
kærligt Sindelag, blev han vel lidt af Børn og Voksne. I Kirken klang
hans kønne Røst højt over alle andres. Pigerne saa mildt til ham. Og
omsider blev han gift med en velhavende Gaardmandsdatter fra
Nabosognet ... Men et halvt Aar efter brød saa Sygdommen ud.
Det var »Brystsygen«. Han hostede hult og tæredes hen. Det var, som
prikkede der ham tusinde Naale i Lungerne, sagde han. Hans Ansigt
blev lille og gulblegt bag Skægget. Og hans Øjne blev onde. Thi han,
der før havde været blid og mild og nynnende seminaristglad, begyndte
lidt efter lidt at hade Livet, og hvad Livets var. Han var kun
syvogtyve Aar gammel, men følte sig, alt som Sygdommen skred frem,
bitter og mistrøstig som en Olding, der ikke taaler at se Ungdommen
gro og glædes omkring sig. I Skolen, hvor han før havde været elsket
og forgudet af Børnene for sin forstaaende Munterheds Skyld, sad han
nu tavs og haard og vogtede agtpaagivende paa en Overtrædelse for
med Skadefryd at slaa ned over Synderen. Og det var helst de
rødmussede og livsstruttende, han udvalgte sig som Ofre:
-- Er _Du_ en stor Dreng? kunde han spørge, og Smilet om hans smalle
Mund blev lystent og rovdyragtigt -- Nej, nu skal jeg vise Dig,
hvordan det er at blive stor! og med sine magre Fingre greb han
Forbryderen fat i de smaa Haar ved Tindingerne og løftede ham i
Vejret:
-- Voks, voks! sagde han og løftede højere og højere, indtil den arme
Synder balancerede heltoppe paa Spidsen af sine smaa, fortvivlede
Tæer:
-- Saadan er det at vokse, min Dreng! sagde han -- Saadan er det at
blive stor! ... Og nu kan Du gaa ned og glæde Dig!
Og han sendte Fyren bort med et Spark, saa han trimlede ...
-- --
Saaledes var Jens Oluf Rasmussen blevet.
Og i Dag havde altsaa hans Kone opdaget, at han i sit syge Had til
Liv og Sundhed stjal sig til at spytte sine Sygdomsspirer ud paa
Skolebørnenes medbragte Mad.
Ogsaa for Herskabet paa Havslundegaard blev det en krank Julefest ...
Thi første Juledag, Eftermiddag Klokken tre, fandt Fodermester
Voldby, da han kom op paa Stænget for at brække et Skift Hø ned til
Kreaturerne, Forvalter Jensen hængende død paa en af Hanebjælkerne --
og han havde nok først gjort Forsøg paa at drukne sig i Hesteparken,
thi hans Tøj var vaadt og skident til midt paa Brystet.
-- Naa, saadan sku' _det_ ende ...! sagde Voldby og gav sig sindig
til at skære Strikken over med sin Foldekniv -- Jakobsen! raabte han
ned i Stalden, hvor Eleven gik og fordelte Høet rundt i Krybberne --
Jakobsen! ... Forvalteren har hængt sig heroppe!
-- Hva' _har_ han ...! sagde Jakobsen og slap den Favnfuld Hø, han
havde staaet med, bardovs i Gulvet.
Jakobsen var en stor, sværlemmet Gaardmandssøn paa en sytten-atten
Aar. Og det var første Gang, han var mellem Fremmede ...
Voldby baksede med Liget for at faa det op paa Armene:
-- Ja, han har ... og han er allerede kold ... Vil Du ta' imod ham.
-- _Nej!_
-- Sludder! Stil Dig nu op lige under Nedkastet, saa la'r jeg ham saa
gelinde glide ... Naa bli'r det til noget!
Den Dødes strittende Ben viste sig allerede i Aabningen.
Jakobsen var bleven hvid som et Lagen og skjalv over hele Kroppen:
-- Jeg tør ikke, Voldby ...
-- Sludder! Ta' nu fat! ... _Har_ Du fat?
-- Ja ...
-- Ja, saa kommer han!
Forvalterens svære Krop gled langsomt frem gennem Hullet stiv som en
Bjælke.
-- Jeg tør ikke, jeg tør ikke ...! stønnede Eleven.
-- Er Du _gal_, Dreng! Vil Du holde _fast_! Jeg _har_ jo sluppet!
Liget begyndte pludselig at tage Fart ud over det glatte Hø. Og idet
det faldt tungt ned i Favnen paa Drengen, der ikke kunde magte det,
trængte der sig en Lyd af indeklemt Luft frem af dets Hals: Bæ--uv!
ræbede det lige ind i Ansigtet paa ham.
Men da slap Eleven vild af Rædsel sit Tag i den Døde og fôr tudende
som en maanesyg Hund ud af Stalden:
-- Jeg forvinder 'et aldrig! skreg han -- Jeg forvinder 'et aldrig!
Det skulde Voldby ikke ha' faaet mig til! Jeg forvinder 'et aldrig!
Og medens han flygtede hen over Gaardspladsen og ud over Markerne,
svingede han sindssygt Armene rundt og rundt over sit Hoved som to
Møllevinger ...
-- --
Allerede flere Dage førend Godsejeren vendte hjem fra Rigsdagen for
at holde Juleferie, var der kommet en sær Uro over Forvalter Jensen.
Han luskede og lurede omkring Jomfru Helmer, og hun havde ikke Fred
for ham. Et Par Gange havde han endogsaa lagt Haand paa hende; og hun
havde maattet tilkalde Hjælp for at faa ham vist ud af sit Værelse.
-- Jeg gør en Ulykke paa en af vos! truede han uden for Vinduet --
hvis Du la'r ham røre ved Dig!
Men hun lo imod ham:
-- Du hytter Dig vel, tænker jeg!
-- --
Saa kom Juleaften.
Nils Uldahl havde villet tvinge igennem, at Jomfru Helmer skulde
inviteres over i Herskabsbygningen og spise med Familien. Men Fru
Line havde paa sin rolige, ligevægtige Maade, der afskar enhver
Diskussion, sagt, at i saa Tilfælde maatte han og Damen indtage
Nadveren alene, for hun og Pigebørnene vilde da spise paa deres
Værelser.
Herover var Nils blevet saa forbitret, at han slet ikke havde vist
sig den ganske Dag. Og da der Klokken syv blev kaldt til Bords, tog
han demonstrativt sit Overtøj paa og gik ned i Økonomibygningen, hvor
han tilbragte den hele Aften -- og Natten med.
Men om Morgenen havde Forvalteren passet ham op i Ladegaarden og
truet ham paa Livet med en Todtenslæger. Og var det rasende Menneske
ikke blevet overmandet af Gaardens Karle, havde han vel ogsaa udført
sit Forsæt. Nu slog de ham i Stenbroen og slæbte ham over paa hans
Kammer og laasede Døren.
Men op ad Formiddagen var han saa brudt ud. Og nu laa han fredelig og
stille under et Hestedækken ovre i Foderloen ...
Samme Dags Aften ...
Oppe i Fru Lines store Soveværelse, der til Dels var møbleret som
Salon, sad hun og Døtrene. De tyede altid her op i vanskelige Tider,
thi de følte sig tryggere her end i Dagligrummene nedenunder, hvor
Faderen pludselig kunde bryde ind og snakke op og lade som ingenting
for saa lidt efter brummende at forsvinde igen, naar han mærkede, at
hans Ord ingen Genklang fandt.
Frøken Anna sad som sædvanlig og læste, eller lod, som hun læste.
Mest døsede hun over Bogen med Øjnene halvt lukkede.
Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad med deres Piber over et
Parti Skak. Fru Uldahl lagde Kort op; og Frøken Sofie laa saa lang
hun var henad Gulvtæppet med Tyrk som Hovedpude.
Der var Dødsensstille paa Gaarden. Klokken var mellem ni og ti. Paa
Bordet under Hængelampen stod en Skaal med Klejner og Pebernødder.
Pludselig skød Fru Line lidt utaalmodig sine Kort sammen:
-- Nu skal vi i Seng, Børn!
-- Hvad er Klokken? spurgte Sofie uden at røre paa sig.
-- Et Kvarter i ti.
-- Hvordan tror Mor, at _hun_ vil ha' det i Nat?
Ved _hun_ forstod man mellem Damerne i Herskabsbygningen altid Jomfru
Helmer.
-- Aa, hun er vist ligeglad! mente Charlotte med Ansigtet ned over
Skakspillet.
-- _Træk!_ sagde Frederikke ivrig -- Det er _Dig_, der skal trække!
Saa blev der en Pause. Man hørte en Dør blive slaaet haardt i et
Steds fjernt i Huset. Det var Nils Uldahl, der gik i Kælderen efter
Vin. Han var igen begyndt kraftig at drikke, naar han var hjemme.
-- Tror Mor, at Far er ulykkelig? spurgte Frøken Sofie pludselig.
-- Ulykkelig ... lille Sofie?
-- Ja, jeg mener, om han saadan altid gaar rundt og er bedrøvet?
-- Næi ... hvorfor mener Du det?
-- Aa, ikke for noget ...
Fru Line rejste sig og gik hen til sin ældste Datter:
-- Nu skal vi i Seng, lille Anna.
-- Ja ... sagde Anna uden at løfte Øjnene fra Bogen.
-- Véd Mor, om Elev Jakobsen er kommen hjem? spurgte Sofie.
-- Nej ... men det er han vel nok ... Nu lukker jeg et Vindue op,
Pigebørn, for Tobaksrøgen.
Frøken Sofie, der ligeledes havde rejst sig, gik hen og stillede sig
ved Siden af Moderen foran det aabne Vindue ... det var det samme
Vindue, hvorfra Søstrene havde set Faderen køre bort med sin
Elskerinde ... Maanen og Stjernerne skinnede ned over den hvide
Gaardsplads, hvor Sneen laa i sammenskovlede Hobe. Nede fra Stalden
lød Stampen af en Hest; og langt borte i Parken tudede en Ugle.
Frøken Sofie fôr gysende sammen. Fru Line lagde en Arm om hende.
-- Fryser Du? Skal vi lukke?
-- Nej ... Se, hvor smuk Gaarden ser ud!
-- Ja ...
-- Hvad tænker Mor paa ... _lige nu_?
Fru Line smilede:
-- Paa at komme i Seng og sove.
-- Og véd Mor, hvad _jeg_ tænker paa?
-- Nej ...?
-- Jeg tænker paa, at hvis der nu med det samme kom gaaende en helt
fremmed Mand dernede i Gaarden, saa vidste han ikke noget af, at
Forvalter Jensen laa nede i Laden og havde hængt sig ...
-- _Skak!_ lød det i det samme triumferende fra Frederikke -- Og
_mat_! ... Du er ogsaa _mat_!
-- Vigtigper! sagde Charlotte og fôr op og satte sig paa Skødet af
Søsteren -- Lille Vigtigper! sagde hun og gav sig til at kæle for
hende.
Og saa trak de Kageskaalen hen til sig og begyndte at spise af
Pebernødderne, idet de gensidig puttede dem i Munden paa hinanden og
lukkede efter med et Kys.
-- Usch! mumlede Frøken Anna -- det er væmmeligt at se paa Jer to
...!
* * * * *
Ovre i Asylet stak de tre Gamle forlængst under Dynerne. Deres
Julegaver havde de anbragt paa Stolene foran Sengene. Kun Jomfru
Rottbøl laa trofast med den fornemste af sine i Armen. Det var en
stor, smukt paaklædt Dukke, som hun havde faaet af Frøkenerne, og som
hun havde døbt Nikoline efter sin for femogtyve Aar siden afdøde
yngste Datter ...
* * * * *
Det store Ur i Spisestuen slog tolv.
Tyrk, der laa paa Maatten foran Frøken Sofies Dør, bjæffede i Søvne.
Han havde svagt fornemmet Lyden af knirkende Fodtrin paa Sneen
udenfor i Haven.
Det var Sørine Folkekokkepige, der kom fra Julebesøg hos sine
Forældre. -- Ved hendes Side gik Elev Jakobsen.
Hun havde fundet ham flakkende rundt nede i Strandskoven forfrossen
og fortvivlet.
Og nu tog hun Drengen med hjem i sin Seng for at trøste og varme
ham ...
Fru Karen Uldahl fra Kragholm var paa Julebesøg i Villa Seemann og
sad i Dagligstuen og knasede Makroner i sig og drak Madeira.
Fru Rositta stod i Profil foran Vinduet og satte Traad i sin Synaal.
-- Men sødeste lille Pige, sagde Fru Karen overrasket -- Du er jo med
Barn!
Rositta blev blodrød:
-- Kan det _ses_? spurgte hun og dalede hurtig ned paa Stolen ved
Sybordet.
-- Ja, nu Du stod der imod Lyset ... Jeg troede for Resten, at det
var et overstaaet Stadium hos Jer?
-- Det troede vi ogsaa selv, Tante Karen.
-- Hvor langt er Du henne?
Tanten saa yderst interesseret ud.
-- Paa femte Maaned.
-- Er Du ked af det?
-- Naa--aa ... det nytter jo ikke.
-- Næ--e, Du har altid været en lille Filosof!
Fru Karens Øjne blev nyfigne og skinnende:
-- Hør, lille Pige, sagde hun og lænede sig fortroligt hen mod
Niecen -- er det sandt, at det er forbundet med en vis ... æ ...
Vellystfornemmelse at føde et Barn?
Rositta rødmede atter:
-- Men Tante Karen dog ...!
-- Ja, det har jeg nemlig hørt ... Jeg har jo aldrig selv været i den
Situation ... Men jeg har _læst_ om det.
Rositta bøjede Hovedet uden at svare. Fru Karen sendte hende et hvast
Sideblik og fortsatte derpaa ganske uden Overgang:
-- Skal I til Havslunde paa Fredag?
-- Ja ... Isidor ... Jeg tager ikke med.
-- Kan Du forstaa, lille Pige, at de holder Selskab saa hurtig oven
paa det Selvmord?
-- Naa--aa ...
-- Det er naturligvis Line, der vil vise Verden ...
-- Nej, det er dog vist Onkel Nils ...
-- Maaske. Men saa kunde _hun_ dog sætte sig imod denne Forargelse.
-- Det er vist ikke saa nemt ...
-- Aa, hvis hun _vilde_! Men hun gaar rundt der og behager sig i at
spille den undertrykte ... Hun er en daarlig Kone for Nils; han
skulde tages paa en hel anden Maade.
Fru Rositta smilede uskyldigt; men helt dybt inde i hendes Øjne kom
og forsvandt en Lysprik ikke større end Spidsen af en Naal:
-- Ja, sagde hun rolig -- han burde have haft Tante Karen!
Nu var det Fru Uldahls Tur til at rødme; og hendes Øjne flammede
ondt. Men da Rositta stadig saa lige uskyldig og uvidende ud,
beroligede hun sig og nøjedes med at sige:
-- Ja, maaske ... Jeg har i det mindste vist mig en Opgave voksen,
der var fuldt saa svær som hendes! ... Naa, føjede hun saa til --
Frantz har i de sidste Aar saamænd ikke givet nogen Grund til Klage;
jeg er fuldt ud tilfreds med min Lod ... nu; og der gaar ikke en Dag,
uden at Frantz er mig taknemmelig!
-- Jeg holder saameget af Onkel Frantz ... sagde Fru Rositta mildt.
-- Ja, han er saamænd ogsaa et rigtig erkegodt Menneske ... En Mand
ender _altid_ med at blive det, hans Kone gør ham til! Nu skal vi
snart ha' Sølvbryllup.
-- Ja, det skal I jo ... i April?
-- Ja; og hele Slægten skal samles, baade Heinemann'erne og
Uldahl'erne.
-- Det bliver da morsomt ...
-- Ja; baade jeg og Frantz glæder os ogsaa meget dertil ... Det
bliver netop en Søndag, saa vi begynder med at gaa i Kirke og takke
Gud; og om Aftenen er der saa Middag paa Kragholm.
-- Naa!
-- Ja, Du og din Mand faar naturligvis ogsaa en Indbydelse.
-- Ja--e Tak ...
-- Apropos, lille Reseda ...
-- Det maa Du ikke kalde mig! afbrød den lille Frue heftig.
-- Men Herregud, det gør jo din Mand ...!
-- Ja, netop derfor! Ingen andre maa! Jeg vil ikke ha' det!
Hun var blevet ganske bleg af Ophidselse.
-- Naa, naa, godt Ord igen ...! sagde Fru Karen forbløffet -- Men det
var det, jeg vilde sige, fortsatte hun saa -- véd Du, om Isidor har
med Onkel Joachims Affærer at gøre? Man siger det.
Rositta var atter blevet rolig:
-- Saa--e? sagde hun -- Ja, jeg er ikke inde i min Mands
Forretningssager.
-- Er han hjemme?
-- Nej, han er paa Kontoret.
-- Hør, kunde Du ikke underhaanden skaffe mig det at vide?
-- Nej, Tante Karen, det kan jeg ikke ... Isidor vilde tro, at jeg
var blevet vanvittig.
-- Er det da sandt, at I aldrig taler sammen?
-- Naa--aa, det er maaske lidt overdrevent. Men da aldrig om den
Slags Ting; de morer os ikke.
-- Det maa da være frygteligt!
Fru Rositta lo stille:
-- Tror Du ...?
Men Fru Karen, der var inde i sit, vedblev:
-- Har Du og din Mand været derovre?
-- Hvor?
-- Paa Ravnsholt ... nu han skal til at dø?
-- Vi kender ham jo næsten ikke.
-- ... Hvis din Mand er hans Executor!
-- Ja ...
-- Er han da det?
-- Det véd jeg virkelig ikke, Tante Karen.
Fru Uldahl satte vredt Tænderne i en ny Makron, saa at den brast med
et Knæk:
-- Du er _ganske_ umulig, lille Rositta! Du _lever_ jo slet ikke i
_denne_ Verden!
-- Naa--aa ... jo--o ... lidt ...
-- Pigebørnene fra Havslunde kom da ind til ham, da de var der.
-- Saa--aa, gjorde de det ...
-- Hvad mon de talte om?
-- Det véd jeg ikke ... Jeg véd ikke engang af, at de har været der.
-- Naa, ikke ... Jo, jeg tænkte saamænd ogsaa saa smaat paa at tage
derover; det er jo Frantzes kødelige Onkel ... men man trænger sig jo
nødig paa; det kunde saa let misforstaas.
-- Mon ...?
-- Ja--e, det kunde ... Og sæt, man ikke slap ind! De fra Hvidgaard
galoperede derover en Dag; men hun, _Pompadour_, som Palle kalder
hende, viste dem af.
-- Saa--e ...
-- Men jeg _under_ dem det!
-- Ja, det gør Tante vel ...
-- Ja, det ved Gud, jeg gør! Hvad vilde de der! ... Har din Mand talt
noget om, lille Pige, at Joachim har gjort Testamente?
-- Nej ...
-- Ja, for Du véd vel, at han og Pompadour har levet som Mand og Kone
i mange Aar! Og saa har hun jo de tre lange Bondelømler af Sønner,
der driver rundt paa Gaarden.
-- De skal være saa dygtige ...
-- Ja, som Kreaturpassere! ... Men han testamenterer dem vel nok
nogle Tusind Kroner hver ... Moderen har jo tjent ham tro -- baade i
den ene og den anden Retning.
-- Ja, det er vel hende, der har styret hele den store Husholdning
...
-- Det ha'de han hende jo til! ... Og _Nils_ faar _ikke_ Ravnsholt!
han og Joachim kan ikke døje hinanden siden den latterlige Historie
med den Stok ... Men det er _det_, jeg stadig har bebrejdet Frantz,
at han ikke har forstaaet at holde sig til ... og nu er det jo snart
for sent!
Fru Karen løste Hattebaandene, nippede til sin Madeira og pustede ud.
Og Fru Rositta betragtede hende stjaalent fra Siden, halvt uvillig og
halvt nysgerrig, idet hun dybt undrede sig over den Forskel, der,
trods alt, kan være paa Mennesker ...
-- Har Du hørt noget om, lille Pige, at Nils vil købe Egesborg
tilbage, hvis han arver Joachim?
-- Nej ...
-- Aa--r, Du er ganske umulig at tale med!
-- --
Lidt efter tog Fru Karen Afsked.
Da hun kom udenfor paa Vejen, sagde hun til sig selv:
-- Den kære Rositta, Gudbevares, hun kan saamænd være meget sød, men
hun er og bliver dog et lille Fæ ...!
Fredagen mellem Jul og Nytaar var der altsaa Familiemiddag paa
Havslunde ...
Selskabet sad om Bordet i den store Spisesal.
Nils Uldahl slog paa sit Glas og rejste sig. Der blev dødsensstille:
-- Mine Damer og Herrer! begyndte han -- Maa jeg paa min kære Hustrus
og egne Vegne bringe Dem en hjertelig Tak, fordi De har gjort os den
Glæde at møde frem her i Aften. Desværre kan vi ikke, saa ofte som vi
gerne vilde det, nyde godt af Deres udsøgte Selskab. Jeg lever jo,
som De véd, en stor Del af Aaret i en Art frivillig Landflygtighed,
idet jeg sammen med en Del andre lige- og uligesindede Kaldsfæller
sidder i Landets Raad og spinder det Tovværk og nitter de Planer, der
holder vort lille Samfund flydende ... Men, mine Damer og Herrer,
ihvor ærefuld og eftertragtet end denne Bestilling er, saa betænker
jeg mig alligevel ikke paa at kalde de Husfædre tifold lykkeligere,
der Aaret rundt kan dvæle i deres Families Skød, saaledes som for
Eksempel min kære Broder Frantz! ... Og naar jeg nu derfor vender
mig til Dig, min højtelskede Hustru, er det for at bringe Dig en ...
-- _Far_! ... Du _maa_ ikke! ... Hvor _kan_ Du dog! ... Du _maa_
ikke!
Frøken Sofie var sprunget op fra sin Plads og stod ligbleg med
skinnende, taarefyldte Øjne og fægtede ganske ude af sig selv med
Armene strakt frem imod Faderen:
-- Du _maa_ ikke ...! Jeg vil ikke ha' det ...! Du _maa_ ikke! gentog
hun.
Fru Line skyndte sig hen til hende:
-- Men Sofie ... lille Sofie ...
-- Han _maa_ ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog
nænne det ...!
-- Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du
nu med mig!
Og hun lagde en Arm om Datteren og førte hende ud ...
Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da
Frøken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende
Skuldertræk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame. Men
hans Øjne vogtede kolde og haarde paa Døren, Fru Line var gaaet ud
af. Og da det varede ham for længe, inden hun igen viste sig, raabte
han højlydt ned over Bordet:
-- Aa, Anna, vil Du ikke gaa op og se efter, hvor din Mor bliver af;
man kan ikke saadan forlade sine Gæster!
-- Far ... lød det bønligt fra Charlotte og Frederikke.
Men han lod, som om han ikke hørte det, og tilføjede:
-- Sig, at hun skal komme straks!
Og Frøken Anna rejste sig og gik ...
Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket:
-- Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads.