Spat-Marie, Maren Ørentvist og Johanne Læg-Dig-ned, eller Lig-Johanne
havde været til Pæremarked i Kværkeby og kom nu vandrende ad
Landevejen for hjemgaaende.
De talte og lo og grinede, saa det klang over Markerne. Især var det
Johanne, der var ved Humør; hun dansede sommetider og sang og
sparkede op i Skørterne, saa at de to andre var ved at dø af Latter;
hun havde faaet hældt godt paa Dunken. -- I hver Landsby, de kom
igennem, fôr Hundene halsende ud af Døre og Porte ved Spektaklet, og
Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Halløj.
Men Kællingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre.
--
Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren Ørentvist lang og
duknakket. Lig-Johanne høj, knoglestærk og mandfolkeagtig med et
mærkelig fint Raceansigt hærget af Drik og andre Glæder. -- Alle
havde de Kurv paa Armen med Markedsindkøb. Stadshattene med de
brogede Blomster sad dem skævt paa Hovederne; og Kjolerne havde de af
Sparsommelighedshensyn byltet op omkring Livet, saa at de lappede
Underskørter saas og Uldhoserne og Fedtelædersskoene ...
Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde
købt en Flaske Kirsebærrom til femogtredive Øre, som de diverterede
sig af.
Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte
sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra.
-- Hun er ikke noget _Menneske_! paastod Johanne.
-- Hva' _er_ hun ikke? Hva' er hun _da_? spurgte Moderen.
-- Hun er _det_, de kalder en _Munstrum_, forklarede den anden kyndig
-- saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede.
Og Maren Ørentvist supplerede:
-- Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun
ikke!
-- Nej, indrømmede Marie -- _det_ kan hun ikke. Men hun har hele
Sanselivet paa _Følelsen_, har hun. I skulde se hende kende baade mig
og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.
-- _Far!_ grinede Maren -- sagde Du _Far_? _Ham_ fornemmer nok
hverken hun eller Du ret meget til.
-- Saa ham, hun _kalder_ sin Far da, for Saten, dit Fæ! snærrede
Marie arrigt.
Men nu tog Johanne Ordet; baade hun og Maren var inderst inde
misundelige paa Veninden, der havde dette mærkelige Barn, som hun
tjente mangen en god Øre paa:
-- Og saa er hun jo ikke engang noget rigtig _Fruentimmer_ engang,
sagde hun -- Jordmoderen vidste jo hverken, om hun var en Dreng eller
en Pige.
-- Hun hedder sgu da _Alexandra_, véd jeg! sagde Marie.
-- Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt _Nikodemus_! grinte Maren.
Og Johanne fastslog sin Paastand fra før:
-- Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum!
Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen,
Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene:
-- Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.
De andre skævede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...? Men de
smagte da paa Rommen alle tre og gik videre ...
Spiret paa Havslundegaards Taarn viste sig dunkelt over Træerne.
Morsomt nok kom Fløj-Hanen engang til at sidde midt i Maanen. Det
grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde:
-- _Er_ hun kommen hjem, Helmeren?
-- Næi endnu ikke, sagde Johanne. Og Spat-Marie lo ondt:
-- Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i _vor_ Tid!
-- Næi, vi blev pænt ved _Jorden_, gjorde vi.
-- Og _Børn_ faar hun helleringen af.
-- De si'er, at han har gi'et hende saadan et _Undskyldningsapparat_,
som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren.
Johanne hug vredt en Haand ud i Luften:
-- Saaden et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa
ha'de vi sparet _det_!
-- De kendtes vel ikke den Gang, mente Marie.
-- Næi, kanske .. Verden gaar jo fremad.
Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde:
-- Ja, _jeg_ behøvede ingen ... altsaa!
-- Næi, Fanden hytter jo _sine_! sukkede Johanne.
Da standsede Spat-Marie pludselig sin Gang; og med de smaa vaade Øjne
hævet mod Maanen sagde hun, og det kom dybt fra hendes Moderhjerte:
-- Véd I hvad, Maren og Johanne, sagde hun -- Vorherre kunde for saa
evig vist gerne ha' beholdt de to andre ... men _Alexandra_ vil jeg
aldrig ophøre og takke ham for i hans blaa Himmel!
-- Amen og Hallejuja! vrængede Johanne og tog paa ny et Par Dansetrin
-- Er der nogen, der vil smage igen?
Konerne nikkede Ja; og Romflasken kom frem og blev tømt.
-- Du har vel saa Markedsgave med til Alexandra? spurgte Maren, da
man igen var begyndt at gaa.
-- Gu' har jeg saa, naturligvis. Nu skal I se. Det er en Mølle.
Marie halede en lille Træmølle op af Kurven og blæste paa Vingerne,
saa de snurrede.
-- Den kan hun jo ingen Glæde ha' af.
-- Monikke! Jo, det kan Du bande paa! Hun kan _føle_, kan hun, naar
den vinder. Hun har haft saaden en før. Hun blæser paa den og holder
den op for Ansigtet; og saa griner hun, saa det klukker.
-- Og hva' har Du saa til de andre?
-- Ingenting! ... de kan jo baade se og høre og springe omkring; hva'
Fa'en skal de saa med Legetøj! ... Men vi skal være gode imod dem,
Vorherre har været ond ved, staar der.
Maren Ørentvist laante Møllen og blæste paa den, saa den snurrede
vildt:
-- Se, hvor den suser! sagde hun henrykt.
Men Lig-Johanne, der hidtil havde forholdt sig tavs, snappede
pludselig Apparatet fra hende:
-- Nu vil _jeg_ prøve! sagde hun.
Og hun spilede Kinderne op og blæste, saa det gnistrede for Øjnene af
hende; og medens Vingerne peb paa deres Akse, stod hun og vuggede i
Hofterne og rokkede med Hovedet:
-- Snurre--lurre--lurre! sagde hun og smilede fjoget --
Snurre--lurre--lurre! Gi' mig den, Marie, hva'? La' mig beholde den?
Det er li'som at drikke Brændevin ...
-- Næ, Du kan tro nej, min Skrukhøne! sagde Marie og stoppede hurtig
Møllen tilbage i Kurven -- Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra!
-- --
Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Døre var lukkede
og alle Vinduer mørke.
Klokken var nu godt elleve.
De tre Veninder gik stille frem ad Gaden. Her vilde de ingen
»Opstandelse« lave, for her var de kendt.
Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig
pludselig til Hovedet og sagde:
-- Det er sært, saaden en Forskel, der kan være paa Søskende!
Det gav et Sæt i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede
til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det. Hele Sognet
vidste, at Godsejeren og Johanne havde haft med hinanden at gøre, og
hun selv sagde det jo ogsaa tydelig nok; men derfor skulde hun netop
vogte sig for at slaa paa Slægtskabet ... De to andre havde jo ogsaa
... Men de var da ikke i Familie med ham.
-- Hører I ikke, hvad jeg siger? gentog Johanne irriteret over deres
Tavshed, og hendes Stemme lød høj og skrattende -- Jeg siger, _at det
er en sær Forskel, der kan være paa Søskende_!
Marie greb hende i Armen og vilde trække af Sted med hende:
-- Jo, jo, hviskede hun hastig -- vi hører det nok! Men saaden no'et
holder man Kæft med ... Kom nu Johanne.
Men Johanne rev sig løs og raabte, saa det klang i den stille,
maanelyse Luft:
-- _Er der nogen af Jer maaske, der har været i Seng med sin egen
Bror?_ ... Ulykken er ude efter ham! Ulykken er ude efter ham!
vedblev hun og truede ind mod Gaarden. -- Men han hænger sig ikke,
eller skyder sig, som de andre, der har ejet Havslunde. Han bliver
snarere _hellig_, den Usselryg ... Fader vor, Du som er i Himlen ...
hun foldede Hænderne og skreg af Latter.
-- Nu stikker _jeg_ sgu af! sagde Ørentvisten -- for nu faar hun sit
Anfald.
-- Nej, Maren, Maren, vi maa da blive; vi kan da ikke forsvare for
Gud at lade hende ene!
-- Fa'en ...! sagde Maren og satte i Rend ned ad en Sidevej.
-- Maren, _Maren_ dog ...!
Johanne havde ganske rigtig faaet sit Anfald. Hun løftede sirligt op
i Skørterne og begyndte at synge en lille munter Melodi og dansede
dertil. Hendes Øjne skinnede i Skæret fra Maanen; hun var lutter Smil
og Glæde; Livet syntes hende frydefuldt;
Min lille Rosenblomme (sang hun), min søde Rosmarin,
naar Vintren hun er omme, saa vil jeg være din ...
Spat-Marie stod hjælpeløs og saa til. Snart maatte hun le af Johannes
sære Dans; og snart græd hun. For hvad skulde hun gribe til med
hende, nu de var alene ...
Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes
halvandet Ben kunde flytte sig -- --
Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat.
Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.
»Frøken Sofies Hus« laa nede i Elmekrattet ved Foden af de store
Fyrretræer, hvis nøgne rustrøde Stammer og vildt strittende Kroner
ragede højt op over Parkens andre Træer. Og Evigheden sang deri.
Huset var sammentømret af gamle Bræddestumper og helt overgrot af
Slyngroser og vild Klematis. Lejligheden bestod af en Forstue, der
tillige benyttedes som Køkken, og en Salon, fire Alen lang og tre
Alen bred. Og man kunde ikke staa oprejst derinde.
-- --
Sofie og hendes »uægte« Fætter, Herredsfuldmægtig Isidor Seemann, laa
paa Gulvhynderne under Vinduerne og talte dybsindigt sammen; det
»elskede« Frøken Sofie. Paa Tærskelen ud til Forstuen sad Tyrk. --
Fuldmægtigen var en femogtrediveaarig, bredskuldret Mand, lys af Lød
og tilsyneladende rolig og ligevægtig:
-- Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han -- hos saadanne gamle Slægter
som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til
sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slægt leve paa, og saa
visner den og raadner og dør.
-- Man plejer at dø, _før_ man raadner! riposterede hun.
-- Nej, ikke Slægterne, lille Ven.
-- Véd Du, hvad _jeg_ tror, Fætter Isidor? ... _Jeg_ tror, at Du
siger alt dette om Dig selv bare for at være interessant ... saa sund
og kraftig Du ser ud!
-- Jeg er en kalket Grav ... smilede han, idet han samtidig godt
indsaa, at der var noget perverst i at ligge her og tale saadan til
et Barn.
-- Og alle de morsomme Billeder, Du tegner! vedblev hun.
Han gjorde sin Stemme dyb og mørk:
-- Ja, jeg burde ogsaa meget hellere altid tegne Lig!
Hun lo:
-- Ja, det skulde Du virkelig gøre!
-- Jeg _har_ prøvet det, nikkede han -- men _de_ bliver ogsaa
»morsomme«! han rejste sig op paa Albuen -- Se, nu for Eksempel det
Billede, jeg tegnede af Jer, da Du havde fortalt mig om din Fars og
Jomfru Helmers Køretur forleden. Jeg syntes virkelig, at det var en
meget trist Historie. Du havde Taarer i Øjnene, da Du fortalte. Og
jeg fik den dybeste Medlidenhed med Jer allesammen ... Men hvordan
blev saa Billedet? Selv din Mor brast i Latter, da hun saa det.
-- Jamen det _var_ virkelig ogsaa morsomt, Fætter Isidor! Alle de
Ansigter rundt i Vinduer og Døre ... Og Far, der lignede en gammel
Tændstik .. Og Jomfru Helmer, som var lavet af Blodpølser ... Og Mor,
der stod med to lange, triste Taarer, der hængte hende helt ned paa
Brystet! Jo, véd Du hvad, det _var_ morsomt! ... Og jeg vilde ønske,
at Du boede her paa Havslunde, for saa vilde det blive meget lettere
for os.
-- Sig ikke det, Barnlille!
Hun saa forundret hen mod ham:
-- Hvorfor ikke?
-- Fordi jeg er saa utrolig sur til Hverdag ... Jeg skal nemlig betro
Dig, lille Sofie, at de, der laver sørgmodige Billeder, de er glade i
Omgang; men de, der laver »morsomme«, de er rasende bedrøvelige at
have med at gøre ... thi kun saaledes fuldkommengøres den
guddommelige Retfærdighed!
Frøken Sofie sukkede dybt:
-- Gud, hvor _mine_ Billeder saa vilde blive morsomme, sagde hun --
hvis jeg kunde tegne.
-- _Er_ Du da saa grusommelig bedrøvet?
-- _Forfærdelig!_ smilede hun, og Taarerne steg hende samtidig til
Øjnene -- Og i Morgen kommer oven i Købet Jomfru Helmer tilbage ...
Og vil Du tænke Dig, at Far har skrevet til Forvalteren, at Lars igen
skal møde med Mors Vogn paa Stationen og hente hende!
-- Ja--e, lille Sofie ... Men naar din Mor selv tager det roligt,
saa ...
-- Aa--r, der er ingen Indignation i Mor! Og heller ikke i Søstrene!
De _gider_ ikke! Jeg er den eneste her, der rigtig er noget ved! Jeg
ligner Farmor, siger Ingwersen; hun pryglede Farfar; Ingwersen og
Tjeneren maatte skille dem. _Det_ var en Kone!
-- Jamen kan saa ikke _Du_ tage og prygle Forvalteren da ...?
-- Nu gør Du Nar af mig, Fætter Isidor ...
-- Nej, nej, nej!
-- Du tager mig _aldrig_ alvorlig!
-- Jo, jo, jo!
Sofie rejste sig ivrig:
-- Jeg _har_ forbudt Lars at køre derned med _den_ Vogn; men han gør
det naturligvis alligevel! ... Bare her var et rigtig _Mandfolk_ paa
Gaarden, der kunde sige Far ordentlig Besked. Far han er fejg, ser
Du; han er en rigtig Kryster! Jeg har jo set, hvordan han lusker af,
naar Mor endelig en Gang bliver vred og siger ham Besked. Hun kunde
sagtens tøjle ham, hvis hun bare vilde!
-- Jamen kan saa ikke _Du_ ...
-- Nej, jeg kan ikke. Jeg har jo prøvet det. Men jeg kommer bare til
at græde, fordi jeg er en _Tøs_, og fordi jeg synes, at det hele her
er saa forfærdelig sørgeligt. Aa hvor kunde vi dog ha' det godt her
paa Havslunde, men saa gaar den gamle, væmmelige Fyr og ødelægger det
hele for os!
Taarerne strømmede hende ned over Kinderne. De ligefrem _sprang_
hende ud af Øjnene, saa hastigt og pludseligt kom de:
-- Hvad ... er ... en Fallitgaard? spurgte hun samtidig -- Ja, nu
_tuder_ jeg naturligvis igen! forsøgte hun saa at le -- Men hvad er
en Fallitgaard?
-- En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om
Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld,
begaar Selvmord, eller bliver Kristen!
-- Hæ, hæ! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt
hende ned over Kinderne -- Blæse være med det hele!
Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lægge en Arm om hende;
men hun trak sig sky bort:
-- Tag og _tegn_ mig, Fætter! sagde hun -- at vi kan faa en Ende paa
det Tuderi!
-- Jamen, jeg skal jo tage Dig _alvorligt_, siger Du ...
-- Nej, nej, nej ...! Tegn bare!
Han rakte Armen frem mod hende:
-- Kys mig først ...
-- Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rødmede helt op
under Haaret.
-- Undskyld ... bad han angergiven -- Men Du saa' saa allerkæreste
ud.
-- _Tegn!_ kommanderede hun.
-- _Ja!_
Og han tog sin Skitsebog frem og tegnede et Billede af hende, hvor
hun stod midt i Havslunde Borggaard som en Fontæne med Vandet
brusende ud af Øjne, Næse, Mund og Øren, saa at hendes Kjole,
Strømper og Sko, hele Gaardspladsen, Træerne, Parken, Haven -- den
ganske Ejendom drev af Væde ...
Men midt i det hele Taarehav svømmede Nils Uldahl rundt med et
Badekar bundet i Halen.
Og i Karret sad Jomfru Helmer med en opslaaet Paraply over sig.
Der var Diskussion i »Asylet« i Anledning af Isidor Seemanns
Besøg ...
Det var ved Sengetid. De Gamle sad paa Stolene hver foran sin Seng og
klædte sig af. Henne paa Kommoden foran Vinduerne brændte Lampen.
-- _Nej!_ sagde Jomfru Ingwersen afgjort -- det var Frøken _Natalie_,
var 'et, Etatsraadens _ældste_ Datter, der blev gift med ham,
Bangkiren i Paris.
-- Naa, nikkede Rottbøl medgørlig -- ja, _De_ maa jo vide det,
Ingwersen, for De er jo sæl Mor til hende.
Ingwersen blev sprutrød helt ned paa sin gamle Hals:
-- Hva' _er 'et_, De si'er, Menneske!
-- Ja, er De ikke Mor til Frøken Natalie?
-- Sludder! De skulde hellere rent og bart holde Deres Mund, skulde
De, end komme med saaden no'et Vrævl!
Rottbøl, der havde en af sine slemme Dage, nikkede:
-- Ja, det kan De sgu sagtens sige, som har Deres Forstand! nikkede
hun -- Men det er ikke saaden at sitte her og tie stille hele Tiden,
naar I andre snakker.
-- Jo, naar man'te kan komme med andet end Vrævl, saa tier man!
Ingwersen sad nu i rødstribet Uldklokke og bare Arme og saa krigersk
ud.
-- Men det var dante Bangkiren, der var Far til Isidor? kom det fra
Lurvadt, der surrede et langt Linnedbind omkring sit venstre Ben.
-- _Nej_, sagde Ingwersen -- det var 'et ikke, for Natalie ha'de
allerede Isidor, _førend_ hun fik Bangkiren ... jeg har oplevet hele
Verdenshistorien.
-- Der _fik_ jeg den! smilede Rottbøl henrykt. Det var en Loppe, hun
længe havde jaget rundt paa sin Krop efter.
-- Ja, for hun ha'de ham ved Tegnelærer Jakobæussen, fortsatte
Lurvadt.
-- Ja, berigtigede Ingwersen -- og hun fik ham, mens hun var forlovet
med Godsejer Brandt, ham, der senere giftede Juliane Sehested fra
Børglum.
-- Jeg kan ikke hitte ud a' det med al det Familieskab! sagde Rottbøl
misfornøjet. Hun havde samtidig med at hun anspændt lyttede til
Samtalen, bundet sit Natklæde om Hovedet. Knuden sad hende foran i
Panden som to smaa Horn.
Ingwersen lod sig ikke forstyrre af hendes Snak, men fortsatte:
-- Og hun, Rositta, Isidors Kone, hun er en Datter af Frøken
_Bettina_, Etatsraadens _yngste_ Datter, der blev gift med ham,
_Po_lakken, Greven derovre fra Rusland.
-- Der ser man Guds Finger! lød det fra Rottbøl.
Men Lurvadt spurgte:
-- Jamen, Ingwersen, hvordan er saa Isidor kommen til at hedde
_Seemann_ da, naar hans Far hed _Jakobæussen_ og var Tegnelærer?
-- Fordi Etatsraaden skikkede Drengen væk fra Egesborg og lod ham
adomptere af Proprietær Seemann ovre paa Fyn, der var gift med en
langt ude Kusine til Etatsraaden! forklarede Ingwersen og halede
Sove-Hoserne paa.
Rottbøl fik pludselig et lyst Øjeblik og spurgte fuld af Liv:
-- Var Frøken Natalie Isidors Mor?
-- _Ja, saagu' i Himlen var hun saa!_ sagde Ingwersen fortærende.
-- Saa begriber jeg det ikke igen ...! erklærede Rottbøl.
-- Men hvor har Isidor faaet fat paa Rositta? spurgte Lurvadt.
-- Drausenbeimir! sagde Ingwersen kort -- Og lad vos saa komme i
Seng!
Men Rottbøl smilede paa én Gang lykkeligt ud i Luften og gentog
Ordet: Drausenbeimir ... med et saligt Udtryk i sine smaa vanvittige
Øjne. Hun havde det med at forelske sig i underligt klingende Ord og
gentage dem atter og atter, endevende dem og jonglere med dem.
-- Saa, mumlede Ingwersen arrigt -- nu skal vi høre paa _det_ lige
til Nytaar!
Men Lurvadt spurgte ufortrødent:
-- Véd De no'et om, Ingwersen, at Rosittas Mor brak Halsen?
-- Javel gjorde hun saa.
-- Hvor brak hun den?
-- I no'et de kalder Schweiz.
-- Hva' vilde hun dèr?
-- Hun var rendt derned med _Po_lakkens Kammertjener.
-- Drau--rausenbeimir ... lød det fra Rottbøl.
-- Var 'et ham, der brak den paa hende? spurgte Lurvadt.
-- Nej, hun faldt ned af en Udsigt.
-- Døde hun?
-- Kan _De_ kaske brække Halsen uden at dø?
-- Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener?
-- Hun vilde vel _elske_ ham ... De vil jo allesammen _elske_ i vor
Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro.
Ingwersen rejste sig og krøb op i sin Seng. Hun var i stumpet Særk,
graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.
Rottbøl laa allerede nede under sin Dyne: Man saa ikke andet af hende
end hendes spillende Øjne og Nattørklædets smaa Horn: --
Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til
Rette -- Drau--rau--sausenbeimir!
-- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen vredt.
Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede
Lampen. Saa kravlede ogsaa hun til Køjs:
-- Men sig mig engang, Ingwersen, spurgte hun lidt efter -- hvorfor
fik Nils her ikke Egesborg efter Etatsraaden, da han døde?
-- Fordi _Po_lakken og Bangkiren ikke vilde betro ham deres Penge ...
Og saa sover vi! Godnat! Og sov vel begge to!
-- Tak i lige Maade ... sagde Lurvadt.
Men Rottbøl hørte intet. Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede
sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de
var smaa og levende:
Stormen lad den kun fnyse,
Bølgen lad den kun slaa;
Drømmenes Land, de lyse,
Kan de dog aldrig naa ...
-- Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.
Jomfru Helmer havde faaet forærende af Forvalter Anders Jensen-Homo
en Stol, en Mahognitræs »Flugtstol« betrukket med græsgrønt Plyds og
med en broderet Rosenguirlande ned ad Midten.
Men hver Gang Forvalteren senere følte sig brøstholden af Damen,
bemægtigede han sig Gaven og skjulte den paa de utroligste Steder,
indtil den en skønne Dag, naar Parret atter var blevet forligt, paa
ny dukkede op i hendes Værelse.
Denne Manøvre gentog sig Gang paa Gang til Gaardens udelte
Fornøjelse. Og ogsaa nu, da Jomfruen vendte tilbage fra sin
Københavnstur, saa hun, da hun traadte ind i sin Stue, at Stolen var
væk. Hun havde jo nok tænkt sig Muligheden deraf; men havde dog lige
til det sidste haabet, at Forvalteren omsider var kommen til Fornuft.
-- Hum! sagde hun -- har Mennesket nu alligevel været herinde!
Hendes Fortrolige, Sørine Folkekokkepige, der kom med Kufferten ude
fra Vognen, kunde ikke tilbageholde et ondskabsfuldt Grin:
-- Hæ, ja! han hentede Smeden og lod Døren dirke op.
-- Det _Fæ_! sagde Jomfruen -- Mon han aldrig vil faa sin Forstand!
... Er der ellers sket noget?
-- Næi.
-- Fruen har ikke været hernede og snuse?
-- Næi.
-- Og Tøserne?
-- Næi ...
Sørine var begyndt at gaa rundt om sit Herskab og se beundrende op og
ned ad hende, og nu slap det ud:
-- Hvor er Jomfruen dog skjøn i det Tøj!
-- Ja ... Og nu skal man til at sjove igen.
Sørine snusede Luften til sig:
-- Og som Jomfruen dog lugter!
-- Ja ... Men gaa nu ud til dit Arbejde; jeg kommer, naar jeg har
skiftet.
Sørine gik. Klokken var seks. Det var snart Nadvertid ...
Jomfru Helmer gav sig til at afføre sig Rejsestadsen. Hun tog
langsomt ligesom modstræbende Stykke for Stykke af sin Krop, indtil
hun stod fuldstændig nøgen -- stor, pragtfuld og blændende hvid. Hun
snusede ud i Luften ligesom Sørine før:
-- Al den Parfume, han altid gik og hældte over hende ... Og nu
skulde man til at gaa rundt her og stinke af sur Valle og Tørverøg!
Hun lagde Sagerne omhyggelig sammen og gemte dem hen. Saa tog hun en
grov Hørlærreds Særk frem og de andre Dagligklæder ... Saa bankede
det med ét haardt paa Døren.
-- Her kommer ingen ind! sagde hun; men forskrækket blev hun ikke.
Døren aabnedes, og Forvalteren viste sig, høj, bredskuldret og
sortskægget.
-- Hva' vil _Du_? Vent udenfor til jeg har faaet nogle Klæder paa!
Men han traadte helt ind, og Nøglen vred han om i Laasen efter sig.
-- Hæ! lo hun haanlig og gav sig rolig til at trække Særken paa.
Der blev en Pause. De saa paa hinanden som to Kattedyr; om det saa
var Tænderne, saa saas de -- og Forvalterens store, røde Næver
krummede sig.
Saa gik han tæt hen til hende. Hun stod nu i Strømpefødder og
Underskørt.
-- Vil Du _slaa_? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde
løftet sig.
Han lod Armen synke:
-- Næi ...
-- Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva'
skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gør vos begge to til
Grin for hele Egnen. Jeg er jo ikke din Kærrest længere; det blev vi
jo enige om, straks jeg begyndte med den anden; saa det kan jo være
_Dig_ ligemeget, _hva'_ jeg foretager mig, ikke? Det er jo Aftalen,
ikke?
-- Men at Du saadan rejste væk med ham lige for Næsen af mig uden at
sige noget.
-- Hva' rager det _Dig_, hva' jeg gør? Har jeg ikke Lov til at gøre,
hva' jeg vil? Ha'de jeg sagt noget, ha'de Du bare skabt Dig taavelig.
Han stod myg og fortrykt foran hende:
-- Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han -- Hele
Gaarden grinede, da jeg kom hjem.
Hun lo højt ved Tanken:
-- Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Kærrester længer.
-- Det er der ingen, der tror ....
-- Det er saa sgu _din_ Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalænge og
stop Munden paa dem.
-- Det mener Du ikke, Mathilde ...
Hun lo og kastede sig pludselig tungt ind til ham:
-- Nej, naturligvis mener jeg det ikke, sagde hun og strøg en Haand
ned over hans Krop -- Men hvorfor kan Du saa ikke opføre Dig
fornuftig? Herregud, den Splejs til Godsejer, lo hun raat -- han kan
sgu ingen Skade gøre! Og det er jo altid _Dig_, jeg _tænker_ paa ...
Og nu han er borte, saa kan Du jo komme, saa tit Du vil, véd Du.
Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra
Gulvet.
Men hun gjorde sig fri:
-- Gaa saa! sagde hun -- Og kom igen i Aften ...
Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen:
-- Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin
Portemonnæ -- se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i
Banken til de andre.
Hun trak en Kommodeskuffe ud og tog en Bankbog frem.
Forvalteren havde hurtig snappet Pengesedlerne. Der kom et underlig
glubsk Udtryk i hans Ansigt:
-- Nu er det lige fire Tusind og fem hundrede! sagde han.
-- Ja; og naar han nu kommer hjem til Julen, saa siger jeg op til
Majdag; det plejer at hjælpe.
Han blev igen urolig:
-- Skal vi ikke nøjes med dem, vi har, Mathilde ...?
-- Snak! Vi skal da op til de fem Tusind idetmindste.
Han svarede ikke, men stod og arbejdede nervøst med Laasen, som han
ikke kunde faa op.
-- Du har nok glemt, at den er drejet om, drillede hun -- Vilde Du
myrde mig?
Han mumlede noget uforstaaeligt og gik.
-- Stolen! raabte hun efter ham -- Husk, at ta' Stolen med!
-- Ja ... lød det udenfor.
-- Hvor har Du den? ... Naa!
-- Oppe paa Høstænget ...
Hun lo, saa det sang i Ruderne:
-- _At_ Du dog ikke kan bevare din Forstand, Anders!
Fru _Karen_ Uldahl, gift med Nils Uldahls yngre Broder, Frantz, var
det eneste Medlem af Slægten, hvis Hjerte stedse forblev lukket for
Fru Line ...
Fru Karen var en lang, bleg, glathaaret Skabning, ret køn af Ansigt,
men haard og kold af Karakter. -- Og hendes Ægteskab med Frantz
skulde ingenlunde blidne hende.
Ingwersen fortalte, at den gamle Etatsraad først havde bestemt hende
som Dyretæmmerske for sin ældste Søn. Men da Nils fornam sin Faders
Hensigt, erklærede han kort og godt, at han havde aldrig sat Pris paa
at pille Andeskrog.
Saa transporteredes Pigen over paa Frantz, der i det hele var af et
frommere og mere medgørligt Sindelag, og som desuden netop paa den
Tid var vendt tilbage, mat og udarbejdet, fra en af sine berømmelige
Ekskursioner og derfor var ganske modstandsudygtig.
-- Gifter Du Dig med Karen Heinemann, skal jeg endnu engang tilgive
Dig, sagde Etatsraaden til ham -- Gifter Du Dig ikke med hende, maa
Du Fandenfløjtemig sejle din egen Sø!
Og Frantz, der sad stor og fed og udslukt paa en Stol inde paa
Kontoret paa Egesborg, nikkede sløvt til alt, hvad den Gamle sagde;
og skrev derpaa efter Diktat et saapas glødende Frierbrev til Damen.
Og en Maaned efter var de Ægtefolk og erholdt i Brudegave Skøde paa
Gaarden Kragholm.
-- Nu maa _Du_ tage Dig af Frantz! sagde Etatsraaden til Bruden --
Jeg har saagu nok at skaffe med de andre!
Og Fru Karen viste sig i det lange Løb delvis denne sin Mission
voksen.
-- --
Med Frantz Uldahls sære og berømmelige Excesser forholdt det sig
saaledes:
Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste
Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning. Men saa
en skønne Dag fôr Dævelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og
turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Køn og
kom saa først en Maaned eller to senere skulkende tilbage næsten uden
Klæder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for
lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskæftigelse.
-- Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en
Grøftekant i Nærheden af Gaarden, eller liggende halvdød nede mellem
Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset
og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forløb atter var
saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendørs. -- I
Mellemtiden flød der ind til Egesborg en Strøm af ubetalte Regninger
fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de første
Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné
endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten,
Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han
svor sin Yndlingsed og sagde: _Vil_ han ud, saa skal han, Hans sorte
Majestæt fløjtemig ogsaa _komme_ ud! Hvorpaa han sendte Sønnen med en
Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.
Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fædrenegaarden
fuld af Hjemvé og nøgen til Bæltestedet.
Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede
fra nu af kun paa at vælte Ansvaret fra sig og faa Sønnen energisk
gift.
Hvilket altsaa omsider lykkedes.
-- -- --
Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig først og fornemmeligst
fra, at det var lykkedes _hende_ at fængsle og binde Nils saaledes
til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den
Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv
maatte nøjes med at residere paa en Anneksgaard.
Og dertil kom end yderligere, at næppe var Fru Line bleven
præsenteret for Svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og
fortrængte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde
indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem.
Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en
Art væbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes
Kreoler-Jalousi. (Hun var født i spansk Amerika.)
De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage
af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa
Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de
tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række
Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til
og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør ...
I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru Karen, saasnart
hun fik fast Fod paa Egesborg, tvært imod set sin Fordel i at ophidse
disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og
kattevenlig, som hun kunde være, forstod hun at gaa dem under Øjne;
dadlede _ham_, naar hun talte med _hende_, og omvendt. Og hun fik det
til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at høre
hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paanøde
Foræringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige
Handlemaade.
Men saa kom Fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende
Transaktioner for hende.
_Hun_ anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat
Fremgangsmaade over for Svigerforældrene, idet hun mildt og
sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem
dem.
Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist
stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde
passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunde indtage Maaltider
sammen uden at slynge hinanden Æggeskaller og Sildeben i Hovedet ...
Men ét Overtag havde Fru Karen over Fru Line: Hun forblev barnløs og
kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og være borte fra
Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde dø, kunde hun
derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig
til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da
han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans
Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000
Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres
Ejendom ...
Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes
sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge
Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener,
førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes
Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ...
Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem
paa egne og Børns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen
stod Luften i Brand omkring Sørgeskaren. Nils vilde som den ældste
Søn sætte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke før Du har udbetalt
os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og
Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte
dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres
Vej ud af hver sin Dør og ned i Haven, hvor de mødtes og talte meget
fredelig sammen.
Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de
fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i
Lommen.
Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var
nogle hundrede Tønder Land større. Gaarden var en saakaldet
»Fallitgaard«. De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel
paa Subsistensmidler.
Men Nils havde jo Penge nok og lod sætte et Taarn paa Hovedfløjen --
saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen.
Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine
Børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at
hans Omgivelser nogen Sinde nævnede Ordet Egesborg -- saameget mere
som Gaarden var bleven købt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved
Navn Søren Knudsen.
-- --
Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmærket Nils
og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar
efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til
at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde
Tillid, stak han af. Han havde i sit Ægteskab allerede foretaget en
seks syv Lyn-Tournéer, og det ikke blot rundt i sit Fædreland, men
ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt
miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede,
naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet
Abe, som tilskyndet af sine Urlængsler, var brudt ud af sit Bur, men
uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fængselet,
Lænkerne -- og Føden.
Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmæssigheder paa
den eneste rette Maade. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men
klædte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklærede,
at hendes Livs fornemste Opgave skulde være at lette den tunge
Prøvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. -- Og lidt
efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes,
at hun mildt og kærligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue
og paa sparsomme Lommepenge.
-- --
Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line.
Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med
duggede Øjne, at _denne_ Ulykke var hende langt smerteligere at bære
end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde
og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde
været hende som en Stjerne i Livets Ørken.
Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at
trøste.
Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.
-- Herskabet er sygt ... havde Jørgen Tjener sagt.
Og denne Sygdom havde end yderligere befæstet Venskabet mellem
Svigerinderne ...
12/11.
Uf, jeg er saa _arrig_ i Dag, kære Isidor, at jeg baade har Hovedpine
og Kvalme. Og véd Du hvorfor? Fordi Fader igen har sendt Moder et
Brev, hvori han baade kalder hende »Højtærede Fru Line Uldahl« og
siger »De« til hende og »vil Fruen være af den Godhed!« Han er en
rigtig gammel _Abekat_, er han; og jeg tror aldeles ikke, at Du har
Ret i, hvad Du paastod i Torsdags, da vi havde vor yndige Samtale
inde i Kabinettet, at han er _et ulykkeligt Menneske_. Han er _ond_,
er han, og _vigtig_ og _skabagtig_, og var _jeg_ i Moders Sted, saa
sendte jeg ham hans Breve _uaabnede_ tilbage! Men vil Du _tænke_ Dig,
hun _smiler_ bare af dem og siger »Aa, Herregud, kan _det_ more ham!«
Og Søstrene ler med; men jeg er altid lige ved at lave _Fontæne_, som
Du kalder det, af bare Arrigskab, for jeg synes, at det ligefrem er
_uværdigt_ for en Kvinde at lade sig behandle saaledes. Véd Du, hvad
jeg havde den største Lyst til, Fætter Isidor? Jeg havde den største
Lyst til at rejse til København og gaa op i Folketinget og holde en
lang Tale om Fader; men maaske er de allesammen saadan nogle
Lumskeriker deroppe, og saa nyttede det jo ikke. Du har jo nok set i
Bladene, hvor han bliver rost og hævet til Skyerne derinde? Og ved
Gud i Himmelen vil Du tro mig, at Moder gaar hver Gang rundt her og
er stolt af det, ved _Gud_! Det _er_ nu sandt, at der er noget _lavt_
og _hundeagtigt_ ved os Kvinder; bare fordi det nu er hendes _Mand_,
saa synes hun straks, at det er storartet, skønt hun godt véd, at
han ikke mener et Ord af det, som han staar og brækker af sig
om Bønderne; han ligefrem _hader_ dem, det har jeg jo hørt saa
tit. Du har jo selv hørt, naar han bralrer op herhjemme til
Middagsselskaberne; _jeg_ er lige ved at brække mig! Men jeg er jo
ogsaa bare en fejg Kvinde; i Stedet for at rejse mig og fortælle alle
Gæsterne, hvor ussel og nedrig han er; og vil Du tro mig, at _Moder_
vilde blive _mest_ vred, hvis jeg gjorde det, saadan er vi usselige
svage Kvinder, og jeg kan godt forstaa, at _Du_ og andre _rigtige_
Mænd mange Gange maa foragte os _dybt_. Aa, hvor vilde jeg dog ønske,
at jeg var saadan en Kvinde som Charlotte Corday eller Jomfruen fra
Orleans, for saa skulde jeg vise Jer noget andet! Og vil Du tro mig,
Fætter Isidor, naar jeg siger Dig, at jeg _er_ saadan en
_indvendig_, men naar jeg saa skal _handle_, saa bliver jeg bare kold
over hele Kroppen og sveder og _kan_ ikke; men jeg har mange, mange
Gange _drømt_, at jeg _var_ saadan en stolt Kvinde, ikke naar jeg
sover, forstaar Du, men naar jeg gaar Tur med Tyrk, eller sidder nede
i mit Hus, eller ligger ude i Skoven! Og saa siger jeg Fader
ordentlig Besked, og han fortryder hele sin slette Opførsel og jager
Jomfru Helmer og alle de andre grimme Fruentimmer bort og fortryder
det hele og bliver gode Venner med Moder igen; og vi kommer
allesammen til at holde saameget af ham, saa at det bliver en stor
Lykke for os at leve her paa Havslundegaard, den dejligste Gaard i
Verden! Aa, lille, gode, søde, rare Fætter Isidor, bare man kunde
drømme _altid_, for man bliver saa forfærdelig bedrøvet, naar man
vaagner og kommer til at huske paa, hvordan det er i Virkeligheden!
Jeg vilde næsten ønske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbøl!
Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget
om mig selv.
Din til Døden
S.
Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske
Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud,
som om den havde Bukser paa. Den er _forfærdelig_ sød! Pigebørnene er
henrykte og har allerede kaldt den »Mikkel«. Men _jeg_ rører den
ikke, naturligvis, _jeg tager ikke imod Bestikkelser_! For véd Du,
hvorfor han sender den? Naturligvis bare fordi han nu snart kommer
hjem til Jul. Jeg _kender_ ham!
Isidor Seemann var altsaa (conf. »Asylernes« Aftensamtale) en Søn
af Natalia Uldahl og Tegne- og Gymnastik-Lærer Hans Jakobæussen
ved Latinskolen i Nabobyen. Forbindelsen knyttedes ved et
Borgerforeningsbal. Men da Resultatet blev synligt, gik den gamle
Etatsraad ind paa Skolen og gennempryglede for Elevernes Aasyn Hr.
Jakobæussen med sin Stok. Og Skandalen endte med, at den flinke
Gymnastiker maatte pakke sine Kufferter og forsvinde, medens
Etatsraaden ifaldt en Bøde.
Da denne var betalt, gik samme energiske Olding til Frøkenens
daværende officielle Forlovede, Godsejer Ole Brandt til Svendstrup,
og formaaede ham quand même til, under Løfte om øjeblikkelig
Skilsmisse, at lade sig vie til Pigen. Hvorpaa Ole og Natalia ægtede
hinanden i Havslundegaards Spisestue og umiddelbart derefter
separeredes paa Kontoret.
Fire Maaneder derpaa bragte Fru Brandt en ung Jakobæus til Verden. Og
efter at Etatsraaden havde foræret Drengen til en barnløs Halvkusine
af sig, der var gift med en Proprietær Seemann til Maglegaard ved
Faaborg, rejste han selv med Frue og Døtre paa en to Maaneders
Rekreationstur til Rivieraen ...
Her paa denne eventyrlige Kyst blev Frøken Natalia gift med en jødisk
Bankier fra Paris. Og Frøken Bettina hjemførtes sammesteds fra af en
polsk Greve.
Efter hvilke Succéser Etatsraadens lettede vendte hjem.
Natalie døde et Par Aar senere Straadøden i sit Palæ paa Champs
Elysées efterladende sig en ægtefødt Søn, medens Bettina efter at
have bragt Datteren, Rositta, til Verden, faldt, som Ingwersen alt
har fortalt, ned af en Udsigt i Schweiz, hvor hun var paa Lystrejse
med sin Mands Kammertjener, og brækkede Halsen.
Og nu havde Etatsraaden altsaa kun sine to Sønner tilbage.
Hvilket maaske ogsaa kunde være tilstrækkeligt ...
-- --
Den lille Isidor var under alle disse Begivenheder bleven adopteret
af Seemann og voksede op paa den stille og fredelige fynske Gaard.
Da han blev Student og skulde læse videre i Hovedstaden, solgte
Plejeforældrene Gaarden og fulgte med ham; saa uundværlig var han
bleven dem.
Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik
Ansættelse som Fuldmægtig paa Havslunde- og Søby- Herreders Kontor,
drog de ogsaa med ham her over ...
Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besøg paa Havslundegaard
traf sin polske Kusine, Rositta. De to Slægtninge fandt straks stort
Behag i hinanden; særlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde
Mund sammen og alligevel føle dyb Glæde ved hinandens Selskab. De
besluttede derfor efter et Par tavse Møder ikke mere at skilles,
giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig,
at de fik hver sin Lejlighed med kun fælles Spisestue. -- Og nu havde
de været gift i ni Aar med et Udbytte af to Sønner paa henholdsvis
otte og seks Aar ...
Til at begynde med var gamle Fru Seemann meget ilde til Mode ved
Sønnens Forlovelse og Giftermaal. Hun mente, at han vilde glemme sine
Forældre, og at hans Kone ikke var ham værdig; i hvilken Anledning
hun fældede mange Sorgens Taarer.
Men da hun lidt efter lidt lærte Fru Rositta at kende nøjere og
opdagede, hvilken elskelig og fornuftig lille Kvinde hun var, frydede
hun sig i sit Hjerte og indesluttede taknemmelig Svigerdatteren i
sine aftenlige Bønner: Tak, kære Vorherre, sagde hun, at Du nu har
givet os to barnløse gamle Mennesker _to_ Børn; og undskyld, at jeg
er gaaet i Rette med Dig! ... Og da hun saa senere paa samme nemme
Façon endogsaa blev Bedstemoder, græd hun bitterlig af Glæde.
-- Ja, Du har nu altid haft let til Vandet, Mor! sagde gamle Seemann
-- Men det er nu _din_ Fornøjelse.
Og Fruen lo og greb ham om begge Skuldre og rystede eftertrykkeligt
til:
-- Du er en rigtig Træpind, Far!
-- Hvad siger Du, Mor?
Hr. Seemann nød foruden sit ligelige Gemyt ogsaa Lykken af med Aarene
at være bleven betydelig tunghør.
-- _Jeg siger, at Du er en rigtig Træpind!_
-- Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo _nogen_, der skal være ...
De Gamle havde stadig Sønnens Ungkarleværelse staaende i urørt Stand.
Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar »Fuldmægtigen« gik
fra sit Kontor, besøgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en
Hjørnesofa inde i »Værelset« og »talte gammelt«. Fader Seemann
derimod deltog sjælden i Samtalerne. Han opholdt sig i Dagligstuen
ved Siden af med sine Aviser.
Men hvert Øjeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og spørge,
naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i.
Hun skreg da ind i hans »gode« Øre:
-- Hør, Far, var det _Niels Hansen_, der købte vores Wienervogn, Du
véd ... eller var det _Rasmus Poulsen_?
Den Gamle tittede da skælmsk frem over Brillerne med sine smaa
Syposeøjne:
-- Snakker I _nu_ om _Wienervognen_, Mor? sagde han -- Ja, I har
_travlt_! ... Det var _Rasmus Poulsen_, der købte den ... I
Fruentimmer kan da heller aldrig _huske_!
Saa dukkede han paa ny ned i Aviserne; og Fruen gik tilbage til
Sofaen ...
Saaledes bevaredes i Familien Seemann Livets Kontinuitet. Og Isidor
havde hjemme i sine Mapper mangen en munter Illustration til disse
Repetitionskurser.
Onkel Joachim var syg.
Der var ikke tilflydt Familien paa Havslunde nogen direkte Meddelelse
derom, Rygtet var kun naaet frem gennem Post-Ole. Men samme Dag, hun
fik det at vide, bad Fru Line alligevel sine Pigebørn om at tage over
og se til Patienten:
-- Onkel er meget syg, sagde hun -- Der er Fare paa Færde. Jeg har
set det i Kortene.
-- Vil Mor ikke selv med?
-- Nej, lille Sofie, det véd I, jeg bliver helst hjemme ... og særlig
da i saadan et Blæstvejr.
-- Mor skulde engang spørge sine Kort, om Mor har godt af altid at
sidde inde og svulme.
Det var Frøken Frederikke, der talte. -- Fru Line slog smilende efter
hende:
-- Fy, din skidt Tøs, at gøre Nar af sin egen Mor!
-- Jamen Frederikke har Ret, sagde Anna -- Mor sidder altfor meget
stille.
-- Mor begynder at ligne Madam Nærup! nikkede Charlotte. (Madam Nærup
var Distriktets uformelige Fødselshjælperske.)
-- Mor er dejlig! sagde Frøken Sofie og saa forelsket paa Fru Line --
Mor ligner en Enkedronning!
-- Med Dobbelthage! supplerede Frederikke og trak sig uden for
Skudvidde ...
Men sandt var det, at der i de sidste Aar var kommet noget bredt og
matroneagtigt over Fru Uldahl. Hendes længe bevarede ungpigeagtige
Slankhed var forsvundet. Men skøn var hun som altid med sit
askeblonde Haar under den sorte Fløjelshue. Og hun førte sit Legeme
med en Holdning og en rolig Anstand, der fik alle andre Kvinder, naar
de kom i hendes Nærhed, til at synes smaa og ubetydelige.
-- _Tager_ Mor saa ikke med?
-- Nej, lille Sofie ... Og der er heller ikke Plads.
-- Jo, jeg kan sidde paa Bukken.
-- Nej, der skal Tyrk være, ellers gaar han rundt her og græder hele
Eftermiddagen. -- Saa telefonerer jeg altsaa til Ravnsholt og
spørger, om Onkel vil ha' Jer ...
Og det gjorde hun. Og Joachim svarede personlig fra sin Seng, at han
glædede sig til at se »Firkløveret«.
Saa rent dødsens var han da ikke; om end hans Stemme havde lydt lidt
mindre buldrende end ellers.
-- --
Køreturen til Ravnsholt foregik i den lille Charabanc. Siden Jomfru
Helmers Københavnsrejse benyttede ingen af Gaardens Damer godvillig
Landaueren. Og den gamle lukkede Karosse, Flueskabet kaldet, fra
Etatsraadens Tid, var for tung for Vejene.
Frøkenerne sad bag i Vognen hyllet i Sjaler og Pelsværk, thi det var
blæst op til en halv Storm.
Og foran paa Bukken sad Tyrk, der stor og mægtig ragede frem højt
over Hovedet af Kusken.
Der blev ikke talt meget under Køreturen; man havde nok at gøre med
at holde sammen paa Sjalerne. Kun af og til, naar Blæsten blev særlig
ondartet, vendte Lars sig om fra Forsædet og raabte:
-- Frysser I, Frøkner?
Hvortil regelmæssig en af de unge Piger hylede:
-- Nej--i ...!
-- --
Uden for »Familiehuset« stod Spat-Marie og Maren Ørentvist og fløj i
Blæsten:
-- Der er _di_ fra _Gaarden_! sagde Marie -- Se _Tyrken_!
Hun og Maren havde baaret Pigen Alexandra om i Læ af Gavlen.
Skiftingen skulde gerne ud et Par Gange om Dagen, hvordan Vejret saa
var, havde Doktoren sagt. Og nu sad hun i sin Stol indbyldtet i Dyner
og Klæder. Man saa ikke andet af hende end hendes frygtelige
Underansigt, hvis forlængede Kæbeparti lignede Trynen paa et Svin.
-- Da--a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men
straks derpaa tilføjede Spat-Marie lavmælt:
-- En op, en anden ned! Der ager _di_, og der sidder _hun_!
Frøkenerne nikkede venlig til Genhilsen. Men da Vognen var naaet et
Stykke bort fra Huset, lød det pludselig fra Frederikke:
-- Hvem af os synes I, hun mest ligner?
De brast alle fire ud i en underlig anstrengt Latter; og Frøken Sofie
sagde hurtig:
-- Vi taler ikke til Mor om, at vi har set hende!
Og saa forsvandt Huset bag Møllebanken.
-- --
Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig
pludselig om:
-- Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner!
Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af
en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af
Køretøjet, der ligeledes standsede.
Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard
og Frue. Han var en lyshaaret Kæmpe med et vældigt Fuldskæg, der
naaede ham langt ned paa Brystet. Hun var høj, slank, næsten mager,
med gnistrende sort Haar og smaa, gyldenlakbrune, længselsfulde Øjne.
Dertil var hun stærkt sminket; og hendes Læber var smalle og
blodrøde. Frøken Sofie havde engang sagt om hende, at hun saa
»skæbnesvanger« ud.
-- Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte
Hofjægermesteren.
-- Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen.
Frøkenerne kom frem af Sjalerne:
-- Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam!
-- Goddag, Goddag, Unger! Hofjægermesteren slog ud med Haanden --
Skal I til Ravnsholt? ... Vil Du _staa_! tordnede han i det samme til
Hesten og strammede Tøjlerne, saa Dyret stejlede -- Hele Familien er
nok paa Tæerne i Dag! lo han derpaa. -- Vi mødte Kragholmer-Kareten
før med Fru Karen; hun kørte, som der var Ild i Enden paa hende.
-- Er Tante Karen ogsaa ...?
-- Ja--h! Alle Testamentejægerne er paa Krigsstien. Men den Gamle vil
ikke se os for sine Øjne ... Det er dog Satan til Blæst! ... Men saa
hold dog Kæft, Hunde! ... han har lukket Døren for sig, har Fatter
Joachim, og sat Madam Pompadour født Henriksen udenfor paa Vagt. _Vi_
slap da ikke ind; og I andre gør det saagu' heller ikke!
-- Jo, Onkel har selv ... begyndte Frøken Anna.
Men før hun fik talt ud, foretog Hofjægermesteren et pludselig Chock
imod Hundene, der fôr gøende og glammende rundt omkring Vognen, hvor
_Tyrk_ fra Bukken sekunderede dem med sin Tøndebas -- Fanden skal
staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene,
saa at de hylende spredtes til alle Sider -- Det er jo ikke til at
høre Ørenlyd! ... Kom saa, Mona! Skægget flyver af mig! raabte han
videre, da et Vindstød i det samme gav sig til at flaa i ham -- Her
er ikke til at være! ... Farvel, Pigebørn! Og god Lykke! Ja, vi ser
Jer vel ikke paa Hvidgaard, før vi skal dø? Men der bliver ikke noget
at hole, for vi æder det op! ... Kom saa, Mona!
Det havde været Hofjægermesterinden umuligt at faa sin Hest til at
staa rolig. Stormen og Hundene gjorde den nervøs. Den havde danset og
stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaat med
hvide Skumflager. -- Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og
satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende
Meute:
-- Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line!
Frøken Sofie kiggede efter hende:
-- Tante Mona _er_ nu storartet! sagde hun afgjort -- Saa kan I andre
sige, hvad I _vil_!
-- Jamen Gud, Pigebarn, lo Frederikke -- vi har jo ikke sagt et Muk!
Der kom et brølende Vindstød; og Frøkenerne forsvandt bag
Sjalerne ...
Lidt efter tittede Frøken Sofie igen frem:
-- Der ligger Egesborg! sagde hun og pegede ud over Markerne mod en
stor, hvid, firkantet Bygning, op til hvilken der førte en Allé af
gamle, vejrbidte og halvt udgaaede Egetrær.
-- Ja, sagde Anna, som havde besøgt Gaarden i Bedsteforældrenes
Tid -- der var dejligt! Sikke Stuer! Og sikken Udsigt fra
Selskabsværelserne paa første Sal!
-- Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte.
-- Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken
Frederikke.
Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ...
-- --
Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn
forbi for udgaaende:
-- Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken -- Jeg saa Fruen
indvendig.
Madam Henriksen (af Hofjægermesteren døbt: Pompadour) hed den store,
tavse Bondekone, der havde været Onkel Joachims Husbestyrerinde i
henved tredive Aar. Hun var kommen til Gaarden, da hun var en
fem-seksogtyve, havde styret Huset for ham til hans fulde Tilfredshed
og engang imellem faaet et Barn med ham, ialt fire. Men de var alle
døde kort efter Fødselen, og to af dem havde været ligesaa fæle og
uhyggelige Misfostre, som Nils Uldahls og Spat-Maries Alexandra. Men
selv havde Madam Henriksen fra sit Giftermaals Tid tre velvoksne
Sønner, tre tavse, paalidelige og arbejdsomme Mennesker ligesom
Moderen. De tjente alle paa Ravnsholt nu i forskellige Stillinger,
spiste og sov sammen med de andre Karle og stod med Hatten i Haanden,
naar de talte til Godsejeren. Men han kunde godt lide dem og
udmærkede dem paa mange Maader baade for deres egen og for deres
Moders Skyld.
-- --
Da Vognen med Tyrk og de unge Damer gjorde Holdt foran Hovedtrappen,
kom Madam Henriksen frem i Døren:
-- Men Gud Fader, se Hunden! sagde hun og glemte helt at hilse paa
Damerne -- har han sat der hele Vejen i det Vejr?
-- Ja, han har saamænd!
-- Det er Synd a' Jer ...
-- Aa, han er jo godt klædt paa!
-- Hvordan gaar det med Onkel?
-- Jo--e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen!
-- Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke.
-- Naa--e, _Menneskene_ klarer sig nok!
Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde.
-- Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind.
-- Maa vi andre ogsaa komme med?
-- Ja, værsgod ...
Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret. -- Det var et stort
nøgent Rum med sandstrøet Gulv, simple Træmøbler og en lille, fedtet
Voksdugssofa. Henne i et Hjørne buldrede en Jærnkakkelovn. Der var
kun et Kappegardin for Vinduet.
-- Hvordan har Onkel det? spurgte Frøken Anna.
-- Jo--e ...
-- Maa vi komme ind til ham?
-- Ja, Frøknerne er jo _bestilt_ ... Men nu skal jeg hente Kaffen.
Og Hunden kan faa et Fad Mælk.
-- Han vil hellere ha' Kaffe, Madam Henriksen.
Madammens Øjne voksede:
-- _Drikker han Kaffe?_
-- Ja--e ... lo Sofie.
-- Og saa skulde jeg hilse fra Godsejeren, at der stod Cigarer henne
paa Hylden.
-- Tak ...
Pludselig rundedes Konens Øjne af en ny sindsforvirrende Tanke:
-- _Ryger_ han kanske ogsaa, _Hunden_?
Pigebørnene brast i Latter:
-- Nej, nej, nej!
-- Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gør det! ... Men det
ender skidt med den Rygen, tilføjede hun -- Tobak er for _Mandfolk_!
-- Fars Søstre røg jo ogsaa ... mente Frederikke.
-- Jamen, hvor røg de ikke ogsaa _hen_! sagde Pompadour -- Men nu
gaar jeg ud efter Kaffen.
-- --
Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem
to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler
stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem
i Gaasegang ad smalle »Løbere«.
Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte:
-- Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam
Henriksen?
-- Fordi Godsejeren ikke vilde se dem, lød det kort -- Og Frøknerne
maa heller ikke gerne blive der ret længe; Godsejeren kan ikke taale
det.
Fra Dagligstuerne naaede man gennem Spisestuen ud i en lang, skummel
Korridor med mange Døre. Paa en Bastmaatte udenfor én af dem laa
Rinaldo, Onkel Joachims gamle Hønsehund. Den var saa gammel, at det
ikke længere gav nogen Lyd, naar den gøede.
-- Her skal vi ind, sagde Henriksen og strøg Hunden kærtegnende over
Ryggen, før hun aabnede Døren. -- Men Frøknerne maa skræve over ham,
for han kan ikke flytte sig.
Rinaldo løftede Hovedet, da han sansede de Fremmede, og markerede en
Gøen ved at aabne og lukke Gabet et Par Gange; saa sank han sammen
igen; og Damerne slap over ham ...
Inde i sit Soveværelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng
støttet af mange Puder. Hans svære Krop var frygtelig afmagret og
stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og
det hvide Haar og Skæg pjusket og uredt.
De fire Søstre blev forskræmt staaende tæt inden for Døren, medens de
uvilkaarlig famlede efter hinandens Hænder.
Joachim saa missende hen imod dem; hans Øjne var ligesom falmede:
-- Er det Firkløveret ...? spurgte han.
-- Ja ...
-- Ho, ho! lo han hult -- det betyder Lykke! ... Kom nærmere Tøse!
Hans Stemme havde endnu bevaret en Del af sin gamle Klang.
Pigebørnene nærmede sig, men dog stadig i Klump.
-- Er I der allesammen? Jeg ser saa daarligt ...
-- Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte -- Hvordan
har Onkel det?
-- Sæl Tak! Skidt! sagde den Gamle -- Kom helt herhen!
De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og
fik fat i en af dem:
-- Hvem er _det_?
-- Sofie ...
-- Jeg synes, Du tuder, Tøs? Ser jeg ud, som jeg skal dø?
-- Ja ... sagde Sofie og brast i høj Hulken.
Han slængte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav
et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til
at ringe.
-- Henriksen! sagde han buldrende -- spørg, hvad det er!
Pompadour, der havde puslet lydløst om i Værelset, satte Tragten for
Øret:
-- Jovel, ja ... jo ... Nu skal jeg spørge Godsejeren! -- Det er
Købmand Nielsen, der forhører, om vi kan hente de Oliekager i Morgen
...?
-- Nej, sagde den Gamle -- i Morgen skal vi køre Roer hjem.
-- Godsejeren vilde bevise ham en Tjeneste, sa'e han ...
-- Saa--e? Sig, at vi skal komme paa _Fredag_ ... Og ring af!
-- Jo ...
-- Hvem er saa _det_? spurgte han og greb fat i et af de andre
Pigebørn.
-- Frederikke ...
-- Tuder Du ogsaa?
-- Næi ... Onkel bliver nok rask igen.
-- Sludder! Gu' gør jeg ej! ... Kys mig!
Frederikke bøjede sig ned og kyssede ham.
-- Det bliver nok det sidste Smask i denne Konges Tid! mumlede han.
-- Nu skal Frøknerne gaa ... sagde Madam Henriksen rolig, men bestemt
-- Doktoren har sagt, at Godsejeren maa ikke snakke for meget.
Pigebørnene trak sig hen imod Døren:
-- Farvel, Onkel Joachim ... Og god Bedring ...
-- Farvel, Tøse! I faar hver tredive Tusind Kroner efter mig ... det
var vel _det_, I vilde ha' at vide? ... _Men I giver ikke Jeres
Vindbøjtel af en Far en Øre af dem, naar han nu snart gaar fallit!
Hører I?_
-- Ja ...! sagde Anna forskrækket.
-- Og hør saa lidt her ... vedblev den Gamle, og der lagde sig et
ondt og hoverende Smil om hans Mund -- Sig til ham fra mig, at det
kan ikke nytte, at han snuser efter Elfenbensstokken, for jeg ta'r
den med mig i Kisten, hæ!
-- --
Da de unge Damer igen sad bænket og indpakket paa Charabancen,
spurgte Frøken Charlotte:
-- Hvad er det egentlig, Onkel fejler, Madam Henriksen?
-- De kalder det Kræft i Leveren.
-- Mener Doktoren, at det er farligt?
-- Det gør han vel ...
Og idet hun kastede et Blik op mod Tyrk, der igen tronede paa Bukken,
tilføjede Madammen -- Det var da rart, at Vinden har dovet sig lidt
... for Hundens Skyld.
Hofjægermester Palle Uldahl var en Brodersønnesøn af Etatsraadens
Fader. Familien havde i to Generationer tjent sig en betydelig Formue
som Plantageriejere paa St. Croix i den gode Tid. Palle var bleven
opdraget hos sin Moders Slægt i Danmark; og da han var atten-tyve
Aar, solgte Faderen, Jakob Reinhold, der imidlertid var bleven
Enkemand, sine vestindiske Besiddelser, drog tilbage til Fædrelandet
og købte efter Nils Uldahls Anvisning Herregaarden Hvidgaard,
beliggende et Par Mil norden for Havslunde. Det var rart, at Familien
blev samlet, mente Nils; det styrkede den og stivede den af mod det
overhaandtagende Bondevælde. Men et Aars Tid senere ragede han og
Jakob Reinhold uklar i Anledning af en fed Dame paa Byens Marked og
blev Uvenner for Livstid.
Palle, der imidlertid havde lært Landvæsenet, kom nu hjem til
Hvidgaard som en Slags Overinspektør. Det gik udmærket i en Aarrække,
thi Fader og Søn holdt meget af hinanden og var altid kommet
fortræffeligt ud af det sammen. Men saa arriverede der engang et
Beriderselskab til Købstaden. Alle Egnens Uldahler mødte op til
Premiéren, ogsaa Fader og Søn fra Hvidgaard. Men fra den Aftenstund
at regne var Freden ogsaa for stedse forbi imellem dem.
-- --
Mona Lisa hed hun paa Programmet. Og hun var en Djævel af en
Jokeyrytterske, slank og kattesmidig i sit kødfarvede Trikot;
gnistrende sorthaaret og med gulbrune Salamanderøjne. Og særlig kunde
hun, naar Hesten som Sortie satte over Barriéren med hende liggende
henad Ryggen udstøde et Skrig, der fik de mandlige Tilskuere til at
spjætte med Benene, som vilde de sætte efter hende ...
Ogsaa de to Uldahler fra Hvidgaard spjættede. Men de beherskede sig,
idet de saa sky til hinanden uden at tale. -- Men den næste Aften var
de igen i Circus. Og den næste igen, saalænge Selskabet gav
Forestillinger i Byen. Dog sad de ikke oftere som første Aften ved
Siden af hinanden. Og de kørte ikke længere frem og hjem sammen. De
undgik hinanden og skulede ondt til hinanden.
Og saa skete det efter Ingwersens Beretning, at da Beriderne havde
afsluttet deres Optræden og indskibet sig for at drage videre til
andre Egne, dukkede Palle Uldahl, da Skibet var naaet et Stykke ud i
Fjorden, pludselig op af Kahytten og gik lige hen til Mona Lisa og
bad hende om at blive hans Kone. Og førend hun endnu havde faaet
svaret, saa de gamle Jakob Reinhold staa ude i Agterstavnen og
stirre paa dem, kridende hvid i sit Ansigt ... og rundt omkring paa
Dækket stak frem bag hver sit Skjul Nils fra Havslunde, Frantz fra
Kragholm og gamle Joachim fra Ravnsholt ... Da brast Mona i en
bragende Latter og faldt Palle om Halsen. --
Et halvt Aars Tid efter døde Jakob Reinhold, og de to Unge flyttede
ind paa Hvidgaard ...
Men Børn fik de ingen af: Thi paa alfar Vej gror intet Græs! siger
gamle Jomfru Ingwersen.
Hvidgaard var en Idyl ...: en firelænget, énetages Bygning,
hvidkalket med rødt Tegltag og omflydt af Grave med hvide Broer og
hvide Svaner. Paa den gruslagte Gaardsplads en hvidkalket
Sandstens-Fontæne og spraglede Paafugle, der slog Halerne i Hjul ...
Og baade Gaard, Have og Park lunt gemt imellem høje, skovklædte
Bakker. Vinden kunde hyle og brumme i Skovene oppe langs
Bakkekammene, nede i Havens Gange og Gaardens Stuer var den stilleste
Ro ...
At sige i Jakob Reinholds Tid. Thi med Fru Mona holdt ogsaa Stormen
og Uroen sit Indtog paa Hvidgaard, og Idyllen fløj over i Historien.
Hun føg nemlig som et Uvejr gennem Huset. Vægge blev revet ned, Døre
og Vinduer blev flyttet, Lofter blev hævet, og Gulve blev sænket. Og
da hun havde raset færdig indendørs, gik hun løs paa Haven og Parken.
Hun vilde ha' _Vuer_! sagde hun. Og hun lod de stolteste Træer
fælde, naar de stod hendes Planer i Vejen. Ja, ud for sine
Dagligstuevinduer lod hun endogsaa Skoven hugge om og Bakken skære
igennem, saa at Østenstormen nu strøg livsaligt ned gennem Haven,
afsved Roserne og fik Kakkelovnene til at ryge. Men hun beordrede
Roserne gravet op og Skorstenene forlængede, hvorved hun ødelagde
baade Havens og Bygningens Skønhed:
-- _Blæse_ med _det_, sagde hun -- bare vi faar _Luft_!
Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun
sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa én Gang at huse
fjorten, alle af forskellig Race. En grand danois stor som et Føl og
videre ned til en Bologneser ikke større end en god Rotte.
-- --
Fru Monas Vugge havde staaet paa en fjerde Bagsal i København; og hun
var døbt Elise Mortensen.
Men nu hed hun altsaa Hofjægermesterinde Uldahl og regerede
uindskrænket over sin Kæmpe af en Mand, der aldrig havde tænkt sig
Muligheden af at kunne nyde de Glæder hos en Kvinde, som hun bød paa.
-- Hendes Legeme var som levende Ild, naar han søgte det. Hun slog
sammen om ham som Flammer. Og han lod sig frydefuld fortære.
-- Hvis jeg nu var bleven gift med din Far ...? sagde hun til ham
engang midt under en saadan Ildsvaade.
Og uden Tøven svarede han:
-- Saa var jeg bleven din Elsker!
Hvorpaa han atter forsvandt i Luerne.
Jens Oluf Rasmussen, Degn og Kirkesanger ved Havslunde Skole, stod en
Dag kort før Jul ude i Skolegangen, og hans Kone kom fra en Dør, der
førte ind til Lejligheden.
Da hun saa ham, slog hun Hænderne sammen i Rædsel:
-- Men, hvad er det dog, Du bestiller, Jens Oluf!
Han vendte sig hurtig:
-- Hvad har Du her at gøre?
-- Aa, Jens Oluf, Jens Oluf ...!
-- Gaa din Vej, Oline!
-- Jeg synes, Du staar og spytter paa Børnenes Mad, Jens Oluf ... Aa
Gud, aa Gud, hvad skal det dog blive til med Dig!
Han gik frem imod hende med Hænderne løftet som til Slag:
-- Nu _gaar_ Du, Oline! Eller jeg svarer ikke for mig selv!
Men saa fik han et Hosteanfald og sank sammenknuget og foroverbøjet
ned paa en Bænk. Konen løb til og støttede hans Hoved med sine
Hænder. Inde i Skolestuen larmede Børnene.
-- Jens, Jens, dette kan jo ikke blive ved ... hun tænkte kun paa den
frygtelige Opdagelse, hun havde gjort; Børnenes Tummel _hørte_ hun
ikke ...
Hosteanfaldet var overstaaet. Den Syge lukkede Øjnene og lænede sig
kraftløs tilbage mod Væggen. Store, tunge Sveddraaber gled ham ned
over Ansigtet.
Konen tog sit Lommetørklæde frem og tørrede dem af:
-- Skal jeg ikke slippe Børnene fri, Jens, og bringe Dig til Sengs?
-- Nej ... i Overmorgen skal de jo ha' Juleferie ... han aabnede
langsomt Øjnene, der laa dybt i deres Huler omgivet af mørke Ringe;
og Blikket syntes at vokse frem langvejs fra, fra Mile borte, træt,
ydmygt, forpint og forjaget:
-- Jeg véd snart ingen Raad længere, Oline ...
-- Jamen, hvor ku' Du dog gøre det?
-- Jeg ku' gøre det, der var meget værre, naar _det_ kommer over
mig ...
-- Hvad for nogen Mellemmader er det, Du har spyttet paa?
-- Det er vel de tre, der staar aabne ...
-- Saa ta'r jeg dem med mig ... Du kan jo saa sige til Børnene, at de
kan komme ud i Køkkenet og faa noget andet ... Jeg siger saa til dem,
at det er Hunden, der er rendt med dem.
-- Ja ...
Konen rejste sig og gik hen til Vindueskarmen, hvor der laa mange
Stabler smaa Frokostpakker. Hun tog de tre øverste, hvis Papir var
løsnet. Saa vendte hun sig. Den Syge var igen sunket tilbage mod
Væggen. I Skolestuen var Larmen vokset: Børnene raabte, skreg, lo og
trampede.
-- _Skal_ jeg ikke hellere kvitte dem for i Dag, Jens, at Du kan faa
lidt Ro?
-- _Nej_ ...! sagde Degnen pirrelig, rejste sig med et Ryk og gik ind
til Børnene.