30/8.
Grusomme Isidor, hvorfor sad Du hele Tiden og talte med Moder?
Mærkede Du ikke, at jeg hele Tiden saa paa Dig henne fra Vinduet og
blev blegere og blegere af bare Længsel ligesom en lille syg Blomst,
der længes efter Solen? Jeg elsker Dig, Fætter Isidor, jeg _elsker_
Dig, saa jeg kunde skrige! Ved Du, hvad jeg gør om Aftenen, naar jeg
kommer i Seng? Jeg tager _det_ Lommetørklæde, som Du tabte forleden
Dag ude i Entréen og ikke kunde finde igen, og lægger over mit Ansigt
og drømmer om Dig, lige til jeg falder i Søvn, det lugter saa dejligt
af din Parfume, og nu har jeg selv købt mig en Flaske Violette Russe
ude hos Matrejalist Ingerslev. Aa, lille, søde, rare Fætter Isidor,
naar _Du_ kommer og besøger os, er det ligesom Solen, der skinner, og
jeg kunde godt sidde hele Tiden paa en Skammel ved dine Fødder og se
paa Dig uden at blive træt; men det _maa_ jeg jo ikke, da Du er
gift. Pigebørnene gør Nar af mig, fordi jeg saa gerne vil tale om
Dig, saa nu _nævner_ jeg aldrig dit Navn mere, og naar jeg ikke _kan_
lade være, saa gaar jeg hen i en Krog og siger ganske stille for mig
selv, »Isidor, jeg _elsker_ Dig!« Og sommetider naar Tyrk og jeg er
nede i mit Hus, saa taler jeg _højt_ om Dig, og jeg tror, at Tyrk
forstaar mig, for han ser saa bedrøvet lige ind i Øjnene paa mig, og
saa græder jeg, og han slikker mig i Ansigtet; hvad bryder jeg mig om
at faa Bændelorm; jeg vilde gerne blive syg og dø, for saa vilde de
andre nok sende Dig min Dagbog, og Du vilde tænke med Kærlighed paa
din lille S, hvis Hjerte er bristet. Men der er _én_ Ting, jeg vil
bede Dig om, Isidor, og det er, at Du ikke vil tegne et grinagtigt
Billede af mig med brændende Hjerter eller saadan noget paa, som Du
plejer, for jeg elsker Dig saa trofast, maa Du tro, at det ikke er
til at gøre Nar af; og _kan_ Du ikke lade være at tegne, Isidor, vil
Du saa for Guds Aasyn love mig ikke at vise det til Søstrene? Aa,
hvor vilde jeg dog gerne blive _rigtig_ syg, for saa fik Du nok Lov
af Rosita til at sidde ved min Seng og holde mig i Haanden, naar jeg
skulde dø, for Du kan være vis paa, at hvis Rosita blev syg og døde,
og Du saa giftede Dig med mig, saa skulde jeg nok være en god Moder
for jeres Børn, og jeg skulde _hver_ Dag gaa med dem ud paa
Kirkegaarden og fortælle dem om hende; men Ens højeste Ønsker bliver
jo aldrig opfyldte her i denne sørgelige Verden. Farvel, søde,
lille, elskede Fætter Isidor, nu skal jeg og Tyrk en Tur ned i
Strandskoven.
Din til Døden
S.
Det er sandt, da Du var gaaet, lagde Moder Kort op for at se, om jeg
fik den, jeg holdt mest af i Verden; men jeg fik ham ikke. Du kan
tro, jeg græd!
Det var naturligvis paa _min_ Opfordring, at Moder gjorde det, for
hun _ved_ ingenting naturligvis.
Det var paa Herregaarden Havslundegaard sen Eftermiddag i September.
De fire Søstre stod skjult bag Gardinerne oppe i Fruens store
Soveværelse paa første Sal og kiggede ud:
-- Han _kan_ det ikke! Han _gør_ det ikke! sagde Anna, der imod
Sædvane var Fyr og Flamme.
-- Jo, Du skal se, han gør det! nikkede Charlotte.
-- Jamen han _kan_ da ikke ... for _Mors_ Skyld!
-- Pyt! blæste Frederikke -- hvad tror Du, han bryder sig om _det_!
Men den lille, femtenaarige Sofie, den yngste, der var sorthaaret og
mørk, medens de andre Søstre var slanke og lyse, traadte bleg af
Harme et Skridt tilbage ud paa Gulvet, hendes Hænder var knyttede, og
hendes brune Øjne gnistrede:
-- _Gør_ han det, sagde hun -- betragter jeg ham ikke mere som min
_Far_!
-- Ha! det ta'r han sig vist let! lo Frederikke.