Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv traf ham; i
et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, som gav mig Lyst
til selv at lære ham at kende.
I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, stod
skrevet under en Dato, jeg ikke længere husker:
„Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar jeg skal læse
med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den
skinbarlige Satan, jeg har for mig.
Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen
greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og
jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i
Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud.“
Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og gennem nogen Tids
Samvær lykkedes det mig at vinde hans Fortrolighed.
Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne gjorde mig
altid usikker.
Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette sky, fortvivlede
Blik!
Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, der gav ham en
mærkelig Lighed med et træt og tæmmet Rovdyr .....
Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse Drabsmand var en
Dag bleven skræmt af sine egne Handlinger; og nu var han tæmmet, --
hvad enten det var Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet
ham ...
* * *
Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage en Rejse
sammen med Christian. Rejsen strakte sig over en Maaned, og
Christian, som imidlertid havde sluttet sig stærkt til mig, vilde
endnu have fulgt mig, hvis han ikke var bleven saa stærkt angreben af
Fnat, at han maatte lade sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab.
Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig i den Tid fik
vi talt meget sammen.
Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og naar han talte
om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, at han endnu troede paa
Eksistensen af visse overnaturlige Kræfter og Væsner, som han kunde
tvinge ind under sin Vilje. Over for mig havde han ingen som helst
Grund til at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at
slaa en Streg over sin Fortid.
Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner:
„Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; jeg gik lange
Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven alene. Det var
paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, og jeg plukkede dem til
Spæksyltning for Vinteren.
En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud i Sang; jeg
søgte, men fandt ingen Mennesker.
Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og
gik hjem.
Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte
jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang.
Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd
komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.
„Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor kommer vi for
at hjælpe dig,“ sagde de, og saa blev de mine første Hjælpeaander.
Jeg begyndte nu at blive Aandemaner, men talte ikke om det til nogen.
Aaret efter flyttede vi Syd paa; det var paa de Tider, da Smaafuglene
kommer, og vi tog Land sammen med en gammel anset Aandemaner. Han
kunde ikke staa oprejst paa sine Ben og kunde kun gaa ved at stive
sine Laar af med Armene. Han kunde ikke selv bære sin Kajak op og
ned, og det kom jeg saa til at hjælpe ham med.
En Dag kommer han og siger til mig:
„Rejs med mig Øster ud, saa skal jeg lære dig noget; du kan nok
trænge til Hjælp, du lille faderløse.“
Saa rejste vi sammen, og han fortalte undervejs, at han vilde gøre en
stor Aandemaner ud af mig. Inde i en Fjord gik vi paa Land lige ved
en Hule, og den gamle lagde sine Klæder og krøb derind. Og han bad
mig lægge nøje Mærke til, hvad der nu vilde hænde. Jeg laa skjult et
Stykke derfra og ventede. Det varede ikke længe, før jeg saa en stor
Bjørn komme svømmende, kravle paa Land og nærme sig Aandemaneren. Den
kastede sig over ham, maste ham Led for Led og aad ham. Derpaa
kastede den ham op igen og svømmede bort.
Da jeg nu kom hen til Hulen, laa den gamle og stønnede. Han var meget
medtaget, men kunde dog selv ro hjem. Paa Hjemvejen fortalte han mig,
at han, for hver Gang han lod sig æde levende af Bjørnen, fik større
Magt over sine Hjælpeaander.
Nogen Tid efter tog han mig igen ud paa en Rejse, og det var, for at
jeg selv kunde blive spist af Bjørnen; det var nødvendigt, for at jeg
skulde blive til noget. Vi roede af Sted og kom frem til Hulen; den
gamle bad mig om at tage Tøjet af, og jeg var unægtelig noget
uhyggelig til Mode ved Tanken om, at jeg nu skulde ædes levende.
Jeg havde ikke ligget længe, før jeg hørte Bjørnen komme; da skælvede
jeg af Angst. Den kastede sig over mig og knaste mig Led for Led,
men mærkeligt nok gjorde det slet ikke ondt; først da den bed mig i
Hjertet, gjorde det forfærdelig ondt.
Fra den Dag af følte jeg, at jeg beherskede mine Aander. Jeg fik nu
mange nye Hjælpeaander, og ingen Fare kunde længere true mig, fordi
jeg altid var beskyttet.
Engang havde jeg været ude paa Kajakfangst langt til Søs og kom
bugserende med en stor Remmesæl indefter mod Land; intet anende roede
jeg langsomt fremefter. Havet laa ganske stille. Da bliver jeg med
eet omringet af mange Kajaker, og jeg saa, at en Konebaad kom roende
hen imod mig.
„Vi skal have baade Mand og Remmesæl op i Konebaaden!“ raabte de, og
straks lagde de sig op ad min Kajak og begyndte at løsne Sælens
Bugserline.
Jeg havde lagt Aaren ned og ventede blot paa, hvad der vilde ske, for
over for saa mange var det jo umuligt at forsvare sig.
Da opstod der lige med eet et stort Røre blandt de fremmede Kajaker;
de hørte til Ildfolket, der bor i et Land, som skal ligge inde mellem
Havet og den faste Jord.
Ildfolkene begyndte at flygte, og da jeg skulde til at se nøjere til,
saa jeg, at de var forfulgte af en Kajak, der havde et besynderligt
Udseende. Forstavnen paa den var formet som et Gab, der stadig
aabnede og lukkede sig; og var Modstanderne ikke hurtige i Vendingen,
blev de ganske simpelt klippede over. Jeg tror, at Konebaaden og alle
Kajakerne gik til Bunds i Havet, for med eet var de borte. Det er en
Egenskab, Ildfolkene har; pludselig kan de vise sig, men lige saa
pludselig kan de forsvinde igen.
Senere kom Manden med Dragen i sin Stævn tilbage til mig og fortalte
mig, at han selv hørte til Ildfolket, men at han blot havde hjulpet
mig, fordi han vidste, at jeg var en stor Aandemaner. Siden blev han
min Hjælpeaand.
Jeg fik senere flere Hjælpeaander af Ildfolket; og de var mig ofte
til stor Hjælp, særlig naar jeg blev overfalden af Storm eller Uvejr.
Da jeg bestemte mig til at rejse til Vestkysten for at lade mig døbe,
aabenbarede de sig for mig og raadede mig fra. Men jeg gjorde
alligevel, hvad jeg vilde. Siden har de ikke vist sig for mig, fordi
jeg forraadte dem ved min Daab.“ -- -- --
Om Aftenen, naar vi havde faaet tændt vor lille Tranlampe, sad
han saa og fortalte mig Sagn og mærkelige Eventyr fra Østkysten.
Det rygtedes snart paa Bopladsen, hvad det var, vi havde for,
naar vi nægtede os hjemme, Christian og jeg, til de hyppige
Maaltidsinvitationer ud paa Aftnerne.
Det rygtedes, at Christian fortalte Sagn, og det varede ikke længe,
før alle Pladsens gamle og unge samledes uden for vort Loft for at
lytte. De fik Lov til at komme ind, og nu kom der god Fart over
Christians Fortælling. Han lod sig inspirere af de lyttende Klynger
rundt om i det store halvmørke Rum, og stort Udbytte havde jeg selv
af at faa gennemgaaet hele Sagnhistorien paa denne underholdende og
illustrerende Maade.
Christian holdt mest af at fortælle Dyrefabler, de morede ham selv
mest, og jeg skal her gengive nogle, der alle handler om Ravnen.
Christian kom altid til at le, naar han bare saa en Ravn, og han
plejede ofte at raabe efter den, som f. Eks.: „Naa, din gamle
Lurifaks, hvad er det nu for en Gavtyvestreg, du har for?“ Og naar
Ravnen skreg, brølte han efter den: „Nej, mig skal du ikke faa til at
hoppe paa dine Løgne!“
Jeg skal genfortælle nogle af disse Ravnefabler: