Paa en af de mere afsides Bænke i Provinsbyens Lystskov sad en
Sommeraften et gammelt Par.
_Han_ havde lænet sig tilbage med paatagen Hjemmevanthed og
betragtede opmærksomt de Spadserende og holdt Øje med de Herrer
Musici, der stod samlede i smaa Klynger paa den aabne Estrade, hvor
de snart skulde begynde at musicere.
_Hun_ sad yderligt, omtrent uden at røre sig; hendes lille, magre
Skikkelse skjultes næsten helt af et stort, sort Sjal, og lige
fra den furede Pande og til Nakken dækkedes hendes Hovede af en
vindrueprydet, mørk Tøjhat.
Af og til knipsede han med mange Omstændigheder Asken af sin
Cigarstump og lagde, lidt besværligt, det ene Ben over det andet, saa
at de snævre Benklæder trak sig et Stykke op over Vandstøvlerne.
De to gamle talte ikke meget. Sagde han en lille Bemærkning, smilede
hun lidt og svarede ja eller nej ...
En tyk Madam med rappe Bevægelser og et Par Børn efter sig gik flere
Gange forbi og saa opmærksomt paa Manden og Konen.
Saa blev hun staaende foran dem og sagde:
»Go' Da'! Er det ikke gamle Skoma'er Frandsens?«
Manden rørte sin Hat med Pegefingeren og svarede:
»Jo, det er saamænd.«
»Ka' De ikke kende mig?«
»Ja, det er jo saadan, vi ser jo ikke saa maj' u'mærket, ska' jeg si'
Dem!«
»Det var jo mig, der var Bypi'e hos gamle Apoteker Friises, da De
boede i Ba'gaarden!«
»Herregu' er det det. Hva' he' De? -- Ja, de er dø'e nu, hele
Familien, Herregu' ja.«
Man gav hinanden Haanden og Skomageren vedblev:
»Vil De ikke sitte ne'? Værsgo', Madam.«
»Aa, la' gaa da.«
»Det er vel Deres?« Han pegede med sin Stok efter Børnene, der
øjeblikkelig var løbne hen til Dansepladsen og havde givet sig til at
klatre og krybe gennem Stakittets Tremmer.
Madammen rejste sig hurtigt, gik et Par Skridt frem, saa at det sorte
Kjoleskørt svingede over den brede Bag.
»Hans Petter, Thea, læg Hattene herhen.«
Hans Peter og Thea smed hellere end gerne Hovedtøjet og sprang af
Sted igen.
Manden spurgte:
»Er De gift?«
»Ja, jeg er,« svarede hun roligt.
Den gamle Mand fortsatte Samtalen; han talte langsomt og vægtigt;
hans Ægtehalvdel og sædvanlige Tilhører plejede ikke at mangle
hverken Tid eller Taalmodighed.
»Me' Forlov, Madam, hva' er Deres Mand?«
»Ja, vi er jo Værtshusholder u'e ve' Markedspladsen. Det er vos, der
har Ma'kisser u' te Fortovet me' Borde og Stole!«
Den gamle Kone vendte sig lidt og saa paa hende, men indtog straks
igen sin Stilling yderligt paa Bænken; de andre talte bag hendes Ryg.
»Det er s'men helt rart at komme lidt u',« konverserede Madammen.
»Er det første Gang, De er i Skoven!«
»Ja, sidste Aar ku' det sgu ikke naa sig; om Sønda'en har vi jo
travlt, og nu paa Søndag kommer der Særkus, det gi'r jo altid no'en
Fortjeneste; men saa var 'et jo, at Kar'sellen gle' i Da', saa mente
jeg, at nu sku' det vær'.«
»Ja, vi har jo osse sku' været a' Ste' hele Somren; men Mutter har
ikke ment, hun ku' være fra Huset. Saa i Dag saa maatte jeg sgu
ligefrem befale hende at trække i Strøtøjet.«
De to gamle lo fornøjet.
Manden fortsætter, henvendt til Madammen.
»Saa har De det vel helt godt?«
»Ja s'men, det har vi jo da. Sli'e maa vi jo naturligvis. Men nu ka'
de to ældste Pi'er da hjælpe te i Geskæften.«
»Naa, De har fler' end de to der?«
»Vi har havt femten.«
»Det var manne Børn,« siger den gamle Kone stilfærdigt.
Madammen tilføjer:
»Men de fem er da dø'e.«
»Saa er de bevaret!« siger Manden, der ser ud, som han har opgjort et
noget vanskeligt Regnestykke.
»Den sidste ha'e vi paa Sy'ehus i fem Aar.«
»Hvor maje maatte De betale dér?«
»Ja, det var strenge nok, det var hal'a'en Krone om Da'en. Det sidste
Aar nøjedes vi da med en Krone.«
»Ja, det løver sgu op, gør'et.«
»Min Mand er jo ellers hos Boubinder Knap.«
»Hva' ka' det nu saadan smi'e a' sig, særka?«
»Ha' faar jo to Kroner om Da'en, men saa er'et jo godt fast Arbe',
og saa er 'et jo det, vi osse maa betragte, at er'et en Da', der er
travlt eller Marke', saa ka' ha' si'e: i Dag, Mester, kan jeg nu ikke
komme; og saa er der ikke vi'ere ve' det, saa hjælper ha' te' hjemme.«
»Ja, der ka' jo være nok.«
»Ja, vi har s'men ikke saa lidt; der ka' godt komme Folk drattende
ind, som De sku'te tænke det!«
»Saa, ka' der det?«
De gamle vendte sig spørgende mod Madammen, som beredvillig fortsatte:
»Jo, forle'en kommer s'men denne her Greve, hva' det nu er ha'
he'er.«
»Uh ha,« siger den gamle Kone i en blid Tone og med et Smil.
»Ha' vilde jo ha' en Ølbajer, som de si'er Soldaterne. Og Trine var
s'men li'e ved at falde i Baldaane af Forbavselse, men Fatter var da
hjemme, og han sto' jo saa og g'ore Karosser for ham, saa jeg ku' jo
nok se, det var i lidt fint!«
»Saadan no'en prutter ikke i no'en Slavs Forretning!« sagde den gamle
Mand sindigt og vægtigt. »Kommer de ind i en Botek, saa si'er de
bare: vil De sende det, hvor maje har jeg at betale? Væsgo'. Vupti.
-- Basta.«
»Naar d'itte har for langt te Kontanterne!«
De lo alle tre.
Madammen vedblev:
»Ha' kom jo u'e fra Eksercissen.«
»Je' har osse været Soldat. Sikken et Bryst je' ha'e den Gang. Ikke
Mutter?« Manden retter sig og ordner lidt ved den hvide Krave, der
hænger slapt om det indfaldne Bryst. »Nu har je' tidt lidt Hoste, men
saa er det sundt at komme u' i frisk Luft.«
»Det er'et vel,« svarede Madammen ligegyldigt. »Vi faar nu sommeti'er
Fribillæt til Særkus. Lidt Fornøjelse ska' man jo unde sig.«
»Ja, lidt Fornøjelse skal man unde sig,« gentog den gamle Kone med
sin trætte Stemme.
»Ja, Mutter gaar nu paa Kirkegaarden en Gang imellem.«
Konen saa mildt op.
»Je' har jo gamle Bekendtere deru'e.«
»Saa vasker hun deres Ligsten,« fortæller Manden.
»Det var da et farligt Mas! Slæver De Remedjerne me' deru'?« spørger
Madammen.
»Det er jo bare en bitte Sæve og en Børste i en tom Spand,« svarer
den gamle Kone.
»Hun var nu i 53 me' Etatsraa' Plums i Flensborg; hun tjente dem i 10
Aar, før vi kom sammen, ska' jeg si'e Dem, Madam.«
»Det er Etatsraa'ens Sten den store me' Billedet lige inden for
Laagen,« oplyser den gamle Kone. Efter en lang Pavse vedbliver hun:
»Jeg kender jo osse gamle Fru Møller og Julie Lind, de ligger ne'
etter Krigsgravene. Det er jo saadan li'som gamle Bekendtere.«
»Er De ellers rask, Madam Frandsen?«
»Vi maa'tte klave. -- Rosken aa Bry'en i Lemmerne. -- Herregu' ja.«
»Det kniver, Mutter, naar du ska' lette dig om Maarnen,« siger Manden
i en opmuntrende Tone. »Christian, vores Søn, han er nu Mursvend, og
han ska' jo ha' Kaffe om Maarnen, inden han gaar.«
Den gamle Kone fortsætter paa sin rolige, blide Maade: »Saa ska' jeg
jo ha' redt Seng og fejet Gullerne, og saa skal jeg jo te og lempe en
bitte Middesma', til Christian kommer hjem. -- Saa kan jeg s'men være
saa træt, saa træt,« siger hun som til sig selv.
»Du har nu slidt al din Ti', Mutter!« Manden klapper hende muntert
paa Ryggen.
Hun smiler. »Naar jeg saa har sittet to, tre Timer me' min
Strikkestrømpe, saa er jeg li'som helt rask igen.«
»Ja, hænge i maa vi sgu!« udbryder den tykke Madam pludselig paa sin
raske, energiske Maade og slaar sig paa Benene.
»Ja, det er ikke saadan at komme frem,« siger Manden, og langsomt
fortsætter han: »Er man saa i Stilling, saa er det svært at holde
sig. Min Søn, han ku' nu ikke.« Han hæver Stemmen: »Men jeg kan; jeg
holder den nok, jeg holder den nok gaaende i den Ti', vi har te'ba'e.
Ikke Mutter? Der er jo det me' Botek og Reklama, som de raaver paa,
og trykte Anbefalingskort, og der er jo manne Skoma'ere nu, men mine
gamle Kunder glemmer mig ikke -- nej, mine gamle Kunder glemmer mig
ikke.«
De faldt i Tanker alle tre.
Ovre fra den anden Del af Skoven lyder Tonerne af et Par skrattende
Horn, der ustandseligt spille Socialistmarchen.
Det kommer nærmere og nærmere. Til sidst hører man enkelte Stemmer,
der om og om igen synge: nu dages det Brødre, det lysner i Øst.
Toget gaar forbi.
Det er de to Rækker, der ere Orkestret nærmest, som synge. De andre,
Mænd med Madkurve og Koner, der trille Barnevogne eller have Børn paa
Armen eller ved Haanden, gaa i rolig Passiaren; nogle enkelte hilse
paa Skomageren.
»Det er dem, der strikker!« hvisker han til Madammen, der ser med et
underlig blandet Udtryk efter den lille Klynge.
Da den er borte, siger Manden vemodigt:
»Der gaar nu de og driver.«
»Ja, det er ikke til at forstaa, hva' der ska' komme u' af det. Nu
Rosalje, hun bor paa Kvisten, hun gik paa Fabrek og ha'e sine go'e
ni Kroner om Ugen; nu gaar hun paa Daskens hver Da' i hvidt Skørt --
Undertøjet har hun ju'te en Stumpe a'. Og tjene vil de ju'te nu til
Dags!«
»Saa gør je'te maje Honnør for de Pi'er!« kom det i en usædvanlig
bestemt Tone fra den gamle Kone.
Manden siger med et Suk:
»Ja, hva' ska' der blive a'?«
»Saa gaar de nok og synger, men de er sgu' saa pirne alligevel og ka'
fløje i Flint over ingenting.«
»Hvis de nu taver?«
De sidde lidt tavse alle tre.
Madammen spørger haardt:
»Hvis de nu taver ... alle de Roljer. Hvodden gaar'et saa?«
»Hvordan det gaar? Jeg skal sige Dem, Madam, hvordan det gaar.«
Skomageren sætter sig til Rette. Hans Kone vender sig lyttende imod
ham.
»Hvis De nu vil følge me'. Ser De ... naar nu alle Mestrene,
Skoma'erne, Skræ'erne, Malerne, hvem De nu ka' nævne, si'er: nu
lukker vi og derme' Basta: Hva' saa?«
»Ja, hva' saa?«
»Saa ka' d'itte betale te Strikkekassen mer. Og saa spør' je': hva'
bli'r saa Enden paa det?«
Madammen ser betænksomt og alvorligt frem for sig, som anede hun sine
Kunders og sin egen Ruin.
Manden vedbliver forklarende:
»Fabrikanterne taver jo osse hver Da'. De ska' jo betale Renter af
saa maje. De bliver til sidst ke'e af det.«
»Saadan no'en sku' skamme sig og blive kiv i'et over den Slavs.«
»Naar de nu'tte mer ka' svare hver sit eller køve Malerier og Bøjer
og Støvler og Klæ'er. Og saa Huslejen. Saa bliver sgu Enden paa det,
at de lukker hele Menasjen. Og saa er det hele forbi. Ja, det er nu
min Forklaring, Madam. Det ka' osse vær', at de sætter det hele paa
Aktier, og saa smelter Pengene hen, og saa er der til sidst ingen,
der vil begynde paa noget. -- Det er nu min Mening!«
»Ja, trist er'et li'e godt!«
»Men saa er vi vel Gu'skelov dø'e. -- Ikke Mutter?«