*Romantikken.* I „Oplysningstiden“ skulde alt være „til nytte“, endog
poesien. Digtning hadde ikke noget værd i og for sig, men var en god
maate at gi nyttig belæring paa, og den var passelig til at fylde ut
ledige timer med. Men i førstningen av det 19de aarhundrede kom det til
rent brud med dette syn. I Tyskland hadde alt _Lessing_ brutt med
nyttesynet. Og de store tyske digterne _Goethe_ og _Schiller_ hadde
hævdet og vist at kunst og digtning hadde værd i og for sig selv, og
kunde skape videre syn for det skjønne og det store i livet. I slutten
av aarhundredet kom der en retning i Tyskland, som har faat navnet
_romantikken_. De mest kjendte av den romantiske digterskole var
_Tieck_, _Novalis_ og brødrene _Schlegel_. Det var _følelsen_ og
_fantasien_ romantikken vendte sig til. Og skulde en finde næring for
følelseslivet, maatte en vende sig fra det prosaiske hverdagslivet.
_Rousseau_ hadde præket at man maatte vende tilbake til den oprindelige
og naturlige tilstand. Den fandt romantikerne i gamle dager eller ute
paa landet hos bonden. Derfor tok de tyske romantiske digterne emnene
helst fra fædrelandshistorien eller fra folkedigtningen. Paa den maaten
vokste det frem en sans for det _nationale_ sammen med romantikken.
Romantikerne kjendte sig ogsaa drat mot det vidunderlige og det
hemmelighetsfulde.[33] Denne trang fik de ogsaa tilfredsstillet i
fortiden; eller de tok sine emner fra _Orienten_, som den gang var
hyllet ind i meget mystik. Romantikerne priste _geniet_, som naadde det
høieste uten stræv. Og det var bare geniet som _kunde_ naa det høieste.
Ogsaa i _religiøs_ henseende er romantikken et tilbakeslag mot
rationalismen.
Oplysningstiden hadde hat et sterkt _verdensborgerlig_ (kosmopolitisk)
præg. Den ældste romantik hadde samme præg; men snart blev digtningen
mer og mer _national_. Den retning kalder vi for _national-romantikken_.
Det viste sig ogsaa i videnskapen. Den tok til at granske mer den
hjemlige kultur. Baade sprogvidenskapen og den historiske videnskap blev
helt omskapt paa denne tid. En ny videnskap vokste frem:
folkeminne-granskingen.
[Footnote 33: Denne trang viste sig sterkt i Tyskland alt i den
saakaldte _„Sturm und Drang“-periode_ (fra 1768), en tid, siger en dansk
forfatter, „som ogsaa kastet sine dønninger ind i Danmark, og som for
nutiden vel er mest kjendt ved sværmeriet og raseriet for Goethes
‚Werther‘. En voldsom gjæring griper manges sind, sterke lidenskaper
kommer i bevægelse, høitflyvende idéer med bakefter følgende slaphet, en
underlig higen efter det hemmelighetsfulde, magi og frimureri, og som en
mørk bakgrund hyppig vanvid, stundom selvmord“. Perioden fik navn efter
et skuespil av _Max Klinger_ „Sturm und Drang“.]
I Tyskland var det især _Herder_ som hadde vakt interessen for
folkedigtningen og for det nationale. Han gav ut folkedigtning fra hele
verden, oversat til tysk i _Stimmen der Völker in Liedern_. Herder mente
at et folks eiendommelighet først og fremst kom til syne i
folkedigtningen. Og det gjaldt at utvikle eiendommeligheten hos hvert
enkelt folk. Herder fik saaledes meget at sige for utviklingen av
nationalitetstanken.
Til Danmark og Norden naadde denne retning med _Oehlenschläger_. Men
jordbunden var ikke uforberedt til at ta mot det nye. _Slaget paa
Kjøbenhavns red_ (2den april 1801) hadde vakt nationalfølelsen. Den som
kom med de nye tankene til Danmark var den norskfødte _Henrik Steffens_.
Han var opdrat i Danmark, men var tidlig reist til Tyskland. Der var han
blit grepet av romantikken. Den likesaa aandfulde som ildfulde unge
filosof[34] kom i 1802 til Kjøbenhavn og holdt nogen begeistrede og
vækkende foredrag om romantikken. Disse foredragene fik meget at sige
for flere av Danmarks senere store mænd. Blandt dem var Oehlenschläger,
som alt hadde digtet en del før. Nu blev han helt grepet av romantikken.
*Adam Gottlob Oehlenschläger* var født i Kjøbenhavn 1779.
Hans far var slotsforvalter ved Fredriksberg slot, og hans mor var
borgerdatter fra Kjøbenhavn. „Vemodens følelse,“ siger han selv, „og
en dyp alvor fik jeg fra hende, fra min far sundhet og munterhet.
Indbildningskraft og ild hadde de begge, han mer for det lystige;
det tragiske fik jeg i arvelod fra min mor.“ De omgivelser han levde
i som barn, virket meget til at nære hans livlige indbildningskraft.
Slottet var bebodd bare om sommeren, og da „vrimlet det derute av
mennesker, av smukke, pyntede damer; hele hoffet var der“. Om
vinteren var der tomt i slottet, og da kunde han tumle sig om i de
store saler og beundre maleriene i dem. Hans forældre hadde ikke
raad til at gi ham ordentlig skolegang, og like til han var 12 aar,
hadde han næsten bare „proppet sig med romaner, eventyr og
skuespil“. Da fik han friplads hos Edvard Storm i
„Efterslegts-selskapets realskole“, hvor han gik i fire aar. Her
gjorde kameratene nar av ham for hans underlige dragt, gamle saker
som hans far hadde kjøpt av garderobemesteren: kronprinsens høirøde
vendte kjole, kongens stive støvler og et par grønne bukser, sydd av
et kassert billardklæde.
[Footnote 34: Hans fætter _Grundtvig_ kalder ham „lynildsmanden“.]
Da han var seksten aar, begyndte han at læse til artium; men da han
snart blev kjed av det, vilde han bli skuespiller; han tok derfor
oplæring i fegtning, dans og sang. Han prøvde en stund at være
skuespiller, men blev ikke i længden tilfredsstillet ved det. Han gav
det hele op, tok atter fat paa studiene og blev student i 1800. Han var
meget paa Bakkehuset og blev senere gift med Kamma Rahbeks yngre søster.
I 1802 blev han kjendt med Henrik Steffens og hørte hans foredrag. Han
blev senere en personlig ven av Steffens som gjorde ham kjendt med det
romantiske syn paa digtning. Særlig har den romantiske genilære gjort
sterkt indtryk paa Oehlenschläger.
Første gang han var hos Steffens, talte de sammen fra 11 om formiddagen
til 3 om natten. Det romantiske digt _Guldhornene_[35], hvormed vi kan
sige at romantikken i den danske literatur begynder, var frugten av
dette hans første samvær med Steffens; hans digtning sprang her
„pludselig ut som bøkeskogen en sommernat“. Han læste det op for
Steffens, som brøt ut: „Ei, min bedste, De er jo virkelig digter!“
Oehlenschläger svarte at han fast selv var av den formodning. Og han var
ikke andet end digter hele sit liv. Han opgav embeds-eksamen og gav ut
en større samling _Digte_, hvori findes den smukke dramatiske idyl _St.
Hansaften-spil_, en livlig skildring av det brokete folkeliv i Dyrehaven
i Kjøbenhavn; litt senere gav han ut to bind _Poetiske skrifter_, som
blandt andet indeholdt _Aladdin eller den forunderlige lampe_, et digt i
dramatisk form efter et eventyr i „1001 nat“; her lar han Aladdin,
„naturens muntre søn“, ved et under finde det som „nattens grubler
forgjæves grunder paa“. Dette digt var likesom hans eget livs eventyr.
„Hadde jeg ikke selv,“ siger han, „i den hos mig opdagede digterevne en
forunderlig lampe, der satte mig i besiddelse av alverdens skatter! Og
fantasien var mig en ringens aand, som bragte mig hvorhen jeg vilde.“
[Footnote 35: Digtet handlet om de to berømte guldhorn som var fundet
paa samme sted med et mellemrum av 100 aar. Det ene blev fundet av en
fattig kniplepike 1639, det andre av en bonde 1734. En nat i mai 1802
var hornene forsvundet fra kunstkammeret. De var stjaalet av en guldsmed
som smeltet dem om. Men det visste man ikke da Oehlenschläger skrev sit
digt, og han tok hændelsen allegorisk (billedlig), og fortalte at gudene
hadde tat hornene igjen, fordi man saa „kun guldets lue, ikke det
ærværdig høie“.]
I 1805 gjorde Oehlenschläger en længere utenlandsreise. I Tyskland blev
han kjendt med Goethe og med førerne for den romantiske skole. Men snart
kom han mer og mer bort fra de tyske romantikere, og til slut kom det
til formelig brud. Han holdt allikevel fast ved det romantiske syn paa
digtning, men utviklet sig selvstændig.
Fra utlandet sendte Oehlenschläger hjem en række av sine mest kjendte
digterverker, og da han kom hjem, blev han utnævnt til professor i
æstetik, saa han helt kunde leve for sin digtning.
Den betydeligste av hans _tragedier_ er _Hakon jarl_, som fremstiller
hedenskapets kamp mot kristendommen; av de andre gjorde især _Aksel og
Valborg_ stor lykke; den bygger paa en gammel folkevise og skildrer den
trofaste kjærlighets styrke. Fremdeles kan nævnes _Balder hin gode_,
_Palnatoke_ og _Væringerne i Myklagard_. I sine tragedier viser
Oehlenschläger sig paavirket av _Schiller_; ogsaa hos ham var netop den
pragtfulde lyriske patos det mest fremherskende, den strengere
karaktertegning mindre fremtrædende.
Likesom til tragediene finder han ogsaa til romansene emnet mest i den
gamle tid. Av romansene skal vi nævne romanse-cyklene (d. e.
sammenhængende rækker av romanser) _Nordens guder_ og _Helge_, og de
enkelte romanser _Hakon jarls død_, _Ridderen ved kulsvierhytten_ o. fl.
Av hans romantiske fortællinger kan nævnes _Vaulundurs saga_ og _Hroars
saga_, av hans episke digt _Tors reise til Jotunheim_.
Oehlenschlägers digtning har sin største betydning ved at den var
_national_ som ingen dansk digtning før. Oehlenschläger foldet ut det
som hadde vist sig som spirer alt hos _Ewald_. Han hentet sine emner fra
den gammelnordiske tid, fra sagn, sagaer, gudelære og folkeviser, og
viste sit folk det store og skjønne i fortidens liv, slik som det hadde
vist sig for hans digtersyn. Han vakte derved de historiske minder til
live i folket, „slog likesom den levende bro mellem fortid og nutid“ og
styrket nationalfølelsen. I Oehlenschlägers behandling av den
gammelnordiske tid mangler der meget paa historisk nøiagtighet; hos ham
er heltene baade mer bløte og mer veltalende end de virkelig var. Men
man maa huske at kjendskapet til oldtiden den gang var litet mot nu.
Senere digtere, som _Ibsen_ og _Bjørnson_, har skildret fortidens liv
sandere; men _Oehlenschläger_ ryddet vei; det er hans store fortjeneste.
_Holberg_ hadde hat stor betydning for det nationales fremvekst ved at
vælge emner fra sit folks liv i _samtiden_. _Oehlenschläger_ aapnet nu
øinene for _fortidens_ nationale liv.
Oehlenschläger hadde alt som ung mand naadd sin høieste utvikling som
digter (fra 1802-1814 hadde han skrevet alle sine ypperste arbeider);
men han blev ved at skrive til sin høie alderdom. Men meget av det han
skrev, staar ikke paa høide med hans første verker.
Vi har før (s. 85) nævnt den langvarige _strid_ Oehlenschläger laa i med
_Baggesen_ (1814-1818). Den strid, siger en samtidig forfatter, var
mellem det gamle og det nye, mellem „den gamle, strenge, regelmæssige
_form_[36] med dens fattige indhold og en ny _indholdsfylde_, som
vistnok undertiden traadte noget formløs frem, men som til gjengjæld
utmerket sig ved en ulike større rigdom, friskhet og dybde.“ I denne
strid stod Baggesen næsten alene, mens Oehlenschläger hadde det store
publikum paa sin side og mest lot sine venner („tylvten“) føre kampen
for sig. Oehlenschläger viste efter Baggesens død sin anerkjendelse av
motstanderen ved at faa teatret til at feire en mindefest til hans ære,
og ved selv at skrive en smuk epilog til denne fest.
[Footnote 36: Baggesen siger selv likefrem at det vigtigste ved
digtningen er „velklang, liv og rigtighet i sproget“.]
Det blev ny strid da _J. L. Heiberg_ traadte frem som en slags
overdommer, og hævdet at digtningen maatte være en _enhet av indhold og
form_. Netop fordi det var som romansedigter (episk-lyrisk digter) at
Oehlenschläger efter Heibergs mening naadde denne sammensmeltning av
indhold og form, satte Heiberg ham høiest i den slags digtning; derimot
søkte han at paavise svakheter i hans skuespil. Trods denne kritik fra
enkelte hold var Oehlenschlägers digterbane i det hele lys og skjøn. Han
blev i sit liv som ingen dansk digter æret og priset av sit folk. Dette
ry naadde ogsaa de to andre skandinaviske land; sit sterkeste uttryk fik
det da den svenske digter _Esaias Tegnér_ (i 1829) i Lunds domkirke
kronet ham med laurbærkransen som den nordiske digterkonge:
„Skaldernas Adam är här, den nordiska sångarekungen, tronarvingen i
diktningens värld; ty tronen är Goethes.“
Fire aar senere blev han ogsaa varmt hyldet paa et besøk i _Norge_. Av
de norske digtere var især _A. Munch_ begeistret for ham.
Paa hans 70-aarige fødselsdag blev der i Kjøbenhavn holdt en fest for
ham, hvor _Grundtvig_ talte til hans pris og overrakte ham en
laurbærkrans fra de danske kvinder.
Oehlenschläger døde i begyndelsen av 1850.
Oehlenschläger var en usedvanlig vakker mand, i sine senere aar noget
fyldig og svær. Han var en sund, aapen og troskyldig, men ikke meget dyp
natur. Han hadde et varmt hjerte og var fuld av freidig livsmod, hadde
et aapent øie for al jordens herlighet og kjendte sig umiddelbart
tiltalt av det skjønne og ædle i livet hvor han møtte det. I sine
_Erindringer_ har han selv git os en livlig skildring av sit liv.
*Nicolai Frederik Severin Grundtvig* blev født 1783 i en prestegaard paa
Sjælland. Hans forældre var alvorlige kristne, og mens han var barn,
gjorde kristendommen sterkt indtryk paa ham. Bibelen var han tidlig
fortrolig med. Foruten i den læste han ogsaa historiske skrifter og
alleslags gamle folkebøker.
Han blev student i 1800 og tok nogen aar efter teologisk embeds-eksamen.
I sine studie-aar og første kandidat-aar var han nærmest rationalist;
han var, som han selv siger, „uten aand og uten tro“. Men i 1810 skedde
det religiøse gjennembrud hos ham.
Han blev nu kapellan hos sin far, men kom snart tilbake til Kjøbenhavn,
hvor han blev prest. Men en tid efter blev han paa grund av et skrift
mot den rationalistiske teologiske professor _Clausen_ sat under tiltale
og dømt til en mulkt; han la derfor ned sit embede. I 1839 blev han
atter prest i Kjøbenhavn og var det til sin død. Ved studentmøtet i 1851
gjestet han _Norge_ og fik megen hyldning. I sine sidste aar hadde han
titel av biskop. Han døde i 1872, 89 aar gammel.
„Hælvten skald og hælvten bok-orm“, som han kalder sig selv, virket
Grundtvig hele sit lange liv baade som _prest_, _digter_, _historiker_
og _folke-oplysningsmand_. Han begyndte tidlig og virket med kraft og
begeistring baade i skrift, i tale og handling. Hans mægtige
personlighet gjorde sterkt indtryk. I sine ældre aar hadde han et
ærværdig, hvitt skjeg, som naadde ham ned paa brystet.
Som _prest_ traadte han op mot rationalismen og mot den aandelige død i
kirken. I sin dimispræken stod Grundtvig frem og spurte: „Hvi er Herrens
ord forsvundet av hans hus?“ Senere gjorde han selv en eiendommelig
religiøs opfatning gjældende; han mente at det mundtlige, levende ord i
den apostoliske bekjendelse (d. e. trosartiklene) og daabsordet som
tros-kilde stod over det skrevne ord i bibelen. Han mente at
gudsbilledet ikke var helt tapt ved syndefaldet, og han la megen vegt
paa at den kristne ogsaa maatte la det _menneskelige_ komme til sin ret,
at man ogsaa skulde glæde sig ved al jordens herlighet. Han holdt ogsaa
sterkt frem glæden over evangeliet. Motstanderne har derfor kaldt hans
kristendom „den glade kristendom“. Religionsfriheten hadde en varm
talsmand i Grundtvig. Det religiøse parti som sluttet sig til ham, har
faat navn av „_grundtvigianere_“ og har ogsaa hat utbredelse i _Norge_.
Grundtvig var meget veltalende. „Hans ord og præken var som en vældig
fos, som bruser ned fra en klippetind.“
Grundtvig hadde læst Shakespeare’s, Goethes, Schillers og de tyske
romantikeres verker og var paavirket av dem. Det var som _lyrisk_ digter
han mest utmerket sig, først og fremst som _salmedigter_. Av hans mange
digterverker kan merkes _Salmer og aandelige sange_ og _Optrin af
kjæmpelivets undergang i nord_. Av hans mange salmer og religiøse digt
kan nævnes: _Paaskemorgen slukker sorgen_, _Fred til bod for bittert
savn_, _Kirken den er et gammelt hus_ og _Deilig er den himmel blaa_. Av
hans andre lyriske digt (hvoriblandt flere fædrelandssanger) hører
_Modersmaalet_ og _Det er saa yndig at følges ad_ til de mest kjendte.
Som _historiker_ fordypet han sig i studiet av Nordens fortid. Likesom
Oehlenschläger vilde han vække denne til live hos folket. Grundtvig har
skrevet mange aandfulde historiske verker; det mest fremtrædende er
_Haandbog i verdenshistorien_. Han har ogsaa git en _fordansking_ av
Saxo og Snorre. I _Nordens mytologi_ forklarer han gudesagnene paa en
dypsindig maate; han ruller her op en stor rigdom av syner, og i dette
verk lærer man at kjende hans syn paa menneskelivet, historien og
Norden.
Alt Grundtvigs arbeide, i skrift og tale, hadde til hensigt at _vække
kristenlivet_ og at _opdra_ og _forædle_ folket gjennem sand
_oplysning_. Han siger selv i sin _Høiskolesang_:
„Hvad solskin er for det sorte muld,
er sand oplysning for muldets frænde.“
Han arbeidet for en utbredt læsning av morsmaalet, mens han vilde ha
latinlæsningen i skolene væk; han skrev mange avhandlinger i kirke- og
skolespørsmaal; fremdeles arbeidet han for at almuen skulde være med i
det offentlige liv, og endelig oprettet han „_folkehøiskoler_“ „for at
samle folket om det fælles sprog og de fælles minder“, som han selv sa.
I disse skoler skulde undervisningen saa meget som mulig bli git gjennem
frie foredrag (det „levende“ ord) og ikke være bundet til eksamener. Det
var hans tanke at der fra disse skoler skulde gro frem en ny, national
kultur. Siden er der oprettet mange folkehøiskoler i alle de nordiske
land. Flest er der i Danmark. Folkehøiskolene og grundtvigianismen har
faat stor betydning for oplysningen.
*Bernhard Severin Ingemann* († 1862) var en helt igjennem romantisk
digter.
Ingemanns digtning var i førstningen sterkt paavirket av det usunde i
den tyske romantik, og den var derfor i høi grad sværmerisk og
fantastisk, likesom emnene næsten altid var gru-opvækkende. Men han rev
sig efter hvert mer løs herfra. Mest kjendt er Ingemann for sine
_historiske romaner_ (_Valdemar Seier_, _Erik Menveds barndom_, _Kong
Erik og de fredløse_ og _Prins Otto af Danmark_). De er i Danmark blit
„til folkelæsning som ingen andre bøker saa nær som bibel og salmebok“.
Ingemann digtet mange _salmer_, milde, barnlige og inderlige, som han
selv var. Til de mest kjendte hører _Deilig er jorden_, _Glade jul_ og
_Lover Herren, han er nær_.
Ingemann fik større læsekreds end de fleste andre danske digtere, fordi
han skrev saaledes at han kunde bli forstaat av barnet og den menige
mand. Faa digtere har ogsaa været saa avholdt som han. Han levde et
langt og lykkelig liv i sit smukke hjem i Sorø, hvor han siden 1822 var
lærer i dansk sprog og literatur ved akademiet.
*Carsten Hauch* († i Rom 1872) blev født paa Fredrikshald. Hans far
var dansk, moren norsk. Da han var tre aar gammel, kom han til Bergen,
hvor faren var blit stiftamtmand, og senere blev han opdrat hos provst
Hertzberg i Kvinnherred i Hardanger. I sit 13de aar flyttet han med sin
far til Kjøbenhavn. Hans senere liv og hans virksomhet tilhører Danmark.
Hauch hadde tidlig sluttet sig varmt til Oehlenschläger, og i striden
mot Baggesen hadde han været med i „tylvten“. Han blev professor i
æstetik efter Oehlenschläger.
Hauch har skrevet _lyriske_ digt, f. eks. _Polsk fædrelandssang_,
romaner, f. eks. _En polsk familie_, som gir en gripende skildring av
Polens sidste kamp, og _Robert Fulton_ (dampskibets opfinder) og endelig
nogen _skuespil_.
*Steen Steensen Blicher* († 1848) blev født i Jylland og levde det
meste av sit liv der, først som adjunkt, saa som landmand og endelig som
prest.
Blicher var den første _nationale novelleforfatter_. Han har skrevet en
mængde noveller. Av dem som skildrer _den jyske natur_ og _det jyske
folkeliv_ (f. eks. _Marie_ og _Hosekræmmeren_), utmerker flere sig ved
naturtroskap og stor poetisk skjønhet. Blicher har ogsaa skrevet
_lyriske_ digt, flere sanger som aander varm kjærlighet til fædrelandet,
og mindekvad over historiske personer, f. eks. _Snorre Sturlasson_. Et
bind digt og fortællinger paa jysk bondesprog har han git ut under
titelen _E bindstouw_ (En strikkestue).
Ved siden av sin digtervirksomhet arbeidet Blicher hele livet for
folke-oplysning, og han var en av de første som sluttet sig til
Grundtvigs folkehøiskoletanke.
*Poul Martin Møller* († 1838) bodde en tid paa Bakkehuset hos Rahbeks.
Han var i nogen aar lektor i filosofi ved Kristiania universitet og
senere professor i filosofi i Kjøbenhavn. Han har ikke skrevet meget:
men hans poetiske arbeider, _lyriske digt og viser_, samt et brudstykke
av en novelle, _En dansk students eventyr_, er friskt og livlig skrevet.
Likesom Hauch var han med i „tylvten“. Sin fedrelandskjærlighet har han
smukt uttrykt i digtet _Glæde over Danmark_, skrevet paa havet, ombord
paa en kinafarer som han i sin ungdom reiste med som skibsprest. Han har
ogsaa skrevet en del filosofiske og kritiske avhandlinger i et naturlig
sprog.
Poul Møller hadde klar og skarp forstand, var aandfuld og livlig. Han
var fuld av livlyst, især i sine yngre aar, aapen, likefrem og godmodig.
Poul Møllers stedbror og aandsfrænde *Christian Winther* var en av
Danmarks mest nationale _lyrikere_ og _romanse-digtere_.
Hans sprog er paa en gang farverikt og naturlig, og hans vers er
ualmindelig velklingende. Det bedste han har skrevet, er _Træsnit_ (med
det bekjendte _Henrik og Else_), en række _romanser_ med scener fra det
danske folkeliv.
Av hans andre mindre digt skal vi nævne de vel kjendte: _Flugten til
Amerika_, _Dansen i skoven_ og _Matrosen_. Ogsaa fra den romantiske
middelalder har han hentet sine emner, f. eks. i digtet _Hjortens
flugt_, som han skrev i sin alderdom.
*Hans Christian Andersen* († 1875) blev født i Odense 1805. Hans
forældre var fattige skomakerfolk. Det varte længe før H. C. Andersen
blev anerkjendt som digter; han maatte først taale megen spot og haard
kritik. Av dem som alt tidlig tok sig hjertelig av ham og forsvarte ham,
var _Oehlenschläger_. Efter hvert slog han mer og mer igjennem; mest
gjorde hans _eventyr_ ham berømt.
H. C. Andersen har skrevet _lyriske digt_, _romaner_, _reise-skisser_ og
_dramaer_. Av hans skuespil staar _eventyrkomediene_ (f. eks. _Ole
Lukøie_) høiest. Men det som gjør ham til en _stor_ digter, er
_eventyrene_. De er snart lystige som _Svinedrengen_, lunefulde som
_Flipperne_ og _Prinsessen paa erten_ eller satiriske som _Det er ganske
vist_, snart rørende som _Den lille pige med svovlstikkerne_ og _De
vilde svaner_ eller hjertegripende som _Historien om en moder_, som i
oversættelse endog skal ha naadd helt til hinduene og særlig ha tiltalt
dem.
H. C. Andersens ry er naadd langt utenfor Danmarks grænser; hans eventyr
er oversat paa næsten alle europæiske sprog. Ved et besøk i _Norge_ i
1871 blev der holdt en fest i Tøienhaven i Kristiania for ham, hvor den
norske eventyr-fortæller _Jørgen Moe_ talte varme og anerkjendende ord
til ham. Sit merkelige livs historie har H. C. Andersen fortalt paa en
livlig og eiendommelig maate i _Mit livs eventyr_.
* * * * *
De hittil nævnte digtere i dette aarhundrede var alle _romantikere_, mer
eller mindre paavirket av _Oehlenschläger_. En anden række digtere
samlet sig om _J. L. Heiberg_, og hos dem var _refleksionen_ eller
_tænkningen_ mer fremtrædende, likesom de ogsaa la megen vegt paa
_formen_. De tok mer end digterne av den oehlenschlägerske retning
emnene fra livet i _samtiden_.
*Johan Ludvig Heiberg* var søn av _P. A. Heiberg_. Han fik tidlig sans
for digtning; ogsaa for musik, filosofi, naturvidenskap, astronomi og
lægekunst hadde han stor interesse. Men det blev digtningen han ofret
sig for. Med offentlig understøttelse var han tre aar hos faren i Paris.
Saa blev han lektor i dansk sprog og literatur i Kiel, senere
teater-direktør i Kjøbenhavn og hadde titel av professor. Han døde 1860.
Heiberg var især dramatiker. Hundrede aar efter at _Holberg_ hadde skapt
den danske skueplads, vakte Heiberg den _nationale komedie_ til live
igjen ved sine _vaudeviller_, tildels efter franske forbilleder. I sine
vaudeviller skildrer Heiberg paa en livlig maate det jevne borgerfolks
liv. Der var ved opførelsen en jubel i teatret som man ikke hadde været
vidne til siden Holberg. Visene i dem blev gateviser, og mange av
replikkene blev gjængse talemaater. De mest kjendte av disse vaudeviller
er: _Kong Salomon og Jørgen hattemager_, _Aprilsnarrene_, _Recensenten
og dyret_, _De uadskillelige_, _Ja_ og _Nei_. Av Heibergs andre poetiske
arbeider har det _historisk-romantiske_ skuespil _Elverhøi_ gjort stor
lykke. Heibergs værdifuldeste verk er _Nye digte_; her staar bl. a. hans
satiriske „apokalyptiske komedie“ _En sjæl efter døden_.
Heiberg skrev ogsaa aandfulde _filosofiske_ og _literatur-historiske_
avhandlinger og hadde i det hele stor indflydelse paa samtiden som
kritiker og smagsdommer. Sine kritiske avhandlinger skrev han i et
ukeblad han selv gav ut, _Kjøbenhavns flyvende post_. Han la vind paa
„at sige sin mening bestemt og fyndig, samt blande i foredraget noget
salt og pepper“. I alt han skrev, viste han fin smag og stor sans for
formens skjønhet.
*Henrik Hertz* († 1870) var juridisk kandidat, men levde bare for
digtningen. Han hadde titel av professor. I striden mellem „tylvten“ og
Heiberg stilte han sig paa Heibergs side i sine anonyme
_Gjengangerbreve_, som ved sin lette og elegante form levende mindet om
Baggesen. Hertz er mest kjendt som _dramatisk_ digter. Hans dramatiske
forfatterskap var især to slags: _romantiske_ skuespil og
_nutidskomedier_. Av den første slags er det mest kjendte: _Svend
Dyrings hus_ (som bygger paa gamle folkeviser, især paa visen om _Den
onde stedmor_). Av nutidskomediene kan nævnes _Amors genistreger_ og
_Indkvarteringen_. Han har ogsaa skrevet en del mindre digt (f. eks.
_Fregatten Ørnens_ _brand_ og _Den danske soldat_). I alt han skrev, la
han likesom Heiberg stor vegt paa formen.
*Frederik Paludan Müller* († 1876) var juridisk kandidat, men ofret
sig næsten helt for digtningen. Han var paavirket av den engelske digter
_Byron_. Hans hovedverk er _Adam Homo_, et _episk-satirisk_ digt i tre
deler, hvori han med varme og begeistring for det sande og gode blotter
al den usselhet, svakhet og egenhjærlighet som kan findes hos en
saakaldt bra og skikkelig mand. Han gjør ogsaa i „Adam Homo“ nar av det
meget usunde og usande som var i romantikken. Over Paludan Müllers
senere arbeider hviler der et dypt religiøst alvor.
*Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd* († 1856), J. L. Heibergs mor,
begyndte sin forfattervirksomhet senere end sin søn, i sit 53de aar, og
blev sikkert tilskyndet av ham til det. Likesom han skildret det
kjøbenhavnske hverdagsliv i sine vaudeviller, gjorde hun det samme i
sine _noveller_. Hun skrev ikke under navn, men gik længe under navn av
_Forfatterinden til en hverdagshistorie_, som var hendes første bok.
Blandt de mange mindre fremtrædende digtere i denne tid kan nævnes
*Christian Wilster*, som skrev lyriske digt (som „Ludvig Holberg“)
og gav ut en ypperlig oversættelse av Homers _Iliade_ og _Odyssé_.
Den begeistring for frihet og fædreland som blev vakt ved
juli-revolutionen (1830), og som senere end mer blev næret ved den
første slesvigske krig (1848), gav ogsaa digtningen sit præg. Det var
mest blandt studentene begeistringen ytret sig, og deres fører var
redaktøren og digteren *Carl Ploug* († 1894). Han arbeidet utrættelig,
baade som taler og forfatter, for Slesvigs danskhet og for
skandinavismen. Han stod i spidsen for den første studentfærd til Upsala
i 1843. Hans digtning, som næsten helt er _lyrisk_, er mest
fædrelandssanger, historiske mindesanger og leilighetsdigt (_Nordens
enhet_ er især kjendt).
I høi grad knyttet til studentlivet er ogsaa *Jens Christian Hostrup*
(† 1892). Det var især det friske, muntre og ungdommelige i det han
gav uttryk for i sine _studentviser_ og _studentkomedier_. Flere av de
sidste, som _Gjenboerne_ og _En spurv i tranedans_ (hvor han stiller
studentene frem som bærere av aandslivet i motsætning til den jevne,
prosaiske borgerstand, „filisterne“), blev ogsaa opført paa det
kongelige teater i Kjøbenhavn. Baade de og hans senere _komedier_ (f.
eks. _Eventyr paa fodreisen_ og _Soldaterløier_) hører til de mest
nationale og mest yndede danske lystspil; de er blit sande
folkekomedier. De er ogsaa ofte opført paa _norske_ teatre. De er
skrevet med liv og humør.
*Hans Egede Schack* († 1859) var ivrig med i studentlivet og siden i
det politiske liv. Han er mest kjendt for sin fortælling _Fantasterne_.
Her viser han den store fare ved et ensidig fantasiliv, og paa samme tid
er der skarp satire over mange forhold i samtiden. Boken blev meget læst
og fik meget at sige for flere av de senere forfattere, saaledes ogsaa
for Bjørnson og Ibsen.
*Meïr Aron Goldschmidt* (av jødisk æt) gav først i lang tid ut
vittighetsbladet _Korsaren_ og siden tidsskriftet _Nord og syd_.
Denne aandfulde forfatter har ogsaa skrevet en række noveller; av
dem kan nævnes _En jøde_, _Hjemløs_, _Ravnen_ og
_Kjærlighedshistorier fra mange lande_. *Johan Carl Christian
Brosbøll* skrev under navnet „*Carit Etlar*“. Hans mange store og
smaa fortællinger vidner om megen opfindsomhet og evne til livlig
fremstilling; de er som oftest temmelig eventyrlige og fantastiske.
*Herman Fredrik Ewald* har skrevet _nutidsfortællinger_ (f. eks.
_Valdemar Krones ungdomshistorie_) og _historiske romaner_ som
_Svenskerne paa Kronborg_ o. fl. Av *Vilhelm Bergsøes* fortællinger
er _Fra Piazza del popolo_[37] mest læst. Foruten romaner og
noveller har han ogsaa skrevet _lyriske_ digt. *Christian Richardt*
begyndte med at skrive studentviser, men var mest _lyrisk_ digter.
*H. V. Kaalund* var _lyriker_. (_Paa det jevne_). Han har skrevet
mange digt for barn. Endelig kan som væsentlig _dramatisk_ digter
nævnes *Erik Bøgh*. Han har dels selv skrevet, dels bearbeidet en
mængde (omtrent 100) _vaudeviller_, _farcer_ og _komedier_. Han har
ogsaa forfattet _viser_ og _humoristiske fortællinger_. Erik Bøgh
var først skolelærer og kirkesanger, saa en tid skuespiller ved et
omreisende selskap, saa i tre aar portræt-tegner i Sverige og bodde
saa en tid i Kristiania, hvor hans farce _Nytaarsaften 1848_ vakte
megen røre. Senere var han teaterdirektør i Kjøbenhavn og utfoldet
en stor virksomhet som avisredaktør.
[Footnote 37: Navnet paa en aapen plads i Rom.]
*Søren Kierkegaard* († 1855) var en filosof som fik stor betydning for
literaturen i de nordiske land, ikke mindst i Norge. I en mængde, dels
filosofiske, dels opbyggelige skrifter (f. eks. _Enten — eller_,
_Stadier paa livets vei_, _Kjærlighedens gjerninger_, _Indøvelsen i
kristendom_ og tidsskriftet _Øieblikket_) arbeidet han med aandfuldhet
og kraft for det han holdt for sand og egte kristendom. Eiendommelig for
ham er den vegt han lægger paa at den enkelte i sin kristendom skal staa
alene like overfor Gud, og at man skal vende al jordisk nydelse ryggen;
det kristelige liv, mente han, maatte være et liv i forsagelse.
* * * * *
*Realisme.* De danske forfattere i det 19de aarhundrede som hittil er
omtalt, hører i det hele og store til den _romantiske_ retning i
poesien; men hos flere av dem var der en større eller mindre
tilbøielighet til at skildre virkeligheten saaledes som den er, hvad man
kalder _realistisk_ poesi. Dette viser sig alt sterkt i _Blichers_ jyske
noveller, senere hos _J. L. Heiberg_ og de digtere som var paavirket av
ham.
De ord av „Adam Homo“[38]:
„Skal man nødvendig Mads og Mette ligne
fordi man ikke Hagbart er og Signe?“
kan i det hele brukes om den evne til at finde poesien i _hverdagslivet_
som var eiendommelig for den _heibergske_ digter-gruppe. I femti-aarene
er der meget som peker mot realismen, f. eks. Schacks „Fantasterne“. Men
et avgjort omslag i retning av _realisme_ kommer først omkring 1870.
Støtet til det kom især fra den nyere _franske_ literatur, og i
spidsen for bevægelsen i Danmark gik den begavede og aandrike
_literaturkritiker_ *Georg Brandes*, som ogsaa fik stor betydning for
utviklingen i Norge.
Vi skal i korthet nævne de mest kjendte forfattere som avgjort sluttet
sig til den nye retning. Først i rækken staar *Holger Drachmann* (†
1908). Der er en sjelden ungdommelig kraft og glød i hans digt, hvad
enten de er av lyrisk eller episk natur, og hans sprog er usedvanlig
kraftig og malende (smlgn. digtene _I cirkus maximus_ og _Androkles og
løven_). Drachmanns mest kjendte digtsamlinger er: _Ungdom i digt og
sang_, _Sange ved havet_ og _Dæmpede melodier_. Av hans _fortællinger_
staar hans _sjømandshistorier_ (f. eks. _Paa sjømands tro og love_)
høiest ved sin djerve og friske naturlighet. I den senere tid skrev han
ogsaa nogen _dramaer_; av dem har _Strandby folk_, _Der var engang_ og
_Gurre_ gjort megen lykke paa scenen.
[Footnote 38: som findes i første utgave av boken.]
*Sophus Schandorph* († 1901) tok emnet til sine _noveller_ ofte
fra de lavere samfundslag. *Jens Peter Jacobsen* († 1885) er mest
kjendt for romanene _Marie Grubbe_ og _Niels Lyhne_. *Herman Bang*
(† 1912) skrev romaner og noveller fra det moderne liv. Han var
paavirket av _Jonas Lie_ og av den franske digter _Zola_. *Henrik
Pontoppidan* har skrevet mange fortællinger og romaner. Mest kjendt
er den store romanrække _Lykkeper_. *Gustav Wied* er satiriker; han
har skrevet baade fortællinger og skuespil, mest komedier.
Fra slutten av 1880-aarene var der en række _lyrikere_ som stillet
sig i motsætning til Georg Brandes og realismen. *Johannes
Jørgensen* er mest kjendt blandt dem. Fra først av hørte han med til
kredsen om Brandes. Siden har han helt vendt sig mot den, mest i
religiøs henseende; han har gaat over til katolicismen. Han har git
ut flere digtsamlinger; i de sidste aar har han mest skrevet
religiøse verker.
I slutten av 1890-aarene begyndte en retning som har faat navnet
_Den jyske bevægelse_. Først og fremst vilde den skildre bondelivet,
føre „landluft“ ind i literaturen. De fleste av forfatterne i denne
„skole“ var fra Jylland, og de tar emnene mest derfra. De bruker
mange jyske ord og vendinger. *Jeppe Aakjær* har skrevet _lyriske_
digt, oftest paa jysk dialekt, og _fortællinger_. *Johannes V.
Jensen* har i mange noveller og fortællinger skildret bonden og hans
sans for virkeligheten. Den samme virkelighetssans mener han at
finde i det moderne amerikanske liv; fra det har han ogsaa tat
emnene til et par fortællinger. Fra sine reiser verden rundt har han
git mange skildringer. Mest kjendt av hans verker er _Bræen_ med
myter fra istiden. Han bruker et billedrikt og formfuldendt sprog.
*Jakob Knudsen* har git ut en række romaner fra jysk bondeliv. Mest
kjendt er _Den gamle prest_.