Efter Holbergs tid følger til slutten av aarhundredet _Oplysningstiden_
med sine forskjellige brytninger, paa det religiøse omraade mellem
kristendom og fritænkeri, paa det sociale mellem de høiere og lavere
stillede i samfundet og endelig mellem det fremmede væsen, mest
tyskheten, og det nationale.
Aarsaken til disse brytninger, som ogsaa satte sine dype merker i
literaturen, maa søkes i de nye meninger, netop med hensyn til det
religiøse og sociale, som kom fra utlandet, mest fra England (_John
Locke_) og Frankrike (_Voltaire_ og _Rousseau_), og som alt Holberg
tildels hadde uttalt. Disse meninger (kravene paa trosfrihet, paa de
almindelige menneskerettigheter, folkefrihet og likhet for alle borgere)
trængte nu ogsaa mer og mer frem til Norden og grep sindene. Det var
ministeren _Struensee_ som førte retningen op paa dens høidepunkt i
Danmark. Av betydning for literaturen var hans indførelse av
_trykkefriheten_ (1770). Men tre aar efter, da _Ove Guldberg_ var blit
minister, blev den meget indskrænket, og senere (1799) blev den for en
tid helt ophævet, da regjeringen fandt at den blev misbrukt.
Som vi nævnte, var det oprindelig fra _engelske_ og _franske tænkere_ de
nye meninger skrev sig. Disse tænkere begyndte alt i den sidste halvdel
av det 17de aarhundrede at øve sterk kritik paa samtidens meninger og
institutioner; alt skulde kunne begripes, _forklares_; der skulde være
en „_oplysning_“ eller rettere „_opklaring_“, en „_Aufklärung_“, ikke
rettet paa det store, menige folk, men næsten bare for en liten kreds,
„de dannede“, som den store mængde skulde laane sit lys fra. Der kom ut
_tidsskrifter_ og _videnskabelige arbeider_ i populær form av stor
betydning, som økte „_oplysningen_“; men _forstanden_ blev paa denne
maate den eneste evne som blev dyrket, og man la bare vegt paa „_det
nyttige_“. Tiden har faat navn av denne oplysning og dannelse som man
prøvde at meddele. Man gjorde meget for „_skolevæsenet_“ og
„_almenvellet_“ i det hele; men den almindelige folke-oplysning stod
allikevel temmelig lavt; og der blev ikke megen selvstændig tilegnelse
av oplysning, og liten evne til at bruke den. Det at alt skulde
forklares, kom ogsaa frem i den tids _kristendom_. Prestene prækte ofte
bare om rent jordiske ting, liketil „potetesavl, staldforing og
koppe-indpodning“. „Held den mand som eier en bakke mot syd i hvilken
han kan sætte sine poteter!“ saaledes skal en præken ha begyndt.
Istedenfor de kristelige læresætninger traadte i Norden som i det øvrige
Europa _rationalismen_ med sin tro paa _Gud_ og med sin lære om _dyden_
(et ulastelig liv) og en med den følgende _lyksalighet_.
En retning, som i mange maater stod i strid med rationalismen, var
_pietismen_, som alt paa Holbergs tid var trængt op til Norden fra
Tyskland. En virkning av den hadde det været at _konfirmationen_ var
indført (1736); det hadde den store betydning, at det blev paabudt at
alle skulde lære at læse. Pietismen var, likesaa vel som rationalismen,
omend ut fra et rent motsat standpunkt, en protest mot det 17de
aarhundredes døde rettroenhet, og den saa paa læren med likegyldighet;
ved det kom den ofte til at arbeide haand i haand med rationalismen.
Begge retninger arbeidet meget for humane formaal og gagnlige reformer;
og begge retninger er vigtige forutsætninger for det vigtige omslag som
kom ved overgangen til det 19de aarhundrede.
„_Dyd_“ og „_nytte_“ blev tidens grundkrav, dens løsen. Man dømte hver
tings værd efter den nytte man mente den kunde gjøre. Et slikt syn
maatte da ogsaa øve indflydelse paa _literaturen_, som ogsaa helst
skulde være „_nyttig_“, gi belæring.
Men som vi siden nærmere skal se, blev der i dette tidsrum, særlig ved
_Rousseau_, ogsaa vakt et sværmeri for naturen og for et naturliv, urørt
av civilisationen.
_Tyskeriet_, som i Holbergs senere leve-aar var trængt noget tilbake,
bredte sig igjen sterkt i denne tid. Men da Guldberg blev minister,
satte han stop for den tyske paavirkning, og kronprins Fredrik, som
overtok regjeringen 1784, gik helt i Guldbergs spor. De norske digtere i
dette tidsrum dannet ogsaa en gagnlig motvegt mot den tyske indflydelse.
Den prosaiske literatur.
Den _prosaiske_ literatur tok et betydelig opsving i dette tidsrum.
For stilen og sproget blev gjort meget av lærere ved _Sorø akademi_,
fremfor alt av den aandfulde, filosofiske og politiske forfatter
*Jens Schielderup Sneedorff*, som skrev et sjelden formfuldendt
sprog. Han var „sprogrenser“ og fortsatte det arbeide filosofen
*Eilschow* hadde begyndt litt før 1750 med at lage danske kunstord,
vistnok mest efter tysk mønster. Eilschow laget saaledes ord som
_overflade_, _bisag_ og _personlighed_. Av _filosofiske_ forfattere
kan fremdeles nævnes *Tyge Rothe*. Likesom Sneedorff interesserte
han sig varmt for at de danske bønder skulde faa bedre kaar, og alle
disse tre hadde en dypere forstaaelse av Holbergs store betydning
end de fleste i samtiden.
Som _religiøs_ forfatter optraadte _rationalismens_ fremste talsmand
hofprædikanten *Christian Bastholm*. Hans mange skrifter blev meget
utbredt og læst. Bastholm var ogsaa en fremragende taler. Blandt
rationalismens dygtigste _motstandere_ kan av _danske_ nævnes den
ædle og modige biskop *Nicolai Edinger Balle*. Av rationalismens
motstandere i _Norge_ kan nævnes den kraftige biskop *Johan Nordahl
Brun* (se s. 72). Brun og Balle virket baade ved taler og skrifter.
Det _historiske_ studium blev fortsat med stor iver, og her hadde man
alt fra tidligere tider en god grundvold at bygge paa. Vi skal nævne
nordmanden *Gerhard Schøning*, som skrev _Norges riges historie_ til aar
995, og dansken *Peter Suhm*, som skrev en _Historie af Danmark_, som
gaar til aar 1400. Disse mænd grundla sammen med den norske bisp *Johan
Ernst Gunnerus* „_Det trondhjemske videnskapsselskap_“ 1760. Dette
selskap fik stor betydning for Norge, da landet ved det fik et literært
midtpunkt, og det virket til at øke nationalbevisstheten.
Fra denne tid har vi en stor samling av _beskrivelser_ over
landskaper og steder, over almuens seder, skikker og sprog. Disse
vidner om megen interesse for fædrelandet og gir os værdifulde
oplysninger om tidens folkeliv. Til de bedste av dem hører presten
*Hans Strøms* beskrivelse over Søndmør og presten *Hans Jacob
Willes* over Seljord. Hans Strøm var ogsaa _naturhistoriker_.
Endelig skal det nævnes at _morsmaalet_ blev gjort til emne for
nærmere studium. Professor *Jacob Baden*, som ogsaa hadde et navn
som klassisk filolog og literær kritiker, var den første som holdt
forelæsninger ved universitetet over det danske sprog.
Den poetiske literatur.
Til at fremme den _poetiske_ literatur blev der gjort meget i
„Oplysningstiden“. Man satte saaledes ofte op _præmier_. Alt dette blev
ofte mer til skade end til gagn for poesien, for det hindret den frie
utvikling. Alt _Holberg_ vilde bruke poesien i det „_nyttiges_“, i
moralens tjeneste; nu la man endnu meget sterkere hovedvegten paa den
likefremme belæring et digt kunde gi. Likesom Horats holdt man det for
digtningens opgave at forene det nyttige med det behagelige. Poesien
skulde bare være den skjønne dragt for nyttig lærdom. Det saakaldte
_læredigt_ blev derfor ogsaa en av de vanligste digtformer. Det i denne
tid stiftede „_Selskap til de skjønne og nyttige videnskapers
forfremmelse_“, det saakaldte „smagende“, skulde ogsaa ta sig av
poesien, lede den i de rette spor og fastsætte smagen; men dette hadde
just et slikt aandløst, prosaisk syn paa poesien og satte trange grænser
baade for dens formaal, indhold og form.
Med Holberg var en national _komisk_ poesi blit til i Danmark og Norge.
Nu gjaldt det da at fylde ut manglene i de forenede rikers poetiske
literatur paa _andre_ omraader. I Tyskland var der alt begyndt et mægtig
arbeide for utviklingen av den hjemlige literatur med emner som var
hentet fra den dunkleste oldtid. Dette arbeide hadde vistnok trods sin
svulst og famlen stor betydning for den tyske digtning; men da det blev
overført til Danmark, blev det farlig for den _danske poesis_
selvstændighet paa grund av den indflydelse tyskerne derved fik paa den.
Dette blev især tilfældet da den tyske digter _Klopstock_, banebryteren
for en national tysk digtning, kom til Danmark. Hans verker, hvorav vi
nævner hans store epos _Messias_, hans _dramaer_, med emne fra den
germanske oldtid, og hans _oder_, var vistnok storslagne, men i høi grad
svulstige og unaturlige. Sproget var tungt og overlæsset. Rimet foragtet
han. Han hævdet mot den gjængse mening digtekunstens selvstændige
betydning. Klopstock blev ved midten av aarhundredet indkaldt til
Kjøbenhavn, bodde her i mange aar og blev i den tid beundret og
efterlignet.
Det var helst de _norske_ digtere som arbeidet mot den retning Klopstock
skapte. De brukte andre mønstre. Den første av dem som var upaavirket av
Klopstock, var *Christian Braunman Tullin* (f. 1728, raadmand og
told-direktør i Kristiania, † 1765). Han tok teologisk embedseksamen,
men kom aldrig til at bli prest. Han slog sig ned i sin fødeby
Kristiania og bodde der til sin død. Hans mønstre var ikke de tyske, men
de _engelske_ digtere. Ved sit digt _Maidagen_, som egentlig blev
skrevet til et bryllup, brøt han nye veier for den _lyriske_ digtning i
Danmark og Norge. Han priser her naturlivet, det oprindelige, ikke av
kulturen forfinede liv. Digtet vakte stor opsigt i Kjøbenhavn. Hans
_naturskildring_ hadde uvant varme og liv og hans _sprog_ var sjelden
formfuldendt. Men det var ikke den smagfulde og naturlige stil, som
samtiden satte mest pris paa; den priste især at hans digtning var
belærende og nyttig.
Endda Tullin var sykelig og av naturen indesluttet, blev han likevel
paa grund av sin aandfuldhet og sit jevne lune drat ind i
selskapslivet, og var ofte det midtpunkt alt dreide sig om. Ofte
maatte han til fornøielse for selskapet improvisere vers. Da han f.
eks. en gang kom paa et besøk til Bogstad, fik han ikke lov til at
ta av sig reiseklærne før han hadde improvisert følgende:
„Skjønt jeg paa denne tid saa ulyksalig fryser
at hver en draape blod av kuld’ i kroppen gyser,
saa skal det ønske dog mit hjerte tænde an:
Gid Bogstad staa i flor til verden staar i brand!“
Senere vandt Tullin prisen for et par pris-opgaver: _Om søfartens
oprindelse og virkninger_ og _Om skabningens ypperlighed_, som var
stillet op av det „smagende“ selskap.
Sterkt paavirket av _Klopstock_ var den danske digter *Johannes Ewald*.
Han blev født i Kjøbenhavn 1743.
Ewald mistet tidlig sin far, og hans mor, som om en tid giftet sig
igjen, kom nu til at staa ham mer fjernt. Ewald hadde som barn en
usedvanlig livlig fantasi, og han hadde de mest eventyrlige planer.
Hans lyst til eventyr mistet han heller ikke da han blev ældre. Han
var en urolig natur, som let gav efter for sine indskydelser og
lidenskaper. Digtning arbeidet han for det første ikke med. Han var
efter eget sigende langt fra enten at ville eller at kunne skrive
vers. Som student vilde han være med i den krig som den gang blev
ført mellem Fredrik II og østerrikerne, saa han paa en hurtig maate
kunde vinde ære. Han rømte hjemmefra og kom først i preussisk,
senere i østerriksk krigstjeneste. Efterat han flere ganger hadde
utmerket sig i kampen, rømte han fra tjenesten, da det efter hans
mening ikke gik ham som det burde; efter mange vanskeligheter kom
han hjem igjen til Kjøbenhavn. En gang maatte han staa flere timer i
vand til langt op paa livet for at slippe fra sine forfølgere. Det
var det vist som la spiren til den gigtsygdom som senere blev værre
ved hans mindre ordentlige liv, og som tilsidst helt brøt ned hans
legeme.
Det som for en stor del hadde faat ham til denne eventyrlige
utflugt, var kjærligheten til en ung pike, Arense Hulegaard; for
hendes skyld vilde han vinde ære. Men av sine forældre blev hun
tvunget til at gifte sig med en anden. Hans livsglæde fik da et
haardt støt. Endda Ewald da alt var kommet vel igjennem teologisk
embeds-eksamen, gav han nu op enhver tanke om at søke noget embede
og bestemte sig til „at slentre livet igjennem som han bedst kunde“.
Hans sygdom tok stadig til, og for at glemme sin nød og sorg slog
han sig paa flasken, og knækte ved det end mer sin helse. Lægen
forbød ham at drikke punsj og paabød te, fortæller Oehlenschläger;
men saa drak han punsj av en te-potte.
Ewald var den første digter i Danmark som saa poesien som sit
_livskald_; han forberedte sig ved et grundig studium av den europæiske
literatur (Shakespeare, Corneille, Klopstock) til sin digtervirksomhet,
og skjønt han var syk og i de usleste kaar, forskutt av sin familie og
litet paaskjønnet av sin samtid, la han ikke pennen ned før døden tvang
ham til det. Og at han ikke tok arbeidet let, viser de utkast man har
fundet efter ham tydelig. Likesom Klopstock tok Ewald gjerne sine emner
fra _det religiøse_ eller fra _den nordiske sagnverden_. Men heller ikke
han kunde gjøre sig helt fri fra tidens opfatning, at digtningen først
og fremst skulde være nyttig. Der gaar saaledes en dobbelthet gjennem
hans poesi.
Ewald vakte første gang almindelig opmerksomhet ved sin simple, men
gripende _klagesang over Fredrik den femte_.[24] I dette digt var han
ogsaa, likesom i mange andre av sine lyriske digt, meget mer naturlig
end i sin dramatiske digtning. Han stod derfor ubetinget høiest som
_lyriker_, og i hans dramatiske arbeider er det ogsaa de lyriske
partier, de indlagte romanser og viser som er bedst. Folkevisetonen har
han heldig truffet i _Liden Gunver_. Men han maatte desværre ofte av
„trang til smaapenge“ øde sine kræfter bort paa bestilte leilighetsvers.
Ved slike anledninger visste han ofte ikke mer end at „bruden var 25
aar, og verset skulde trykkes in quarto“, og han fortæller om disse vers
at ofte var „trang deres far og melankoli deres mor“.
[Footnote 24: hvori følgende skjønne vers:
„Hold taare op at trille,
og du, vor cithar, stille!
Nu bæres kongen bort til graven.
Vis, naadig og retfærdig,
dig og din trone værdig!
Ta disse navne med i graven!
Farvel vor døde glæde!
Vi kan ei mer end græde;
ta disse taarer med i graven!“
Han siger selv om dette digt: „Det var vist den gang mine egne varme
følelser og ikke kunsten som hjalp mig.“]
I sine _dramaer_ var han sterkt paavirket av Klopstock, som han i høi
grad beundret. Han holdt det for en lykke at bli „kjendt, taalt og
yndet“ av ham. Man fik ikke rigtig tak i personene i hans dramaer, og
der var ingen skarp grænse sat mellem guder, helter og jevne fiskere; de
talte alle paa samme høittravende maate. Men ved at ta emnet fra den
gammel-nordiske tid brøt Ewald bevisst med klassicismen eller den
klassiske humanisme. Ewald blev saaledes forløper for den senere
_romantiske_ digtning i Danmark og særlig for _Oehlenschläger_.
Ewalds første skuespil var det bibelske drama _Adam og Eva_, hvor han er
paavirket baade av Corneille og Klopstock. Hans første nationale drama
var _Rolf Krage_. Men dette stykke fik ikke god kritik og gjorde ingen
lykke, baade fordi emnet var hentet fra den danske sagnhistorie, ikke
fra den klassiske oldtid, noget man den gang krævde, og fordi stykket
var skrevet i prosa, ikke i de franske tragediers vanlige versemaal,
aleksandrinen. Kritikken av stykket gik Ewald meget nær. Til dette kom
at hans gigtsygdom tok til.
Da Ewald i 1773 flyttet til _Rungsted_, et fiskerleie ved Øresund, fik
han det forholdsvis godt et par aars tid; her blev han vel pleiet. Den
herlige natur her virket mægtig paa hans let mottagelige sind. I
Rungsted skrev han sit kjendte digt _Rungsteds lyksaligheder_, og her
blev hans syngespil _Balders død_ til. Stykket blev lønnet med en
„overordentlig pris“ av 50 riksdaler av det „smagende“ selskap. I
Rungsted skrev han ogsaa i _Levnet og meninger_, som er særdeles livlig
og aapent skrevet, træk av sit liv; men man kan ikke altid lite paa det
han fortæller.
Fra Rungsted kom Ewald til et andet fiskerleie; men her fik han det
vondt. Hans sidste dager blev atter noget lysere, da han flyttet tilbake
til Kjøbenhavn. Det gjorde ham ogsaa godt at man nu var begyndt at sætte
større pris paa hans digtning. „Balders død“ blev endog opført paa det
kongelige teater til indtægt for ham, og huset gjenlød av leverop for
digteren, som var tilstede, men alt stod paa gravens rand.
Hans sidste dramatiske arbeide blev syngespillet _Fiskerne_, som ganske
visst er hans bedste skuespil. Han tok her en virkelig begivenhet til
emne. Nogen fattige fiskere hadde nemlig med fare for livet berget en
engelsk skipper, men hadde avslaat løn for det. Denne daad digtet Ewald
om i „Fiskerne“. Heltene i stykket var selv tilstede ved opførelsen.
Sproget er let og moderne.
Det er næsten uforklarlig hvorledes han, slik han var da, idet han
vel mer end nogensinde hadde det „travelt med at være syk“, som han
selv en gang siger, kunde magte et større arbeide som „Fiskerne“.
Alt i 1778 blir han kaldt en jammerfuld skikkelse, som „laa med
knærne sammentrukket op mot brystet, ryggen konvulsivisk krummet,
hænder og fingrer stive og fulde av gigtknuter, men ansigtet ædelt
og herlig dannet og de store, blaa øine straalende av overjordisk
glans“.
Ewalds sidste sang: _Utrust dig, helt fra Golgata_, vidner om hans dype
religiøse følelse. Hans sang, _Kong Kristian stod ved høien mast_ (i
„Fiskerne“) viser hans varme kjærlighet til fædrelandet og dets minder.
Religiøsitet og fædrelandskjærlighet, som synd og sygdom ikke magtet at
slette ut hos ham, blev saaledes ved midt under hans store elendighet at
danne grunddraget i hans karakter og hans digtning.
Han døde 1781 og blev fulgt til graven av et likfølge saa stort som man
endnu ikke hadde set det i Kjøbenhavn.
*Bredal og teaterstriden.* Som før nævnt brydde man sig ikke stort om
Holbergs komedier længer. Ved siden av beundringen for Klopstock og den
tyske poesi var der en likesaa ensidig beundring for de _franske
tragedier_ og de _italienske syngespil_, som med sin unatur og sin
opstyltede stil just faldt i smagen. Paa den tid optraadte netop i
Kjøbenhavn et italiensk opera-selskap og en fransk skuespillertrup. Den
franske tragedie, som i det 17de aarhundrede naadde sin høieste
utvikling gjennem _Corneille_ og _Racine_, hadde faat sit præg av Ludvig
den 14des hof. Dens form var vistnok elegant, men stiv og høittravende,
en feil, som efterlignernes tragedier led endnu mer av; paa fremmed
jordbund blev det den rene karikatur. Fællesliteraturen fik ogsaa snart
paa syngespillets og tragediens omraader sine repræsentanter i de to
nordmænd _Bredal_ og _J. N. Brun_ og i _Ewald_.
_Nils Krog Bredal_ skrev syngespil. Det mest kjendte var hans
_Tronfølgen i Sidon_. Stykket slog gjennem hos publikum; men av
kritikken blev det ilde medfaret; den 18-aarige _Rosenstand-Goiske_,
utgiver av _Den dramatiske journal_, tok sterkt fat paa det. Bredal
hevnet sig ved i et litet efterstykke, som han kaldte „Den dramatiske
journal“, at bringe den unge kritiker paa scenen. Da stykket blev
opført, kom det nu bent frem til slagsmaal mellem dets velyndere,
officerene, og dets motstandere, studentene. De sidste blev kastet ut,
og stykket blev spillet til ende; men slagsmaalet blev senere fortsat
ute paa gaten. Begivenheten gav anledning til _Ewalds_ stykke _De
brutale klappere_.
*Nationalfølelsen i Norge. Det norske selskap.* Der hadde blandt
nordmændene i løpet av det 18de aarhundrede utviklet sig en dypere og
dypere _nationalfølelse_, baade hos borgerstanden og hos embedsstanden,
hvis norske element blev sterkere og sterkere. Nordmændene tok til at
kjende sig som et særskilt folk; de kom med forskjellige krav som
tydelig viser det. Særlig kom frem et krav paa et _universitet_.[25] I
krigen mot Karl den 12te hadde nordmændene tat ærefuld del ved
sjøheltene Kort Adelers, Ivar Huitfeldts og Tordenskjolds bedrifter. Det
var mest norske sjøfolk paa flaaten. Norske bønder dannet kongens
livvakt, og da man opløste den, var nordmændene meget krænket over det.
_J. N. Brun_ synger herom:
[Footnote 25: Ønsket om det kom alt op under Fredrik den 3dje i en
beskeden begjæring av de norske studenter. Senere blev der av
fremragende mænd som biskop _Gunnerus_, _J. N. Brun_ o. fl. talt og
skrevet om det. Gunnerus leverte ogsaa ind et forslag til Struensee, men
uheldigvis like før hans fald. Det var naturlig at kravet ikke kom frem
under Guldberg, som ikke engang likte navnet nordmand, og som selv har
skrevet: „Ingen nordmand er til; vi er alle borgere av den danske stat.“
Men i førstningen av Fredrik den 6tes regjering kom det høilydt frem
igjen, og de mænd som mest har æren av at ønsket endelig blev opfyldt,
er presten _Nicolai Wergeland_ og grev _Herman Wedel-Jarlsberg_.]
„Den vrede livvakts vaabenbrak
forklarer trolig nordmands sak.“
Næringsveiene begyndte at komme op i Norge, mest handelen og
skibsfarten; det førte velstand og magt med sig. Alt dette økte
nationalfølelsen. Nordmændene holdt sig ogsaa for en stor del fri for
tyskheten, som bredte sig saa sterkt i Danmark; de stod nemlig med
skibsfart i nært samkvem med England og Frankrike. De norske
kjøbmandssønner fik ofte sin utdannelse i Vesteuropa og fik derved
større sprogkundskap og almendannelse end de danske.
Denne selvstændighetsfølelse viste sig sterkest blandt de norske
studenter i Kjøbenhavn. De norske og de danske studenter slos paa
universitetstrappene paa tørre næver, og nordmændene prøvde at faa de
bedste pladsene ved forelæsningene. Sit sterkeste utslag fik de norske
studenters selvstændighetsfølelse i *Det norske selskap* (dannet 1772).
Det var nordmændenes trang til i den fremmede by at skille sig ut og
være sammen som fik dem til at danne denne forening. Det var den gang
begyndt at bli almindelig at kjendinger eller landsmænd kom sammen paa
kaffehus i egne værelser. De norske studenter kom sammen i et slikt
kaffehus i Sværtegaten hos madam Juel. Det var begyndelsen til „Det
norske selskap“.
Samlingsstedet beskriver _Welhaven_ saa: „Selskapets
forsamlingsværelser var kun fattig utstyrt med møbler og andre
bekvemmeligheter. Man hadde nogen gamle høiryggete stoler langs
væggene, og et langt bord, der stod midt paa gulvet i den første
stue. Ved siden av dette rum var endnu et par kamre, hvor man kunde
føre fortroligere eller mere animert samtale, og i et av disse sat
den meget yndede vertinde madam Juel ved tebordet. Blandt medlemmene
var det et eget værdighetstegn at ha adgang til dette gemak.
Undertiden gik en eller anden nedenunder i den offentlige kafé,
hvorfra kredsen var opsteget, og derfra bragtes uten tvil mangt et
underholdningsstof tilbake til selskapet. Til ‚Det norske selskaps‘
inventarium hørte et eiendommelig stykke, versprotokollen, der
efterhaanden utfyldtes med alskens flygtige rim; dens hovedindhold
dannes av viser og alskens indfald, hvortil ofte et netop uttalt ord
eller en ubetydelig hændelse kunde gi anledning.“ Den danske digter
_Rahbek_ fortæller at det var blandt hans „skjønneste nydelser at
høre den deilige fædrelandssang ‚For Norge, kjæmpers fødeland‘,
istemt her av fulde hjerter, med tindrende øine og jublende stemmer.
Mig gjennemglødet den, som hadde jeg selv været ‚blandt klipper
fødd‘“. Det var nordmands-aanden, siger han, som var over dette
selskap.
Foreningen var fra først av nærmest beregnet paa selskabelig
underholdning; men senere fik den avgjørende betydning for literaturen.
„Det norske selskap“ hævdet nemlig at poesien skulde være fri og
selvstændig. Det kom til at danne en kraftig motvegt mot tyskheten i den
dansk-norske literatur. Dets medlemmer tok nemlig som Holberg og Tullin
sine mønstre i den engelske og tildels den franske poesi. De fleste av
dem hadde megen sans for et jevnt, naturlig og let sprog. Særlig Wessel
hadde syn for godt sprog og god stil. De kunde derfor ikke forlikes med
den klopstockske stil med dens „hastemte toner“.[26] Paa denne maate kom
de ogsaa til at staa mot Ewald i meget, endda de skjønte at han i
virkeligheten var en stor digter. Ogsaa de franske tragedier og de
italienske syngespil med efterligningene hjemme maatte „Det norske
selskap“ være mot. Endda det gik ut over en av dem som selv var med i
selskapet, J. N. Brun, som vi snart skal se, la selskapet ikke fingrene
mellem naar det gjaldt at gjøre nar av utvekstene i literaturen.
[Footnote 26: I _Geburtsdagskarmen_ (fødselsdagssang) gjør Wessel nar av
den opstyltede stil som den gang var vanlig i leilighetsdigt. Følgende
linjer av digtet kan tjene til eksempel:
„Træd alle luftens hære i geleder,
formér kolonner mellem begge poler!
Giv agt og presentér gevær!
Fremad marsch og retter eder!
Og nu forkynd det høit, du hule torden,
for alle himle og for hele jorden,
gjentag det skov og berg og dale,
saa høit som I var splittergale:
Det er Hr. Herman Anton Jensens fødselsdag!“
]
Næsten alle de norske digterne fra den tiden var med i „Det norske
selskap“; _Edvard Storm_ holdt sig borte fra selskapet og var aldrig med
i det. I 1775 stiftet nogen danske forfattere _Det danske
literaturselskap_, som ogsaa vokste frem av nogen møter i et kaffehus.
Her dyrket man ensidig den klopstockske retning. Nogen større betydning
for literaturen fik aldrig det selskap.
*Johan Nordahl Brun* (f. 1745 i Trøndelagen, † 1816) skrev det første
originale sørgespil som blev opført paa den danske skueplads. Han var
ikke mer end fire aar gammel da han kunde læse „saa rent og raskt i hver
dansk bok som nogen voksen“, og i elleve-aarsalderen hadde han under sin
mors veiledning alt læst en stor del av bibelen to ganger igjennem.
Bruns læselyst hindret ham likevel ikke i paa samme tid at utvikle sit
legeme ved alskens idrætter. Han var „en flink jæger og dristig
skiløper“. Som student blev han huslærer i Trondhjem, og da han i
Kjøbenhavn hadde tat embeds-eksamen, som han bare læste i tre maaneder
til, kom han tilbake til Trondhjem, hvor biskop _Gunnerus_ lærte ham at
kjende. Bispen tok ham med som sekretær paa en længere tur til
Kjøbenhavn. Her var det nu han begyndte som sørgespildigter, idet han i
den da gjængse og yndede franske tragediestil skrev sit sørgespil
_Zarine_. Det er blit mest kjendt ved at det nærmest gav anledning til
_Wessels_ mesterlige parodi „Kjærlighed uden strømper“. „Zarine“ var ved
sin unatur og sin opstyltede stil just i tidens smag og gjorde derfor
megen lykke. Han skrev ogsaa et nyt stykke, _Einar Tambeskjælver_; men
det blev ikke opført i Kjøbenhavn. Man var nemlig fornærmet over at de
danske i stykket spilte en saa ynkelig rolle overfor de tapre norske.
J. N. Brun var mer _lyriker_ end dramatiker. Som _salmedigter_ staar han
meget høit; mest kjendt av hans salmer er kanske _Jesus lever, graven
brast_ og _Aand over aander, kom ned fra det høie_ (se Landstad). Hans
fædrelandssanger: _Bor jeg paa det høie fjeld_ og _For Norge, kjæmpers
fødeland_, er paa grund av sin djervhet og freidighet endnu ikke gaat i
glemme. Av lyriske digt av ham ellers skal nævnes _Den norske vinter_ og
bergensernes sang _Jeg tok min nystemte cithar i hænde_.
Som prest og senere bisp i Bergen var han en sterk motstander av
rationalismen (se s. 62). Ved sin mægtige og ildfulde personlighet og
ved sin begavelse som taler gjorde han et sterkt indtryk paa tilhørerne.
Der fortælles om en stril at han følte sig sterkt grepet av at ha hørt
Brun, skjønt han ikke kunde mindes andet av hele prækenen end disse ord:
„O, du menneske!“ Men dem skulde han huske saalænge han levde!
[Illustration: Johan Herman Wessel.]
Med *Johan Herman Wessel* (født i Vestby sogn nær Kristiania 1742, †
1785) kom Holbergs vid og lune tilbake i literaturen. Han var en
slegtning av Tordenskjold, og som dennes glimt brøt frem gjennem
krudtdampen, brøt hans glimt frem gjennem tobaksskyen, siger _Jonas
Lie_. Som student begyndte han at lægge sig efter nyere sprog og
literatur, og han prøvde at slaa sig gjennem ved sprogundervisning.
Nogen embeds-eksamen kom han aldrig til at ta. Kort efter at J. N. Bruns
„Zarine“ var opført, skrev Wessel sit hovedverk, som skulde gjøre hans
navn udødelig; det var hans _Kjærlighed uden strømper_ (1772). Med ett
slag gjorde den ende paa de franske sørgespil og de italienske syngespil
i Danmark. Handlingen er høist ubetydelig; boken fortæller om en
kjøbenhavnsk skræddersvend som skal staa brudgom, men som mangler hvite
strømper. De andre personer er ogsaa almindelige hverdagsmennesker. Det
maatte naturligvis bli av uendelig komisk virkning naar Wessel i et
stykke med en slik handling og slike personer nøie iagttok alle den
franske tragedie-stils eiendommeligheter: de unaturlige arier, hele
personalets død, den nøiagtige overholdelse av tidens, stedets og
handlingens enhet efter Aristoteles’s anvisning (d. v. s. at alle
stykkets akter i tid fulgte like efter hinanden og gik for sig paa samme
sted) o. s. v. Alle personene optræder i en fælles stue, hvor de
spaserer ut og ind. Grete maa giftes „idag“, om hun nogensinde skal bli
gift. Blandt de mange komiske træk kan ogsaa nævnes hvorledes Wessel
ofte lar personenes patetiske tale pludselig bli avbrutt av de mest
dagligdagse vendinger. Helten, som i de franske tragedier og de danske
efterligninger under høittravende talemaater lot dyd og elskov kjæmpe
med hinanden[27], har Wessel parodiert i skrædder-svenden Johan von
Ehrenpreis.[28] Ved sin komiske kraft og sit sprudlende vid hadde
„Kjærlighed uden strømper“ ogsaa værd i og for sig, ikke bare som
parodi. Det gjorde ogsaa stor lykke; man lærte lange stykker av det
utenad som før av „Peder Paars“. Wessel, som før hadde levd ganske
ukjendt, blev med ett berømt; hans navn kom paa alles læber.
[Footnote 27: som f. eks. i „_Zarine_“, hvor det heter:
„O, elskov, skulde du mot dyd i hjertet stride,
hvor vilde det dig gaa! Hvad maatte jeg ei lide?
Skjønt yndet av min sjæl, du rene, spæde lyst
dog maatte give tapt for dyden i mit bryst.
Ja, himmelsendte dyd! Mit hjertes herskerinde,
du bør, du maa, du skal mot elskov seier vinde,
du fra min ungdom var min fryd, min ro, min løn.
Vig derfor, elskov, vig, du hjertets yngste søn!“
]
[Footnote 28: smlgn. følgende scene i stykket:
_Johan_ sætter sig i egte tragisk postyr:
„O! hvilken kval og strid! Mit hjerte splittes ad!
Dyd! Elskov! kan I to ei søbe av et fad?
En av jer vinde maa, den anden maa fordømmes,
to store i en sæk kan ingenlunde rømmes;
men sækken som I to kan ikke rømmes i,
tilgavns undgjælde maa for eders klammeri;
mit hjerte revner snart; jeg elsker eder begge;
du, elskov, er mit liv, du, dyd, min kjæledægge!
Jeg pleier ellers gaa derfra hvor slagsmaal er;
men jeg de stridende med mig i hjertet bær.
Omsonst at fly, omsonst at ville dem forlige;
her er ei andet for, jeg dommen maa avsige:
Min kjæledægge, dyd, ja seieren er din;
du ene herske bør i stolte helters sind!
Vig, lille snottede! som skyter folk med pile,
som til min uheld har min Grete lært at smile.
Min Grete? Nei! Hvis da? Maaske Mads Madsens? Ja!
Jeg skjælver for min dyd og skynder mig herfra.
Til Mette: Kan jeg nu gaa?
_Mette_: Ja vist.“
]
Efter „Kjærlighed uden strømper“ kom Wessel ikke til at gi ut noget
dramatisk verk av betydning. Han kunde ikke samle sig til noget stort
arbeide. Han sat smaat i det, var tit sykelig, og saa drak han ikke
litet. Han hadde faat en fast post som oversætter for teatret med en
indtægt av 150 riksdaler aarlig. I sine senere aar skrev han flere
_komiske fortællinger_ paa vers, f. eks. _Gaffelen_, _Smeden og
bageren_, _Posthuset_ og _Hundemordet_ og _Brodne kar i alle lande_.[29]
Wessel skrev ogsaa digt av anden art, som _Ode til søvnen_ og _Ode til
nøisomhed_.
Wessels skrifter kan rummes i ett bind; men hans fortjenester av vor
literatur kan ikke rummes i ett aarhundrede; de er uforgjængelige; for
han satte stop for det opstyltede, bombastiske sprog som truet med at
faa magten i literaturen. Selv hadde han utpræget sans for simpelhet og
naturlighet i uttryksmaaten.
[Footnote 29: Flere av fortællingene blev trykt i hans poetiske ukeblad
_Votre serviteur_. Med dette blad tok Wessel sig det ellers meget let.
Et nummer kunde læses paa nogen faa minutter, da trykken var stor, og
der var langt mellem linjene. Bladet var paa 6 smaa sider; de to første
blev brukt til titelblad, mens den sidste ofte var blank. Det hændte
jevnlig at der blev stoppet op midt i et digt med uttalelser som f.
eks.:
„Jeg beder læseren mig resten kreditere,
han derom læse skal i nr. 16 mere,“
eller:
„Jeg kan saa sandt
ei skrive mer
for denne gang.
Adieu so lang!“
]
Wessel var særdeles elskværdig og godmodig og var derfor meget likt av
sine venner i „Det norske selskap“. Her kunde han endog i sine senere
aar ryste av sig noget av det tungsind som mer og mer fik magten hos
ham, og som hans nedenfor meddelte epigrammer over ham selv tydelig nok
viser. Mellem vennene var det han oftest kom frem med alle sine vittige
indfald. Men han kunde nok ogsaa ellers gi beviser paa sit lune og sin
evne til at gi træffende svar.
Vi skal meddele nogen av de eiendommeligste træk og fortællinger som
er opbevart om ham: I „Det norske selskap“ drev man tit løier med
hverandre, men i al gemytlighet. Det gik mest ut over et av
medlemmene, _Bendix Prahl_, da han indbød adskillig til det. En gang
hadde han tat avsked med selskapet for længere tid da han skulde paa
en sjøreise; men nogen dager efter maatte skibet vende tilbake til
Kjøbenhavn for uveir. Prahl gik i land og like op i „Det norske
selskap“. Wessel stod i et vindu i salen og saa ham nede paa gaten.
Fort avtalte han med alle som var inde, at ingen maatte lægge
mindste merke til Prahl naar han kom ind, før Wessel hadde talt til
ham. Prahl kom meget høitidelig ind, fuld av forventning over
opsigten en saa uventet tilbakekomst vilde vække. Ingen forundring
blev ytret, ingen velkomst, ingen glæde; hver blev ved sit. Bare
Wessel gik mot ham fra vinduet langsomt og likegyldig, tok ham ved
en knap og sa: „Ih, sé, far, der har du jo faat dig en ny frak!“
Prahls ærgrelse over en saa lunken mottagelse brøt nu ut i ord, og
med den en almindelig gottende latter.
Blandt selskapsbrødrene var en Bertelsen, som gjerne vilde hete
Bartholin. „Det skal du straks komme til,“ sa Wessel, „naar du gir
et halvanker vin.“ Ankeret kom op, Wessel stod ved tappen, og for
hver skaal de drak, gjorde han et vers. Den nye Bartholin blev
feiret og var lyksalig. Endelig var vinen drukket, og Wessel kom med
sidste vers:
„Nu tønden er tom, og tappen er tør,
nu heter du Bertelsen likesom før.“[30]
En ven besøkte ham og fandt to bøker paa hans kones dragkiste. „Men,
Wessel!“ utbrøt vennen lystig, „er det dine bøker _alle_ de?“ „Nei,“
svarte Wessel, „jeg har laant de _fleste_.“
„Nei, Wessel!“ sa en gang en ven til ham, „du maa prøve paa at gjøre
din lykke; du maa gaa til minister Guldberg. Det er selv en lærd
mand, et godt hode; han vil vist gjøre noget for dig.“ „Det gaar
umulig an,“ svarte Wessel. „Hvorfor?“ „Jeg har ingen paryk.“ „Den
skal du faa.“ „Jeg har heller ingen bukser.“ „Jeg skal laane dig et
par smukke silkebukser.“ Han gik til Guldberg. Ministeren spør:
„Hvem er De?“ „Jeg heter Wessel.“ Guldberg er endnu ikke rigtig med.
Wessel tror det er parykken som gjør ham ukjendelig, tar den av og
putter den i lommen. Nu kjender Guldberg ham og spør hvad han kunde
tjene ham med. „Deres excellense! det maatte være et embede hvor der
er meget at tjene og litet at bestille; til det kjender jeg mig mest
oplagt.“ Guldberg vil ikke rigtig forstaa ham, dreier forlegen sin
snusdaase i haanden og spør om igjen. „Nu,“ sa Wessel, „saa gi mig
en pris tobak, far!“ Den fik han, bukket og gik.
En gang han var i selskap hos den danske digterinde _Charlotte
Biehl_, hvor han bare fik smørbrød, blev han sterkt opfordret til at
digte et vers; det blev det kjendte:
„At smørrebrød er ikke mat,[31]
og kjærlighet er ikke hat,
det er for tiden hvad jeg vet
om smørrebrød og kjærlighet.“
Over en brygger skrev han følgende gravskrift:
„Her ligger Walt,
han gjorde malt,
og det var alt.“
En pike, som hadde hjulpet ham med en frak, fik et nytaarsvers:
„Du lille vakre Karen Bach!
For hvert et mødig sting du stak
paa en mig høist nødvendig frak,
som sprak,
tak!“
Om hvorledes Wessel blev forlovet, fortæller fru _Dunker_ i sin bok
„Gamle dage“: En gang i et selskap kom Wessel til at sitte ved siden
av sin vordende hustru ved bordet. Hun gav sig i snak med ham og
spurte hvorfor han ikke giftet sig nu, da han hadde saa megen
indtægt at han kunde leve med familie. Han svarte at der hørte mer
til at gifte sig end en tarvelig indkomst; man maatte ogsaa ha noget
at sætte bo med. „Jeg har tusen daler, jeg!“ sa hun, og nu var da
saken avgjort.
Wessel skrev en gang denne gravskrift over sig selv:
„Han aat og drak, var aldrig glad,
hans støvlehæler gik han skjæve;
han ingenting bestille gad,
tilsidst han gad ei heller leve.“
Da Wessel arbeidet mindre og mindre og levde mer og mer uordentlig,
sank han mer og mer ned i fattigdom, saa han ikke engang hadde ved
til at lægge i ovnen.
Der fortælles, „at naar han eide en i hans øine noget betydelig sum,
var han tilbakeholden, ja, likesom hovmodig mot sine venner“.
Pengesummen var ham til bryderi; han kom ut av sin likegladhet og
fik bekymringer. En gang stod han i teatret og viste sig usedvanlig
frastøtende mot de venner som stod ved siden av ham. Paa én gang
blev han meget venlig og snaksom. „Hvad gaar der av dig, Wessel?“ sa
de, „hvad er der hændt dig? Du er jo som et andet menneske!“ „Aa,“
sa han, „i dette øieblik blev mine penger stjaalet ut av lommen!“ Nu
var han fri den sorg og kunde nyde skuespillet og sine venners
selskap.
[Footnote 30: Denne anekdote er ogsaa blit fortalt om en noget ældre
norsk digter _Stenersen_.]
[Footnote 31: Eller: „At smørrebrød er ei min mat.“]
Wessel hadde ikke store tanker om sig selv og sin egen betydning, og han
viker med elskværdig beskedenhet og uten misundelse pladsen for
_Baggesen_ da denne optræder. I Wessels senere aar blev mangel paa
selvtillid mer og mer hans grundstemning. Derom vidner det han en gang
skrev under sit portræt:
„Han syntes født til bagateller,
og noget stort han blev ei heller.“
At andre ikke delte hans mening, ser vi f. eks. av _Baggesens_ vers ved
Wessels død:
„Graat smeltet hen i smil naar Wessels lune bød,
og glædens smil forsvandt i taarer ved hans død.“
Av de norske digtere som levde samtidig med eller kort efter Wessel,
var, foruten _Johan Nordahl Brun_, følgende de betydeligste: _Claus
Fasting_, _Thomas de Stockfleth_, brødrene _Peter Harboe Frimann_ og
_Claus Frimann_, _Edvard Storm_, _Jonas Rein_, _Jens Zetlitz_ og _Envold
Falsen_. De fleste av dem hadde været med i „Det norske selskap“. Hos
dem alle træder nationalfølelsen ofte sterkt frem, efterat de hadde
bosat sig som embedsmænd rundt omkring i Norge. Der var en sterk trang
hos flere av dem til at skrive om _fædrelandske_ emner, om norsk natur
og norsk folkeliv. Det blev en hjemlig, _patriotisk-lyrisk_ digtning,
som i den senere tid længe blev fortsat i en begeistret lovprisning av
den nyvundne frihet.
Ogsaa en anden omstændighet virket i høi grad til at præge disse
digteres poesi. Som før nævnt var, især fra Frankrike gjennem
_Rousseau_, den mening blit utbredt, ogsaa i Norden, at livet blandt de
dannede stænder i meget var unaturlig og kunstig. Man skulde mest mulig
vende tilbake til den oprindelige _naturtilstand_, føre livet paa
enklere og naturligere maate. Denne naturlige maate at leve paa fandt
man nu hos de frie, norske bønder, som bodde i de avsidesliggende daler
og var urørt av den moderne kultur. Derfor sang de norske digtere den
gang saa begeistret om den norske bonde.
*Claus Fasting* († 1791 som raadmand i Bergen) var flere aar i
Kjøbenhavn, da han hadde tat teologisk eksamen. Han utmerket sig mest i
_satiren og epigrammet_. Som _prosaforfatter_ førte han et sjelden smukt
sprog. Hans _Provincial-blade_, som han begyndte at gi ut da han var
flyttet tilbake til sin fødeby Bergen, viser det klart. Som kritiker var
han aandfuld og skarp. _Rahbek_ kalder hans „Provincial-blade“ alle
journalisters „mønster og fortvilelse“. Fasting var ædel og fintdannet;
han tænkte baade dypere og friere end de fleste i samtiden. Men han blev
i det hele ikke paaskjønnet efter fortjeneste mens han levde.
*Thomas de Stockfleth* († 1808) var prestesøn fra Gudbrandsdalen. Han
skrev naturbeskrivende digt i tidens smag. For sit digt _Sarpen_ fik han
en pris, som var stillet op av „Selskapet for de skjønne og nyttige
videnskaper“ for et „forsøk i den malende poesi“. Stockfleth skrev siden
et digt paa gudbrandsdalsk bygdemaal, _Heimatkomsten_.
*Peter Harboe Frimann* († 1839 som konferensraad) sluttet tidlig at
digte, endda han hadde begyndt godt med sine smukke beskrivende digt
(som _Hornelen_) og romansen _Aksel og Valborg_.
*Claus Frimann* († 1829 som sogneprest til Daviken i Nordfjord) drog
snart fra Kjøbenhavn hjem til Norge. Han var en egte _folkedigter_ i
likhet med _Petter Dass_, vel kjendt med sit lands natur og sit folks
liv og vilkaar; „hvad jeg bedst kjender, derom kan jeg bedst synge“,
siger han selv. Hans digtsamlinger _Syngende sømand_ og _Almuens sanger_
indeholder simple, trohjertige sanger. Ved de livlige og kraftige
skildringer fra naturen og folkelivet eller fra fædrelandshistorien blev
sangene hans ogsaa virkelig menigmands eiendom. Til de bedste hører
_Birkebeinsang_, _Fiskersang_, _Gjæterguttens sang_ og _Kjeld Stub_. Det
han ellers digtet, som efter samtidens smag mest var belærende, blev
uten betydning.
Claus Frimanns digterliv var saa langt, at hans første arbeide kom ut
1777 paa samme tid som bøker av Wessel og Ewald, og hans sidste arbeide
i 1829, samtidig med Wergelands første store verk „Skabelsen, mennesket
og Messias“.
_Welhaven_, som „igjen opdaget“ Claus Frimann og gav ut det bedste
av hans digtning, fortæller om et besøk hos ham paa en ferie-reise:
„Det var en liten mand med et butformet, rødmusset ansigt, hvori
øinene var ualmindelige klare og smukke. Uagtet han haltet litt, var
hans bevægelser lette og livlige.“ Welhaven siger at hans baatfolk
talte med ærbødighet om den gamle; „men de kaldte ham allikevel
‚sildepresten‘, fordi hans garn og øvrige fiskeredskaper var de
bedste i det hele provsti“. „I min erindring,“ saaledes slutter
Welhaven sin beretning, „ser jeg ham helst vandre paa de smukke
skrenter der omgav hans bolig, og hvor en lys og munter vekst av
frodige løvtrær og blomstrende busker skygget hans vei.“
*Edvard Storm* († 1794) var prestesøn fra Vaage i Gudbrandsdal. Han
forlovet sig med en bondejente i hjembygden; men hans far var imot det,
og han skal ha faat jenten til at slaa op med sønnen. Han flyttet da til
Kjøbenhavn bodde der de sidste 20 aarene han levde. Han bestyrte
„Efterslegtens skole“ og fik _Oehlenschläger_ paa skolen sin. Han blev
ogsaa teaterchef.
Storm var ikke med i „Det norske selskap“, og han satte Ewald meget
høit. Mest kjendt er han som forfatter av _Sinklarvisen_. Hans døleviser
paa _gudbrandsdalsk bygdemaal_ har heller ikke tapt sin levekraft; de
blir sunget den dag i dag. Mest kjendt er vel _Heimreisi fraa sætri_.
Derimot var hans læredigt, salmer og fabler ikke av stor betydning.
*Jonas Rein*, „den sande sorgs ulignelige sanger“, *Jens Zetlitz*,
„glædens muntre sanger“, og *Envold Falsen* hører til de sidste norske
digtere som kommer ind under „fællesliteraturen“.
Rein og Zetlitz, begge prester, var _lyriske_ digtere, Falsen mest
_dramatisk_. _Rein_ var sykelig og tungsindig; det gav ogsaa hans
digtning dens præg. Han var med paa Eidsvold 1814 som repræsentant fra
Bergen, hvor han var prest. _Zetlitz_ digtet viser og patriotiske
sanger. Han hadde et lyst og muntert sind. Han siger selv i en vise:
„Jeg er saa glad som nogen mand;
ti Norge er mit fødeland,
og derfor er jeg vel tilmode,
og frihet, skjemt og glasses klang
er gjerne emnet for min sang.“
Hans lystige og freidige viser vandt ogsaa stort bifald i denne gyldne
tid for _selskapssangene_ og _drikkevisene_. Hans _Sange for den norske
bondestand_ kan ikke i sin helhet maale sig med det han ellers har
digtet.
_Envold Falsen_ var født i Danmark, men kom i sin tidligste barndom til
Norge. Alt i 10-aarsalderen blev han student, 22 aar gammel assessor og
senere justitiarius i overhofretten i Kristiania. Han gjorde lykke som
_dramatisk_ forfatter, især ved skuespillet _Dragedukken_. Han skrev
ogsaa et _skrift om et norsk universitet_. Han fik stor indflydelse paa
aandslivet i Kristiania, hvor han bodde den største del av sit liv.
Falsen var nordmand med liv og sjæl. „Norge!“ utbryter han i slutten av
sit skrift om et norsk universitet, „dig helliger jeg disse blade,
frugten av en borgers varme kjærlighet. — Maatte de kunne avbetale en
del av min gjæld til dig! Du blev mig mer end fødeland.“ Han uttaler som
sit inderlige og stadige ønske: „Norge, bli kraftfuldt, bli lykkelig,
som du er skjønt!“ I 1801 og 1808 skrev han patriotiske krigssanger.
Under krigen gav han ut et blad _Budstikken_. Han endte i tungsind sit
liv 1808.
Danske digtere ved slutningen av „Oplysningstiden“.
*Knud Lyne Rahbek* († 1830) skrev meget og fik ikke liten indflydelse
paa samtiden; men hans forfatterskap stod i det hele ikke høit, og det
manglet dybde. Med sin livlige aand og sin varme interesse for literatur
og teaterkunst forstod han at samle alle hovedstadens skjønaander hos
sig paa „_Bakkehuset_“, hvor han bodde med sin begavede og elskværdige
hustru _Kamma_ (_Karen Margrete_), født _Heger_. Her paa Bakkehuset blev
alle møtt med den største forekommenhet og velvilje; særlig tok de
venlige vertsfolk sig av unge, fremspirende talenter.
Den danske forfatterinde _fru Gyllembourg_ fortæller om hvorledes
det gik til hos Rahbeks: „Den fattige, den som verden oversaa, men
som besad noget kunstnerværd, nogen fortjeneste, var sikker paa at
bli mottat med et varmt haandtryk og et mildt ansigt av den altid
ungdommelige Knud Lyne og at bli forstaat og oplivet for mange dager
av hans aandrike hustru. Hvor mange samlet sig ikke der av alt hvad
nationen har at opvise av herlig og udmerket! I denne kreds, under
dette lave tak, hvor meget er der ikke grundlagt, som siden har
spiret og baaret frugt likesom havens trær og blomster, plantet og
pleiet av Kammas haand! Hadde Sokrates levd, han hadde besøkt dette
hus med Plato og Alkibiades.“
Rahbek var sammen med alle uten hensyn til parti; han var saaledes
paa en gang medlem av „Det norske selskap“ og „Det danske
literaturselskap“. Hans dus-brødre var utallige; han kunde paa samme
tid være dus med fire generationer paa én gang.
Rahbeks _digtning_ gik i alle mulige retninger. I _drikkevisen_ og
_selskapssangen_ stod han høiest, og naar hans venner bad ham til
selskap eller en festlig sammenkomst, pleide de at lægge til: „Ja, saa
kommer du, Rahbek, og tar en vise med!“
Som _prosaisk_ forfatter har han en stor plads i „Oplysningstidens“
literatur, og han virket meget til utvikling av den prosaiske stil. Han
gav ut to tidsskrifter. Det ene var _Minerva_, som han redigerte sammen
med den i Norge fødte danske digter _Christen Pram_, en varmhjertet
mand, som hele sit liv arbeidet for _almen-oplysningen_. Det andet
tidsskrift var _Den danske tilskuer_, som Rahbek gav ut alene. Begge
tidsskrifter blev meget læst og var en virkelig magt i tiden. Treti aar
gammel blev Rahbek professor i _literaturhistorie_. Hans arbeider i
denne retning blev av ikke liten betydning for kjendskapet til
fællesliteraturens historie; men han var som kritiker altfor velvillig
og derfor ikke paalidelig. Endelig skal vi nævne hans _samling av
folkeviser_, som han gav ut sammen med _Werner Abrahamson_ og _Rasmus
Nyerup_.
Rahbek var en egte repræsentant for sin tid og skjønte ikke den nye
aandsretning som fra førstningen av det 19de aarhundrede mer og mer fik
indpas i literaturen. Om end hans indflydelse derfor altid sank, maatte
allikevel vemod gripe hans landsmænd da han døde; for med ham sank en
hel tidsalder i graven, med ham døde den sidste repræsentant for en
ældre retning i literaturen.
*Peter Andreas Heiberg* († 1841) var av norsk æt. Han var en
stridslysten natur og arbeidet for de nye frihets- og likhetstanker.
Tyskeriet hatet han. Han hadde sin styrke i _satiren_; den kommer frem i
hans _lystspil_ som i de andre skrifter av ham. I sin _Sproggranskning_
tok han fat paa alt det bestaaende. Han uttalte sig her med skjærende
spot om alt mulig.[32] Han blev landsforvist for sin optræden; han slog
sig da ned i Paris, hvor han levde resten av sit liv.
[Footnote 32: Eksempler: _Konge_: En mand som er saa skikkelig at ta sig
skylden paa for det hans ministre gjør. _Tro undersaat_ er enhver som
roser regjeringen, hvorledes den end handler. _Dansk_: En plet paa et
velopdragent menneske, som gjør ham uduelig til et vigtig embede i
Danmark. _Satire_ betyder vittighet naar den gaar løs paa andre, men
ondskap naar den træffer os selv. _Judicium_ (dømmekraft):
Overensstemmelse med vore egne meninger. Den mand har et godt judicium,
er det samme som: Den mand er av samme mening som jeg.]
Den revolutionære digter *Malte Conrad Brun* († 1826) blev ogsaa
landsforvist og drog likesom Heiberg til Paris, hvor han blev en kjendt
geograf.
*Jens Baggesen* blev født 1764 i Korsør.
Alt som skolegut skrev han digt. _Ewald_ læste nogen av dem paa
sykesengen og skrev et par opmuntrende linjer til den unge digter. Det
mindtes Baggesen altid siden med stolthet. Han læste ogsaa alt i sin
barndom videnskabelige og religiøse skrifter og skjønliteratur i mængde,
og ved siden av dyrket han tegnekunst og musik, lærte navigation og
bygde skib, rodde og gymnastiserte, saa man i hans 12te aar var rent i
knipe med hvad han skulde bli; man vilde gjøre ham til „maler, musikus,
bygmester, skibskaptein og prest“.
Han var en usedvanlig rikt utrustet digternatur og forstod at finde
uttryk for de forskjellige stemninger. Han hadde livlig fantasi og klar
forstand, en letvakt følelse og et spillende vid; men alle disse gode
egenskaper tapte meget i værd ved at han manglet dybde og fasthet og var
meget forfængelig og nydelsessyk.
I behandling av _sproget_ var Baggesen en mester som faa, og han fik
stor betydning for stil-utviklingen. Ved sit første arbeide _Komiske
fortællinger_, som fik Wessel til i et rimbrev at hilse ham som sin
eftermand, blev han alt som ung student berømt. Hans ry vokste ved hans
senere skrifter (_Skjemtsomme rimbreve_ o. fl.). Høiest stod han som
_komisk_ og _satirisk_ digter. I hans mer alvorlige digtning kommer ofte
et overdrevent føleri til syne. Dette var for resten en almindelig feil
i tidens alvorlige digtning.
_Rahbek_ pleide gjerne at fortælle en historie som rigtig viser
Baggesens følelsesliv med dets usandhet og usundhet. En aften da
Rahbek kom hjem fra et selskap, fandt han Baggesen i en
patetisk-melankolsk sindsstemning vandre frem og tilbake utenfor
huset i maaneskin. Rahbek hilste og spurte om han vilde ligge hos
ham om natten; men Baggesen svarte mørk: „Jeg gaar i stranden.“
Rahbek tidde og gik ind. Baggesen fulgte ham. Rahbek klædde sig av,
Baggesen gik op og ned ad gulvet. „Ja,“ sa Rahbek, da han var kommet
under dynen, og Baggesen ikke gjorde mine til at følge hans
eksempel, „enten du nu gaar i seng eller i stranden, vil du da være
saa god at slukke lyset naar du gaar!“ Han snudde sig saa og sov
rolig ind. Næste morgen laa Baggesen i søt slummer ved siden av ham.
Skjønt Baggesen i 1811 fik fast stilling som professor i Kiel, førte han
likevel rent et flagreliv rundt om i Europa. Sin første reise har han
skildret i _Labyrinten_, som utmerker sig ved sit rike og skiftende
indhold og sin livlige form; men vi møter ogsaa her i høi grad hans
sedvanlige feil.
Fremmede sprog lærte han let; han skrev tysk og fransk som sit morsmaal,
gav ut flere arbeider paa disse sprog og kom derved efter hvert mer og
mer bort fra fædrelandet.
Da han kjendte døden nærmet sig, vilde han gjerne vende hjem og lukke
sine øine der; men han døde paa hjemreisen (1826).
Som ældre blev den før saa beundrede digter svigtet av sine venner og
sat til side av publikum, ja, blev endog anset uværdig til „at bære navn
av dansk digter“. Dette var en følge av den langvarige og bitre strid
mellem ham og det oehlenschlägerske parti. Denne strid skal bli omtalt
nærmere under Oehlenschläger.