"Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst:
"Dingo, Dingo!"
Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.
"Dingo, Dingo."
Kun Tavshed til Svar.
"Den er maaske paa Spor efter sin Fjende, Negoro," mente Fru Weldon.
"Ja, maaske," svarede Dick, og i Tankerne tilføjede han, "og maaske
ligger den død et eller andet Sted med en Kugle i Livet."
"Men det kloge Dyr finder nok vort Spor, og følger det indtil den
naar os," bemærkede Herkules.
"I al Fald tør vi ikke vente paa Hunden," sluttede Dick Samtalen,
"vi maa afsted."
Vandringen besværliggjordes en Del af den frodige Plantevækst,
særlig Lianernes sammenfiltrede Masser, der maatte hugges bort med
Øksen, sinkede Marschen meget, og en Art Vinranker, besatte med
stive Torne, der kryber langs Jorden, forvoldte de Vandrende meget
Besvær. Man naaede derfor ogsaa kun tre Mil frem inden Middag.
Harris og Negoro havde man ikke set noget til, og heller ikke Dingo
havde vist sig. Man satte sig til Hvile i et Bambuskrat og holdt
Maaltid. Fru Weldon sad trist og nedbøjet med sin svage lille Søn
paa sit Skød; for første Gang paa hele Rejsen syntes hun at tabe
Modet og Troen paa en lykkelig Udgang af alle Trængsler.
"De maa virkelig spise, Fru Weldon," trængte Dick ind paa hende.
"Hvordan skal det dog gaa os alle, hvis Kræfterne svigter Dem. Jack
bliver nok bedre saa snart vi naar den friske Flod, der skal føre os
tilbage til Kysten. De maa ikke fortvivle; alt bliver nok snart
godt, og vi naar sikkert i god Behold hjem fra denne eventyrlige
Rejse. Men nu maa vi snart bryde op igen."
Man fulgte stadig Bækkens Løb, der ud paa Eftermiddagen førte de
udholdende Vandrere ud af Skovens Tykning til en moradsig Slette,
bevokset med Bambusrør, saa højt at selv ikke Herkules kunde se over
dem, og i Bunden dækket med et blødt Mostæppe. Dick Sand kom med
Ængstelse til at tænke paa, at han i Livingstones Bog havde læst, at
den uforfærdede Opdagelsesrejsende ofte var blevet siddende i disse
forræderiske Sumpe.
"Vær endelig forsigtig, mine Venner," advarede han, "prøv først
Bunden inden I træder til."
Tom undrede sig over, at Grunden kunde være saa fugtig, da det dog
ikke havde regnet i den sidste Tid. "Men efter Himlens Udseende at
dømme, lader den næppe vente længe paa sig, det ser ud til, at vi
skal faa et ordentligt Uvejr," sluttede han sine Betragtninger.
"Saa meget mere Grund er der for os til at skynde os at komme over
disse Sumpe, før det gaar løs. Herkules tager nok igen Jack paa
Skuldrene, Bat og Austin maa holde sig i Nærheden af Fru Weldon for
at hjælpe hende, hvis det gøres nødig, og De, Hr. Benedict -- -- De
maa minsanten passe paa Dem selv. Hvad er der -- hvad gaar der dog
af Dem?"
"Jeg synker i!" hylede den uheldige Insektjæger. Og virkelig
forsvandt han langsomt, som opslugtes han af Jorden. Han var
spankuleret op paa en Slags Myr, der som en Falddør gav efter og lod
ham synke i til midt paa Livet. Ved en kraftig Haandsrækning fik man
ham halet op igen, men et bedrøveligt Syn frembød han, bedækket med
seigt, stinkende Dynd.
Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu
kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde
tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at
flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet
Brummen. Et af de saa frygtelige afrikanske Uvejr var ifærd med at
bryde løs; de Uvejr, som opriver Kæmpetræer, hvis Lyn antænder
Pampaerne, og hvis Regn oversvømmer hele Landstrækninger. Paa
Sletten turde man derfor ikke blive, men hvor skulde man søge Ly?
Imod Nord aftegnede nogle lave Høje sig imod Himlens underste lysere
Stribe, dem maatte man søge at naa. Kunde de end ikke give Ly imod
Uvejret, saa kunde man dog maaske opnaa at være i Sikkerhed for
Oversvømmelsen paa Højdernes Toppe.
"Videre, videre!" opmuntrede Dick, "endnu kun tre Mil, saa er vi
ovenpaa -- bogstavelig talt."
Men Uvejret var dog hurtigere end de. Skyerne sank lavere og lavere
og dækkede snart hele Himlen med sit sorte Tæppe. Det blev snart
bælgmørkt skønt Klokken kun var omtrent seks. Røde og blaa Lyn skar
sine Striber paa kryds og tværs igennem Mørket, som et lysende
Ildvæv under Himlens mørke Kuppel. De vandrende gik i stadig Fare
for at blive ramt af Lynet, da de var det eneste, der paa denne
træløse Slette kunde tiltrække de elektriske Udladninger. Man
travede af Sted saa hurtigt, det af Hensyn til Fru Weldon blot var
muligt. Endnu var Regnen ikke brudt løs i hele sin Vælde, og
allerede saa man ved Lynenes hvidlige Glimt de lave Høje, som var
det foreløbige Maal.
"Men hvad er dette for nogle Indretninger?" udbrød Dick forbavset,
da han stod foran de formodede Jordhøje, "det er jo Huler eller
Hytter. Maaske er dette en forladt Lejr."
"Det er Insekter," erklærede pludselig Fætter Benedict kort og
fyndigt, efter at han havde snuset en Stund til Hulerne. Denne
Bemærkning fremkaldte, trods Situationens Alvor, en hjærtelig Latter
hos alle de trætte og halvvaade Vandrere. Men Fætter Benedict vendte
sig yderst fortørnet imod dem og snærrede:
"I skulde ikke le af jeres egen Uvidenhed. Dette er Insekters
Boliger! Det er Termitter, de store, hvide Myrer, som har opført
disse Huse, tolv Fod høje i det mindste, og vidunderligt godt
konstruerede. Geniale Arkitekter, disse Termitter, ikke sandt?"
"Jo, det er skam godt gjort af dem. Men nu kommer de gode Termitter
dog til at rykke ud af deres Boliger for at give Plads til os,"
bemærkede Herkules tørt.
"De gør det af med os!" protesterede Benedict.
"Det faar at være," svarede Dick, "vi maa i Ly og det straks."
"Men stop dog lidt," udbrød Insektforskeren eftertænksomt, "hvis jeg
ikke husker fejl, saa findes der slet ikke Termitter i Amerika, --
de hører hjemme i Afrika."
"Aah, snik snak, Fætter Benedict," skyndte Dick sig at tysse paa
ham, bange for at Fru Weldon skulde lægge Mærke til hans Bemærkning;
og højere tilføjede han: "kom nu, kom nu bare; vi maa skynde os,
inden vi bliver helt gennemblødte."
Nederst i de kegleformige Huler, der var opførte af en Slags rødligt
Ler, var der en lille rund Aabning, som Herkules hurtigt med sin
Økse fik udvidet saa meget, at man kunde krybe ind der igennem. Man
var beredt paa at faa en varm Modtagelse af Husets retmæssige
Beboere, men til almindelig Forbavselse viste ikke en eneste Termit
sig.
Man var i Tørrevejr, og alle var henrykte, og velsignede de flinke
og flittige Dyr, som havde opført den solide og rummelige Hytte, og
da Fætter Benedict, i sin Lovprisning af Termitternes Værk sagde, at
Menneskene for at kunne taale Sammenligning med disse smaa Insekter
i Dygtighed maatte bygge et nyt Everest Bjerg -- det højeste i
Himalayakæden -- saa gav man ham gladelig Ret.
Saa snart Selskabet var kommen indenfor, fik det travlt med at
undersøge det velkomne Tilflugtssteds Indre. Lygten blev tændt og
ved dens Skin saa de, at den kegleformede Bygning var over tolv Fod
høj og omtrent ti Fod i Diameter nede ved Jorden. Murene og de
vandrette Skillerum imellem Cellegrupperne -- de forskellige
Lejligheder -- var godt en Fod tykke.
Tusinder af Insekter virker rastløst med til en saadan Tues
Opførelse, og saa godt og solidt er Arbejdet udført, at end ikke de
frygtelige og vedholdende Regnstrømme, som falder i Mellemafrika,
formaar at opbløde den røde Lerkonstruktion. Ovenover det nederste
Rum, hvor de rejsende nu befandt sig, var der et andet og mindre,
ganske som en første Sal i et Hus, og derover igen et tredje, endnu
mindre Rum, der gik helt op til Keglens Top. Da nu Jordbunden inde i
Hulen begyndte at blive moradsig af den skybrudagtige Regn, der
sivede ind under Murene, lod Dick Herkules hugge Loftet ned, saa at
dets Ler dannede som en Slags Gulv, hvorpaa man kunde ligge tørt.
Udenfor rasede Uvejret med stadig tiltagende Voldsomhed, og Dick,
der havde læst om disse Afrikas Syndfloder, følte sig alt andet end
vel tilmode. Han vidste, at ofte hele Landstrækninger oversvømmes,
at Bække bliver til Floder og Floder til rivende Strømme, der
raserer nærliggende Flækker og bortskyller Træer og Huse. Og
saaledes kunde det blive ved at regne endnu i mange Dage. Vilde de i
saa Fald være sikre i Termithytten, vilde den blive staaende, og
vilde Vandet ikke stige endnu højere end Hytten?
Men hans Kammerater syntes ikke at være besværede af saa alvorlige
Ængstelser, de snakkede nok saa fornøjet, og særlig Fætter Benedict
var aabenbart i sit Es, lykkelig over at være den første, der
konstaterede, at der levede Termitter i Amerika. Han fortalte vidt
og bredt om disse interessante Insekters Liv og Levned, om de store
Slag imellem de krigeriske Sirafuer, de røde Myrer, og Tschunguerne,
de sorte, og om deres Vandringer. En afrikansk Rejsende, fortalte
han, havde set en saadan Kolonne af Myrer paa Vandring, og den var
saa stor, at det varede tolv Timer inden den var defileret ham
forbi. Om Termittens Frugtbarhed kan man danne sig en Ide, naar man
erfarer, at én eneste Hun kan lægge indtil 60,000 Æg om Dagen.
Langt om længe blev den begejstrede Mand dog søvnig ved at høre paa
sig selv, og han, som alle de andre lagde sig til at sove ovenpaa
Dagens Anstrængelser.
Kun Dick laa endnu en Stund vaagen, plaget af Uro for hvad den
nærmeste Fremtid vilde bringe, og for at det ikke i Længden skulde
kunne lykkes for ham at skjule Sandheden for Fru Weldon. Da følte
han pludselig en blød Haands lette Berøring, og en Stemme, mild og
bevæget, hviskede i hans Øre:
"Min stakkels Dreng! Jeg ved jo det hele; men vi maa stole paa Gud
og ikke tabe Modet."