I Aaret 1820 erklærede de forenede Stater i Amerika -- og fire Aar
efter England -- Slavehandel for en Forbrydelse, der dømtes lig med
Mord, og dem der gjorde sig skyldig deri blev skarpt forfulgte og
idømtes Dødsstraf. Frankrig tiltraadte ogsaa denne Traktat, men
Sydstaterne i Amerika og de spanske og portugisiske Kolonier vilde
ikke gribe til saa kraftige Forholdsregler for at modvirke
Slavehandelen. Der tilførtes derfor stadig disse Provinser ny
Ladninger af sorte, der, fordi de bedre kunde taale det tropiske
Klima end de hvide Arbejdere, var Kolonisterne til uvurderlig Nytte.
Senere, i Aaret 1838, frigav England ved Lov alle Negerslaver i de
brittiske Kolonier -- ialt 670,000 -- og ti Aar efter fulgte
Frankrig Englands lysende Eksempel og gjorde 260,000 Slaver i sine
Kolonier til fri Mænd. I Nordamerika vandt Humaniteten først Sejr
efter Krigen imellem Nord- og Sydstaterne, Aar 1859, og det
afskyvækkende Køb og Salg af Mennesker ophørte endelig ogsaa der.
Men paa den Tid da disse Hændelser foregaar, i 1873, drives endnu
Karavaner af ulykkelige sorte fra det Indre af Afrika til den
portugisiske Koloni Angola, eller imod Øst til Mozambik.
En stor Del af disse Fanger dør undervejs, og dem, der overlever
Transporten sendes videre til Cuba, Madagaskar eller til de arabiske
og tyrkiske Provinser i Asien, til Mekka og Massata. De engelske og
franske Krydsere gør hvad de kan for at standse denne Trafik og
jager Transportskibene, men det er saa godt som ugørligt for dem at
holde Kontrol med Trafiken paa disse udstrakte Kyster.
Slavehandlere driver endnu deres umenneskelig oprørende Forretning i
stor Stil paa vor Fortællings Tid. Man anslaar Antallet af Fanger
som, efter de forfærdelige Menneskejagter i det indre, drives ud til
Afskibningsstederne, til ikke mindre end 80,000; og mange Gange
dette Antal omkommer under Marchen til Kysten, idet de bukker under
for Sygdom, slet Næring, Pinsler og Strabadser; falder som Ofre for
vilde Dyr, for giftige Insekters Stik eller for Feberen i de usunde
Sumpegne.
Man vil nu bedre forstaa med hvilken Rædsel Dick gjorde sig den
Tanke klar, at de befandt sig i Afrika, Slavehandlernes,
Menneskejagternes Land.
"Pilgrim" var strandet paa Kysten af Angola-Provinsen paa Afrikas
Vestkyst; en Landstrækning som dengang kun var lidet kendt undtagen
som et af Centrerne for Slavehandelen, som foregik ved store
Markeder, der afholdtes ved Bihi, Cassanga og Kazunde. Dette vidste
Dick, men heller ikke mere. Han havde læst nogle Beretninger af
Missionærer fra dette Rædslernes Land, og han kendte Livingstones
Beskrivelse af hans Rejse til den øvre Zambese; hvori han fortæller
om det store Slavemarked besøgte og om de Rædselsgerninger, der blev
begaaet i dette Land, hvor Slavepisken endnu regerede.
Her, mere end hundrede Mil fra Kysten, var altsaa en femtenaarig
Dreng Anfører for en lille Flok, en svag Kvinde med et sygt lille
Barn, og fem Negre som vilde blive et sikkert Bytte for den første
den bedste Slavehandlers Agent, som de traf paa. Denne haabløse
Stilling vilde have bragt en stærkere Natur end hans til
Fortvivlelse.
Dagen efter denne for Dick saa frygtelige Nat mødtes to Mænd ved
Foden af et kæmpemæssigt Banantræ, der voksede ved en lille,
mumlende Bæk, hvis Bredder var dækkede af høje Papyrusplanter.
Stedet var næppe en Mil fjernt fra den lille Floks sidste Lejrplads,
og de to Mænd var Harris og -- Negoro.
"Kunde du virkelig ikke faa narret den tossede Dreng, Dick Sand,
længere ind i dette gemytlige Land?" spurgte Negoro.
"Umuligt, Kammerat," svarede Harris, "og det holdt endda haardt at
faa ham ført saa langt bort fra Kysten. I de sidste Dage stod hans
Mistanke til mig i lys Lue."
"Satans ogsaa, med den Knægt!" bandede Negoro. "Havde vi blot haft
dem endnu et hundrede Mil længere inde i Landet, saa -- --. Men de
skal ikke slippe fra os alligevel!"
"Ja, bare og bare! Men den gik nu ikke længer, forstaar du. Jeg
kunde jo tydelig mærke paa min unge Ven, at han havde den
inderligste Lyst til at sende mig en Kugle i Livet ved første
Lejlighed. Og den Slags Konfekt kan min Mave nu engang ikke fordøje.
Saa stak jeg hellere af imedens Legen var god."
"Hm, hm," brummede Negoro. "Ja, jeg har ogsaa et lille Mellemværende
med Fyren."
"Naa, i Begyndelsen gik alt jo godt nok," fortsatte Amerikaneren.
"De gik gladelig ind paa at Landet her var Bolivia, og at de befandt
sig i Atacama-Skoven, som du ved jeg engang har berejst. Men saa
begyndte jo den lille Skrighals at raabe paa Gummitræer og
Kolibrier, og hans Moder vilde endelig have Chinin til at kurere ham
med, og Idioten Benedict vaasede om sine Insekter -- -- -- saa kunde
jeg ikke hitte paa flere Udflugter. En skønne Dag maatte jeg bande
paa, at Giraffer gik paa to Ben og var Strudse -- den Dosis var
næsten for stærk for den gode Dick. Og da saa endelig, i Gaar, den
gamle Slave var ved at besvime over nogle Lænker og afhuggede
Hænder, efterladt af flygtede Fanger, saa var Bægeret fuldt, og jeg
fandt det raadeligst at sætte mig paa Hesten og gøre mig usynlig."
"Det kan nok være at det var det sikreste," mente Negoro.
"Det var det! Og det havde været sikrere for dig om du havde holdt
dig i lidt længere Afstand fra din Ven, Dingo; den synes ikke at
sætte særlig Pris paa dig, den snusede og den gøede og havde
aabenbart Færten af, at du var i Farvandet. Hvad har du haft med den
Hund at gøre?"
"Den skal snart faa en Kugle igennem Hovedet, skal den," svarede
Negoro, irriteret af Amerikanerens Spørgsmaal.
"All right, Kammerat," lo Harris, "dine Rejser har ikke forandret
din elskelige Natur, ser jeg. Men fortæl mig nu, hvad du har taget
dig til i de to Aar, siden vi skiltes. Det var jo fornøjeligt,
pludselig og uventet at træffe dig her med et helt Selskab, som du
saa venligt overdrog mig at føre ind i dette saakaldte Bolivia.
Siden den Dag da du overtog Kommandoen over en Slavetransport,
tilhørende vor fælles Ven og Herre, den gamle Alvez, og drog afsted
fra Cassange, har jeg jo ikke hørt Spor til eller om dig. Var der
ikke noget med at I blev opsnappet af en engelsk Krydser? Og var du
ikke betænkelig nær ved at blive hængt?"
"Jo, jeg var ikke langt fra det."
"Ja, ja, min Ven, du bliver det nok en anden Gang," trøstede
Amerikaneren. "Mænd af vor Profession kan ikke vente at faa Lov at
dø af Alderdom. Men var det nu en Englænder, der nappede jer?"
"Nej, en Portugiser."
"Før du var blevet af med Ladningen?"
Negoro betænkte sig lidt før han svarede.
"Nej, efter. De pokkers Portugisere har forandret Taktik. Før drev
de selv Forretningen og tog Fortjenesten, men nu er de blevet saa
nøjeregnende, som bare Pokker. Derfor snuppede de mig og dømte mig
til at ende mine Dage i Tugthuset i St. Paul."
"Det var som Fanden!" udbrød Harris. "Saa var det da hundrede Gange
bedre at blive hængt."
"Naa, det vil jeg dog ikke paastaa," svarede Negoro, "for da jeg
havde været en fjorten Dages Tid i Galleyerne, fik jeg Held til at
fordufte og slap over i en engelsk Damper, der gik til Ny-Zeeland.
Jeg havde stuvet mig selv ned i Lasten imellem en Vandtønde og en
Kasse Konserves, og skønt det var et noget ubekvemt Kvarter,
foretrak jeg at blive i mit Skjulested under hele Rejsen, frem for
at vise mig for Mandskabet og maaske risikere at blive afleveret
til Politiet i den første Havn. Det var jo ingen Lystrejse, forstaar
du, men Kosten bjergede jeg dog heldigvis af Lasten, og min Hals
frelste jeg ogsaa."
"Men hvordan gik det saa videre?" spurgte Harris.
"Ja, jeg spekulerede naturligvis kun paa at komme her til igen, og
optage den gamle Haandtering, men i halvandet Aar -- -- --."
Negoro standsede pludselig sin Beretning og greb Harris i Armen.
"Hys!" hviskede han, "hører du ikke noget -- -- -- der i Sivene?"
Øjeblikkelig var de begge paa Benene, Harris med Bøssen i Haanden,
og de saa forskende rundt om sig, spændt lyttende efter enhver Lyd.
"Det var ingen Ting," sagde endelig Harris. "Maaske var det Vandets
Rislen, eller et eller andet Dyr -- --. Du er bare afvant med
Skovens Lyde. Gaa nu bare videre og lad mig høre Resten af
Historien, saa skal vi bagefter snakke om Fremtiden."
"Naa -- ja, -- jeg stod altsaa i Auckland i Ny Zeeland uden en
Skilling i Lommen, og i halvandet Aar maatte jeg slide og slæbe som
en Sjover og tage fat i alt muligt for at holde Livet," fortsatte
Negoro.
"Stakkels Djævel!" indskød Amerikaneren. "Du maatte ligefrem arbejde
som en sølle, ærlig Daglejer."
"Det maatte jeg; men endelig fik jeg Kig paa 'Pilgrim' -- det Skib,
som jeg kom med, ved du -- og da Kaptajnen netop manglede en Kok,
meldte jeg mig og fik Pladsen. Jeg har jo været anden Styrmand om
Bord paa et Slaveskib, og klarede mig derfor stolt -- naar jeg selv
skal sige det."
"Ja, jeg har jo hørt lidt om den Rejse af min unge Ven, Dick Sand;
men jeg forstaar Fanden ikke, hvordan I kom hertil?"
"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et
selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa
kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'."
"All right, lad os bare høre."
"Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke
have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget
som Halvvejen til Angola. Men tre Uger efter, at vi havde forladt
Auckland, druknede Kaptajnen og hele hans Mandskab under Jagten paa
en Hval, og jeg og Letmatrosen Dick var nu de eneste Søfolk om
Bord."
"Saa tog du vel Kommandoen over Skibet?" udbrød Harris.
"Nej, jeg foretrak at arbejde i det skjulte, fremfor maaske at faa
fem stærke Negertampe og Dick paa Halsen. De havde ikke rigtig Fidus
til mig, nemlig. Saa biksede jeg lidt med Kompasserne, Loggen gik
tilbunds og en meget velkommen Storm hjalp til at fremme mine
Planer. Drengen begreb ikke et Muk af det hele og styrede gladelig
efter det misvisende Kompas, indtil en Orkan drev os imod Nordost
lige til det Sted her i Afrika, hvor jeg helst vilde lande. Ser du,
i hele den Historie er der ikke Spor af Tilfældighed; men et
Tilfælde -- og et meget behageligt ovenikøbet -- var det jo at jeg
traf dig her."
"Ja, det var jo rigtig fornøjeligt at jeg kunde hjælpe dig at faa
disse brave Folk lidt nærmere til vor Station," svarede Harris. "Det
er saamænd gaaet udmærket lige til nu, men nu ved de imidlertid,
hvor de er, og hvad skal vi nu gøre med dem?"
"Det skal du nok faa at vide; men fortæl mig først, hvordan det gaar
vor gamle Herre og Mester, Alvez?"
"Aah, den gamle Slyngel har det s'gu udmærket," svarede Harris, "og
han bliver nok glad over at se dig igen."
"Er han paa Markedet i Bihe?"
"Nej, han har opholdt sig i sin Lejr i Kazonnde i det sidste Aars
Tid."
"Og hvordan gaar det med Forretningen?"
"Saa la la, det bliver mere og mere besværligt her paa Kysten. Der
er Slaver nok i Barakkerne, som vi venter paa at faa udskibet til de
spanske Kolonier, men det kniber svært at faa dem sejlet derover. De
portugisiske Myndigheder paa den ene Side og de engelske
Krydser-Fartøjer paa den anden -- de generer Udførslen og gør det
vel snart af med hele Forretningen her. Længere Syd paa, nede ved
Mossamedes er snart det eneste Sted, hvor man kan slippe af med de
sorte. At føre Karavanerne igennem Benguela eller Loande lader sig
heller ikke gøre; hverken Guvernørerne eller Underguvernørerne tør
tage imod Bestikkelser mere. Gamle Alvez tænker derfor paa at gaa i
den anden Retning, til Nyangve og Tanganyika, hvor han kan faa
tiltusket sig Slaver og Elfenben. Og endnu gør han jo gode
Forretninger paa Øvre Ægypten og Mozambik, der forsyner hele
Madagaskar med sorte. Men, som sagt, det hele er paa Retur," endte
Harris sin modbydelige "Handelsberetning" med et Suk.
"Naa, det holder vel i vor Tid," opmuntrede Negoro.
"Kan jo være. Men hvad vil du saa stille op med dine Venner?"
"Dele dem i to, Faarene og Bukkene! Faarene skal sælges, Bukkene --
-- --." Negoro endte ikke Sætningen, men Udtrykket i hans Ansigt lod
ingen Tvivl tilbage om hans nedrige Hensigt.
"Det er altsaa de sorte, som skal sælges," bemærkede Harris. "Den
gamle Tom er ikke meget værd, men de andre raske arbejdsvante Karle
vil nok give os en god Skilling paa Markedet i Kazonnde. Men fandt
du forresten ingen Kontanter om Bord paa 'Pilgrim'?"
"Et Par hundrede Dollars var alt hvad jeg fik Fingre i," svarede
Negoro skødesløst. "Men hvor kan vi faa afleveret Fangerne?"
"Lige her i Nærheden -- blot en halv Snes Mil borte træffer vi paa
en Slavetransport, under Anførsel af Araberen Ibn Hamish. Den skal
jeg selv støde til, og hvis vi bare kan faa Dick og hans Trop til at
drage afsted i den Retning, saa er der Opsynsmænd nok at sende ud og
fange dem. Og jeg antager, at min unge Ven er fornuftig nok til ikke
at vilde forsøge at finde samme Vej tilbage til Kysten, som den vi
er kommen af; han vilde naturligvis bare fare vild og dø af Sult.
Derimod vil han nok se at finde Floden og saa følge dens Løb ud til
Havet. Det er hans eneste Udvej, -- men heldigvis fører hans Vej
ham da netop lige i Armene paa vor Karavane. Og saa har vi -- --
--."
Amerikaneren blev her pludselig afbrudt af samme Lyd, der allerede
en Gang havde opskræmmet dem, en Hvislen i Sivene. Saa lød en dump
Gøen. En Hund sprang ud af Sivene.
"Dingo!" udbrød Harris.
"Forbandede Dyr," raabte Negoro. Han greb Kammeratens Bøsse, kastede
den til Kinden og gav Ild i det Øjeblik, Dyret var i Spring imod
ham. Et Smærtenshyl lød, og Hunden sank om i Sivene.
De to Venner forsvandt ind i Skoven, paa Vej imod Coanza.