Saa vilde vi ogsaa omkalfatre det næste Værelse.
Men Fa'er sagde: Nej--lad det være--her skal ikke forandres. Herinde
blev Mo'er og jeg forlovet--og der saa' ud som den Dag idag--her skal
det blive....
Lidt efter--saa var Elisabeth og Thorsen blevet borte--oppe paa Højen,
tror jeg, fik han hende sagt ... hvad han havde paa Hjerte.
--Men, du, hvor jeg springer i det--det gaar saadan, alle Erindringer
kommer paa én Gang, og man ved ikke, det standser ikke, og det ene
tager det andet--
Det var det, jeg vilde fortælle dig--om den Aften, den sidste Aften,
vi var ude paa Landstedet. Det var kun Fader og mig; Mo'er og
Elisabeth var taget til en Koncert.
Fa'er tog min Arm, og vi gik Haven rundt. Sneen var smeltet paa
Plænerne, og rundt om spirede det første Grønne. Jeg brød en rød
Ribsblomst af: Se, der er allerede Blomster, sagde jeg. Naar mon der
skal plantes Hyacinter ud?
-Du kan sige Hansen til, sagde Fa'er. Men jeg vil forandre iaar. Jeg
vil have franske Bede paa Midtplænen--og et Rosarium rundt om
Drivhuset. Jeg maa huske at tale med Etatsraad Knudsen om det. Vi kan
tage et Parti Originaltræer hjem fra Nizza--alt det andet er dog
Kludder.--
Og mens vi gik, talte han uafbrudt og havde hundrede Planer.
Men da vi kom op til Havetrappen, holdt han pludselig inde. Han tav
ligesom med et Ryk. Korthuset faldt vel sammen med ét. Virkeligheden
var der.
Og da vi kom ind, gik han stille om i Værelserne, standsede ofte og
saa' sig om. Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind
i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede.
Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt.
-Kom, sagde han stille, nu gaar vi.
Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang.
Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og
saa' ind over Dagligstuen.
Jeg var tilmode, som lukkede vi for et Lig derinde.
-Men er du ikke træt, min Ven, af at høre paa mig? Vi har Skam hver og
en selv saa meget at tænke paa, at det er lidt meget at bebyrde en
fremmed med saadan en Ladning uvedkommende Jammer--
-Aa, nej, jeg træt--hvor vil du hen?--Jeg har dog lidt Hjerte i Livet.
-Ja, det ved jeg ... Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette--til
ingen--og naar man saa begynder--saa er det--ja, som sagt--det ene
kommer, og det andet slaar Følge--
-Hvor længe varede det saa?
-Det var i Maj--det skete. Den nittende Maj. Vi laa i Flytningen--til
Landstedet. Fa'er vilde ud, han havde ingen Ro paa sig, vilde vel
ogsaa aflede Mo'ers Opmærksomhed og--min....
For nu tilsidst ... forsøgte han jo ogsaa ... at berolige mig.
Vexeljageriet hørte op, Pengene var der, Udbetalingerne blev
præsteret....
Jeg spurgte Kassereren, om der virkelig var Penge.
Ja, der var aldrig Mangel.
Og den gamle Mand bøjede sit gamle graa Ansigt over Bøgerne og saa'
ikke paa mig.
-Men hvordan gaar det til? Karlsen--hvordan kan det gaa til? Saa
pludseligt? Saa mange Penge?
-I saa stor Forretning--og gamle Karlsen blev ved at skrive sine
Tal,--kan det jo hurtig skifte. Etatsraaden har før haft Held, sagde
han.
Og jeg turde ikke spørge mer; angst saa' jeg kun Morgen efter Morgen
paa Karlsens gamle Ansigt, der blev gulere Dag for Dag under det hvide
Skjæg.
Jeg søgte at berolige mig selv, og midt under et Selskab--naar Fader
præsiderede i den høje Spisestue midt for Bordet, som under den store
Krone straalede af alt Husets gamle Sølv--og jeg saa' Mo'er saa sikker
og saa lykkelig midt i alt det Velvære, hvori hun var voxet op--blev
jeg overfaldet af en forfærdelig Angst. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg
frygtede--men jeg kunde have skreget højt af Fortvivlelse og Angst....
Naa--saa kom denne forfærdelige Dag.
Som sagt--vi laa i Flytningen--Mo'er og Elisabeth havde allerede været
ude paa Landstedet tre-fire Dage. Om Morgenen just den Dag var jeg
taget derud, og hele Formiddagen var jeg oppe paa mit Værelse og
stillede mine Bøger op og ordnede mig for Sommeren....
Jeg vidste ikke, hvor Tiden var blevet af, da Tjeneren kom op og
sagde, at Maden var paa Bordet. Men Etatsraaden var rigtignok ikke
kommet hjem.
-Fa'er ikke?
-Nej, men Etatsraadinden mente, det var bedst at spise.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev strax angst og løb ned.
Elisabeth stod nede i Vestibulen og ventede paa mig.
-Elisabeth, sagde jeg, hvor er Fa'er?
-Fa'er er ikke kommet hjem, sagde hun.
-Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde
Elisabeth: Aa Gud, aa Gud--hvad skal det dog blive til ... Der sker en
Ulykke.
Vi gik ind, og vi satte os til Bordet for ikke at skræmme Moder.
-Hvor det ligner Fa'er, sagde hun. Han vil ikke ha'e Flyttedagsmad.
Kræsen Junker, saa bli'r han inde.
Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver Støj, om det
ikke kunde være Fa'er, som kom--og vi rørte knapt Maden.
-Naa, sagde Mo'er, I er ogsaa kræsne? I spiser ingenting....
Vi tvang nogle Mundfulde ned og saa' paa hinanden.
Da vi rejste os fra Bordet, kunde jeg ikke holde det ud mere. Det var
som jeg skulde kvæles af Uro og Angst. Jeg sagde, jeg maatte til Byen
i et Ærinde, og jeg lod spænde for Vognen og kjørte.
Mo'er stod paa Verandaen og raabte ud til mig:
Hils Fa'er, den Kræsenpind.
Jeg bad Kusken kjøre rask, og jeg syntes, det varede en Evighed, inden
vi naaede Byen. Jeg saa' Etatsraad Knudsen, udenfor
SporvognsVentesalen, staa og slaa ud for en Herre og demonstrere og
tale højt.
-Det er om det, han taler, sagde jeg til mig selv, det er om os, han
taler.
Jeg tvivlede ikke mer. Jeg blev ved at sige højt:--Det er om os.--Det
er om os, og vidste ikke, hvad jeg selv sagde. Jeg kom ind i Gaderne,
og min Angst steg, da jeg saa' Husene i Bredgade og hørte Stenbroen
under Hjulene.
Da vi kom hjem, stod Porten aaben paa vid Gab. Vognen holdt. Inde paa
Trappen stod Portnerkonen og græd.
-Hvad er der, hvad er der dog?
-Aa Gud, aa Gud, sagde hun, saadan en Ulykke.
Og jeg løb hende forbi ind i Kontoret, hvor alle Kontoristerne havde
forladt deres Pulte og stod i Klynger og talte i Munden paa
hverandre. Og da de saa' mig, blev de stille, alle paa en Gang, og
saa' ned mod Gulvet ... Som var det i dette Nu, det skete, hører jeg
denne pludselige Stilhed--og Lyden af Linealen, som gled ned fra en af
Pultene og faldt paa Gulvet.
Karlsen kom ind fra Faders Kontor og saa mig.
-Er De der? sagde han; han kunde næsten ikke tale. Han drog mig ind
til sig: Véd Deres Moder det?
-Hvilket? Hvilket dog?
-Hva' ... Karlsen saa paa mig og trak mig ind paa Kontoret.
-Karlsen, sagde jeg, hvor er Fa'er? Karlsen svarede ikke. Han vred de
foldede Hænder og svarede ikke.
-Karlsen--hvor er han? Er Fader død?
Jeg sagde det sagte, uden Lyd. Naar? Og i samme Nu greb jeg Karlsen i
Skulderen: Karlsen, Pengene--er der noget falsk....
Og Karlsen kastede sig ned foran Fa'ers Pult og hulkede fortvivlet.
--Hvordan det kom; hvordan han sagde; hvordan jeg spurgte; hvad jeg
oplevede i de Sekunder--det kan man ikke fortælle. Ved at tænke paa
det er det, som Hjertet stod stille, og alt vender da tilbage, som
var det sket igaar.
Om Morgenen, sagde Karlsen, var Etatsraaden gaaet tidlig ud, han
tænkte for at skaffe Penge.--Hen imod Klokken tolv kom han hjem ...
Han havde talt barsk til et Par Kontorister, som sad og snakkede over
Pultene, og saa var han gaaet ind i sit Kontor.
Lidt efter gik Karlsen derind....
-Jeg maatte tale om en Vexel--en stor Vexel, som skulde betales--paa
det Hus, som--som vi i den sidste Tid havde saa mange Forretninger
med....
Da Karlsen kom ind i Kontoret, sad Fader bøjet over en aaben Skuffe i
Skrivebordet, og Karlsen saa', han skød stadig nogle Papirer hen over
noget i Skuffen.
Han spurgte om Vexlen.
-Ja, der kommer Penge, sagde Fa'er og blev siddende.
-Men det er den yderste Tid, Hr. Etatsraad, sagde Karlsen.
-Ja, sagde Fa'er, jeg ved det.
Han sad lidt: Ja, sagde han igjen--det er blevet den yderste Tid.
Han spurgte, hvad Klokken var, og Karlsen gik.
Der gik det ene Kvarter efter det andet, og der kom ingen Penge.
Karlsen gik hen og bankede paa Kontordøren. Der blev ikke svaret, og
han tog i Døren og mærkede, den var laaset af....
Min Ven holdt inde og tav noget.
-Ja, du, det var sket. Den stakkels Fader havde--havde ikke villet
overleve sin Ruin og sin Skam--
Og ved du, mens jeg hørte alt det, tænkte jeg slet ikke paa Døden--at
han var død, Fa'er--jeg tænkte kun paa et eneste: om man kunde redde
Æren.
-Hvor meget er der falsk, spurgte jeg.
-Aa Gud....
-Karlsen--hvor meget?
-Som det nyttede--hvad skal det hjælpe til.
-De ved det jo i Banken--og Karlsen vred sine Hænder--Direktøren ved
det i Banken.
-Og der er kun den ene falsk?
-Jeg ved ikke.
-Sig mig det; De maa sige mig det, Karlsen.
-Nej, nej ... Jo, jeg tror, der er flere; der maa være flere.
-Hvor naar er de forfaldne?
-I disse Dage.
Jeg stod op. Mit Hoved har aldrig været saa klart som i de Øjeblikke.
-Naa, sagde jeg, hvor meget er der ialt?
-Maaske hundrede tusinde.
-Og hvor meget behøves der nu?
-Det halve.
Jeg var allerede henne ved Døren. Karlsen sagde sagte:
-Vil De ikke se ham?
-Siden.
Jeg skaffede disse Penge. Moder havde Særeje ... selv om vi var
fallit, kunde det ikke være nogen Uret at redde Faders Minde for vore
egne Midler.
Og, da jeg havde faaet Pengene, kom jeg til at tænke paa dem
derude--ja, jeg havde ikke tænkt paa dem før--paa Elisabeth og paa
Mo'er, som intet anede....
Jeg kjørte hjem paa Gammeltorv, og jeg gav Karlsen Pengene.
Taarerne løb ham over Kinderne og faldt ned paa Anvisningerne, mens
han talte dem.
-Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham?
-I Etatsraadindens Værelse.
Jeg gik op--ind i Værelset ... hvor jeg ser det ... alle Stolene,
stillet i en Rad, med hvide Stykker over--og ... Fa'er lagt hen i
Skyndingen paa Chaiselong'uen, Lagnet blot halvt over--den ene Arm var
faldet ned over Randen ... Jeg løftede den ikke op, du....
--Min Ven fo'r sammen, og knugede om Stolens Arm.
-Men jeg--saa hans Ansigt....
Der gik nogle Minuter. Ingen af os talte. Jeg vilde tage Kristians
Haand ... men gjorde det ikke, blev siddende stille, til han talte
igjen.
-Ja--ja--det var en forfærdelig Dag ... Og saa om Aftenen--Mo'er og
Elisabeth--
Da jeg kom ud om Aftenen, mødte jeg Lægen i Vestibulen.
-Gaa ind til Deres Mo'er, sagde han. Hun venter.
Ja--kan jeg beskrive dig Mo'ers Sorg ... hvordan hun sad hen,
uafladelig rokkende i Sædet, mens Hovedet ligesom daskede ganske løst.
Og hun løftede kun en Gang imellem Hænderne og lod dem falde og sagde
det samme, altid det det samme:
-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand ... idiotisk, tonløst:
Ja--min stakkels Mand.
Elisabeth sad ved Vinduet i en Krog. Jeg gik hen til hende.
-At du først kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst.
-Jeg kunde ikke komme før.
Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt.
Og jeg forstod det--som hun ikke kunde spørge om.
-Det er dækket, sagde jeg.
Jeg følte hendes Arme knugende om min Hals.
Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men
hun hørte ikke. Mildt tog hun vore Hænder bort fra sit Hoved, og hun
blev blot ved at gjentage i samme Tone:
-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand.
Saa kom den værste Tid, min Ven--naar Uroen er forbi, og Smerten, den
rigtig kan faa Stunder, og den sætter sig saa lunt til Ro i vort Liv
og er daglig Gjæst ved alt, hvad vi gjør ... For Mo'er blev det
haardest.
Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i den
første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde--at han var
gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar....
Men siden, min Ven, da vort Liv blev plyndret for alt det, som vi
havde levet i, alt det Velvære, vi var vant til at sidde i--og vi stod
igjen saa at sige i de tomme Stuer, med de bare Vægge i Livet--ser du,
saa blev det langsomt en fortvivlet Misfornøjelse og en fortvivlet
Følelse af Skammen....
Og hun taalte ikke, at vi nævnte Fa'ers Navn, og hun skyede alt, hvad
der kunde blot minde om ham. Og til andre Tider strømmede hun over af
de voldsomste Bebrejdelser mod den døde, og hun jamrede i lange Taler
over den stakkels Elisabeth og hægede om hende med sygelig Ømhed....
Elisabeth var blevet syg tilsidst og laa tilsengs.
Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun været
ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om #den#, som havde
lét ad hende, og den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for
ikke at hilse.
Lægen blev ængstelig, og han mente, at Forandring af Luft, af Sted var
det eneste, som kunde hjælpe.
Elisabeth trængte paa og bad mig, og saa ... Ja, det havde jo egentlig
altid været min Plan at blive i Kjøbenhavn, at tage Graden og gaa
Universitetsvejen.--Men nu var Mo'er syg, og leve skulde de af mig....
Saa var det, jeg blev Præst.
Jeg vilde hellere være min egen Mand end staa under en anden som
Kapellan, og saa var det just ledigt--Embedet på Lyø, og saa fik jeg
det--og saa flyttede vi derover.
-Og #der# har I levet side.
-Ja.
Vi sad lidt, og jeg sagde:
-Og din Mo'er--er hun bedre nu?
-Aa--ja, det er jo den store Glæde for Elisabeth og for mig--Mo'er er
kommet over det, du.--Der ovre, hvor ingen kjender hende, hvor
ingenting minder hende, er det, som om alt næsten var blevet gamle.
Hun gaar omkring i Stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle Møbler og
Bønderne kalde hende for "Hendes Naade".--Jo du--Moder er kommet over
det....
Det er jo det, som glæder os to....
-Og din Søster?
Hun har taget en lille Gjerning op, hun holder Skole for Øens Pigebørn
... I Begyndelsen--da kunde det jo nok hænde, at det om Aftenen,--naar
vi sad om Lampen, lange Aftener, hver i sine Tanker--kunde komme over
os som en Fortvivlelse, saa vi skulde næsten kvæles under det. Og vi
saa' paa hinanden, og pludselig stod vi begge op og tog lidt Tøj paa
os, og vi gik ned langs Stranden.
Der blev vi ved at gaa i Stormen, op og ned, op og ned--det var, som
det dulmede. Sommetider trykkede Elisabeth min Arm, fast og
krampagtigt--vi talte sjældent.
Men siden--saa tog det daglige Liv os ind, og vi lærte at faa
Interesse for alt det smaa, vi levede med--og nu--nu er vi
lykkelige....
Ja, min Ven, du ved det ikke--saadan en lille Existens, hvordan den
binder med sine smaa Glæder og sine smaa Sorger og sin Stilhed og de
samme Begivenheder, som altid og regelmæssigt vende tilbage....
Og saa Postdagen, naar vi venter paa Baaden, og den endelig kommer, og
vi skynder os hjem med Brevene og Aviserne. Og Mo'er faar fat i sin
Pincenez og Feuilletonen--og Elisabeth søger #sit#, og hver
sidder vi med sit under Lampen.
Saa læser vi om gamle Venner--vi finder gamle Navne, som bringer
Erindringer med sig om--den Tid, som er forbi....
Vi taler om Jer--alle Jer, som udretter noget ude i den store
Verden--mens vi sidder i vor Krog--ja, vi har Tid til at ønske godt
for Jer og følge, hvad I gjør ... Saadan, naar man selv er kommet til
Ro--naar man sidder hen, du, og dog ikke er helt unyttig i sin Krog,
saa faar man Tid til at holde af Jer, I Tumlemennesker.--
Hvor mange Gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om
Aftenen.
Og sommetider lér vi ogsaa lidt. I ser tidt saa morsomme ud med Jeres
mange Krumspring, naar man ser dem paa Afstand.--
Hvad mig angaar, har jeg jo mit Arbejde.
Der er meget just paa saa lille et Rum, du--hvor man lærer saa nøje
hver enkelt at kjende og det, som trykker ham ... Og i deres fattige
Liv, der ikke har megen Glæde--der tror nu jeg, at det er os, som skal
bringe lidt Lys og Glæde.
For ser du, gamle Ven--kue og holde nede i Frygt--det er let, men lære
dem, at bære det Liv, som er--glade og med Haab--det tror jeg nu er
Gjerningen.--
Men, det mener vi vel ikke det samme om--du og jeg--om de Ting....
Man faar ogsaa Interesse, du, for al Ting. Til Exempel for Dyrene--vi
holder af dem, hvert eneste et, og deres Liv er som en Del af vort
eget.
Vi følger dem i al Ting ... Den Dag, da Køerne skal paa Græs, pynter
Elisabeth Gaarden med Blomster, og alle Mand gaar vi med i Marken.
Aa ja--det er nu noget, du ikke forstaar--men os gjør det en Glæde.
Og Bøgerne faar man kjære--det er saamænd mange Gange, som om jeg
talte med dem. Saa husker man, da man som ganske ung læste dem for
første Gang, og tidt og ofte dukke Jeres gamle Ansigter op rundt om
mig, og jeg tænker paa--den Tid.
Jo--et lille Liv er lykkeligt, stille, og lykkeligt.
Og saa føler man, at her kan man spænde over, hvad man skal, og her
elsker de En....
De tror lidt paa mig, og jeg holder af dem....
Men--hvor jeg sidder og snakker, jeg, som ingenting har oplevet og
ikke set nogenting--og du, som har levet og set saa meget--du faar
ikke Lov til at sige et eneste Ord ... saadan er jeg....
-Jeg har ikke noget at fortælle....
--Pyh--du ikke ... Men hvad er det--vander du Høns? Er du blevet saa
glad over Gjensynet?
Og min gamle Ven bøjede sig ned over mig, og han holdt mit Hoved
mellem sine Hænder.
--Naa, naa--sagde han--gamle Dreng--gamle Dreng.