Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.
-Og Vexlen? sagde han.
-Ja--den blev ikke akcepteret.--Direktøren sagde en Formfejl.
-Godt.--Vil De ringe--der skal spændes for--
-Før gik Fa'er altid. Men i den sidste Tid holdt han mest af at
kjøre.--Jeg tror, det var for at skjule sig, forstaar du, være alene
den Tid ialfald--og saa vel ogsaa for at vise Vognen--
Fa'er var bleg som et Lig, da han skulde afsted.
Han stod lidt foran Spejlet.
-Ser jeg meget daarlig ud, spurgte han.
-Aa nej--som du plejer.
-Hvad vil det sige med Vexlen? spurgte jeg sagte.
-Hvad det vil sige? Og Fa'er sænkede Stemmen: Hvad det vil sige. De
har ingen Tillid mere.--
-Aa du, aldrig skal jeg glemme Tonen i de Ord.
-Saa kjørte han.
Kassereren og jeg ventede i Dødens Angst--det havde været Ruinen, om
det ikke var gaaet i Orden, ser du, Ruinen strax--og redningsløst.
-Der gik en halv Time, før Fa'er kom tilbage.
Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind i Kontoret.
Men Fa'er havde sin gamle fornemme Haandbevægelse fra de gode Dage, da
han sagde:
-Det var naturligvis en Misforstaaelse, gode Carlsen. Direktøren bad
mig undskylde....
Men det var ikke forbi med den Dag, og værre Dage kom.
Du kjender den ikke, den Vexelpine, som grubler og regner og
fortvivler og haaber og atter fortvivler.
Nu var det Spil--bare fortvivlet Spil.
Inden Klokken tolv skulde Pengene skaffes--tusinder, du, titusinder
tit--og Klokken ti naar han kom paa Kontoret, vidste Fader ikke mer,
hvor han skulde ta'e disse titusinder end du og jeg....
For der var ingen Beregning mer, intet Haab mer--desværre--Bare at
hale det ud, at haane det, som maatte komme, narre Ruinen og
Elendigheden for en Dag....
Saa kom disse to Timer fra 10 til 12 med Grubien og Regnen og Hitten
paa Udveje og Prøven paa Laan og Breve skrevet med rystende Pen og ...
og med Livet i Hænderne ventedes vore Bude fra Bankerne, og vi omlagde
Beløb og vi prolongerede Vexler--Blot at faa Renterne, blot at faa
dem.
Alt Liv, hele Tilværelsen opsugedes af disse to Timer. Dette
græsselige Mareridt af Venten og Plattenslageri--ja, du for det blev
det--og af Angst.
Jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gjøre af mig selv. Jeg kunde ikke
blive i Fa'ers Kontor--det vilde vække Opsigt. Og han havde jo desuden
Besøg--; han maatte sidde der, Kvarter efter Kvarter; og maatte tale
om ligegyldige Ting og høre paa Middagsreferater fra tykmavede
Etatsraader--mens han sad i Dødsskræk for hele Existensen--
Nej--derinde kunde jeg ikke være.
Ofte gik jeg oppe i Spisestuen rundt om Bordet--lange Tider. Det var
som det dulmede.
Mo'er kom ind.
-Hvad er der dog, Kristian? sagde hun. Du piler rundt. Har du
Tandpine?
-Hvad er der dog i Veien....
-Ingenting--jeg tænkte bare paa noget.
Og jeg gik, for ikke at gjøre hende urolig.
Hjemme kunde jeg ikke være, og ude heller ikke.
Jeg kunde gaa paa Gaden, tvinge mig til at læse paa Plakater, se ind
ad Butiksruder--og lige med et fo'r det i mig: Det er sket--det er
kommet.
Og angst løb jeg hjem, og nærmede jeg mig Torvet, turde jeg alligevel
ikke gaa hjem.
-Tænk, om det var sket....
En Dag havde Fader givet Ordre til, at at han ikke vilde forstyrres.
Ingen maatte gaa ind til ham.--Jeg vidste, hvad det betød, at det var
det yderste.
Jeg gik ind i Kontoret. Fader sad ved Skrivebordet. Panden havde han
lagt ned mod Bordkanten; hele Figuren var som sammenfalden. Jeg stod
lidt og ventede. Saa løftede Fader Hovedet og sukkede og tog hastig
fat paa et Brev.
Jeg gik et Par Skridt, og han hørte mig og fo'r sammen.
-Er det dig, sagde han barsk, hvad vil du?
Jeg saa paa hans Ansigt, og jeg kjendte ham næppe igjen. Saa
angstfuldt og sløvt et Blik paa samme Tid.
-Men Fa'er, sagde jeg, Fa'er er der da ... intet Haab?
Men et Nu efter--ved jeg hvordan--laa vi med Hovedet ind til hinanden,
og Fa'er, han--græd med Hovedet mod min Skulder.
-Naa--saa til Arbejdet, sagde han, saa længe der er Liv, er der Haab.
Og aldrig glemte han at sige: Intet til Moer--ikke et Ord til Mo'er
... Hun maa ikke ane det, hun vilde ikke overleve det.
Hun overlevede det.
Og naar saa Pengene var skaffet, og Budene kom hjem fra Bankerne og
Vexlerne var i Orden--saa var det, som en ubændig Trang til at leve,
til at nyde, kom over Fader.
Han, som altid før i sine egne Vaner havde været tarvelig--ham var nu
ikke det fineste godt nok. Vinene fik han ikke dyre nok, ikke udsøgte
Ting nok for sin Gane--han holdt af sarte og bløde Stoffer paa sit
Legeme. Det var Silkeundertrøjer og Silkestrømper, og Silketæpper til
hans Seng. Og Peltse og Overfrakker og Paletoter i en Uendelighed....
Mo'er sagde tit: Ja--det si'er jeg, det er de gamle Aar, som bli'er
tossede--Faar vi ikke en Laps ud af Jeres Fa'er....
Og saa lo Mo'er, og i Grunden var hun glad ved at se ham saa soigneret
og saa silkebetrukken. Og kjøn var han ogsaa du, smuk og imponerende
til det sidste.
Slank og elegant og smidig, og saa denne Stemme, som du husker, der
ikke vidste, hvad det var at skrige eller blot at blive skarp--dirre
kunde den kun, i stærk Bevægelse--men som altid rullede Ordene saa
ligeligt frem lige som over blød Filt.
Det var blevet Skik, at vi først spiste Frokost Klokken et, naar "den
hede Tid" var ovre.
Saa kom Fa'er op, og aldrig havde han set saa ung ud, havde aldrig
haft saa spænstig en Gang, saa længe jeg kunde huske.
Og det var ligesom hele Huset paa én Gang blev trukket op ligesom et
Uhrværk til en febrilsk og springende Munterhed, saa snart Fa'er kom.
Som om alle trængte til Støj, som om alle vilde være lykkelige--en
sidste Gang.
Fa'er gik sjældent ned i Kontoret efter Frokost. Han blev oppe. Der
var jo ingen Forretninger mer. Der var bare Kampen for Dagen, og den
var fægtet til den næste Dag.
Vi kjørte Ture, vi tog ud paa Landstedet. Fader havde tusinde
Indfald; han arrangerede og fandt paa.
Jeg husker en Aften--der havde været fremmede hos os, og Fa'er havde
sunget--du ved, han havde saadan en smuk Sangstemme.--Saa stod Mo'er
henne ved Flygelet, da Fa'er kom hen og vilde slukke Lysene. Hun lagde
Armene om hans Hals og sagde:
-Ja, er det ikke, hvad jeg altid har sagt--det er først Aarene, der
bringer den rigtige Lykke.
Hvor Fa'er slukkede Lysene hastigt.
En anden Dag var vi ude paa Landet. Aa du--det med Landstedet, da det
blev solgt--det var en af de tungeste Dage af dem, som kom--siden
bagefter. Husker du, hvor der var smukt derude?--Sommeraftener ...
Vinløvgangen langs med Strandvejen: naar man gik der, i Mørket, og
inde i Havestuen var der Lys og hjemligt og muntre Stemmer.
Saa mange Aftener gik vi der vi unge--i de forelskede Dage, du, to og
to, talte og tav, lykkelige blot ved at gaa der og være hinanden
nær....
Der var det ogsaa Elisabeth og Thorsen blev forlovede.--Det var en
Sommeraften--vi kom ind fra Haven, vi havde spist paa Højen. Saa sagde
Thorsen med ét overgiven:
-At saa dannede Folk kan møblere saa smagløst. Og han begyndte at
flytte et Par Stole. Du kjendte Thorsen, hvordan hans Indfald kunde
smitte. Ikke gik der fem Minuter, før vi alle løb om med sit, og
flyttede og regerede....