Iagttagelser og eventyr under Gibraltars beleiring.
Man kan let tænke sig, at baronens omgivelser daglig bestormet ham med
bønner om at fortsætte sine fortællinger, som de fandt likesaa lærerike
som underholdende.
I lang tid hjalp alle forsøk dog intet, da det var en av baronens
prisværdige vaner bestandig bare at følge sit eget hode og endvidere
aldrig under nogensomhelst omstændighet at la sig forlede til at svigte
sine bestemte grundsætninger.
Tilslut kom dog den saa længselsfuldt ventede aften; med et venlig smil
hørte baronen paa sine venners paamindelser og nikket denne gang sit
bifald. Alle blev da aldeles stille og syntes at samle hele sit liv i
ørene, og Münchhausen begyndte fra sin hædersplads i sofaen som følger:
Under Gibraltars sidste beleiring medfulgte jeg en provisionsflaate
under lord Rodneys befaling for at hilse paa min gamle ven, lord Elliot,
som ved sit tapre forsvar av denne fæstning har erhvervet sig uvisnelige
laurbær.
Efter at den første glæde ved møtet mellem gamle venner og
krigskamerater hadde lagt sig noget, gik jeg sammen med generalen ut for
at undersøke fæstningens tilstand og fiendens foretagender.
Jeg hadde med mig en aldeles udmerket kikkert, som jeg hadde kjøpt hos
Dalland i London, og ved hjelp av denne fandt jeg at fienden just stod i
begrep med at avfyre en 36-pundig kanon like mot det sted hvor vi stod.
Jeg underrettet generalen herom; han tok kikkerten og fandt at jeg hadde
ret.
Jeg fik øieblikkelig med hans tilladelse bragt en 48punder fra det
nærmeste batteri og rettet den saa nøie som mulig (for med hensyn til
alt henhørende til artilleri, saa tør jeg si uten at skryte, at jeg
endnu ikke har fundet min overmand), saa jeg var sikker paa at træffe
mit maal.
Jeg iagttok fienden helt til det øieblik, da jeg saa at kanoneren satte
lunten til fænghullet, og i samme øieblik befalte jeg ogsaa at avfyre
vor kanon. Omtrent midtveis traf begge kulerne sammen og virkningen var
isandhet forbausende. Fiendens kule sprat tilbake med slik voldsomhet,
at den ikke alene rev hodet av den artillerist, som hadde avfyret den,
men ogsaa skilte seksten andre hoder fra sine kropper, som var den
iveien paa dens løp til Afrika.
Før den naadde Berberiet rev den alle masterne av tre krigsskibe, som
laa tilankers i en række og fløi derpaa 200 mil ind i det indre av
landet, faldt ned igjennem taket paa en bondestue og efter at ha berøvet
en stakkars kone som laa paa ryggen i sengen med vidt aapen mund og
snorket, de faa tænder hun hadde tilbake, blev den sittende fast i
halsen paa hende. Hendes mand kom just hjem, og da han fandt alle forsøk
paa at faa den ut aldeles unyttige, fik han det gode indfald at drive
den ned i hendes mave ved hjelp av en klubbe, og saaledes kom den ut ad
naturlig vei. Vor egen kule gjorde ogsaa udmerket nytte, for den ikke
alene drev den anden tilbake, saaledes som jeg nu har fortalt; men i det
den fulgte sin bane som jeg hadde beregnet, traf den just den kanon som
var bleven avfyret mot os, og slynget denne med slik kraft mot et spansk
orlogsskib, at den gik igjennem alle dæk og tilbunds. Skibet sank
øieblikkelig, mens dens besætning paa over tusen mand blev reddet av
tililende smaabaater.
Dette var sikkert et høist merkværdig held. Jeg kan dog ikke tilegne mig
hele æren alene, for vistnok var det mig som utfandt idéen, men
tilfældet hjalp mig dog ikke saa litet, ti jeg opdaget siden, at kanonen
av en feiltagelse var blit ladd med dobbelt portion krudt, ellers skulde
vort held sikkert ikke være blit saa overraskende stort.
General Elliot vilde gi mig en officersbestalling for denne store
tjeneste, men jeg avslog at motta andet end hans tak, som han endnu
samme aften frembar ved officerstaflet i de mest smigrende ordelag.
Da jeg nærer stor forkjærlighet for englænderne, som trods sine store
feil dog isandhet er et dygtig folk, besluttet jeg ikke at forlate
fæstningen, før jeg hadde gjort dem en tjeneste til, og i løpet av en
tre ukers tid frembød der sig ogsaa en god leilighet hertil. Jeg
forklædte mig som katolsk prest og stjal mig ut av fæstningen ved
ettiden om natten, passerte fiendens poster og kom ind i hans leir, hvor
jeg snart støtte paa den kommanderendes telt, hvor jeg traadte ind og
fandt hertugen av Artois og den øverstkommanderende tillikemed flere
andre høie officerer holde raad.
Min forklædning beskyttet mig, og det var derfor ingen som tænkte paa at
vise mig bort, saa jeg i ro og mak kunde overvære deres forhandlinger
som gik ut paa intet mindre end næste morgen at storme fæstningen.
Raadet opløstes straks efter og enhver gik tilsengs. Jeg opdaget snart,
at hele leiren, skildvagterne iberegnet, var nedsunket i den dypeste
søvn. Saa begyndte jeg mit arbeide. Jeg løftet alle kanonerne, omtrent
300 i tallet, fra 48pundere til 24pundere av lavetterne og kastet dem
tre mil tilsjøs. Da jeg ingen hjælp hadde, saa maa jeg tilstaa at dette
var det sværeste arbeide jeg nogensinde har hat, maaske med undtagelse
av den gang, da jeg svømmet over strædet med hin kanon som Baron de
Thott omtaler i sine reiseerindringer. Derpaa samlet jeg alle kanon- og
ammunitionsvogne midt i leiren og for at undgaa støi, bar jeg dem parvis
under armen og en vakker haug blev det, næsten likesaa høi som
Gibraltar. Derpaa slog jeg ild ved at slaa en kanonbolt mot en
flintesten, som sat omtrent tyve fot fra marken i en gammel mur fra
maurernes tid. Jeg hadde nær glemt at si, at jeg hadde kastet alle
trosvognene ovenpaa, likesom jeg hadde lagt en hel del letfængelige
saker tilrette nederst, saa at det hele var i fuld fyr i et øieblik.
For at undgaa mistanke var jeg en av de første til at allarmere. Hele
leiren blev, som man kan tænke sig, aldeles lamslaat av skræk; den
almindelige mening var at skildvagterne var blit bestukket, og at en
syv, otte regimenter hadde gjort et utfald fra fæstningen og ødelagt
artilleriet.
Mr. Drinkwater nævner i sin historie om Gibraltars beleiring, at fienden
led et stort tap ved en ildebrand i leiren som man aldrig har kunnet
opdage grunden til -- hvilket er rimelig nok, da jeg aldrig har
aabenbart den til et levende væsen (endskjønt Gibraltar bare blev frelst
ved denne ene nats arbeide), ikke engang til general Elliot. Greven av
Artois tillikemed hele hans følge flygtet i blind skræk og løp uten at
stanse paa fjorten dage til Paris. Ulykken hadde gjort et saa dypt
indtryk paa dem, at de erhvervet sig den eneste av kameleonens
egenskaper som savnes hos hofmænd, den nemlig at kunne leve av luft
alene, for i tre maaneder var de ute av stand til at ta næring i sig.
En morgen, et par uker efter denne hændelse, som jeg sat ved
frokostbordet sammen med general Elliot, trængte en bombe ind i det
værelse hvor vi sat og faldt midt paa bordet.
Jeg har visst glemt at fortælle, at jeg hin gang ikke fik tid til at ta
morterne med. Generalen forlot øieblikkelig bordet, som vel alle andre
ogsaa vilde ha gjort, og skyndte sig ut av døren; men jeg tok bomben før
den sprang, og skyndte mig op til toppen av klippen.
Da jeg saa ind i fiendens leir, opdaget jeg paa en haug nær kysten et
stort antal mennesker men hvad de bestilte, kunde jeg ikke skjelne. Jeg
saa da i min kikkert og opdaget at to av vore officerer, en general og
en oberst, som hadde spist hos mig den foregaaende aften og som hadde
listet sig ind i fiendens leir ved midnatstider, var blit tat tilfange
og nu holdt paa at bli klynget op i galgen som fiendtlige spioner.
Avstanden var for stor til at jeg med held kunde kaste bomben med bare
hænder; men til at lykke kom jeg til at huske paa, at jeg i min lomme
hadde den samme slynge, som David dræpte Goliath med, og i den la jeg da
bomben og kastet den saa midt imellem dem. Den sprang da den faldt og
dræpte allesammen, undtagen de engelske officerer som til al lykke netop
var blit heist op.
Et stykke av bomben fløi dog med slik voldsomhet mot galgen, at den
ramlet ned. Vore to venner følte aldrig saasnart den faste grund under
sine føtter, før de saa sig om efter aarsaken til sin frelse, og da de
fandt at bøddelen, vagten og hele tilskuermassen hadde behaget at
forlate verden før dem, befridde de sig gjensidig fra strikken som
sluttet ubehagelig tæt om halsen, og sprang ned til stranden hvor de
bemægtiget sig en baat med to matroser, som de tvang til at ro sig ut
til et av vore linjeskibe.
Nogen minutter senere, mens jeg holdt paa at fortælle general Elliot
hvad jeg hadde utført, kom de begge ind i fæstningen, og efter at de paa
det hjerteligste hadde takket mig og mottat de tilstedeværendes
lykønskninger, feiret vi denne dag ved et rigtig muntert gilde.