Anden sjøreise.
I 1776 indskibet jeg mig i Portsmouth paa et førsteklasses linjeskib paa
100 kanoner og med 1400 mands besætning, og vor bestemmelse var
Nord-Amerika. Jeg kunde her berette adskillige hændelser fra mit ophold
i England; men jeg vil heller gjøre det senere. Følgende maa jeg dog
omtale i forbigaaende. Jeg hadde en dag den fornøielse og ære at se hans
majestæt kjøre i al sin pomp i sin stadsvogn for at aapne parlamentet.
Paa bukken sat en uhyre tyk kusk, i hvis skjæg Englands vaaben var
klippet paa den mest kunstfærdige maate, mens han med sin svøpe smeldte
et tydelig G. R. (Georg Rex).
Hvad vor reise angaar, saa hændte intet av betydning før vi var omtrent
300 mil fra St. Lorensfloden, da skibet støtte med frygtelig voldsomhet
paa noget som vi antok var en klippe. Loddet blev kastet; men vi kunde
ikke træffe bund med en 300 favners line. Hvad som gjorde hændelsen
endnu mere ubegripelig var, at støtet var saa voldsomt, at vi mistet
roret, brak baugsprydet av og splintret masterne fra toppen til dækket,
og to av dem gik overbord.
En stakkars fyr som var tilveis, ifærd med at beslaa store
mærsseilsskjøte, blev slynget mindst tre mil fra skibet; men han frelste
heldigvis livet, da han underveis fik tak i nebbet paa en stormfugl som
holdt ham oppe, til man kom ut og fik tat ham op i en baat. Et andet
bevis paa støtets voldsomhet var den kraft, hvormed folk som befandt sig
paa mellemdækket, blev slynget mot dækket over deres hode. Mit hode blev
derved støtt ned i maven, hvilken stilling det beholdt i flere maaneder.
Mens vi andre forundret os over grunden til dette støt og hele skibet
endnu var i et eneste røre, blev med engang alt forklart. Vi fik nemlig
øie paa en uhyre hval, som hadde ligget og døset en seksten fot under
overflaten. Dyret var blit saa ærgerlig over den forstyrrelse som vort
skib hadde foranlediget, da roret i forbifarten hadde skrapet det paa
næsen, at det slog sønder og sammen hele galleriet og en del av
agterspeilet med sin halefinne, tok derpaa pliktankret som hang i
forstavnen, mellem sine tænder og svømmet mindst 60 mil avsted med
skibet med en fart av 12 mil i timen, da lykkeligvis tauget brast og vi
blev kvit baade hvalen og ankret. Paa vor tilbakereise til Europa nogen
maaneder senere fandt vi den samme hval flytende død paa havet, bare
nogen faa mil fra det sted, hvor vi først hadde truffet den. Vi maalte
den og den var uten overdrivelse næsten en halv mil lang. Da vi bare
kunde ta en del av et slikt uhyre ombord, satte vi baatene ut og skar
med meget stræv hodet av, hvor vi til vor store glæde fandt ankret og
omtrent firti favner av kabelet skjult i en hul tand paa venstre side
like under tungen. Dette var den eneste merkelige begivenhet paa reisen.
Dog en ting hadde jeg nær glemt; mens hvalen løp avsted med skibet,
sprang dette læk og vandet fosset ind med slik voldsomhet, at alle vore
pumper ikke hadde kunnet holde os oven vande i en halv time. Heldigvis
var jeg den første som opdaget lækken. Jeg saa at der var et stort hul,
omtrent en fot i diameter. De vil ikke forundre Dem over at jeg føler
mig litt stolt ved tanken om, at dette prægtige skib med hele dets
besætning blev frelst ved en lykkelig tanke som faldt mig ind. Jeg satte
mig ned og fyldte derved lækken fuldstændig.
Man vil ikke forundre sig herover, naar jeg fortæller at jeg baade paa
fædrene og mødrene side nedstammer fra vestfalske og hollandske
forfædre. Min stilling blev mig tilslut noget kold, for vandet trængte
gjennem mine ikke meget tykke klær, men Münchhausen trodser alt, naar
det gjælder at utføre en ærefuld bedrift.