"Og han er da osse sand," sagde Andersen.
Gæsterne var gaaet.
"Naa," Hoff lukkede Døren og gik hen til Stolen foran Kakkelovnen.
"Hvordan synes Du saa om Fremtidsmusikken?"
William svarede ikke straks.
"Jo," sagde han lidt efter og rejste sig fra Sofaen, "Hr. Bloch spiller
stærkt ..."
"Aa, ja. Men ingen bebrejder Foraarsvinden, at den er lidt skarp ..."
"Nej." William sad igen lidt. "Har Du set noget af ham?" spurgte han.
"Ja, Studier."
"Tror Du da, det bliver til noget?"
"Jeg personlig, ja ... der er saa megen ejendommelig Levedygtighed, og
det er den, som bærer oppe--"
"Det er sandt."
"Men han siger, han kan ikke skrive rigtig, saa længe han ikke har
oplevet det afgørende. Det er en Theori--men har han Evnen til at
opleve--saa tror jeg paa ham. Og den anden?"
"Ja--han synes jo Aladdin er det dejligste."
Hoff gik rundt og stillede Stolene tilrette. William tog sin Frakke paa.
"Og saa Du selv," sagde Hoff, mens de stod med hinanden i Haanden ...
Der gik en Trækning over Williams Ansigt: "Aa--jeg er Chef for et
Fallitbo ..."
"Men hvorfor vil Du gaa fallit, William?"
William vendte sig. "Det er saadan et smukt Ord at ville," sagde han.
"Farvel, Hoff."
--Der var kommet en vis vag Mildhed over William, en besynderlig,
tungsindig Ydmyghed, som ellers havde været ham fremmed. Han havde været
oppe hos Nina hver Dag.
Nina var selv kommet ud for at lukke op. Hun saa et Øjeblik paa Broderen
og blev næsten smertelig slaaet af hans Væsen. Det hele var præget af en
tavst bønfaldende Resignation. Hun havde lukket Døren, trukket ham ind
til sit Bryst og sagt:
"Hvor Du kommer sent."
Han smilede svagt. "Tak," sagde han.
William talte lidt, sad kun og hørte. Nina syntes, der var noget saa
skrøbeligt ved ham, og hun behandlede ham som et Barn, man forkæler.
William tog imod denne kælende Ømhed med det samme træt-taknemmelige
Smil, hvormed Syge takker deres Plejerske. Han kom nu hjem et Par Gange
om Dagen ...
Han gik op for at hente Hoff den Aften, Andersen skulde spille Komedie,
men Hoff skulde paa Bal. Han stod og pudrede sig foran Toiletspejlet og
lagde sig sort under Øjnene.
"Man maa være yndig," sagde han.
"Jeg forstaar ikke, hvor Du gider," sagde William.
"Kære." Hoff slog Pudderer af med en Harefod. "Stregerne under mine Øjne
har gavnet mig mere end hele Talang'et."
William stod lidt. "Du er egentlig en Charlatan, Hoff," sagde han.
"Ja, bedste Ven, det véd jeg da nok," Hoff lo: "Det er jo det, som er
Ulykken."
"Farvel og god Fornøjelse"--
"Tak i lige Maade. Hils Fremtidsmusikken."--
William kom lidt for sent i Theatret, Tæppet var oppe--Andersen kom lige
ind paa Scenen ...
Hvor han saá ung ud! Og i Grunden smuk. Nej, smuk ikke, men saa ung.
William saá slet ikke paa de andre, hørte ogsaa kun deres Stemmer som en
Summen, han blev ved at stirre paa dette unge Ansigt gennem Kikkerten.
Og saa da Tæppet faldt, vidste han næppe, hvordan Andersen havde set ud.
Han spurgte, om han kunde komme op paa Scenen.
En geskæftig Student i Kjole og hvidt Slips viste ham Vejen. Oppe paa
Scenen løb alle støjende rundt imellem hinanden, Maskinkarle flyttede
Sætstykker, og Pynteskræddere klædte et Par Herrer om midt paa Scenen.
William bad om at maatte tale med Hr. Andersen.
Andersen havde fugtige Hænder af Spændingen.
"Har De set mig?" spurgte han.
"Ja, De kan nok blive Skuespiller," sagde William.
"Tror De?" Aandeløst.
"Det tror jeg vist, De kan--" "Ja, det tror jeg egentlig osse selv,"
sagde han saa og smilede.
William saá ikke mere af Komedien, men gik ind i Buegangen, dér
spadserede han frem og tilbage. Han syntes aldrig, han havde været saa
blød i Stemning nogensinde før. En ejendommelig kraftesløs, mild
Resignation, der langsomt var dalet over ham. Han vidste ikke, hvordan
det var kommet, men han følte noget, som lignede Fred i Sjælen.
Det var som et besynderligt Blikstille, der var kommet efter Stormene,
Han sagde til sig selv, at det var Havets Stille mod Solnedgang ...
Han gik hjemad over Prinsens Bro.
Dette Menneske havde Talent, det kunde han se, Evnen, just det, han
havde manglet ... Og han begyndte igen at spørge sig selv, hvad dette
var, og igen stod han uden Svar.
Denne havde det, han selv havde ikke haft det. Punktum.
Mere var der ikke at sige.
Og han undrede sig over, at han ikke misundte den lykkelige, at det ikke
brændte ham, at han ikke led. Thi det hele var kun en Lykke, noget man
fik. Dette Menneske var et Barn med store Øjne, der spurgte om alt
muligt, kun et Barn ... Han vilde spille Aladdin, Fordi det var det
dejligste ...
Men han misundte dog ikke. Han saá tilbage paa alt sit Arbejde, alle
sine Anstrengelser, al sin Kamp, sine Skuffelser, sine Lidelser, hele
dette trøstesløse "Forgæves", han læste i hver Krog af sine Minder, og
han--misundte ikke.