"Og vi ... og jeg skal ikke skænde paa ham."
Hun tog Sjalet sammen om sig, sukkede og gik henimod Døren.
"Saa undskylder De jo nok, jeg er kommet," sagde hun.--
* * * * *
William boede med bare Vægge, der var ingen Tæpper over Bordene, paa
Reolerne flød det med Haarbørster, skidne Flipper og aflagte Slips. Man
havde paa Fornemmelsen, at der altid var halvt koldt, og at ingen boede
der.
Henne i et Hjørne stod en sort betrukken Chaiselongue med broderet
Lærredstæppe over, W. H. syet med rødt, slynget i hinanden og med en
stor Krone. Chaiselonguen og Tæppet var ligesom en glemt Stump af en
anden Tilværelse.
Men William var heller ikke meget hjemme, undtagen naar han sov--hvad
han jo ganske vist gjorde Størstedelen af Dagen, enten i sin Seng eller
paa Chaiselonguen.
I Sengen blev han længe, han havde ikke noget at staa op efter; der var
om Morgenen ikke andet, der ventede paa ham end en Dag ligesaa graa som
den forrige, og der kunde gives Uger, hvor han hvert andet Døgn blev
liggende hele Dagen, fordi han ikke gad staa op. Hvad skulde han staa op
for?
Penge havde han ingen af, maatte vente, til han kunde "slaa" nogle.
Kræfter heller ikke. Og det sidste brød han sig heller ikke om.
Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter
Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde
at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk
Dyne.
Andre Dage stod han op, men flyttede sig kun fra Sengen til
Chaiselonguen, hvor han døsede med en Bog i Haanden eller sløvt faldt
sammen og sov mer, end han var vaagen.
Bøger havde ikke stor Interesse for ham. Han havde altid læst meget, men
alt, hvad han havde læst, havde staaet i Forhold til hans Livsplan,
havde været Del af den. Nu var det forbi, og han undgik i sin Læsning
alt, hvad han før havde søgt. Og til at sysselsætte sig med nye Tanker
var han altfor træt, til at anstrenge sig for igennem Forstavelsen af
nye Ideer at vinde nyt Indhold for sit Liv, til at tilegne sig noget
hidtil fremmed, dertil var han for slap.
Selv i sin Læsning, selv hvor det kun gjaldt om at vække en flygtig
Interesse, faa Tiden til at gaa, skulde han begynde paa noget nyt--og
det, det var just det, han ikke gad.
Hvad han læste, var mest Filosofi.
Han troede ikke--han gav sig ikke af med at tro--søgte heller ikke at
gennemtænke--han gav sig ikke af med at tænke, overhovedet ikke med
noget, som man ikke døsede til, han gled blot villig med ned ad den
moderne Materialismes for den Slags Tilhængere magelige Bane.
Han gled villig med. Thi for dette Menneske, der havde sat sit Liv til
paa at ville, var der noget lokkende i at svælge i for Eksempel
Opgivelsen af Viljens Frihed: det hele blev saa uendelig tragi-komisk,
saa han rigtig kunde le af sig selv, og det var hans
Yndlingsbeskæftigelse: "le ad det hele, Don Quichote-Idéen."
Men selv denne Pirren ved egen Latterlighed sløvedes efterhaanden i den
Blanding af Opgivelse og Tømmermandslede, som udgjorde hans Liv.
Det var ham fremdeles ubevidst dulmende at se Fedtet gjort til en af de
vigtigste Faktorer i det hele aandelige Liv, i hele hans Tilværelse. Han
fandt det, paa Baggrund af sit Liv, saa komisk, at det hele gjaldt om
Vægt af Hjernen, om Fedtstof.
Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud.
Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform
paa hans Sjæleliv.
Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende
rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han
snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte
ham til Undskyldning.
Han læste atter Darwin. Men han kom ikke igennem nogen af hans Bøger,
hans Interesse kunde ikke vækkes ved Videnskabsmandens
samvittighedsfulde Undersøgelse, der standser ved hvert Skridt; han
ønskede kun Resultaterne, som han vilde have i Vishedens Form eller
rettere i det givnes Form, med Visheden tog han det endda ikke saa nøje.
Haeckel tiltalte ham. William tog som de fleste Darwinismen praktisk,
saá ikke stort andet end Arvelighedsloven og kaldte det Darwinisme; men
for Loven om Arvelighed havde han ogsaa Brug. Den hørte med til
Kloroformen ligesom Tilværelseskampen. Hypotesen pirrede ham: han
begravede i den sig selv som et af de overvundne Individer ...
Schopenhauer læste han ogsaa til en Tid. Han glædede sig over Læren om
Kvinden, han tilsølede hende i Filosoffens Foragt. Og saa var det hele
saa graat, saa graat, intet, som skar nogen i Øjnene.
Denne Læsning var hans Hovedbeskæftigelse, men der kunde jo være Dage,
hvor han var for træt eller gabede for meget, hvor hans rødkantede Øjne
sved for stærkt til, at han kunde læse. Saa blot drev han.
Han tænkte paa, hvordan han skulde slaa Tiden efter Klokken seks ihjel,
og hvor han skulde faa Penge. Det sidste blev snart et brændende
Spørgsmaal. I Begyndelsen havde det været let nok. Han havde faaet
Kredit. Naar man hedder Høg, er det ikke saa svært, og han havde været
klog nok til at henvende sig til sin Faders gamle Handlende, hvor man
saa at sige gav Erindringen paa Borg.
Saaledes havde han ved Tuskhandel og Transaktioner skaffet Penge i
Begyndelsen. Men efter nogle Maaneders Forløb blev Pengeanskaffelsen
vanskeligere, man standsede Kreditten, begyndte endog at minde om
Betalingen. Snart løb Alverden ham paa Dørene.
Saa begyndte de Forgældedes Liv for William Høg. Han laante, lovede at
betale, kunde ikke, laante igen. Han skrev til Venner af Faderen. De
første hjalp ham. Saa kom der fjorten Dage, hvor han "levede" igen--
oftest i Kompagni med Hoff. Men var Pengene opbrugt, sad han stadigt
dybere i det, og han maatte søge om Udveje igen. Hans Tungsind blev
pirreligt, han blev febrilsk midt i sin Sløvhed.
Han levede Plattenslagerens variable Liv, som den ene Dag til et Stykke
tørt Franskbrød forsluger sig i Haabløshedens tomme Forhaabninger; den
næste tænder en Cigaret ved en Tikroneseddel, maaske fordi dens
Erhvervelse dog brænder ham ganske lidt paa Fingrene.
Saaledes stod Sagerne, da Nina kom op til Bernhard Hoff for at tale om
sin Broder.
Et Par Dage efter besøgte Hoff William.
"God Morgen."
"God Morgen," William lettede sig i Chaiselonguen. "Aa, jeg laa og
døsede lidt."
"Jeg ser det ... Om det just er sundt at ligge og døse i saadan en
Hundekulde." Hoff gik henimod Kakkelovnen. "Lægger Du ikke i
Kakkelovnen?" spurgte han.
"Der er vist ingen Kul," sagde William ligegyldigt.