Nogle Dage efter, da Hoff laa og drev paa sin Sofa med et Bind af Victor
Hugo, hvorved han fordøjede Maden--han sagde altid, at Vers var det
samme for ham som Smaasten for Hønsefuglene--bankede det paa Døren.
Han laa stille som en Mus, saá sig forsigtig rundt og rejste sig sagte
for at slippe hen til Spisestuedøren. Saa hørte han Værtinden tale ude
paa Gangen. Lidt efter kom hun ind.
"Herre Gud, Madam, jeg har jo sagt, jeg er ikke hjemme," Hoff hviskede,
Tonen var irriteret.
Madammen gik hen over Gulvet: "Det er jo er Dame," sagde hun tørt og
lukkede Døren op.
"Naa," sagde Hoff ag rejste sig halvt fra Sofaen. "Ja, saa i Guds
Navn ..."
Forfatteren var ikke uvant med Mørkningsbesøg efter Middagsbordet, og
adskillige Damer, hvis Billetter han ikke havde fundet det Umagen værd
at besvare, holdt sig skadesløse ved at melde sig personligt.
Madammen havde aabnet Døren, men Damen udenfor traadte ikke ind: "Hr.
Hoff er hjemme," sagde saa Madammen opmuntrende, der var noget i Tonen,
som bad hende blot ikke være bange.
"Tak." Den Fremmede kom ind og stillede sig lige ved Døren. "Tak."
Der var halvmørkt henne i Krogen og Hoff saá kun en høj Skikkelse,
indhyllet i et Sjal og med et Kniplingsslør for Ansigtet. Hun blev ved
at staa dér, som om hun ventede.
Hoff rejste sig helt fra Sofaen: "Ja, Hr. Hoff, det er mig." sagde han og
bukkede. Damen drejede Hovedet om efter Værtinden, Hoff saá det: "Læg
lidt Kul paa," sagde han. Derpaa til Damen: "Frøkenen vil maaske tage
Plads."
Madammen raslede ufornødent længe med Kulkassen. Den Fremmede hviskede
nogle Ord og satte sig paa Randen af en Puf, mens Hoff tændte Lysene paa
Flygelet. Saa forsvandt endelig Værtinden.
Der gik nogle Øjeblikke; den fremmede Dame vedblev at tie og slog ikke
sit Slør op. Hoff, der var færdig med at tænde, vendte sig imod hende:
"Jeg véd ikke, om jeg har den Ære at kende Frøkenen," sagde han.
Den Fremmede bøjede Hovedet, sad underlig knuget, som hun kæmpede med
sig selv. "Mit Navn"--det var næsten uhørligt--"er Nina Høg," sagde hun.
Hun løftede Armen og slog Sløret til Side, Hoff saá et blegt Ansigt.
"Frøken Høg."
"Jeg," Ordene sank efterhaanden, "er kommet for at tale om min Broder."
Nina løftede Ansigtet, saa Hoff saá Trækkene. Han troede ikke, han vilde
have kendt hende igen.
Han betragtede et Øjeblik hendes sorgforvitrede Træk, saá i Tavshed mod
Gulvtæppet ... "Jeg kan tænke det," sagde han sagte.
Nina krammede lidt om Sjalet: "Han bo'r jo ikke mere hos os," sagde hun.
"Nej."
Hoff vidste ikke, hvad han skulde sige, han vilde ikke en Gang se op,
men sad og stirrede paa Tæppefelterne under den nye Pause.
Og Nina sad bestandig krammende om Sjalet, kæmpende med sig selv. Men
saa pludselig sprang hun midt ind i Tankegangen og sagde hurtigt, halvt
graadkvalt: "Det er ikke, fordi jeg vil bebrejde Dem noget, men--men
jeg er saa ulykkelig ... vi ... Sofie og jeg ..."
Hun holdt inde og drog Vejret dybt: "Og saa kommer De jo saa meget
sammen med ham ..."
"De mener, at mit Selskab ikke er gavnligt for Deres Broder ..."
"Nej ... men ... det er ikke det ... men, hvad skal vi gøre? Vi véd jo
ikke, hvad vi skal gøre." Nina tog Lommetørklædet frem under Sjalet,
tørrede Taarerne bort. "Det er det, som er saa sørgeligt," sagde hun.
Der blev igen Tavshed. Nina græd stille. Hoff havde rejst sig, gik op og
ned ad Gulvet. "Ja, sørgeligt," sagde han.
"Og saa mente jeg, om ikke De kunde gøre ... gøre noget."
"Hvilket?" Hoff standsede og saá paa Nina.
"Naar han blot vilde flytte hjem ..."
Der var noget i Tonen, som greb Hoff. Han stod tavs og stirrede ind i
Lysene paa Flygelet--mærkede, han fik Vand i Øjnene og vendte sig.
"Det var en stor Ulykke," sagde han.
Nina forstod ham, for hende eksisterede kun denne store Ulykke, og hun
sagde tonløst: "Men han kunde jo ikke."
"Men hvad har han Interesse for?" spurgte Hoff.
Hun svarede ikke, under en pludselig Hulken lænede hun sit Ansigt til
Bord. Lidt efter løftede hun Hovedet igen: "Ser han daarlig ud?" spurgte
hun.
Hoff rystede blot paa Hovedet og virrede. Saa tvang han sig og sagde:
"Han har jo skrevet et Par Artikler i Bladet," sagde han, "og ... De
skal ikke være bange ..."
Han standsede, fortsatte derpaa roligere;
"Det er maaske kun en Overgang."