Uglerne tuder.
-- Hwivh ... hoho ... ho! Fra Træ til Træ hele Skoven igennem.
Smaafuglene dukker sig i Søvne og klemmer Kløerne fastere om Grenene.
Det er Mørke og Storm, og det øsregner.
I lang Tid har Sneen ligget tæt over Jorden; men i Dag slog det om
til Tø. Allerede før det blev mørkt, begyndte Jordknoldene at skyde
frem over Pløjningerne, dobbelt sorte mod Hvidhinden om dem. Vejene
blev til et Ælte at gaa i, og i hvert eneste Hjulspor løb Vandet. --
Jeg har været langt ude over Markerne. I Eftermiddags traf jeg paa
Maarspor, som jeg blev ved med at følge. De endte ved en Luge ind til
en Lade, og der kunde jeg ikke komme ind. Jeg stak Næsen hjemad med
Regn lige ind i Fjæset, og det blev mørkt, før jeg naaede ind i
Skoven.
Der var tændt Lys i alle Husene, som jeg kom forbi -- vaade,
blinkende Lys, hvis Straaler sitrede for Vindstødene. Regnen faldt
som Guldstøv gennem Skæret. --
Jeg kom forbi et Udflyttersted, hvor der ikke var hængt for
Vinduerne. Folkene der havde ingen Naboer. Et Øjeblik blev jeg
staaende og saa ind. Manden sad og læste. I en Krog sad en Kvinde og
gav et nyfødt Barn Die. Hendes Ansigt var vendt ned imod det. Et
andet stod paa en Skammel og saa til. Det rakte Hænderne op imod dem.
Konen sagde noget til Manden, han løftede Ansigtet i Vejret, og jeg
saa, at han lo. Det var vist ad ham paa Skamlen. Han strøg med
Haanden over den lilles Ansigt ... De havde det saa lunt.
Om Hushjørnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved
Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. -- --
Træerne knager om mig og med et Brag vælter en Gran over Ende et Sted
inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder.
Saa længe har jeg gaaet, at mine Øjne har vænnet sig til Mørket.
Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig. De er tæt
inde paa mig, før jeg ser dem. Jeg hører en raadden Gren brække, det
er, som om det er lige over mit Hoved. Den falder til Jorden et
Stykke foran mig. Et Øjeblik staar jeg stille. En hed Duft af raadne
Blade stiger op om mig. Jeg bliver saa varm i Sindet.
-- Jeg vilde ønske, at jeg følte en Haand putte sig bort i min, og at
vi var to, der gik sammen ...
Langsomt gaar jeg fremover en Lysning. Det er blevet Opholdsvejr. Der
staar en Strime Stjærner over mig. Lange Skytrevler blæses
ustandseligt forbi dem. Mørke Træmasser toner frem sløret i
Maanegryet. Inde mellem Stammerne lyser Sneklatterne.
En Ugle flakser forbi. Tyst er deres Flugt. En anden sætter ud fra et
Træ. Et Stormstød kaster dem forbi hinanden, et Par hæse Skrig og de
tumler ind i Mørket. Ovre i Granerne hører jeg dem tude omkap fra
det samme Træ.
Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene
er der lunt ... mødes ... snart er Sneen af Træernes Huler og Trøsken
tør ... mødes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver længe ved med
at gjalde. -- Jeg hører mine egne Fodtrin. --
Jeg kommer om forbi Dyrehuset. Der er blevet strøet Kaalrabi rundt
omkring. Jeg hører nogle Dyr springe bort, da jeg kommer. -- --
I gamle Dage var dette Samlingsstedet, naar de gik ud om Natten for
at fange Jægere. Naar det var alt for koldt, satte de en Stige til
Lugen henne ved Høstænget, krøb derop og borede sig godt ned i Høet.
Selvfølgelig lod de Lugen staa aaben, for at de lettere kunde høre,
hvis der blev skudt udenfor. En Nat stjal Krybskytterne Stigen fra
dem. De var faldet i Søvn alle Mand. Men før de tog den bort, gik de
op, lukkede Lugen til og satte Krogen for. Saa vidste de, hvor de
havde dem og behøvede ikke at lade sig overaske. De skød saa hele
Høhuset var ved at ryge i Luften.
-- Fanden spilleme om vi ekk lae der o vred vos som et Bundt Snove, o
kue tæll all Skudene, de' ene meget større end som de' andet.
Skriveren var med. De andre har fortalt, at han ustandseligt følte
med Haanden op langs Døren og syntes, det var en Skandale, at der
ikke ogsaa var en Krog til at sætte paa indvendig. -- --
I Aften er Stigen ogsaa sat til Lugen, og der er aabent. Jeg kravler
derop. Da jeg stikker Hovedet ind, kommer jeg til at støde mod
Væggen, og jeg hører nogle Mus pile over Gulvet. En muggen og tør
Luft slaar mig i Møde. Jeg ser ind i et Mørke, som fuldstændig
stænger. Med tilbageholdt Aandedrag lytter jeg ... Der er intet at
høre, kun Draabernes Fald fra Grenene udenfor mod noget Zink oppe ved
Tagrygningen. Musene begynder at liste frem igen. Jeg hører deres
Fødder kradse i Frøsmuldet ...
Jeg bliver staaende. Gennem Høduften mærker jeg pludselig den varme
Lugt af noget levende. Det er et Menneske. Der er en der trækker
Vejret dybt ... der er to ... jeg hører en svag Snøvlen. ...
Forsigtig lister jeg ned igen. Det klukler, og en strækker sig, saa
Straaene knækker. Jeg slaar Lugen til.
Det regner igen og er blevet endnu mere mørkt. Jeg ser ingenting uden
om mig. Op gennem Bladene siver den vaade Lugt af Skovbundens
Vrimmel ...
Foran mig ligger mit Hus. Det er stænget og koldt -- en utydelig
Skygge kun i alt Mørket. Min Hund hyler derinde.
Ude over Markerne gør en Ræv. Det er Rolletiden nu. Safterne gærer i
Kroppen. Mil efter Mil i Trav med Næsen i Hunrævens Spor.
Vov -- vov -- vov -- vov -- vov -- -- -- Det ene Glam mere gnældende
end det Andet. Han kom over hendes Spor før ved en Grøft. Et Øjeblik
maatte han standse og lette Ben, hvor hun havde siddet. En anden
Skygge jog forbi ham, et hæst Glam smeldte ham i Øret. De blev to
paa det samme Spor. De hyler som gale. --
Jeg smækker Døren op. Haandtaget ryger fra mig ud af Haanden, saa den
slaar mod Væggen. Det ryster i det gamle Bindingsværk. Jeg hører
noget blæse ned inde i Mørket. En hel Dags Luft hvirvles op om mig.
Hunden springer ud forbi mig.
Stormen vokser til Orkan. Regnen knalder ned -- Tøbruddets Time.
-- Hvor jeg længes imod dig i Nat ...
Bag Brændeskuret skriger et Par Katte.
Ude over Landet slukkes Lysstrimerne.
Der er kommet Snepper i Nat.
Vinden har været sønden med Taage og Regn. Mange Gange har jeg været
vaagen og lyttet efter Suset i Skorstenspiben. I Mørket udenfor fløj
Snepperne over mit Hus, og naar det blev Dag, skulde jeg jage dem i
Bøgetykningerne. Og jeg er ung, mit Hjærte har Lov til at banke af
Glæde. --
En gammel Jæger, som lærte mig at skyde, sov aldrig Natten før en
stor Jagt. Bestandig fløj der Fasaner op om ham, nu kom en Buk lige
ned imod ham, og der stak Mikkel sit spidse Hoved frem under nogle
Grene. Han rev og sled i Bøssen og kunde ikke faa den trykket af. Fik
han endelig Skuddet til at gaa, raslede Haglene lige ned for Tæerne
af ham. Det var ham en Lidelse at ligge i Ro med Dynen op under
Næsen. Og naar det blev Dag, han sprang af Fjerene som en Dreng,
maatte straks til Vinduet i den bare Skjorte og se ud, saa ind i
Stuen og have fat i Hornet -- blæse, saa alle Hundene hylede, og hans
gamle Kone, der laa med en Uldstrømpe om Hovedet af Tandværk, maatte
humpe ud i Køkkenet og sætte Kedelen over til Kaffe for ikke helt at
gaa til af Støj. Hele Dagen var han et Væld af Historier, og han
kunde ikke gaa et Skridt for sig selv uden bestandig at fløjte. Men
naar der blev blæst af til den sidste Saat, og det begyndte at mørkne
i Skoven, blev han stille. Dagen var gaaet. --
Ham ligner alle vi galne Jægere.
Saa mange Trækfugle er i Nat kommet med de drivende Skyer. Straks jeg
lukker Døren op, hører jeg Viberne skrige nede i Engen. En enkelt
kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad,
alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret
Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den
bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den
kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med
Foraarets higende Længsel.
Under Tagskægget holder Spurvene Hyr. Der skal renses ud under
Bjælkerne. Det flyver med fjorgamle Hønsefjer og halvraadne Straa. Nu
kaster de sig i Flok ud i Luften -- i svirrende Susen -- og slaar sig
ned omkring Vandtruget ved Posten. De pudser sig og pynter sig,
skvætter Vand over Hoved og Vinger, dypper forsigtig Tæer og Stjært
og saa i en lystig Leg ind mellem Havens Buske.