Senere, da der bliver tændt Lys, sidder han ved Køkkenbordet og faar
sig lidt Mad. Nogle Skiver Rugbrød med Fedt og et Krus Vand at drikke
til. Han vil ikke have andet. Før han begynder at spise, beder han,
og da han er færdig, velsigner han os alle. Hver enkelt tager han i
Haanden og siger Tak.
Han er blevet vasket og har faaet tørt Tøj paa fra inderst til
yderst.
Han var lykkelig som et Barn, da "Søster" laa paa Knæ foran ham og
tørrede hans Fødder. Hele Tiden hvilede hans Haand paa hendes Hoved,
mens han nedbad Himlens Velsignelse over hende.
-- Se denne Pige er ren ... Lad dine Ord oplyse hendes Sjæl ...
Hendes Sind er hvidt som Duen ... -- --
Han beder om Lov til at tale til os. Søren skubber til mig, griner og
nikker. Vi gaar ind i Stuen. Han stiller sig hen i en Krog. Længe
staar han og ser paa os. Hans Blik glider fra den ene til den anden
uden at hæfte sig fast nogetsteds. Sky skotter han til Ane og Søren,
som har sat sig ved Siden af hinanden. "Søster" leger med Hunden. Af
og til aabner han Munden, uden at hans Læber formaar at forme Ord.
Han knuger Hænderne sammen foran sig. Lidt efter lidt fyldes hans
Øjne af et underligt Skær, som brændte hans Hjærte, og Ilden
flakkede op og tændte Pupillernes Glød. Det kryber i hans Mundvige,
og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det
gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver
blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer
han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud,
som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til
smaa Børn. Ikke et Øjeblik holder han inde for at trække Vejret.
Mange Ord snupper han i sig.
-- Vi næres af Ordene, som gaar fra din Mund, o Herre ... Jeg er din
Discipel ... Mine Ord er kun dine ... Se, ingen Spurv falder til
Jorden uden din Vilje ... Og jeg lyder dit Bud ... Min Krop skal
pines den Dag, min Sjæl ikke vil bo i mit Hjærte ... Hører du Herre,
de skriger imod dig ... Men jeg siger Eder alle: dømmer ikke ... Jeg
staar frem paa den yderste Dag ... og Dyret skal dø ... Se Solen tør
mine frosne Saar ... Og Dødsriget er nær ...
Søren har laant en Pibe og pulser løs. Det er en sværlemmet Karl, og
der staar en hed Os fra hans Krop. Benene har han strukket fra sig,
og Fødderne ligger langt ud paa Gulvet. De stinker. Engang imellem
bøjer han sig fremover for rigtig at lytte. Men de fleste Ord gaar
hans røde og vejrbidte Ansigt forbi.
Ane strikker, holder nu og da inde og kradser sig med en af Pindene
under Haaret ved Tindingerne. --
Isak bliver ved. Han taler om Kødets Lyst. Jeg ser paa hans Øjne, de
brænder som Ildsluer, flammer op, saa Brynene staar skarpt tegnet mod
den hvide Pandehud. Hans Krop dirrer, og han gisper efter Ordene.
Hans Skygge bag ham synes at vokse helt henover Loftet.
-- Mit Liv var Dyrets ... Paa den yderste Dag skal det komme og
opsluge Jordens Slægter ... Og jeg har levet ene og se, jeg pintes
svarligen ... Men Herre dine Ord er mit Liv: Forsage alle Djævelens
onde Gerninger ...
Vi ser alle paa ham. Søren er holdt op med at ryge. Hans Ansigt
blusser, og hans Øjne flyder ud i eet med Kinderne.
-- Forsage ... forsage ... Han raaber, saa de skurrer. Hænderne er
knyttet som til Slag, og han fægter med dem i Luften ... Nu gaar hans
Stemme over i et hæst Skrig. Munden staar aaben. Der bliver
stille ...
Vi hører Strikkepindenes Raslen, Vinden, der pisker Sneen mod
Ruderne, Ildens Durren i Kakkelovnen og os alle, der trækker Vejret.
Forsigtig gnaver en Mus bag Panelet. De spidse Tænder risper i de
møre Brædder.
Søren hænger Piben bort, som han længe har holdt i Haanden, stikker
et Par Fingre ned i Vestelommen og haler en Skraa frem. Han tager en
forsvarlig Bid, harker og forsøger at ramme Spyttebakken henne i
Krogen. Prikker endelig til Ane.
-- Hvem skae ells hae de Hoser. Jæ søns de har Mandfolkefødder.
-- Aah, dit Fjog. Hun langer efter ham og ruller Nøglet ud fra sig
for at faa Garn til næste Omgang. --
Forsage ... forsage ... Sammensunken og lille staar han. Hans Øjne er
slukkede og Munden indfalden. Skuldrene vokser op over hans Hoved.
Hans Krop dækker fuldstændig Skyggen bag ham. Uden en Lyd synker han
ned paa Gulvet og folder Hænderne for sit Ansigt. Bliver liggende
hensunken i Bøn. --
Snakken mellem de to ved Bordet gaar livligt. "Søster" er faldet i
Søvn hos Hunden. --
Lidt efter bryder de op. Han ligger stadig i Krogen. De nikker
henimod ham. Jeg er sikker paa, at han ikke ser dem. -- --
Om Natten ligger han oppe paa Loftet ved Skorstenen. Det er det
eneste Sted, han vil være. Før han gaar op tager han alt sit Tøj med
sig. Det har hængt til Tørring over Komfuret. --
Næste Dag er det det samme forrygende Vejr. Han bærer Vand og Brænde
til Køkkenet. Der er ingen, der beder ham om det; men han tigger selv
om Forlov. Jeg gaar forbi ham ude i Gaarden. Han stiller fra sig,
hvad han har i Hænderne.
-- Gud velsigne dig! -- --
Mod Aften bliver det Opholdsvejr. Da jeg gaar ud for at kalde ham ind
til Mad, er han forsvundet. Hverken Ane eller jeg har set ham gaa
bort. Hvad han har laant af tørt Tøj, ligger omhyggeligt ordnet, hvor
han har sovet om Natten.