Det begynder at regne. Over øde Vidder vælder Taagerne frem. Alt
bliver trist og blygraat. Tunge af Vand falder Blomsternes Blade. De
klistrer sig til Straaene rundt omkring. Ud fra en Tørveskærers Hytte
bærer Blæsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted højt oppe
fløjter et Par Spover.
Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden
faar Lov at gaa ud. Nu faar de Øje paa ham og slaar over ham. Jeg
fløjter, han vender, og Spoverne følger med. Kommet ind paa Skudhold
skyder jeg dem begge spidst. -- --
Tungt gaar vi hjemad. Græsset er blevet glat og fedtet. Bukserne
slasker om Benene. Fra Hatteskyggen render Vandet i to Striber lige
ned paa Halsen, og Jakkens Lommer bliver fulde.
Nogle Krager flyver skrigende forbi paa Vej mod Skoven. De kommer
langt forud for os.
Vi gaar henad de øde Engveje. Vinden suser over de vide Fladers
Ensomhed. Kun nogle Hjulspor trækker sig blanke foran os. Inde i
Foldene staar Kvierne med Bagen mod Vinden og ludende Hoveder. Deres
Toe damper. Pigtraaden hænger med Draabe ved Draabe.
Hist og her rager et forkrøblet Træ op. Grenene staar stride mod
Blæsten, og det er slidt tyndt i Toppen. De første gule Blade piskes
afsted. --
Vi kommer ud paa Landevejen. Inde paa en Stubmark er en Plov allerede
sat i Jorden.
Det mørkner. Mulmet sniger sig frem fra Grøfternes Buske og Skovenes
Gem.
Vi dukker os for Blæsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for
hvert eneste Skridt.
Henne paa en Grøftekant kalder Agerhønsene sammen. De sidder i Flok,
og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.
Vi har slet ikke Tid til at tælle dem, vi dukker os forsigtigt ind
under Skovgærdets Grene -- i Styrt falder Vandet over os -- og slaar
ind paa Skovstien.
Her er blødt og stille. Luften er saa frisk at aande. Højt gaar
Stormen over vore Hoveder. Grenene hænger tunge, glinsende i
Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister
frem fra Græsset. -- --
Jeg gaar mod Træet. Jeg vil se det Sted, hvor jeg mødte ...
-- Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme
Vej.
-- Du faar begge mine Spover ... Hallo!
Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber.
Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg.
Foran os jager Hunden afsted. Luften er høj. Lavt flyver Svalerne.
Saa tæt flugter de forbi, at vi næsten kan fange dem med Hænderne.
For hvert Skridt, vi tager, jager vi Fluer op fra Græsset. Og det er
dem, de fanger. Af og til stryger en enkelt helt ind under Bugen paa
Hunden. De andre skriger ham lige om Munden; men han ænser dem ikke.
Gaar paa med Tungen hængende langt ud af Flaben, drivvaad af Skum.
Paa kryds og tværs i langt Søg efter Vildt, hvis Tæft river i Næsen.
Det har dugget om Natten. Nu da Solen er oppe, glimter Jorden,
drysset over med Perler. Og henover en Stubmarks bleggule Flade
trækker den flyvende Sommer sit glittrende Silketæppe. --
I et Hegn staar en Asp. Bred er Kronen. De gule Blade funkler i evig
Uro. Enkelte løsner sig og svirrer som Blink gennem Luften. Rundt om
i det fugtige Græs ligger de blanke og har Tid til at blive til eet
med Mulden. Fede Regnorme har allerede halet nogle til sig, saa kun
Stilkene staar lodret i Vejret. -- --
I Græsset staar to Striber, hvor vi har traadt Duggen sønder -- to
mørke Striber, som bliver ved med at følge os tæt i Hælene. Og højt
over vore Hoveder flokkes Trækfuglene. --
Vi gaar viden om. Der er ingen Grænser for vor Færden i Dag. Vi har
alle de store Marker at strejfe om paa.
Skyggen fra en Sky højt oppe naar os. Hastigt flakker den fra Mark
til Mark. Det er koldt om os. Men kun for et Øjeblik, saa er det hele
blæst bort. Solen skinner, en enlig Lærke jubler, langt ude flygter
Skyggen, og paa Mosevandets Flade sejler Kæruldens hvide Dotter. --
Hvor vi kommer hen, skyder vi Høns. Flere er allerede vandret i
Posen. Vi taler om Efteraaret. Rundt om os spreder Vinden
Løvetandsfnuggene, og Valmuestilkene staar med knastørre Kapsler.
-- Efteraaret -- Dødens Tid -- kun forsaavidt man ved Døden forstaar
det: at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, og Kornet
sankes i Lade, men dybt i Mulden gemmes alle de Spirer, Sommeren har
født.
Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle
Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og
dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag
favnes Himmel og Jord -- og Jorden bliver tung og svanger.
Og jeg -- hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv
sin Fylde. Nu dør alt det, som jeg længtes imod hver eneste Time, men
alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mærker, hvor det gror inden i
mig. -- --
Hunden løber ned i en Mergelgrav for at drikke. Den bliver længe
borte, og vi hører den gø og tage paa Vej.
Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en løjerlig Mand og
vasker sin Skjorte. Han er nøgen til Bæltestedet. Om ham ringler
Vandet.
Han er lille og tynd. Skyggen lang og puklet. Et Par store,
forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hænger
slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som
er smøget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger
Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder.
Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en
skjoldet Las op og ned i Vandet. Blanke Perler falder fra Fligene.
-- Her er nok Storvask. Vi har staaet lidt og set paa ham. Han vender
sig om. Ansigtet er et eneste Vildnis af uredt Skæg. Dybt inde
brænder et Par store Øjne.
-- Gud velsigne jer begge.
Skjorten faar Lov til at flyde paa Vandet, mens han retter sig i
Vejret, tager Hatten af og gør Korsets Tegn. Nogle lange Haartjavser
flagrer for Vinden.
-- Gud velsigne jer begge. Stemmen er dyb og inderlig.
Det er den hellige Isak. Hele Landet vandrer han rundt og forkynder
sin Tro. Med syngende Stemme fortolker han Skriften.
-- Præsterne gaar lige lukt i Helvede til den evigt fortærende Ild --
Gud signe jer Børn. -- Ad Vejene skulde de vandre med Tiggerposen paa
Ryg, og Lønnen skal være Sveden paa deres Skjorte ... Men der skal
være Graad og Tænders Gnidsel paa den yderste Dag.
Han er gal. Ude paa Vanvidets gyngende Grund. Funke for Funke har
Ordene slugt den sidste Rest af Lys. Tilbage er en brændende Tro paa
et evigt Liv det Sted, hvor Solen aldrig gaar ned.
-- Paa mine bare Ben gaar jeg Jorden rundt, at det skal kendes paa
mine Fodsaaler, der, hvor de slog Naglerne i paa ham, at jeg er hans
rette Tjener.
Han kommer ind til Land og tager os begge i Haanden. Saa spreder han
Skjorten ud paa Græsset og tager sin Kofte paa.
-- Høstkarlene er ude, Leerne synge, Klinten falder blandt Aks ...
Herre se, jeg er rede.
Stille sætter han sig ned.
Vi staar hos ham. Han sidder og ser frem for sig, mens han bestandig
mumler uforstaaelige Ord.
-- Er du ikke sulten Isak? Lis retter paa Skjorten, saa Solen rigtig
kan komme til at ramme den.
-- Jeg lever, Ordene kommer dybt nede fra, -- af de vilde Biers
Honning. I Landet derude ligger et Slot, der har jeg hjemme, Stemmen
vokser og vokser. En underlig Glød tændes bag Øjnenes Glar. -- Vig
fra mig Satan og al din skidne Yngel, at ikke jeres forpestede Aande
skal plette min rene Sjæl. Han bløder, ham I hængte paa Korset. Se
Støvet er rødt, og ingen af jer værdig til at kysse Jorden. Hans Krop
svinger frem og tilbage i stor Bevægelse, og Mundvigene er plettet af
Skum. Han er i vild Ekstase og raaber Ordene ud. -- Saadan har jeg
levet, at jeg skal blive een af dine. Stemmen gaar over til Skrig.
Jeg tager Lis ved Haanden, og stille gaar vi bort. Der er saa tyst om
os, at vi kan høre Frøkapslerne springe mellem Straaene med smaa
Smæld.
Borte i en Grøft slænger vi os saa lange, vi er.
Længe ligger vi tavse. Der kryber en Orm ind mellem Græsstraaene.
Jorden er slimet bag den, og ud under den perler fin Muld fra dens
Krop.
Lis fortæller:
-- Jeg husker, at han en Aften for mange Aar siden, jeg var dengang
kun en lille Pige, kom til min Fars Gaard. Vi sad allesammen inde i
Stuen. Ude styrtede Regnen ned. Stille kom han ind paa sine bare Ben
og gik rundt og gav os allesammen Haanden. Foran os Børn stod han
stille og mumlede en Bøn.
Han bad om Lov til at ligge ude i Stalden for Natten. Far behøvede
ikke at være bange, han havde aldrig Tændstikker hos sig.
Da han var borte, gik jeg ud i Køkkenet. Lyset i Stuen faldt ud i
Gaarden. Jeg stillede mig ved Vinduet for at se ham gaa ind. Ude paa
Brostenene laa han midt i Regnen og strakte sine Hænder mod Himlen.
Jeg forsikrer dig for, jeg blev saa bange, at jeg ikke turde gaa ind
til de andre igen. Det var første Gang i mit Liv, jeg saa en voksen
Mand bede.
Om Morgenen, da han skulde gaa igen, kaldte min Mor ham ind i
Køkkenet og gav ham en Pakke Mad med. Omhyggeligt pillede han alt
Paalæget af og gav hende det tilbage igen. Lang Tid efter var der
ingen af os Børn, der spiste andet end bar Mad, vi var saa bange, han
skulde have rørt ved noget af det, vi skulde have. Vi pillede det af
og gav vor Hund det, indtil Mor en Dag saa det, og vi fik Klø.
-- Han er en underlig Mand. Men jeg tror, han er lykkelig. Aldrig et
Øjeblik kastes der den mindste Skygge af Tvivl ind i hans Sjæl. Livet
er for ham evigt, Døden slet ingenting. Han har mistet sin Forstand,
det er dyrt betalt for at naa saa langt, men mærker han det selv?
_Vêd_ han ikke, at han besidder den evige Lykke.
-- Lykken er ikke for de ensomme.
-- Jo for ham. Han ejer den i sin Tro.
-- Lykken er Livet. At eje Kærligheden er den evige Lykke.
Vi sidder og ser ud over Markerne.
-- Du har Ret. Hans Gud bor langt borte. Vi bærer vor i vore Hjærter.
Derfor hører han ikke Livet til.
Ovre paa Kanten sidder han stadig og venter taalmodigt paa, at Solen
skal tørre hans eneste Skjorte. Saa elendig ser han ud. Bare en
sammensunken Skikkelse midt i Solskinnet. Han taler højt med sig
selv. Enkelte Ord naar helt hen til os.
-- Lad mig blive som Ormen, der kryber langs Jorden ... Herre se, nu
kaster jeg mig ned og dækker mit Ansigt til, at ikke dine Øjne skal
se mig ... Jeg er det usleste af alt usselt ... Herre forbarm dig
over mig ... Jeg vil knibe mit Kød med gloende Tænger og brænde min
Tunge til Aske ...
Højt, højt oppe er Himlen blaa. Hvide Skyer sejler under dens Hvælv.
-- -- --
I den svindende Dag gaar vi hjemover Bakkerne. Bøssen hænger løst i
Rem over Skuldren, og Hunden faar Lov til at gaa, som den vil. Vi er
holdt op med at jage.
Yderst ude ligger der en Hytte. Høje Pile luner om den. Kun en eneste
Vej fører derhen, og den kan endda kun befares den halve Del af
Aaret.
Der er lavt til Loftet, og Væggene er skæve. Det ser ud, som vilde
Taget skyde dem bort under sig for selv at faa Lov til at støtte mod
Jorden. Fra en lang Skorstenspibe blaaner Røgen, og alle Ruderne
gløder i Solfaldsskæret.
Ildhytten har vi døbt den fra tidligere Jagter.
Vi kommer tæt forbi. I Havehegnet staar nogle forblæste
Kirsebærtræer, og Æblegrenene hænger langt ud over Vejen tunge af
Frugt.
Gangdøren slaas op. En Skare Mænd i lange, sorte Frakker kommer ud,
bærende mellem sig en nøgen, sort Kiste. Kun oppe ved Hovedenden
ligger der en Krans pyntet med Evighedsblomster. De standser og
misser med Øjnene mod Lyset. Nogle Koner slutter op. Ansigterne er
opløste i Graad. Stille hvisker de enkelte Ord til hinanden og folder
Hænderne over Salmebøgerne. Lange Baand fra Overstykkerne flagrer om
dem.
-- Aah Herregud ... aah du Fredsens Gud ... Forskræmte samler de sig
om Indgangsdøren.
Sindigt gaar Mændene henimod en Vogn. Stærke Arme løfter Kisten i
Vejret og skyder den ind mellem Fjællene. Kransen tages bort og
lægges omhyggeligt ned i Vognbundens Halm. Et Reb slaas om Kisten og
bindes forsvarligt fast under Akslerne. Saa kravler en Mand op paa
Sædebrættet og tager Linerne. Han rykker til, Hesten stejler, sætter
Hovene i, Hjulene knaser i Gruset, og langsomt bevæger Toget sig
afsted. Mændene for sig og Kvinderne for sig.
En gammel Kone bliver staaende tilbage i Døraabningen med en lille
paa Armen. Om hende samles en Flok Børn forskræmte og nysgerrige. Et
Par af de største gnigger Øjne og snøfter. Hun staar urørlig og ser
efter de bortdragne.
-- Saa fik vi osse hinner lavt nier. Alle hendes Træk er stivnet. Kun
hendes vandklare Øjne synes at forraade en Smule Bevægelse.
Tæt samler hun Bylten paa Armen ind til sig, kalder Børnene ind og
lukker Døren haardt i efter sig. Gaardspladsen er igen tom. Fra
Sovekammervinduerne pilles Lagnerne tilside. Hønsene samler sig, hvor
Hesten har staaet.
Et Vindpust faar Bladene til raslende at falde, og store, ormstukne
Æbler ligger spredt over Gangene ...
Kun forsaavidt man ved Døden forstaar det at give Livet. Bladene
falder, Blomsterne visner, Kornet sankes i Lade, men dybt i Jorden
ligger alle de Spirer, Sommeren har født. En Dag under Solens hede
Brand vælder de frem paany ...
En stor Flok Duer kommer susende hjem ude fra Markerne. Øverst oppe
paa Tagrygningen slaar de sig ned. Et Øjeblik sidder de stille og
pudser Fjerene, saa begynder et Par af de yderste at næbbes.
Arm i Arm følger vi bagefter de andre.
Ligtoget kører op over den sidste Bakke. Skikkelserne staar store og
skarpe mod de flammende Skyer. Kun Manden paa Sædebrættet sidder
duknakket og lille. Ved Vejkanten knæler Isak. Han kom forbi før.
Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strækker sine Arme
ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun
Solens brandrøde Lys over Aasene og ved Vejkantens Øde hans knælende
Skikkelse mægtig i sin Ensomhed. --
I Grøftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Høje
Tidsler med hvide Dotter spreder deres Frø eet for eet ud over
Markerne. En Rosenbusk pranger med røde Hyben, og Slaaenbuskene
blaaner af Bær ...
Aftenvinden blæser koldt over Markerne.
Vi kommer forbi Isak. Han ser os ikke. Hans Blik er langt borte.
-- Herre dit Rige er ikke dette Liv ...
Vi gaar hurtigt nedover. Under os ligger Byen. Kirkeklokkerne ringer
Solen ned. Andre svarer langt bag os. Lis knuger sin Arm fast om min.
Da vi er kommet ned i Dalen, ser vi opover. Han ligger endnu i den
samme Stilling -- et levende Vidne mod Himlens uendelige Blaa.
Tusmørket svøber sig om ham. Over ham tændes Stjærnerne.