Lis henter Dugen, lukker Døren efter sig og bliver ude. -- --

Tavshed. Ilden æder sig ind i Cigaren. Fluerne flokkes om nogle

Kagerester nede paa Gulvet.

-- Det er smukt Vejr i Dag! Bare det nu vil holde til Høsten er i

Hus.

Hun trækker kun Vejret dybt og tænker.

-- Det er en udmærket Cigar. Jeg tager den ud af Munden og væder

nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag

og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter.

-- De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp.

Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke.

Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.

-- Far o jæ har hørt, a' Dem o Lis goer sammen, o skønt vi begge

heller havde set, a' De var kommen te' vos fø'st ...

-- Jeg har mødt Lis ude i Skoven.

-- De' ved vi osse; men de' havde liegodt vaaren de' bedste, om De

var kommen te' vos. Lis æ min Søsters, som æ død, hun æ den ældste av

manne Søskende, saa dæ æ ekk novet. Vi har taven hinner te' vos som

vort eget, o de' æ da osse Meningen, a' hun skae arve vos, hvis a'

hun da arter sæ vel ...

Her ser hun fast paa mig. -- Ja, Vorherre har jo laven de' saaen, a'

vi ekk skue havt no'en Børn.

-- Hendes Far!

-- Han er saaen en Slavs Musikanter ... men de' var nu Dem, jæ skue

hae lidt o vide om. De kae jo nok forstoe, a' vi ekk kae gi'e vorses

Plejedatter te' enhver som helst, dæ' kommer rendendes lie ing fra

Landevejen.

-- Jeg holder af Lis.

-- Jov for den Savs Skyld kue vi savtens faa hinner givt; men hvae æ

De?

-- Jeg er Jæger.

-- Jov, de' ved vi nok, de' har Lis osse savt. Jæ skue ekk hae taen

de' Hele saa alvorligt, hvis a' ekk Folk var begyndt o snakk om de'.

Hvae æ De ells?

-- Ellers er jeg ikke noget.

-- De har maaske Peng'?

-- Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag.

-- De' æ en grumme skidt Vane o kom ing paa. De æ godt o hae novet i

Bavhaanden. De' tænker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae

jæ forstoe?

I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har løbet stærkt, han

puster. De bare Fødder er skorpede af Støv.

-- Jæ ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort'

Koe har reven sit Tøjer i Stykker, o nu skue jæ goe ner te'

Køvmandens o køve et nyt.

Hun ser paa ham. Han udholder Blikket.

-- Hvae æ de' for en Ko?

-- De' æ hinner, dæ stoer over moe Vejen, jæ skue løve nu, ells

bisser hun ing i Roerne.

-- Hvor man'ne skae du bruve te' de'?

Hun stikker sin Haand ned i Kjolelommen og faar fat i en lille,

fedtet Pung, som strutter af Sedler.

-- Hvor man'ne? Hun lukker op og breder dem allesammen ud paa Bordet.

-- De ved jet'te. De sae han ekk novet om.

-- Kae du saa løv' ud o spørre o komme igen.

-- Jov. Jæ kue da ells godt faa me' tebaves fra Køvmanden.

Han drejer sig raskt om og smækker Døren haardt i. Sedlerne faar Lov

til at ligge paa Bordet.

Jeg er igen ene med Tanten. Min Hund, som Drengen har lukket ind,

skraber paa Gangdøren og vil ind til mig.

-- Faa dow den fnatne Hund te' o være stille. Vi kae jo vovt tale. --

-- --

Hunden gaar bag mig. Det er en hed Eftermiddag. Himlen er tung og

graa, og Luften staar næsten stille. Bag os lukker Skoven sig sammen.

Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. --

Hele Formiddagen har vi siddet hjemme bag fire Vægge. Jeg har ikke

set Lis, siden jeg drak Kaffe i hendes Hjem. Hver eneste Aften har

jeg været ved Træet, hvor vi mødtes den første Gang, og hele Natten

har jeg staaet og ventet.

Jeg længes. Men jeg ved, hun vil komme igen. Lis og jeg er eet. Vi

elsker. Og aldrig skilles de to, der ejer hinanden. Hver Dag bære

Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ...

... Jeg var din, før jeg saa dig ...

Jage -- jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne,

saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. -- --

Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue

drukner i deres Næb.

En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten. De sylspidse Kløer

hugges i Ryggen og slutter tæt om den. Det Hele er at se paa kun som

et Sus i Luften.

-- Kvivit ... kvivit ... De andre flokkes som rasende om den, men

den ænser dem ikke, flyver bare roligt afsted og kommer lige hen

forbi mig.

Et Skud er nok. Den klapper Vingerne sammen og ryger forendt ned paa

Hovedet. Svalesværmen spredes for alle Vinde. Selv i Døden er dens

Greb ikke slappet. Da jeg finder den, holder den endnu Svalen i

Kløerne. Saadan er det at jage. Man ved aldrig, hvad der møder een.

Hvert skiftende Sekund bærer nye Ting i sit Skød. -- --

En Vogn knager møjsommeligt henad en sandet Markvej. Kusken sidder

duknakket med Pisken mellem Knæene. Snærten hænger ham langt ned ad

Ryggen; han sover. Hesten standser for hvert Skridt og nipper af

Vejkantens Græs. Nogle bagbundne Kalve med Hovederne ud over

Vognfjællene gisper efter Vand. De er hvide af Støv.

Vi gaar og gaar. Det ene Skridt ligner det andet. Vi vil ud paa

Engene og skyde Bekkasiner. --

Det er paa Slutningen af Høsten, og Foraarssæden skal bjærges. Læs

efter Læs køres ind. Hjulene skærer dybt i Stubjorden.

Hist gaar en Boelsmand alene og river sammen. Nu standser han, lægger

omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig

forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. --

Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt,

forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte,

som vilde de mødes med Skyerne. Tunge Neg klumper sig sammen i

snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke.

Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne

staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder

Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge

Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.

I et Hegn staar et Æbletræ helt oversaaet med Frugt, nogle af de

tyndeste Grene er brækket. Tjørnebuskene luer med Bær.

Over alt det samme -- en Livets Fylde til at give -- en evig Vandring

ad de samme Veje ...

Hist rager en stor Frugtknude paa en lang Stilk op over alt Græsset.

Bag de lunende Vægge klistrer Frøet sig sammen, og ad dulgte Kilder

løber Livsvarmen ud i de tørstige Munde. Kapslen vider sig ud og

slutter stramt om de ædende Kim. --

Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til

Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette

sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der

er Smil i hans solbrændte Ansigt.

Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved,

hvor jeg skal forbi.

Paa en Mark ved Siden af os gaar en Del Børn og nejer op. Jeg ser paa

dem. Nu har en af dem fundet en Muserede, og alle stimler de sammen

om den. Nogle raaber paa Katten, som lister med Skaar efter Skaar. --

-- Ja, de' æ mine alle de, o saa har jæ noen hjemme, som ekk kae goe.

Jæ sier, de' æ en skidt Mand, som dæ ekk kae læmp Børn.

Han gaar hen til dem. Jeg staar lidt og ser paa dem. Der er en

Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. -- --

Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hælene.

Tungen hænger ham langt ud af Flaben. Han savler af Tørst.

Lige tæt for Benene buldrer et Par Agerhøns op med en Hale Kyllinger

efter sig. De har ligget paa Gærdet og baltret sig i nogle bare

Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trækker lavt henover

Markerne. Ovre paa en Græsmark kaster de sig, løber sammen i en Klump

og dukker sig.

Hunden gaar helt op paa Gærdet og ser efter dem. Saa kommer han igen

bag efter mig. Han ser saa træt og mismodig ud. Halen danner en Bue,

og Hovedet hænger sløvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sæd

og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hælene paa mig.

Han længes efter at jage og føle Krudtdampen rive i Halsen. --

Det er dejligt et Øjeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned

paa Gærdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Græs og

lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne,

langt bort, lige saa langt som Tankerne ...

Lis, hele min Dag er din.

Hunden lægger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.

-- Gue hjælp jer.

Hunden springer i Vejret og rejser Børster. Lige foran os er en

Skikkelse groet op af Jorden. En lille Mandsling med lange, hængende

Arme og et stort, skægløst Ansigt. Hans Øjne er vandblaa, og

Kindernes Muskler ligger fast om Kæberne. Ryggen er bøjet, Brystet

indfaldent, Benene skæve og Fingrene kroget og sorte af Slid.

-- Tak! Jeg rejser mig over Ende og vore Øjne mødes. Ingen af os

taler. Vi maa rigtig kende hinanden først.

For hans Fødder ligger en skabet Puddelhund og gnigger et Par store,

betændte Øjne med Forbenene. Den er radmager, men Vommen er tyk som

en overfyldt Sæk og Dellet saftigt og blødt.

Min Hund ikke saa meget som ser til den Side, hvor den er. Han lister

af Sted ned langs Gærdet, som generede han sig.

-- Hvor skae du ells hen? Hans Mønstring er færdig, og han stikker

Haanden frem imod mig.

-- Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tør og knoglet, og dens

Greb sidder fast.

-- Har du Ærend', for de' skae jæ osse. Saa følls vi.

Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder

muser en Taarnfalk. Den hænger og flakser paa spredte Vinger og

kaster sig hvert Øjeblik ned mod Jorden.

-- Jæ skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter

Puddelen, som følger ham lige i Hælene. -- Vi kae ekk hae ham længer.

Ha' æder lie saa meget som to Børn, og nu æ ha' temed i Fol.

-- Gaar det?

-- Hjo, smens saa. Jæ binder Benene sammen me' et Rev o hænger en

Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds.

-- Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa

Ordene frem.

-- Hja, de' kue du jo, Du har jo Geværet. De' andet goer ells helt

nemt.

-- Faa den væk fra Benene. Jeg faar pludselig rivende travlt, smækker

Bøssen op og putter et Par Patroner ind med store Hagl. -- Faa den

væk fra Benene, Mand.

-- Trut ... lell Trut ... du skae skyes. Han tager den i Nakken og

kaster den frem for sig. -- Gaa nu, din Køter. Men hun bliver bare

ved med at pibe og krybe hen til ham.

Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat

i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet.

-- Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig

om imod mig. -- De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo

derses Sjov. --

Jeg hører det ikke altsammen, for netop i det Øjeblik Hunden er naaet

frem for at gribe Stenen, holder jeg til den, og den synker sammen.

Min egen Hund kommer springende tilbage. Endelig ...

-- De' var renok rart. De' æ en farle Sav me saaen et Bæst, den od

tesidst lie saa meget som et Par store Børn.

Han stikker Haanden ned i Vestelommen og faar fat i en Rulle Skraa.

-- Skue de' vær' en Bid me'?

Jeg ryster paa Hovedet og siger hurtigt Farvel.

-- De' kae smens væ' nok me' Børnene, men saaen en Køter.

Han gaar langsomt tilbage den samme Vej, som han er kommet.

Ikke en eneste Gang har han været henne at se til sin Hund. Da jeg

gaar forbi, er Blodet begyndt at levre, og Fluerne summer om den. --

--

Allez!

Vi gaar op imod Vinden for at faa Bekkasinerne til at slaa ud til

Siderne. Begge er vi lige spændte. Langsomt krydser Hunden ud over

Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt

med. Jeg følger efter med Bøssen parat. --

Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Kærhøg

op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver

nogle Fjer fra dens Bryst. Et Øjeblik rykker det i den, den strækker

Benene fra sig og tumler et Stykke nedad. Jeg holder til den igen,

der flyver endnu nogle Fjer, men saa stiger den langsomt i Vejret og

glider roligt bort. Ikke et Øjeblik vimler den, kraftigt trækker

Vingerne Suset ind under sig, den kommer langt i hvert eneste Slag.

Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og

følger et Stykke med. Det gør ondt i Øjnene at holde den fast. Snart

er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at

øjne.

Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere

end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De

lægger siden deres Æg i Blodpletterne. --

Dér, hvor vi gaar, er Græsset slaaet og ligger paa Skaar. Det er

stridt som Kviste. Undergrunden er en udtørret Mose. Overalt staar

der blanke Pletter Vand, og fede Planter med tykke Blade breder sig.

Paa en lille Højderyg faar Hunden Stand. Endnu har vi ingen

Bekkasiner set. Han kommer strygende fra Siden, pludselig fanger han

Færten af noget og drejer brat om. Endnu et Par Skridt -- Poterne

glider lydløst i Græsset -- og han staar fast.

Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lægger sig ned. Da jeg stryger

ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran

os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt.

Bag en Græstot ryger en Tredækker ud. Saa fast har den holdt, at den

er lige for Næsen af os, jeg lader den trække et Stykke for at faa

bedre Hold og skyder rundt forbi.

-- Satans!

-- Huit ... huit ... Bekkasinerne letter. Ud til Siderne ryger de

parvis eller enkelt. Det er ene dobbelte, som ikke holder saa godt.

Hist i en Slakke letter en hel Flok.

-- Bum ... bum! Runde Huller i Luften. Min Hund bliver vild og jager

i strygende Fart.

-- Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa stærkt, som jeg

kan lade. De snurrer forbi Bøssemundingen. Et Øjeblik har jeg Hold

paa dem, men før jeg faar trykket af, er jeg bag ved.

I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem

for tæt om Næsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det

dundrer i Jorden.

Ved en Mose gaar en Kælling og rejser Tørv. Hendes brogede Hovedklæde

blomstrer mellem de sorte Stakke. Hele Landskabet er fladt som en

Kage. Langt ude en tynd Stribe Vand.

Her er højt til Loftet og vidt til Væggene. Man kan spytte hvor man

vil uden at ramme sin Næste, og der er ingen til at raabe Gevalt,

hvis man skyder lidt lavt.

En Unge vræler pludselig op, som havde den en Kniv i Halsen. Det

kommer dernede fra, hvor Kællingen er. Og nu kommer hun selv halsende

i strygende Fart.

-- Hov ... hov! Hun er ved at snuble af Ivrighed og karter med

Hænderne i Luften. -- Vi æ ner paa Mosen. Ole grær, ha' æ bange, naar

du skyr.

Jeg slaar ud med Haanden og dirigerer os bort.

-- Kae dutte høre, din Høvl. Ha' æ ve' o kvæles a' Angst, o de goer

paa ham i Vovnen.

Hun standser og ser efter os. Hendes Arme kører rundt i Luften.

-- Jæ skae kradse Øjnene ud a' Ho'det paa dæ, din Tosse! --

Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille

Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag.

-- Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette

fra Græsset. Et Stykke føres den med af Haglbygen, før den falder

forendt ned i en Pøs Vand.

-- Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke

tygge ...

Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lægger for min Fod en liden

uskyldig -- Kærsanger.

-- Men Hund dog!

Ganske ligegyldigt sætter han sig ned og giver sig til at slikke sig

tør.

Ogsaa jeg sætter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af

hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bøssen fra mig over

Knæene og hittet Snadden frem.

Det begynder at blæse, og der kommer Liv i Skyerne. En stor Flok

Maager letter fra en Pløjemark og flyver skrigende bort. Jeg bliver

ved med at følge dem med Øjnene. En enkelt Solstraale rammer dem, og

deres hvide Fjer lyser. Nu er de graa igen som Skyerne.

Hunden sidder lige ret op og ned. Kun har han lagt sit Hoved over min

Skulder. Der gaar af og til en Skælven gennem hans Krop.

-- Hvad tænker du paa? Jeg stryger ham kærtegnende over Hovedet, han

skubber sin vaade Snude tættere ind mod min Hals.

Et Aar · 第 14 / 45 题