-- Det er ganske vist i Almindelighed ikke noget synderlig
interessant Arbejde, at læse disse Opgaver igennem, sagde Provst
Lindekær.
-- Nej, det er saamæn vist nok, lo Professor Petersen ... Det skal
man ikke kunne paastaa med god Samvittighed.
-- Men iaften har jeg virkelig haft en fornøjelig Tid med Læsningen
af vor Ven Hjorths Opgave om Johannes-Evangeliet ... Naa, strængt
taget maa man jo ikke vide det -- men, jeg kender naturligvis
Haandskriften, -- he, jeg har jo læst saa mange Skoleindberetninger
af ham i sin Tid ... Jeg sad saamæn netop og læste den, da De kom.
-- Saa ... Virkelig! ... Hm.
-- En Kop The til, Hr. Professor?
-- Mange Tak, Frøken ... Hvis jeg maatte faa den lidt tynd.
-- En saadan Kundskabsfylde, som han dèr udvikler, det er jo virkelig
noget overordenligt ... Og saa behersket, saa --
-- Hm ... Har De læst den ud? --
-- Nej, -- jeg mangler vel en Tredjedel eller saa --
-- Naa ja, saa kan jeg forstaa ... Det er jo en anden Sag.
-- Saa, falder den af mod Slutningen? -- det var jo Skade. Naa, men i
alt Fald synes jeg, der allerede er givet saa meget. --
-- Ja, falder af? -- ja--a, -- det vèd jeg ikke, -- den forkaster
Evangeliet.
-- Hvad be--, -- den forkaster? ... Men det er da ikke muligt.
-- Ja, som et uægte Tendens-Skrift, ligesom Baur, han optræder som en
fuldblods Tübinger.
-- Ih! -- men det var da aldrig faldet mig ind ... Jeg tròde kun, han
fremsatte det saa grundigt, for siden -- for siden at lade Ægtheden
træde desto mere glimrende frem ... Forkaste Johannes-Evangeliet! men
dermed falder jo Halvdelen af den kristelige Lære! Og naar han
forkaster det, saa forkaster han vel det meste af Skriften ... Men
det er jo noget aldeles uhørt!
-- Ja, jeg erindrer ikke, at sligt er forefaldet ved Examen før,
siden den bekendte Historie med Brøchner.
-- Ja, det er jo noget ganske lignende ... Men hvad skal man gøre ...
En saadan Afhandling kan jo næsten ikke modtages.
-- Jeg finder rigtignok ikke, sagde Fru Petersen, at Fakultetet kan
tillade ham at tage Examen.
-- Nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade.
-- Ja--a ... Hm! ... Det er jo dog -- hm ...
-- Jeg synes dog, sagde Fru Lindekær, som synlig interesseret havde
hørt paa denne Samtale, -- jeg synes dog rigtignok, at naar han viser
saa udmærkede Kundskaber, saa kan Resultatet da ikke faa Indflydelse
paa Bedømmelsen ... Det vilde da være mø' uretfærdigt.
-- Nej, hvor kan du sige det? udbrød Ellinor bagved den store
Selvkoger, -- det er dog Troen, som --
-- Ja, Gud bevares! ... Man kan da ikke slaa den theologiske Examen
saadan i Hartkorn med andre Examina, Cecilie.
-- Nej, den giver jo Adgang til Præstekald.
-- Ja netop, det viser jo ogsaa -- Nu, og selve den theologiske
Examen, dèr maa jo dog et kristeligt Sindelag, -- ikke sandt, være
~conditio sine qva non~ ... Det har jo desuden Universitetet udtalt
som sin Mening, da det nægtede at stede Brøchner til Examen.
-- Ja men, kære Theodor! saa længe den Examen tages ved Universitetet
og Professorerne er Universitetslærere, saa maa der dog ogsaa bevares
et vist -- ja en vis videnskabelig Anstand ... Det var dog en
ligefrem latterlig Tanke, at saa lærde Theologer som for Exempel
Schleiermacher eller Strauss ikke skulde kunne blive Kandidater ved
Københavns Universitet ... Finder De ikke ogsaa, Hr. Professor? De
maa dog som Universitetslærer give mig Ret.
-- Ja, det kan jo ikke nægtes, -- den dobbelte Stilling -- der er
virkelig en betydelig Vanskelighed.
-- Det kan jeg sandelig slet ikke se, sagde Provsten ærgerlig. --
Ikke heller kan jeg finde noget latterligt i den Tanke ... Tvertimod
er det overordentlig glædeligt, at vi nu er kommen ud over den Tids
forkastelige Indifferentisme, -- og her er der en Lejlighed til at
vise det for vort Vedkommende.
-- Ja--a, -- hm ... Jeg har tænkt mig at gøre en Forespørgsel til
Kultusministeriet, om hvorledes man vil have at forholde sig.
-- Aa, -- Ministeren bør ikke være vort ~forum~.
-- Nej, ganske vist, paa en Maade ... Men, som sagt, paa Grund af den
dobbelte Stilling, -- det vil dog vist blive det korrekteste.