I Universitetets nederste Gang tilvenstre stod en halv Snes Theologer
med deres Mapper og Bøger under Armen, trippende af ængstelig
Examens-Utaalmodighed, nogle hviskende om de foregaaende Dages
Opgaver, andre studerende Stipendieopslagene bag Rammernes
Staaltraadsfletning, for at faa de spændende Minuter til at gaa.
-- Naa, triste Endeligt, sagde Kleistrup til Hjorth, der siden hin
berømte theologiske The lød dette Navn, -- naa, triste Endeligt, hvad
vil De helst have idag?
-- Aa jeg vèd saamæn ikke rigtig.
-- Nej, De slaar Dem jo sagtens igennem ... Men jeg vèd det sgu, for
faar vi Hermeneutik, saa gaar det rent ad Helvede til, for det har
jeg aldrig set for mine Øjne før imorges. Men faar vi Indledning, saa
skal jeg nok klare mig, -- i alt Fald til Sekunden.
Men dette sagde han svigefuld, følende et beroligende Tryk af det
danske nye Testamente i Støvleskaftet.
I det samme gik Døren til Examensauditoriet op, Studenterne skyndte
sig ind og tog Plads. Der gik endnu nogle frygtelige Minuter med en
sagte Hvisken og Papirsraslen og Støvleknirken fra den vagthavende
Herre. Han standsede, saà paa sit Uhr, løste Kæden af og lagde det
foran sig paa Pulten, trak en Seddel op af Lommen, rømmede sig og
læste: --
»Der ønskes en Redegørelse for de Hovedargumenter, som i dette
Aarhundrede ere gjort gældende mod Johannes-Evangeliets Ægthed og
historiske Værd, samt en Kritik af disse.«
Dyb Tavshed og Udvexling af betydningsfulde Blikke, medens Sedlen
cirkulerede. Hjorths Øje faldt paa Kleistrup, der satte en komisk
fortvivlet Mine op og gjorde Gebærder over til ham ved at slaa Knoene
sammen og puste paa Fingrene, hvilket i hans Fingersprog-Jargon
skulde sige: »Det var en kold èn.« Hvad hjalp ham nu Testamentet i
Støvleskaftet!
Men Hjorth lagde næppe Mærke til ham. Ordene lød for hans Øre som et
Kampraab. Det var i dobbelt Forstand et »kritisk« Øjeblik. Intet
Spørgsmaal kunde have fundet ham bedre rustet; han var sikkert mere
inde deri, end nogen af Professorerne. Men det var et farligt
Spørgsmaal. Naturligvis -- man kunde stille Ordene en Smule paa
Skruer uden egentlig at forraade sin Mening. Men nej! -- skulde »det
triste Endeligt« krybe i Skjul? ... blæse med den Examen!
Hans velordnede, rede Kundskaber føjede sig hurtig til Planens Ramme
og Enkelthederne indfandt sig saa talrige, da han skrev Momenter ned,
at det kun galdt om at skaffe Plads. Snart kunde han give sig til
Arbejdet, glad over at have faaet Lejlighed til at vidne, stolt ved
Tanken om at gøre noget uhørt.
Nedskrivningen gik hurtig fra Haanden, men han brugte hele Tiden og
ønskede kun at have et Par Timer endnu. Flere havde allerede
afleveret deres Opgave, men han lod bestandig Pennen jage over
Papiret.
-- Klokken mangler nu kun fem Minuter, sagde den vagthavende Herre,
-- da han tilfreds gennemlæste det sidste Punktum:
»Resultatet af disse Undersøgelser bliver altsaa, at det saakaldte
Johannes-Evangelium er et uhistorisk, spekulativt-dogmatisk
Tendensskrift, hvis Hensigt er at lade Oldkirkens skærende
Modsætning mellem paulinsk Hedningekristendom og Petrinsk
Jødekristendom opløse sig i den højere Enhed af en aandeligere og
dybere metafysisk Kristendom; det maa være affattet sent i det andet
Aarhundrede, og den ubekendte Forfatter ses tydelig at tilhøre den
alexandrisk-gnostiske Retning.«
-- ~Consummatum est~, sagde han ironisk, da han lukkede
Auditoriedøren efter sig.