Hjorths første Følelse efter at Kristine saaledes havde brudt med ham
var en dump Nedslagenhed, -- Krænkelsen over at føle sig kastet
haanlig bort, som en dum Pige slænger et Smykke bort, fordi
hun opdager, at det ikke er af Guld, og ikke forstaar, at det
kunstneriske Arbejde gør det hundred Gange værdifuldere, --
Forbitrelse over at se sin Troskab, som han selv havde holdt hellig
under Smerte og Kamp, blive trampet raat af en tilsølet Træsko, --
Skam og Anger over at have spildt sin Kærligheds første sprudlende
Skum i et smudsigt Glas.
Men i Løbet af disse Dage, som han tilbragte i Jessens stille,
tarvelige Hus, maatte denne Stemning efterhaanden vige for Følelsen
af Befrielse ved at være kommen ud af et Forhold, som han havde
indset var skævt, men som hans Anskuelser forbød ham at bryde. Det
var som om nu det sidste snærende Baand fra hans gamle Liv var
sprunget af sig selv, og han stod uhindret over for det ny. --
En fjorten Dages Tid derefter tog han ind til København og optog sine
Studier for Alvor. Da han ikke længer var forlovet, forekom det ham
mindre magtpaaliggende at blive tidlig færdig. Han opgav den
overanstrængte Plan at gaa op ved Juletid og vilde benytte hele Aaret
for at kunne møde fuldt rustet og sikker ved Examensbordet.
Over hans stillesiddende Liv gik saa Dagene bort, ensartede, kun
adskilte ved det mer eller mindre, han havde faaet udrettet. Det blev
ham en Lidenskab blot det at lægge saa og saa meget bag sig, at føle,
hvorledes han ligesom havde Tag i Tiden og ikke lod den slippe forbi
uden at have fravristet den, hvad den skjulte af Arbejdsmængde. En af
hans største Glæder var at kunne sige til sig selv om Aftenen: Idag
har jeg læst tretten Timer.
Til denne formelle Arbejdslyst kom den stedse voxende Glæde af at
nærme sig Maalet, Nydelsen af de videre Udsigter, den styrkende
Følelse af, hvorledes de spredte Kundskaber føjede sig sammen,
belyste hverandre, greb ind i hinanden, udfyldte Hullerne og forenede
sig til et sammenhængende Lærdomshele.
Men den videnskabelige Lykke, som overstraalede det Hele, den
endelige Klarhed, Splittelsen af de sidste Taager, -- det var endnu
ikke alt dette, det var ikke Samlingen af det gamle, men det nye, der
kom til. For midt under Repetitionen, overlæsset af det skolemæssige
Examensarbejde, fik han Tid til at fuldende sin egen Udvikling ved
selvstændige Studier. Han holdt sig Professor Petersens Raad
efterrettelig, ikke at nøjes med det aller nødtørftigste, men tage
det lidt udførlig, -- saa efterrettelig, at Professorhovedet vistnok
vilde have rystet med sit betænkeligste Udtryk, dersom det havde
været Vidne dertil. For han gik nu selv til disse Germaner, hvem alle
brave Theologer kun have et Skinkendskab til gennem rettroende
Modskrifter, -- til Theologiens Titaner.
Det var med en vis Hjærtebanken, som om Udlaaneren kunde læse hans
betænkelige Tros-Tilstand, at han i Universitets-Biblioteket en Dag
sagde »Strauss -- den kristelige Troslære i dens historiske Udvikling
og dens Kamp med den moderne Videnskab«.
Dette klassiske Værk er, som det kundgør i Titlen, en Bog om Kamp.
Dets Blade have en Hvidhed af Arena-Sand, hvorpaa Skriften staar med
en Farve som af Blod fra den theologiske Pennestrid. Paa denne Arena
træde Gladiatorerne op, naar de forskellige Leges Dogme-Kampraab
lyde: Legen om Skabelsen! ... Legen om Forsynet! ... Legen om de to
Naturer i Kristus! ... Legen om den hellige Aand! ... Daabslegen! ...
Nadverlegen! ... Legen om Udødeligheden! De mylre ud fra Fortidens
mørke Carcer, Moses med sit Stenskjold, Profeter, Evangelister
og Apostle i Papyruskjortler, Kirkefædre og Skolastikere i
Pergamentspandsere og Dogmatikere i Læderkøllerter, Rettroende og
Kættere imellem hverandre; de samle sig hobevis; og Kampen begynder,
rasende, uden Naade, -- »til Helvede med den, der staar imod! Herrens
Sværd og Gideons!« -- den tiltager i Styrke, idet fler og fler blande
sig i den, holder sig staaende, afmattes, medens Rækkerne udtyndes,
-- indtil Strauss vinker fra Podiet, og den sidste Kæmper træder ud
paa Arenaen af Nutidens Port, den nøgne usaarlige Videnskab med
Tænkningens og Erfaringens tveæggede Sværd, der gør en Ende paa Legen
ved at fælde de tiloversblevne, saarede Fægtere ... Det var dette
Skuespil, der opførtes for Hjorth; hver Gang Kampraabet lød, maatte
alt hvad der var blevet tilbage i ham af dogmatisk Vanetro, af gamle
kirkelige Anskuelser -- alle disse Nølere maatte ned paa Arenen for
at blande sig i den skæbnesvangre Kamp, og de gik i Døden berusede af
den vilde Festlighed med den ægte Gladiator-Begejstring, der raabte
med Vaabenklang op til Podiet: »Hil dig, Strauss! vi, som skal dø,
hilse dig!« --
Men endnu var der en Kamp tilbage. Endnu stod Hovedfæstningen: den
hellige Skrift, denne mystiske Borg, som er Protestantens sidste
Tilflugtssted. »Det Ord de vel skal lade staa og dertil Utak have,«
-- i disse djærve Ord udsang Luther sin Sejersvished. Og han kunde
gøre det den Gang. Om end Menigheden i Brunsvig efter den katholske
Prædiken sang: »Ak Gud fra Himlen se herned! ... dit Ord man ej vil
lade staa, og Troens Lys flux ud vil gaa hos alle Folk paa Jorden« --
det var dog blind Allarm, der var ingen, som for Alvor havde tænkt
paa at omstyrte Ordet. Men tre Aarhundreder have afløst hinanden
siden da; og hvad det ene Aarhundrede frygter, det haaber det næste,
og hvad det andet Aarhundrede haaber, det vover det følgende. Alt
eftersom Slægten fornyes, og ældes under sin Fornyelse, spirer der
nye Tanker, underlige unge og gammelkloge Tanker, Tanker som ere idel
Spørgsmaal; -- men hvad det ene Aarhundrede spørger om, det besvarer
det andet. Det begynder at lalle og stamme og svare med nye Tunger,
hellige Ildtunger i alle Maal, den menneskelige Aands Pinsetegn. Der
blev spurgt om Ordet, og der blev svaret; og Utak fik de, deri havde
Luther Ret, -- men Ordet lod de ikke staa.
Men hos Hjorth stod det endnu, og saa længe denne Fæstning ikke er
faldet, er det ubefæstede Sind truet af stedse nye Udfald, om end
Tankernes Friskarer have oversvømmet det nok saa tæt. Fæstningen stod
der; og inderst inde bag dens viede Ringmur og hellige Forter sad en
Del af ham selv fangen i Avtoritetstroens Baand og sukkede efter
Befriere, men kunde ikke selv bryde ud og forene sig med sine Venner,
og de kunde heller ikke selv storme Borgen, men ventede paa Hjælp
af en Stormagt. Hist og her var der vel skudt en Tinde ned
eller brudt en Bresche, -- dog, det havde ingen Art. -- Men
nu slog Befrielses-Timen, da den tyske Kritik kørte frem med
Tübinger-Detachementets svære Skyts, og Batteriet Baur plantede sine
Kanoner op og kastede sine straalende Strejflys ud i Fortidsnatten,
som hviler over den hellige Fæstning, skjulende dens Rifter og
Huller, medens det af og til udsendte et af disse sikkert rettede,
frygtelige Projektiler, der bore sig helt ned i den historiske
Undergrund og sprænge i Luften, hvad der er opført derpaa ... Da
dette Bombardement endelig var forbi, stormede Friskarerne ind i den
sammenskudte Fæstning, hvor kun et Par St. Pauls Forter, St.
Johannes' Aabenbaringstaarn og nogle Mathæus-Kassematter havde holdt
sig under Ildregnen, isolerede mellem de rygende Tomter, -- og de
befriede Fangen, som jublede dem imøde, og Krigen var endt for
stedse. --
Medens disse voldsomme Ting forefaldt i det stille Studereværelse,
Side om Side med en fredsommelig, ensformig Examens-Repetition,
vexlede Dagene udenfor: -- Dage med lyseblaa straalende Høsthimmel;
-- Dage med Efteraarsjævndøgnenes skysvøbte Storme, buldrende
mellem Gavlene, hylende og tudende i Skorstenene, klaprende med
Vinduesstænger og raslende med Tagsten; -- Dage med tæt Frosttaage og
Rim ned over de røde Tegltage; -- dæmpede hvide Vinterdage med tæt
blødt Snefald gennem stille Luft, som om Himlen var Bugen af en uhyre
hvidgraa Fugl, der fældte sin Dragt og lod Dunene drysse ned over
Jorden; -- skingrende og bidende Frostdage med Espalier af
Krystalblomster paa Ruderne og blændende Solskin over Tagenes store
Snedriver, hvoraf nu og da en Lavine løsnede sig og plumpede fra
Tagskægget ned i Gaarden med et dumpt Bulder; -- lunefulde Aprildage
med Regnskyl, der pjaskede mod Ruderne og vaskede ned ad Tagene, paa
hvis blanke Tegl Solen strax efter stirrede, som en stor gylden Pupil
i et skyglippende mørkeblaat Øje, med et hvast Bygeblik; -- milde
Foraarsdage endelig, der pustede en slappende grødetung Varme ind
igennem de aabne Vinduer.
Den lange Gaard lokkede Gadesælgerne ind, som om den var en virkelig
blind Gade. Deres Raab trængte af og til op til ham under Læsningen,
monotone og dog vexlende fra Efteraarets Frugter og den første
Frosttaages melankolske Muslinger til Rødspætter og Appelsiner, til
Rejerne og de grønne Kranse.
Nedenunder var der fra Morgen til Aften en uafladelig Hamren fra
Smedjen, ligesom Taktslagene til en grundig, udholdende Flid. Inde i
Værelset ved Siden af jamrede den brystsyge Mand sig ofte som en
døende. Men fra oven kom nu og da den muntre Vingeklapren af en hvid
Duesværm, der fløj ud af et Tagvindue og kredsede hen over
Mønningerne op imod en blaa Himmel -- en Lyd som af noget jublende,
der fløj befriet bort.