-- Men det er da ikke dit Alvor, Niels?
-- Jo, vist er det Alvor, kære Kristine ... Tror du, jeg har Lyst til
at spøge med det ... Jeg kan og vil ikke ... Du spurgte mig ifjor,
om jeg ikke skulde tro paa Engle, -- ja hvis der ikke var andet
ivejen.
-- Aa, hvad tror de andre paa?
-- Paa en hel Del i alt Fald, -- for Resten kommer det ikke mig ved.
-- Kommer det heller ikke mig ved? ... Hvad? ... Tror du ka'ske jeg
har Lyst til at blive Skolelærermadam nu?
-- Nej det lader ikke til det ... For Resten er du heller ikke udsat
derfor ... Jeg kan da ikke godt være Lærer, naar jeg ikke tror paa
noget af det, jeg skal lære Børnene.
-- Men hvad Fanden vil du da?
-- Ja, det vèd jeg virkelig ikke nu ... Jeg er kastet ud af min
Stilling, og hvor jeg egentlig skal vende mig hen og tage fat --
-- Aa, du kan gaa ad Helvede til.
-- Kristine!
-- Ja, det sagde jeg, ja vel, -- og jeg spøger sgu heller ikke ...
Tror du ka'ske jeg er født igaar, og ikke kan begribe, at dette her
ikke er andet end et Paaskud, for at du kan gifte dig med en eller
anden Dame inde i København.
-- Det har jeg ikke fortjent at høre af dig, og -- det -- det véd du
ogsaa selv bedre.
-- Aa, det skal du saamæn ikke tage dig saa nær ... Jeg tror saagu,
du er paa Nippet til at flæbe ... Nej, gener dig bare ikke for min
Skyld, jeg er saamæn lige glad ... Det er bare det, der ærgrer mig,
at jeg har ladet mig holde for Nar saa længe ... Hvis jeg ikke havde
vaaren saa tossegod, saa kunde jeg vaaren Frue nu ... Ja, glo du
bare, det kunde jeg ... Men det har man for, at man gaar og venter
paa saadan en Smule Lærer, saadan en Pjalt, der hverken kan blive det
ene eller det andet, saadan en dum Dreng, der ikke engang tør være
sin Kærestes Sengekammerat, naar hun gi'er ham Lov til det.
Hjorth rejste sig og gik hen imod Døren. -- Denne tavse Ro irriterede
mere end noget andet, og hun skyndte sig med at komme til sin yderste
Grad af Kynisme.
-- Ja, gaa du bare, -- naar du ikke bringer en Præstegaard med, er
der saamæn ingen, der bryder sig om dig ... Tro dog bare heller ikke,
at jeg har gaaet tørmundet her og ventet paa dig, som om du var den
eneste ... Naar ens Kæreste ikke vil, saa er der andre, der vil ...
Naar man ikke er grimmere end jeg er, behøver man ikke at gaa i Seng
alene og tude sig i Søvn.
Hjorth drejede Laasen, ude af Stand til at sige et Ord, kun med den
ene Tanke at komme bort, forfærdet, opfyldt af Lede ved sig selv,
fordi han nogensinde havde kunnet elske dette Væsen. -- I det samme
drejedes Laasen ogsaa udefra, og da Døren gik op, traadte Per
Andersen og hans Kone ind.
-- Hvad er der dog paafærde her inde, Børn? -- Man kan jo itt' faa
sin Bænkesøvn.
Men Kristines Kraft, der havde været spændt til det yderste, var
pludselig brudt ved Synet af Forældrene. Hun kastede sig om Halsen
paa Moderen og hulkede:
-- Han vil itt', -- han vil itt' --
-- Naa, naa, Ki'sten, -- hvad er det da?
-- Hvad er det, han itt' vil, for Fanden? --
-- Han vil itt' ha'e mig, -- han vil itt' være Præst.
-- Saa--aa, hvad er det, hun siger, Niels?
-- Ja, det er forsaavidt sandt nok. Jeg vil ikke være Præst, jeg har
opgivet det, hvorfor kan nu være det samme, og saa skældte hun mig ud
og sagde, jeg kunde gaa Fanden i Vold, og at hun aldrig havde brudt
sig om mig, -- og nu tror jeg nok, vi er temmelig enige om, at vi
skilles hurtigst muligt.
-- Aa, hvad er det for Snak, -- hvad vil du bryde dig om det
Kærestekævl og Tøsevrøvl! ... Nej, kom nu og lad os tale ordenlig om
Sagen, Niels, og faa Re'elighe'en paa den ... Selv om du itt' vil
være Præst, som du siger, behøver I da'tte derfor at rende fra
hinanden ... Men hvorfor vil du itt' være det? ... Den Stilling er jo
da god nok.
-- Nej, det kan ikke nytte noget, Per Andersen, -- for selv om du fik
hende god igjen, saa vil _jeg_ nu ikke have _hende_, -- heller vilde
jeg lade mig gøre til Præst. -- Farvel.
-- Saa--, naa, du maa saamæn ha'e stødt ham godt for Hovedet, min
Pige ... Det var da ogsaa Satan til Historie.
-- Hun siger, det stakkels Barn, at han tror hverken paa Gud eller
Fanden, -- saa saadan et ugudeligt Skarn skal hun da ikke gives i
Armene paa, -- dèt skulde jeg da stritte imod med Hænder og Ben ...
Aa, Herre Gud! at det skulde tage den Ende! og jeg som trode, jeg
skulde have en Præst til Svigersøn.
-- Saa--aa, ja det -- hvad han tror eller itt' tror, det bliver
jo hans Sag, det -- der er jo itt' noget aa sige paa ... Men du
skulde dog ha'e varet dig lidt, Ki'sten, for saadan at vise ham
Vintervejen, over det at det er itt' saa lige til at faa en ung Mand,
der dur noget, min Tøs; -- og Niels han var da li'egodt -- ja, det
kan itt' nytte noget, du vrisser -- han har nu ogsaa holdt af dig ...
Men Fanden maa vide, hvad du har gjort ved ham, -- han var jo ligesom
han var stukken af en Bræms --
Per Andersen satte sig ned paa Bænken, tog sig en Slurk Øl af
Trækanden, viskede sig om Munden med Bagen af Haanden og rystede
misfornøjet paa Hovedet.
-- Jo, han houed mig godt, gjorde Niels ... Nu var han heller itt'
længer saadan en hidsig Højremand, vi kom rigtig godt ud af det
sammen ... Han var ikke bleven en af de Præster, der gaar og ser ned
paa Bonden, som vi har saa mange af.
-- Ja men, han vilde jo ikke være Præst. --
-- Aa, ja, -- hvad? ... Saadan unge Mennesker, de maa jo ha'e deres
Anfægtelser, og derfor kunde det saamæn godt --. Og selv om det nu
itt' var blevet til noget, saa siger jeg, den latinske Dannelse og
Examen og de Dele, -- det er itt' aa kaste Vrag paa ... Det bli'er
ka'ske tilsidst bedre end som en Gaard, for det er noget man har èn
Gang for alle, og det er der ingen og kan ta'e fra en ... Og naar en
har det, og der ellers er Krummer i ham, saa slaar han sig igennem,
-- det er saa bestemt, der ska'tte fejle for en Hægte.
-- Naa hvad det angaar, saa har Ki'sten jo da os og Gaard og Hjem,
saa --
-- Ja vel, men at, man vil jo dog ogsaa gærne have sin Datter godt
gift -- og -- det er jo da -- næst etter Gaardens Bedrift og saadan
-- saa er det jo da det, der ligger en Mand mest paa Hjærte ... Og
det vil jeg nu sige dig, Ki'sten, du skal da ikke sætte din Lid til
det Jav med Godsforvalteren. -- Ja gør du bare store Øjne, -- jeg vèd
noget om det ogsaa, -- og det kan hændes, der er flere, som vèd det,
og nu vil de naturligvis sige, at det er derfor Hjorth ikke vil ha'e
dig, og det vil itt' gøre dig mer købmandsgæv, min Pige. -- --
Saadan havde han snakket frem og tilbage en halv Times Tid og givet
sin Misfornøjelse Luft, medens han snart sad paa Bænken og trommede
med Fingrene paa Bordet, snart gik op og ned ad Gulvet med de
tværstribede Uldtrøjeærmer stukne dybt ned under Gølpen.
-- Hvad er nu det? udbrød han pludselig, idet han bøjede sig frem og
saà ud i Gaarden, hvor en Vogn rullede ind. -- Det er jo et Par af
Kammerraadens Heste. --
-- Der er Bud fra Fuldmægtig Jessen, om Kusken maatte faa Student
Hjorths Tøj med tilbages, sagde en Dreng, som stak Hovedet ind ad
Døren.
-- Saa, ja der har vi det! ... Ham kan vi sgu skyde en hvid Pind
etter ... Ja, sørg I nu for Tøjet, og saa kan I jo sætte jer til at
flæbe igen. -- For jeg gaar sgu i Marken.