Den næste Morgen fik jeg en lille Pakke med Minnas Udskrift og med
Hospitalets Segl.
Øverst laa fire Brevark, tæt beskrevne, kun havde det sidste to tomme
Sider.
Sonnenstein, den 17de April 188..
Kjæreste Ven!
Lægen har fortalt mig, at du har været her, og hilst mig fra dig, --
han har ogsaa lovet at hilse dig, naar du kommer igjen. Det trøster
mig uendelig at vide, at du er mig nær.
Jeg vil skrive til dig -- lidt af og til, for det bevæger mig altid
stærkt, og Lægen har paalagt mig fremfor Alt at undgaa saadanne
Tanker, som sætte mig i Sindsbevægelse, hvad jeg ogsaa ellers gjør.
Men skrive maa jeg, fordi jeg kun derved kan undgaa en bestandig Uro.
Jeg har nemlig den Tanke, at jeg kan dø pludselig; -- Lægen ler mig
ud, naar jeg siger det, men det forekommer mig, at jeg kan se paa
ham, at han selv mener det Samme. Dog, maaske er det ogsaa
Sygelighed. Saa vil det dog være mig til Beroligelse at vide, at du
faar en Hilsen fra mig, hvis det skulde ske.
Jeg har saa meget paa Hjerte, som jeg maa have sagt dig. Jeg har
samlet dine Breve og nogle Smaating sammen, som jeg ikke vil have
skal falde i Andres Hænder, og hver Gang, jeg har skrevet paa dette
Brev, vil jeg lægge det ned i den Pakke, som jeg allerede har
adresseret.
Maaske vil vi en Gang le sammen ad dette Indfald. Gud give det!
Nu kan jeg ikke godt taale at skrive mer i Aften. God Nat, min Ven.
18de April.
Veed du, hvad der bevægede mig til at sætte igjennem (med stor
Vanskelighed iøvrig), at vi gjorde den Udflugt til Rathen, inden
Hospitalet lukkede sig bag mig, -- og hvorfor jeg kom til Grotten?
Ikke blot det, der ogsaa drev dig derhen, men tillige den
Forestilling, at der maatte hændes mig noget Overordentligt dèr. Dog
ikke det, som skete -- dette var i Virkeligheden endnu mere
forunderligt, -- nei, jeg troede, at Sindbevægelsen ved at komme dèr
vilde blive mig for stærk, -- enten dræbe mig eller gjøre mig
afsindig -- selv dette vilde jeg foretrække for den Sindstilstand,
hvori jeg var.
Men hvor det var velsignet at møde dig dèr, Harald! jeg saae, at du
var den samme, og du følte ogsaa, at jeg var det -- overfor dig.
Overfor #ham# visselig ikke.
Jeg mærkede godt, at det var dig pinligt, at min Uvillie mod ham
viste sig saa tydelig, og dog kunde jeg ikke være anderledes. Saa ond
er jeg allerede bleven, saa megen Bitterhed, ja Had er der kommet op
i mig.
Dette kan du vistnok ikke forstaa.
Hvor er det muligt at afsky et Menneske, som man har elsket?
Eller jeg vil snarere spørge (thi det er vist #det#, som er dig
uforklarligt): -- hvorledes kan man elske et Menneske, som man kommer
til at se i den Grad ned paa, naar man ved dagligt Samliv lærer hans
Charakter til Bunds at kjende? Og her er jo ikke Tale blot om en
flygtig Forelskelse, thi jeg kjendte jo dog lidt til ham.
Denne Sag har jeg tænkt mer over end over noget Andet, og for at du
ret kan forstaa mig, maa jeg sige dig, hvad jeg mener derom.
En Natur som Stephensen, i hvilken der dog fra først af er nogle ædle
Spirer -- uden dem vilde han vel heller ikke være bleven Kunstner,
ikke engang den Kunstner han er, -- naar en saadan Natur, endnu ung
og ikke helt fordærvet, fatter Kjærlighed til en ung Pige, saa
forfines og forædles han, og hun lærer en Anden at kjende -- og at
elske -- end den, han hidtil har været.
Dog er dette ikke noget Bedrag; tvertimod, hun kjender og elsker ham
jo netop saadan, som han skal blive ved deres Forhold, -- og hos
hende foregaar der noget Tilsvarende, hun faar mere Indhold,
Charakteren styrkes og Synet udvider sig.
Alt dette er smukt og rigtigt.
Men saa er det Forskjellen mellem de forskjellige Naturer indtræder i
Tidens Løb: saadanne Mænd, hos hvem de ædlere Spirer ere stærke nok,
de udvikle sig virkelig imod dette Ideal og befæstes mer og mer deri,
men de Andre kunne ikke holde sig paa den Høide, som de ere løftede
op til, de synke endogsaa under.
20de April.
Hvad jeg skrev sidst anstrengte og betog mig meget. Det var saa trist
at tænke paa og vanskeligt at faa sagt. Igaar kunde jeg Intet skrive.
Jeg vil ikke forsøge at udvikle denne Opfattelse videre -- skjøndt
det er af stor Vigtighed for mig, at du rigtig forstaar mig, thi det
er i dette Punkt alene, at min Undskyldning ligger.
Men du har nok forstaaet mig. Jeg tør ikke paastaa, at det passer i
Almindelighed, men i dette Tilfælde maa det være saaledes.
Det var om mit Liv i Danmark, at jeg vilde fortælle dig Noget.