Farvestøvet var drysset af det i store Pletter, især af Haaret, men
ogsaa et Sted af Panden og af Kinden, og hvor det ene Øie skulde have
været, grinede Lærredet lyst igjennem.
Det var sat i en ormædt, afskrabet Ramme i slet Rococostil, og under
det stod der paa en Seddel: Ubekjendt Mester -- Midten af forrige
Aarhundrede.
Jeg traadte ind i den mørke Bod, hvor man neppe kunde røre sig for
gammelt Skrammel.
Antiqvitetshandleren, en lang, mager Olding, der sikkert paa mit
Tysk kunde høre Udlændingen, ja maaske endog veirede noget Engelsk,
nævnede en ublu Pris; det var, forklarede han, et af de ægte
Billeder, som nu blev sjeldnere og sjeldnere, rimeligvis en Mengs. --
Jeg tog snart Modet fra ham, og kjøbte Billedet, rigtignok endnu
adskillig dyrere end det fortjente.
Med den store Pakke under Armen gad jeg ikke gaa ud i »Grosser
Garten«.
Men jeg trængte til at røre mig og drev ned ad Johannesgade.
Naturligvis havde jeg ikke kjøbt Portraitet for at eie det, men kun
fordi det var mig en fuldstændig utaalelig Tanke, at det skulde staa
der i Gabestokken og senere hænge hos Fremmede -- som en Mengs! --
Jeg tænkte at tage det med hjem og brænde det.
Men da jeg pludselig befandt mig ud for Albertsbroen, faldt det mig
ind: Hvorfor ikke kaste det i Elben, saa slipper jeg for at lukke op
for det og se det igjen.
Der var kun et Par Fodgjængere paa Broen.
Jeg traadte ud til Brystværnet af den midterste Pille -- imod
Strømmen; det var endnu noget Høivande.
Hurtig saae jeg mig om, der var Ingen i Nærheden; jeg lod Billedet
falde; det forsvandt under Vandet, og jeg hørte det knuses mod
Pillens Isbryder.
Nedslaaet gik jeg hjem.
Paa mit Bord laa der et Brev -- fra Overlægen.
Minna var død om Morgenen, ganske uventet -- af et Hjerteslag.