I
Nær havde jeg slaaet Cylinderglasset itu, inden min rystende Haand
fik Lampen tændt.
Det var ingen Feiltagelse. Der laa det store, underlige Brev paa
Bordtæppet, indeholdende Liv eller Død -- eller hvad der syntes mig
langt herligere og uendelig skrækkeligere end Livet og Døden. Et
Øieblik havde jeg størst Lyst til at løbe min Vei. Saa rev jeg
febrilsk Omslaget af.
Det første, der mødte mit Blik, var Blyantstegningen af Minna.
Ligesaa pludselig som Portias Contrefei i Blyskrinet aabenbarede
Bassanio hans lykkelige Valg, -- ligesaa pludselig forkyndte disse
elskede Træk mig min usalige Lod.
Stuen dreiede sig rundt med mig. Jeg satte mig i Sophaen og greb
hendes Brev. Bogstaverne dandsede og flød ud, det varede et Par
Minutter, inden jeg kunde læse:
Min kjære, inderlig elskede Ven!
Det er forbi! Jeg maa blive hans. Jeg har tøvet, og tøvede gjerne
endnu, men jeg føler, at det bliver ikke anderledes. Der kommer
ingen Kraft op i mig til at bryde med min første Ungdom, til at
gribe din kjære Haand og begynde et nyt Liv.
Ak, dette bliver det sidste Brev, som jeg skriver til dig, og jeg
synes, at det maatte blive en hel Bog, hvis jeg skulde faa sagt
Alt, hvad der bevæger mig. Men saa forekommer det mig igjen, at
efter dette er Alt, hvad jeg kan skrive til dig, ligegyldigt, og
forresten veed du det altsammen. Der er kun een Ting, som jeg maa
sige, for at du ikke skal misforstaa mig.
Jeg har ikke truffet dette Valg, fordi jeg troer, at jeg vil
blive lykkeligere med Stephensen end med dig, tvertimod -- nei,
det er virkelig ikke muligt at udtrykke mig rigtig, -- maaske har
du dog allerede forstaaet. Jeg mener, at det er ikke Hensynet til
mig selv, der har bestemt mig, og -- ja, jeg mener især -- det
var derfor, jeg skrev »tvertimod«! -- at hvis der ingen Fortid
var, ingen Bebreidelser at føle eller, kort sagt, hvis det var
noget helt Nyt, der begyndte, saa vilde jeg være langt sikrere
paa at blive lykkelig med dig end med ham. Men, ser du, #nu# --
som det en Gang er -- vilde jeg ikke kunne gjøre dig lykkelig,
som du fortjener. Jeg vilde føle mig som en Forræderske mod min
første Kjærlighed; -- det er sandt, at denne Følelse maaske kunde
fortage sig, men der kunde ogsaa komme Omstændigheder, som gjorde
den helt sygelig voldsom, og med din ømme, kjærlige Natur vilde
du da komme til at lide usigelig derunder.
Du troer maaske, at jeg gaar ud fra overspændte Forestillinger om
Stephensen, naar jeg frygter for at faa altfor meget at bebreide
mig ved at forlade ham. Slet ikke! Jeg veed meget vel, at han
ikke skyder sig en Kugle for Panden, og at man neppe engang vilde
kunne sige, at jeg gjorde ham ulykkelig, skjøndt han virkelig
elsker mig lidenskabelig, -- men maaske vilde jeg dog gjøre ham
ubodelig Skade. En Natur som hans er udsat for mange Farer. Det
er vanskeligt at gjøre det klart for dig, hvad jeg mener, jeg kan
let synes at være forfængelig, indbildsk eller overvurdere min
Indflydelse -- skjøndt nei, du tænker jo endnu langt bedre om
mig, end jeg fortjener, maaske tænker du til Gjengjæld for ringe
om ham. Jeg kan kun sige, at han selv fuldt og fast mener, at et
Samliv med mig -- og #kun# med mig -- maa virke forædlende (jeg
skammer mig virkelig ved at skrive det, men det er hans eget
Udtryk) paa hans Karakter og paa hans Kunst. Tidligere har jeg
selv undertiden tænkt det samme, det vil sige, ikke just saaledes
-- kun at Ægteskab og Familielivet maa være godt for en Kunstner,
ligesom knytte ham fastere til Livet, gjennemvarme hans Kunst --
jeg udtrykker mig kun daarlig, men du forstaar det nok -- men den
Gang (vi har nemlig ligefrem disputeret derom, da han boede her,
og jeg haabede, at han vilde ægte mig) den Gang hævdede han
altid, at en Kunstner maatte være fri, uden saadanne Baand, han
havde saa meget at kjæmpe med i Forholdet til sit Kunstideal: --
nu er han kommen til min Anskuelse, han har erfaret -- siger han
-- at han ikke kan undvære mig, han forstener, afstumpes, har
Intet at leve for, han rækker sin Haand ud efter mig, den Haand
har selv trukket mig op af en moralsk Sløvheds og Intetheds Sump
-- og nu skulde jeg --! nei, nei! -- Du ser, det er min Pligt,
det er min Bestemmelse, -- ja, min Bestemmelse.
Gud give, at vi kunde træffes og være sammen -- om mange Aar,
naar Tiden har taget Lidenskaben bort; Venskabet kan den ikke
berøre, jeg veed, at Ingen af os vil glemme den Anden. Men du
kommer vel til at leve i Udlandet, -- det var for megen Lykke at
have dig i Nærheden som Ven.
Farvel -- min elskede Ven -- Farvel!
Minna.
Jeg læste Brevet flere Gange igjennem. Dets kjærlige Tone beroligede
min Smerte, ja, der var endogsaa et Øieblik, da det indgjød mig en
vis Forsagelse. Men Reactionen fulgte strax.
* * * * *
-- »Nei, jeg vil ikke -- jeg anerkjender ikke denne Afgjørelse! Hvad
er det dog? #mig# er det jo, som hun elsker -- mig! Det med ham er jo
kun Riminiscens, og Pligt -- ja og »Bestemmelse«. En deilig
Bestemmelse: at lægge sit friske, varme Liv som et Plaster paa hans
blasserede Tilværelse .... Forresten er det altsammen min Skyld --
hvorfor har ikke #jeg# taget Afgjørelsen paa mig? -- Hvor jeg har
været en Pjalt -- al denne Correcthed og Ædelmodighed og Omsorg for,
at Vind og Sol blev skiftet lige -- det var jo ikke Andet end
Skalkeskjul for Mangel paa Villie -- og jeg lod mig imponere dertil
af ham. Men han havde saamænd »talt sin Sag«, som hun sagde den Dag;
han kan ikke undvære hende -- nei, det troer jeg, naar han er bleven
led ved de facile Piger og narret af Koketterne -- saa er han kommen
i Tanker, om ikke »den Bedste skulde være tilfals« -- for gamle
Minder, -- eller blot: han kunde ikke taale, at en Anden fik hende,
det er nok Sagen! .... Ja, jeg har været en Pjalt, en dum Dreng!
vilde maaske en Mand have givet en saadan Kvinde fra sig?«
Saaledes hudflettede jeg mig selv, -- ja, jeg bebreidede mig
endogsaa, at jeg ikke hin Nat i Schandau var kommen ind til hende og
havde forlokket hende -- saa vilde hun have været min, og intet Valg
stod hende mer aabent; jeg oversaae, at for at dette kunde være sket,
maatte vi begge have været andre Naturer. Thi jo mere en Handlemaade
synes at ligge den modsatte snublende nær, desto dybere er ofte den
Naturel-Hindring, der skiller dem.
Men nu -- hvad var der at gjøre? Opsøge hende, tage Alt tilbage,
binde hende ved hendes Ord, og selv staa til Ansvar for Alt -- Fortid
og Fremtid. Ja, men hvor skulde jeg finde hende? Det var sandsynligt,
at hun allerede ikke længer var i Meissen -- eller at jeg i alt Fald
imorgen ikke vilde finde hende dèr.
Mit Hoved værkede, mine Tanker forvirredes, sprang febrilsk hid og
did. Det var mig ikke muligt at holde Noget fast. Hvor jeg trængte
til at raadføre mig med En, helst en ældre, overlegen Person! Min
moderlige Veninde, Fru Hertz, syntes mig den eneste Tilflugt.
Ja, jeg vilde betro mig til hende, nu strax.