IX

Da jeg havde skrevet Brevet til Immanuel Hertz, gik jeg ud at

spadsere.

Med Gaarsdagens Regn var der sket et Omslag i Veiret. Det var skyet

og blæste raakoldt, som om man var i November. Jeg drev om i

Villa-Kvarteret, slentrede gjennem Parken, hvor de latterlig udmaiede

kolossale Ammer promenerede med Børnevogne, og gjennemstreifede

Grosser-Garten, -- idet jeg bestandig opsøgte de Veie og Gangstier,

hvor vi havde gaaet sammen. Tilsidst sad jeg længe paa Udsigtshøien.

Det var ved Solnedgangstid, ligesom hin Aften for et Par Uger siden;

men alt Belysnings-Trylleriet var borte, og man øinede Intet til de

fjerne Høider. Mit Hoved var tungt og uden Tanker; den sangvinske

Stemning, som havde oplivet mig efter Besøget hos Hertz's var

forflygtiget, uden at dog den foregaaende sørgmodige Tilbøielighed

til at anse Alt for tabt havde indtaget dens Plads; jeg var opfyldt

af en underlig sløv Uro.

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig paa den umagelige Sopha -- jeg maatte

lægge Benene op over det ene Armlæn paa en smudsig Antimarcasse, saa

lille var den. Lampen tændte jeg ikke; en Gadelygte og en

Studerelampe hos Gjenboen kastede saa meget Lys ind i Stuen at man

kunde skjelne Gjenstandene og ikke plagedes af Mørket; man fristedes

hverken til at sove eller til at bestille Noget. Liggende saaledes i

timevis gjennemgik jeg i Tankerne Alt, hvad jeg havde oplevet i de

sidste Dage, idet jeg begyndte med den foregaaende Aften hos

Jagemanns og saa gik tilbage til Samtalen med Minna, til den med

Stephensen -- længer naaede jeg ikke. Der var Stof nok; jeg

gjenkaldte mig hvert Ord, der var vexlet, Tonefald, Miner, Fagter og

Bevægelser saa nøiagtig og omhyggelig, som om jeg havde et bestemt

Formaal dermed, -- som om der f. Ex. et Sted bag ved mig havde siddet

en Sekretair, hvem jeg skulde diktere det Alt i Pennen.

Da jeg endelig gik i Seng, lod denne Masse, som en Gang var sat i

Bevægelse, sig ikke længer standse. Men i Stedet for som før at rykke

frem i Orden, efter Række og Geled, til en overskuelig Mønstring,

trængte den sig nu oprørsk frem, idet hver Enkelt vilde gjøre sig

gjældende, og de Sidste vilde være de Første. Dersom alle Soldater i

Kong Mithridates' Hær samtidig havde appelleret til hans berømte

Personal-Hukommelse og vare styrtet frem over hinanden for at gribe

fat i ham og raabe: -- »Husker du ogsaa mig? -- hvad hedder jeg? hvad

er jeg for en Landsmand? hvor har jeg udmærket mig? hvor fik jeg

dette Ar?« -- saa vilde hin kongelige Huske-Kunstner have befundet

sig i en lignende Overvældetheds-Tilstand, som den der holdt mig

vaagen, indtil det begyndte at lysne i Værelset.

Høit op paa Formiddagen vaagnede jeg med en smertelig Tunghed i

Baghovedet. Jeg vilde ikke gaa paa Polytechnicum; de sidste Ugers

Studium havde jo ikke stort at sige, og desuden kunde jeg neppe

huske en eneste Enkelthed af Gaarsdagens Forelæsninger. Jeg gik ud

i det Haab at forjage min Hovedpine og drev om ved Zwinger og

paa Theaterpladsen. Men jeg var ikke vant til at se Byen i

Formiddagsbelysning sammen med Minna, og den forekom mig derfor

stemningsløs og uvedkommende, Alt, hvad jeg saae, mishagede mig,

ligesom det vilde have mishaget mig i denne Sindstilstand at gaa om i

Berlin eller i Kjøbenhavn.

Paa en Theaterplakat stod »Kätchen von Heilbronn« -- vi skulde have

seet den sammen i Aften!

Jeg tyede snart til min Stue hvis logis-mæssige Uhygge ophævede

Begrebet »Omgivelser« og isolerede mig i et tomt Rum. Saa laa jeg dèr

paa min Seng -- Sophaen var for radbrækkende -- og holdt Revue over

disse tæt sammentrængte utallige Minder, som en døende Alexander,

der tager Afsked med sine Soldater; -- de ledsagede mig som et

Sørgefølge paa min Eftermiddags-Vandring, hvor nye Skarer sluttede

sig til ved hver ny Gade, Vei og Gangsti, -- og da jeg endelig sov

ind, var det i Skyggen af Gravvagtens Faner. --

Da jeg stod op den følgende Morgen, følte jeg mig afkræftet, og

modløs imødesaae jeg denne Hær af Plageaander, som jeg havde besvoret

og ikke kunde mane bort igjen.

Jeg ønskede nu kun at komme ud af Tryllekredsen.

»Kunde man blot slaa Tiden ihjel i disse afskyelige Ventedage,«

tænkte jeg, »eller undfly sig selv og alle sine egne Tanker.«

Jeg mindedes den ene Ventedag i Rathen, og hvorledes den Gang en

bindstærk Roman havde holdt mig med Selskab.

Strax skyndte jeg mig hen til et Leiebibliothek og forlangte »De tre

Musketerer«, som jeg tænkte maatte være formaalstjenlig.

Medens Udlaaneren var borte for at finde den, slog jeg en tyk Bog op,

som laa paa Disken.

Jeg fik som et Stød, da mit Blik faldt paa Navnet »Minna«.

»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle

hans Betænkeligheder« -- jeg husker Sætningen ordret endnu.

Jeg bladede om, slog op hist og her -- næsten overalt Minna: -- hun

seilede paa en Bjergsø i Maaneskin -- -- klædte sig paa til Bal --

sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme.

»Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med

Musketererne. Han bejaede, og jeg tog begge Bøgerne med hjem.

Forfatterens Navn havde jeg ikke en Gang seet efter, -- baade det og

Titlen har jeg nu glemt. Hvad Indhold og Stil angaar, saa var min

Rathener-Roman et sandt Mesterværk i Sammenligning hermed, og jeg

vilde ganske vist have slængt den bort efter at have læst en Snes

Sider, dersom Heltinden havde hedt Adelheid eller Mathilde; men nu

læste jeg den trolig igjennem Linie for Linie, og det bestandig

tilbagevendende Navn satte mig i en vis ophidset og dog velgjørende

Stemning, medens de snart trivielle snart fabelagtige Hændelser, der

vederfores lutter uinteressante Personer, netop sysselsatte min

Fantasi tilstrækkelig, til at holde mine egne Tanker borte.

Ud paa Eftermiddagen afbrød jeg denne Narkotisering for at gaa hen

til Hertz's.

-- Ligger Herren endnu i Sengen? spurgte jeg den gamle Tjenestepige,

der lukkede op.

-- Vist gjør han det, ak ja, saamænd ligger Herren i Sengen, svarede

den Gamle og rystede paa Hovedet. Vær saa god at gaa ind i

Dagligstuen, Hr. Fenger, -- jeg skal kalde paa Fruen, det vil glæde

hende, at De er kommet.

Dagligstuen havde det Dobbeltpræg af altfor stor Orden og af

Forstyrrethed, som et Værelse faar, naar det i nogle Dage ikke

benyttes. Stolene stod nøiagtig paa deres Plads, men paa en af dem

var der glemt en Støveklud. Paa Hjørnet af Bordet, nærmest

Entrédøren, laa Aviserne for flere Dage ovenpaa hinanden, glatte og i

de samme Folder, som de have ved Afleveringen. Lufttrækket fra det

aabne Vindue havde blæst et aabent Brev ned paa Gulvet. -- Hvor

naturligt end Alt dette var, saa forøgede det dog den uhyggelige

Fornemmelse, der havde grebet mig ved det gamle Tyendes bekymrede

Væsen; en øredøvende Larm fra det snævre Gadehjørne, hvor alle Slags

Kjøretøier krydsedes, gjorde mig ganske fortumlet.

Jeg stod endnu op med min Hat i Haanden, da Fru Hertz efter et Par

Minutters Forløb traadte ind. Hun havde forvaagede -- maaske

forgrædte Øine, og hendes Smil syntes kun af Vane at være paa

Læberne.

-- Min Mand sover, kjære Ven, sagde hun, idet hun gav mig Haanden, --

det er slet ikke godt med ham. --

-- Er det blevet værre?

-- Ja, Feberen er taget til -- han har ogsaa Smerte i Siden, naar han

hoster -- den ene Lunge er angrebet.

-- Min Gud! -- men De troer dog ikke, at der er Fare --!

Jeg blev ganske kold af Skræk -- ikke saa meget, fordi den gode

Oldings Liv var truet, som paa Grund af den fixe Idee, der havde

konstrueret en Forbindelse mellem hans Helbred og min Kjærlighed.

»Du gode Gud,« tænkte jeg, »skulde han dog dø, og skulde jeg miste

Minna?«

Fru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae

naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn

paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et

inderligt Blik, idet hun svarede: --

-- Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og

svagelig Mand. Jeg maa være forberedt paa det værste.

Hun satte sig i Sophaen og bad mig tage Plads ved Siden af sig.

-- Jeg kan se paa Dem, at De undrer Dem over, at jeg taler saa rolig

og ligefrem derom .... Noget ligger det vel til min Natur, men jeg

troer ogsaa, at Dødens Skilsmisse tager sig ganske anderledes

skræmmende ud for en ung Person, end for En, der dog i alt Fald kun

kan have kort Tid til at overleve og savne i. De tænker nu ved Dem

selv: hvis jeg stod Fare for at miste Minna, hvor ganske anderledes

sønderknust vilde jeg da ikke være, -- hun maa dog have et koldt

Hjerte.

Jeg saae ned og syntes at Stuen løb rundt for mig. Hvorledes faldt

hun dog paa det? hvorfor kom netop de Ord hende paa Læberne, Ord, som

paa en ganske anden Maade, end hun kunde ane, vare lige paa Sporet af

mine hemmeligste Tanker! Var det ikke som en Inspiration, en

Varselstemme? Maaske betød de, at jeg burde betro mig til hende. Jeg

kunde ikke blive enig med mig selv, og imedens mumlede jeg tankeløst:

--

-- Vist ikke -- hvor kan De tro! -- noget Saadant er aldrig faldet

mig ind.

-- Se, nu har De allerede Taarer i Øinene! udbrød hun og klappede mig

moderlig, -- De er meget følsom -- ualmindelig, men skam Dem ikke

over det, i alt Fald ikke overfor en Kvinde, De vil blive en god

Ægtemand .... Hvor jeg kan tro det? Fordi det er naturligt for Dem at

tænke saaledes; men hvis De havde levet et ægteskabeligt Samliv med

Minna, og I begge var graanet i Kjærlighed -- det kan man nemlig,

uden at den tager Skade deraf -- tro mig, saa vilde Døden forekomme

Dem helt anderledes. De vilde i den kun se en kort Skilsmisse, ja

neppe det engang, -- -- ja, De er vel ikke Materialist, Fenger?

-- Materialist -- nei, det kan man vist ikke kalde mig, -- men --

-- Men? De har dog Deres Tvivl om det Hinsides? Maaske har De heller

ikke tænkt saa meget over Døden, og deri har De gjort Ret: Livet kan

endnu længe byde Dem mer end nok at tænke over .... Hvad mig angaar,

saa har jeg altid ønsket, at jeg maatte komme til at lukke min Mands

Øine. Skulde jeg dø før ham, vilde den Tanke pine mig frygtelig, at

jeg skulde lade ham være ene i de sidste Aar, det er meget værre for

en gammel Mand, der alle sine Dage har været vant til at blive hygget

om og sørget for -- vi Kvinder veed nu en Gang bedre at skjøtte os,

-- saa har jeg jo ogsaa Immanuel -- Gud ske Lov! --

-- Det er kjærligt og smukt tænkt af Dem, Fru Hertz --, men I vil nok

begge leve mange Aar endnu, derfor kan Deres Ønske jo endda blive

opfyldt.

-- Maaske. -- Kommer Minna nu snart hjem?

-- Jeg veed ikke.

-- Har De ikke haft Brev endnu?

Jeg blev ganske forvirret og mente, at det allerede heraf maatte være

aabenbart, at der var Noget i Veien. Men Fru Hertz lo:

-- Det er rigtignok sandt, det er jo kun to Dage siden hun tog bort,

saa det var vel for meget forlangt. Hun veed vel fra Dem, hvordan

Hertz havde det, da De var her sidst?

-- Nei, -- jeg -- har virkelig endnu ikke faaet skrevet.

-- Hvad for Noget? det ligner Dem ikke, Fenger.

Den gamle Dame saae paa mig, som om hun pludselig anede, at det ikke

forholdt sig ganske rigtig med denne Reise, og dersom hendes egen

Bekymring ikke havde optaget hende saa stærkt, havde min Forlegenhed

ganske sikkert røbet mig, og hun havde faaet Alt ud af mig.

Men nu var den kvindelige Sporsands desværre sløvet; hun glemte strax

sine egne Tanker, saae forbi mig og sukkede.

-- Jeg vil netop skrive iaften, -- jeg opsatte det, til jeg havde

været her. Og saa fortæller jeg hende naturligvis, hvad De har sagt.

Men vil De ikke selv skrive, det er dog bedre, hun hører direkte fra

Dem, hvorledes det staar, -- hun vil sikkert strax komme --

øieblikkelig. --

-- Jeg ønsker meget, at hun kom, -- men det er mig for pinligt at

kalde hende hertil som for at tage Afsked -- jeg #tør# ikke, det er

maaske Overtro, men man skal ikke male Fanden paa Væggen. --

-- Men jeg? maa ikke jeg bede hende om at komme --?

Alt mit Haab flammede op, jeg øinede en ufeilbar Vei til Frelse, naar

jeg inden Afgjørelsen fik hende indenfor dette Hus. Alt vilde her

tale min Sag -- stumt men indtrængende, hvis hun tav, veltalende og

overbevisende, hvis hun betroede sig. Hvad var Stephensen her? -- En

syg, maaske en døende Oldings Velsignelse vilde besegle hendes

Forbindelse med mig. Min Samvittighed havde forbudt mig at faa hende

til at søge Raad hos de gamle Folk i sin Hjertesag, men den tillod

mig sikkert at begunstige en Omstændighed, der syntes mig at være et

Fingerpeg af Skjæbnen.

-- Ja, skriv, kjære Ven! Men de maa sørge for ikke at overdrive

Faren, ogsaa for hendes egen Skyld, det kjære Barn! det vil gaa hende

nær! Hun vil jo selv bedst kunne skjønne, hvad hun skal gjøre, træng

derfor ikke for stærkt paa, at hun kommer -- maaske hendes Cousine

trænger endnu mer til hende. --

-- Aa, det har vist ikke saa meget at sige.

-- Saa forstaar jeg ikke, at De lader hende spilde flere Dage af de

Uger, som I endnu har tilbage her i Dresden. De har altsaa ikke

fortalt hende endnu, at De skal reise saa snart til England?

-- Jeg har -- iaften vilde jeg netop skrive det -- jeg kunde dog ikke

kalde hende hjem den næste Dag -- men begge Efterretninger vil jo nu

faa hende til at komme strax -- iovermorgen formodentlig .... Siig

mig nu, kan jeg ikke hjælpe Dem med Noget -- hente Medicin -- ikke?

men maaske komme i Aften og hjælpe med at vaage hos ham?

-- Jeg vaager dog selv den meste Tid, og der kommer en Vaagekone --

en Diakonisse. Desuden ser De selv ud, som om De trængte til Hvile --

De maa være overanstrengt, Kjære! det er vel for at forjage

Kjedsomheden, mens Minna er borte, at De overdriver Studierne, men

det maa De ikke, hører De! Farvel!

Jeg gik lige hjem for at skrive Brevet.

Hvor lykkelig følte jeg mig ikke ved atter at kunne skrive til hende!

Gjerne havde jeg fyldt det ene Ark efter det andet, men jeg tillod

kun min Pen, saa kortelig som det var den muligt, at meddele

hende Hertz's betænkelige Tilstand og den Forkortelse i mit

Dresdener-Ophold, som min Onkels forandrede Bestemmelse medførte.

Jeg havde ganske vist helst holdt denne sidste Efterretning tilbage,

indtil hun havde truffet sin Afgjørelse, og saa -- naar hun havde

bestemt sig for mig -- fortalt hende det mundtlig.

Men det gik ikke an, at hun kom til Hertz's uden at vide det.

Skjøndt jeg havde holdt det for min Pligt ikke at give mine Følelser

Luft, var der dog af sig selv kommet en eiendommelig Tone i Brevet,

der røbede hele min fortvivlede og angstfulde Længsel efter hende.

Det slog mig ved Gjennemlæsningen, at jeg var glad derover. --

Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde

komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i

en Brevkasse.

Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse

med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig

derfor.

Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.

Feberen havde været temmelig stærk om Natten, men var nu stilnet af,

som det ofte er Tilfældet om Morgenen. Jeg talte kun med Pigen -- Fru

Hertz hvilede sig. Om Aftenen vilde jeg igjen høre derhen.

Dagen tilbragte jeg vexelvis med at læse og hengive mig til

Erindringernes Drømmespil samt med at variere følgende Reflexion: --

»Nu maa hun da idetmindste have faaet mit Brev .... Der gaar sikkert

endnu Tog hertil fra Meissen -- (jeg fik Avisen hos Værtinden og

forvissede mig derom) -- og hun har kun en halv Mils Vei at kjøre til

Stationen. -- Maaske -- ja, sandsynligvis -- kommer hun altsaa i

Aften -- og det er muligt -- ja, det er næsten sikkert, at jeg vil

træffe hende hos Hertz's, -- hun vil nok strax ile derhen .... Hun

vil blive stærkt bevæget -- den moderlige Fru Hertz vil behandle os

som Forlovede -- maaske den Gamle er ved Bevidsthed og glæder sig

over at se os sammen. -- Lidt ud paa Aftenen eller Natten skal hun

hjem, jeg følger hende naturligvis -- det er jeg jo ligefrem nødt til

-- og det Hele ordner sig af sig selv, som om der aldrig havde været

nogen Stephensen til.

Et Par Gange opskræmmedes jeg ved Brevtiderne, -- aldrig maaske har

en Elsker mindre ønsket Brev fra sin Elskede, end jeg gjorde det den

Dag. Men de gled sporløst forbi, -- efter den sidste Termin aandede

jeg op, som en Befriet.

Det var helt mørkt i Værelset, da jeg belavede mig paa at gaa hen til

Hertz.

Pludselig gik Døren op paa Klem. »Her er et Brev til Dem,« sagde

Pigen og stak noget Hvidt ind.

Jeg blev ganske stiv af Skræk -- paa denne Tid, det er jo umuligt!

Brevet var meget stort og stift, -- det beroligede mig.

Hurtig strøg jeg en Svovlstik af -- og gav i det samme et Skrig fra

mig: det var Minnas Haand.