IX

Selvforstaaeligt, at jeg i mer end god Tid befandt mig paa den

betegnede Vei.

Det var mit første Stævnemøde. Jeg veed ikke, om min Henrykkelse var

større end min Undren, naar jeg tænkte paa, hvorledes jeg for knap

fire Uger siden var streifet om baade paa denne og lignende Veie i

det forgjæves Haab at møde Minna -- og nu -- du gode Gud! Og allerede

den Gang havde Solen leet og gjennemildnet Luften, Skyggen husvalet,

Bjergskoven duftet, Fuglekvidren jublet og den friske, lette Vind

brust igjennem de høie Kroner -- hvor maatte da ikke nu den samme

Natur, der var saa sommerlig straalende som nogensinde, fortrylle

mine overberuste Sandser! Jeg kastede min Hat tilveirs -- den skulde

som en Hilsen være fløiet op i Himlen, men naaede neppe til den

underste Gren af en af disse gigantiske Graner. En lille Rødkjælk,

der kvidrede paa en af Søilestammernes tørre Kviste, tilraabte jeg

overmodig: »Ei, ei, du Smaa! venter du ogsaa paa Nogen? jeg venter

paa min Elskede, paa min Kjæreste, paa Minnchen.«

Strax kiggede jeg lidt forskrækket tilbage, om Nogen skulde have

været Vidne til min Barnagtighed. I det samme viste Minna sig med sit

lille Følge ved en Bøining af Veien. Jeg ilede hende imøde, dog

betydelig mere adstadig i mit Væsen.

* * * * *

-- Her er jeg med min Sauve-Garde, sagde Minna. Og hurtig føiede hun

til: husk paa at sige »De«, og hvis du bliver fristet til at sige

Noget, de ikke maa høre, saa tal Dansk, jeg skal nok forstaa det.

-- Smaa Krukker har nok ogsaa Øren, bemærkede jeg.

Minna lo høit og pegede paa den ældste af Smaapigerne, som gik foran

os; hun var netop prydet med et Par ægte Hankeøren, der glødede i

Transparent af Sollyset.

Hvor Minna var munter og freidig! Skjøndt hun ellers snarere saae

lidt ældre ud, end hun var, gjorde hun nu et saa barnligt Indtryk, at

jeg uvilkaarlig sagde til mig selv: er det muligt, at det er denne

Pige, der elsker dig som en Kvinde elsker, ja, som -- desværre! --

end ikke elsker for første Gang? Hun havde den kalescheformede

Havehat paa af sort Straa, som jeg kjendte fra »Sophienruhe«, en

praktisk Hovedbedækning, da den kastede Skygge ned til midt paa

Kinden; -- fra denne rolige Skygge, der havde grønligt Skjær af

Skoven, kiggede de smaa blanke Øine sorgløst ud paa Naturen og paa

mig. En blaa- og hvidstribet Kjole af let Stof sluttede sig tæt til

Livet og faldt i lange Folder ned under et lyseblaat Silkebaand, som

erstattede det sædvanlige Belte.

Jeg havde allerede i et Par Minutter udtalt mig paa Dansk om flere

temmelig neutrale Ting, da det af hende forudsete Tilfælde indtraf:

-- jeg blev saa overvældet af mine Følelser, at jeg udbrød: »Men

Minna, hvor den Dragt dog klæder dig, hvor du er sød saadan!«

Men da jeg allerede havde vænnet mig til at fremsætte mine

Elskovserklæringer paa Tydsk, saa var det ogsaa iført denne klædelige

Dragt at den lille Amorin »undslap mig Tændernes Gjærde«, -- hvilket

jeg først mærkede, da Minna greb mig voldsomt i Armen, og det ene

Hankeøre foran mig forsvandt, medens det andet dreiede Bredsiden mere

til.

Minna bed sig i Læben. Den mindste Pige vendte sig i det samme om og

holdt sin Dukke henimod Minna.

-- Frøken! kommer vi ikke snart i Skygge! ellers faar Caroline

Fregner.

Vi greb med Begjærlighed denne Anledning til at lade vor Latter bryde

løs. Den Lille saae dybt fornærmet paa os:

-- Saa siger jeg, det er din Skyld, og saa maa Mama give Caroline af

sit Toilet-Vand.

-- God Dag, Cousine Minna! lød det bag ved os, -- nei, hvor lystig!

-- Ih, se god Dag, Hr. -- Hr. Fenger! Det var Skolelæreren, der havde

indhentet os. Han kom marscherende i Skjorteærmer, med Frakken

hængende paa sin Stok over Skuldren. Minna hilste -- lidt mindre

familiært.

-- Ah, er det Dem, Hr. Storch! udbrød jeg med en Følelse, som om jeg

var bleven grebet i Noget.

-- Ja, akkurat, svarede han og blinkede med det ene Øie, der synlig

sagde: »Ah, saa De har opdaget hende, den lille Lærerinde, min smukke

Cousine Minna! ja, jeg sagde Dem det jo.«

-- Prægtigt Veir, men varmt -- puh! Det er min sidste Feriedag,

føiede han til med et Suk.

-- Og hvorhen gaar Reisen?

-- Til Hohenstein .... Gaar De med?

-- Ellers Tak, -- ikke denne Gang.

-- For min Skyld skal De virkelig ikke, Hr. Fenger -- begyndte Minna.

-- Gud bevares! Optaget er optaget, og bedre er bedre. I Deres Sted

gik jeg heller ikke med .... »Warum in die Ferne schweifen, sieh' das

Gute liegt so nah!« .... Gud ske Lov, man kan da sine Klassikere.

Saalænge man kan citere Goethe, drikke Münchener Øl, ryge Altstädter

Ziegel-Tobak, klatre op og ned ad Bjergene og een Ting endnu, som jeg

ikke tør tale om, naar Cousine Minna hører derpaa, saalænge er Polen

ikke fortabt, om man ogsaa sex Timer om Dagen maa tærpe Lærebog med

nogle dumme Unger -- hvad jeg vilde sagt: arbeide i Folkeoplysningens

ædle Tjeneste. Naa, god Morgen!

Han fjernede sig hurtig, trallende paa en lystig Vise:

So leben wir, so leben wir,

so leben wir alle Tage -- -- -- --

-- Sikken En! udbrød den Mindste, og han kaldte dig Cousine! --

»Bagerens Tinka siger, at han giver dem saa mange Ørefigen,«

tilføjede den Ældre. -- »En deilig Fætter! saadan en snavset Skjorte,

han havde paa!«

-- Mama siger, vi skal sige »Chemise«.

-- Ikke om saadan en, Fie!

Minna kastede ikke det venligste Blik efter Ærmerne af det omtvistede

Klædningsstykke, der lyste mellem Stammerne.

-- Hvor kommer det sig, at du staar paa saa fortrolig Fod med min

værdige Slægtning? spurgte hun.

Jeg fortalle hende om vort Bekjendtskab, om Grunden til, at jeg havde

gjort en Spadseretur sammen med ham og om mit Udbytte deraf.

-- Naa, du har allerede den Gang anstillet Undersøgelser om mig,

sagde hun, idet hun truede med Fingeren og smilede ganske fornøiet

dertil. -- Det skulde jeg blot have vidst.

-- Hvad saa?

Minna smaalo, slog sin Parasol ned og pegede med den ned ad en

skyggefuld Sidevei, der formelig aandede et kjøligt Pust ud i

Solheden. -- Lad os gaa her ned ad, saa slipper Caroline for Fregner,

og vi forhaabentlig for Turister.

Veien var helt overgroet af frodigt Græs, som tilslørede Hjulsporene.

Grøfterne opfyldtes af en fin Mosart, der voxede saa yppig, at den

dannede en løs purret Masse af grønne Smaastjerner, i hvilke Draaber

af Morgentaagen endnu tindrede, og over de olivenbrune Mospuder, der

svulmede paa den hinsidige Rand, bøiede sig en hel Hæk af

forskjelligartede Bregner.

-- Nei se, hvor nydeligt! udbrød Minna og pegede paa nogle Bregner,

der kun bestod af en enkelt Ribbe med lancetformige Sideflige. Ellers

saae man dem sjelden høiere end knap et Spand, men af disse vare

Nogle godt og vel en Fod høie. -- Gid jeg kunde faa et Par saadanne

-- med Rod paa -- jeg har allerede mange Bregner -- her staar

forresten en, den er ogsaa smuk.

Hun trak sine Silkehandsker af og knælede ned. Det lykkedes mig at

springe over paa den anden Side.

-- Blot vi kan faa dem rigtig op! Har du en Kniv?

-- Nei. Men vi siger paa Dansk: fem Fingre er ligesaa gode som en

Baadshage.

Hun lo, idet hun rystede det nedfaldne Haar bort, -- grov og borede.

Endelig fik vi Planterne op. Jeg kom med en vaad Fod over Grøften

igjen. Minna svøbte Bregnerne omhyggelig i sit Lommetørklæde for ikke

at miste Noget af det Muld, der hang ved Rodtrævlerne. Vi

præsenterede hinanden vore jordede Hænder og lo som et Par Børn, mens

vi skyndte os efter de Smaa, der næsten var komne os af Syne og nu

gav sig til at raabe.

Oppe over Granernes mørke Toppe høinede Himlen sig rødligblaa. Inde i

den dybe brunlige Skygge mellem deres graa Stammer borede sig hist og

her en skarp Solstraale skraat ned som en gylden Stang; dæmpet Lys

skjælvede sølvglindsende paa en eller anden Bregne derinde, som

lignede de udspilede Vinger af en uhyre Fugl, og der stod den guleste

Flamme fra det svovlagtige Lav langs Kanten af et Klippestykke, der

laa umotiveret midt imellem Træerne, ligesom et Hus, med en lille

Have af Bregner og ung Bøg paa sit flade, let hældende Tag. Der

duftede af Gran og af Svampe.

Jeg veed ikke, hvad det var for en længere Udvikling, som jeg kom ind

paa, men hvis Emnet har været interessant, saa var det i alt Fald

spildt Umage: -- jeg bemærkede, at Minna ufravendt stirrede paa mig

med et eiendommeligt uopmærksomt Smil, der næsten havde lidt Drilsk

ved sig, og tog til, ligesom et Lys, der breder sig.

-- Hvorfor ler du? spurgte jeg lidt flov. Synes du ikke?

-- Hvilket?

-- Naa -- naturligvis --

-- Jeg veed ikke, jeg har ikke hørt Noget, jeg aner ikke, hvad du

talte om, jeg bryder mig heller ikke om det -- (Ordene kom med en

rivende Fart) -- men bliv ved, bliv blot ved -- jeg hører paa din

Stemme -- jeg har ingen Tanke til at forstaa med, jeg hører blot, og

ser paa din Mund -- og paa din Profil -- veed du, at du har en kjøn

Profil? -- og din Mund er saa morsom, naar du taler, Underlæben

træder frem -- saadan -- ved enhver Pause -- ja, men det klæder dig,

og Hagekløften fordybes, og Næsen krummer sig ude i Spidsen, og det

er det allerbedste -- det er en Schiller-Næse, og du er ogsaa saadan

en Idealist som han -- aa, du!

Hun skottede hurtig fremad efter Børnene og kyssede mig heftig.

-- Men Minna, -- det kan du dog ikke mene!

Jeg var ganske beruset af denne søde Smiger. Det var første Gang i

mit Liv, at min physiske Forfængelighed blev kildret. Tværtimod havde

jeg altid maattet høre for min »Snabel af en Næse«, og fordi jeg

havde lidt Underbid -- virkelig slet ikke meget, fandt jeg selv, --

og nu! at denne smukke Pige kunde finde noget kjønt hos mig, og netop

ved #det# -- det var som et Æventyr. Jeg følte mig i den syvende

Himmel, og Gud maa vide, hvor taabelig jeg havde gebærdet mig, hvis

ikke Børnene vare komne løbende for at underrette os om, at der i

denne syvende Himmel fandtes deilige modne Hindbær.

Det var en Lysning i Skoven med Smaakrat mellem store mossede

Stenblokke. Veien, som vi havde fulgt, snevrede sig ind til en Sti.

Lidt til Side for den leirede vi os i Skyggen af saadan et

Klippebarn, medens Smaapigerne kravlede om imellem Buskene. Minna tog

sin Hat af, lagde sig helt tilbage og saae op i den dybe Himmel.

Pludselig brast hun i en kort Latter.

-- Hvad er der?

Hun reiste sig halvt op, støttende sig paa den ene Arm.

-- Kan du huske, Harald, -- paa Zwinger, dèr er der saadan nogle smaa

-- Fauner, er det vist de hedder -- med Bukkeben, veed du, Børn --

ganske buttede, de har ogsaa en lille Hale --

-- Naa?

-- Det faldt mig ind: -- hvis nu saadan en lille Fyr kom springende

her -- hvor sødt! jeg vilde tage ham paa Skjødet og kjæle for ham.

-- Jo, det gad jeg nok se paa. Du er dog en komisk En!

-- Er #jeg#? spurgte hun med et pudsigt lille Hvin paa »jeg«.

I det samme rørte der sig noget Levende inde mellem Buskene i store

Sæt. Den mindste Pige gav sig til at skrige: en Hønsehunds skikkelige

Hoved stak frem og aandede tørmundet med den lange Tunge dinglende ud

til den ene Side. I det næste Øieblik stod en skjægget Forstmand med

Bøsse over Skuldren paa Stien et Par Skridt fra os og mønstrede os

med et saa vrantent Blik, at jeg strax sluttede, han maatte være

blottet for menneskelig Følelse, siden han kunde se saadan paa min

Minna, som hun sad dèr, med Livet strammet af de opløftede,

halvblottede Arme, idet hun satte sin Hat tilrette paa Haaret, der

var kommet i Ulave. En ren Skovtrold!

-- Hvad skal I her? spurgte han barsk. Det er ingen Vei for Turister.

-- Saa? ja, De maa undskylde, men der stod ingen Afviser med

»forbuden Vei« dèr, hvor den gik ind.

-- Som om De ikke kunde se, at det er en Skovvei! .... Der er saagu

lavet Gangstier nok for Publikum.

-- Maa man da ikke gaa et Skridt udenfor de afstukne Spadsereveie

her? det er dog for galt! raabte jeg og begyndte at blive arrig.

-- Nei, Gu' minsæl maa De ikke nei! brølede han, kobberrød i

Ansigtet.

-- Vi vidste det virkelig ikke, ellers var vi ikke gaaet her, sagde

Minna venlig, men bestemt. Men jeg troer, at vi kan ikke have gjort

den mindste Skade.

-- Saa er det ikke Deres Skyld, brummede han -- en Kjende mindre

gnaven. -- Et Par Skridt længere fremme staar der det ene Grantræ

ved det andet, ikke større end en Negl. Ungerne dèr ser sig i alt

Fald ikke for, hvor De træder, og De har vel ogsaa Andet at tænke

paa. -- Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han

nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De,

hvad De har at rette Dem efter«.

Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til

Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu

ogsaa gik tilbage.

Det gjorde vi -- lidt slukørede, som man altid er efter en

Overhaling, enten den er beføiet eller ikke.

-- Det var en deilig gammel Pan, der kom dèr og skræmmede os bort, i

Stedet for den Panisk, du havde drømt om.

-- Saadan en Brumbjørn! surmulede hun -- og hun efterlignede

vrængende hans veirslagne Bas.

Børnene lo af fuld Hals.

-- Naa, forresten havde han vel Ret -- skjøndt de burde sætte en

Afviser, sagde hun. Hvis jeg var Skovmand, vilde jeg ogsaa blive gal

i Hovedet over alle disse Folk, der kommer løbende ud i Skovene. Men

egentlig maa du jo kunne føle det bedre end jeg, som Søn af en

Forstmand -- har din Fader været lige saadan, Harald?

-- Min Fader var kongelig Skovrider, dette var jo en ubehøvlet

Betjent.

-- Aristokrat!

-- Naa, du talte da ikke synderlig demokratisk om Folk, der tager i

Skoven.

-- Det er en hel anden Sag.

-- Nei, slet ikke --.

Saaledes smaaskjændtes og spøgede vi hele Resten af Veien. Ja,

tilsidst gav vi os endogsaa til at lege Tagfat med Børnene, saa vi

kom hjem, ophedede og forpustede og i det bedste Humeur af Verden.

X

Den følgende Dag, da Fru Hertz bredte Dugen paa det lille Bord i

Lysthuset, og hendes Mand netop havde sat sig tilrette med sin Avis,

indfandt vi os Arm i Arm og røbede saaledes allerede langveis fra vor

Hemmelighed.

Den kunde ikke være bleven modtagen med hjerteligere Glæde, om Minna

havde været deres Datter, og jeg havde været Millionær. En Flaske

Liebfrauenmilch blev hentet fra Hotellet og tømt paa vor Lykke i det

lille Trappelysthus, hvor Aftensolen listede sig ind mellem Bladene

og blinkede gyldent i de brunlig grønne Glas. Hertz talte meget om

det interessante Faust-Manuscript, hvis Ægthed han ikke drog i Tvivl;

derimod vare Varianterne færre og mindre betydelige, end han havde

ventet. Dette førte ganske naturlig til en Drøftelse af, hvorvidt det

er rigtigt at offentliggjøre saadanne tidligere og efter Digterens

egen Dom ufuldkomne Udkast til et berømt Digterværk, og den Gamle

fremsatte mange gode og træffende Bemærkninger imod dem, der af

altfor stor Pietet mod det Fuldendte ville undertrykke Tilløbene, som

dog have en dyb menneskelig Interesse og ere af saa stor Betydning

for al kunstnerisk Psychologi. -- Men han talte langsommere og

besværligere end ellers og afbrødes ofte af en pinlig Hoste, der

synlig bekymrede hans Kone. -- Den Taage, som ved Elben havde været

saa usædvanlig stærk, at den kom den berømte Rhintaage nær, havde

heller ikke skaanet Moldau-Dalen; og dèr havde den i det snevre Prag

holdt sig til høit op paa Dagen, gjennemtrængende Alt med sin klamme

Kulde. Dertil kom, at Hertz i timevis havde opholdt sig paa et Loft,

hvor denne Kulde havde den mest begunstigede Adgang, understøttet af

en frygtelig Træk. Ingen havde endnu haft Omtanke til at befordre den

mærkelige Kistes Indhold ned til beboeligere Rum, og desuden var der

endnu mange Bogkasser og Skrin, som ikke lod Hertz finde Hvile, og i

hvilke det ogsaa lykkedes ham at opstøve et og andet: Billetter fra

Carl August og Erkehertuginde Amalia, Originaludgaver af et Par Bøger

af Wieland og Herder med Tilegnelse, Theaterplakater og Lignende.

Enkelte af disse Sager havde han erhvervet, og han viste os dem med

stor Glæde, da vi lidt før Solnedgang gik op i Leiligheden; men man

kunde ikke høre denne Hoste afbryde hans fornøiede Bemærkninger uden

en Frygt for, at han havde kjøbt disse Skatte for dyrt.

Da vi gik hjemad, lidt tidligere end ellers, gav Minna sin Bekymring

Luft: --

-- Hertz er svag, og han taaler ikke meget. --

-- Det kan nok være, men derfor behøver man dog ikke strax at frygte

det Værste. --

-- Ja, saadan er jeg nu en Gang, Harald! dit freidige Sind vil faa

meget at udstaa med mig. Paa Sorgerne tager jeg altid Forskud, og jeg

synes, Kapitalen bliver lige stor. Se, nu er jeg i Virkeligheden

næsten lige saa nedslaaet, som om den kjære gamle Mand allerede var

gaaet bort.

-- Det vilde rigtignok være et tungt Stød ikke blot for hans gode

Kone, men ogsaa for min Ven Immanuel. Jeg har aldrig set saa nydeligt

et Forhold mellem Fader og Søn -- der er noget saa eiendommelig

patriarkalsk --

-- Ak ja! #mig# kunde det sagtens røre, det var saa forskjelligt fra,

hvad jeg fandt i mit eget Hjem.

-- Kan du ikke godt lide Immanuel? han er virkelig saadan en god Fyr.

-- Ja, vist saa, -- rigtig rar --

Det var mig paafaldende, at hun altid udtalte sig meget kort om

Hertz's Søn, ligesom det ogsaa undrede mig, at han aldrig havde

fortalt mig om hende, og at jeg ikke en eneste Gang, naar jeg besøgte

ham, havde set hende. Hun maatte paa den Tid være kommen mindre tidt

til Hertz's eller paa bestemte Tider af Dagen. Forresten var det kun

i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort

Bekjendtskab var blevet saa fortroligt.

Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede

bøiet af: --

-- Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min

Moder -- jeg har skrevet til hende -- og hør! -- bedøm hende ikke

strax altfor skarpt --

-- Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte --?

-- Ja, ja, jeg har jo ikke selv -- spændt dine Forventninger høit.

Men der er ogsaa meget Godt ved hende -- hun gjør visselig Ingen

Fortræd med sin gode Villie, og hun holder meget af mig, -- det gjør

hun.

-- Det sidste er nok for mig.

-- Veed du hvad, Harald! der er een Ting, som jeg er saa glad over.

-- Naa --?

-- Men du skal ikke blive saa fornøiet, -- det er slet ikke kjønt af

mig, det er frygtelig egenkjærligt. Ser du, jeg er glad over, at du

ingen Forældre har i Live.

-- Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig --

-- Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. -- Hvor skulde

de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter,

og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har

Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er --

-- Min egen, elskede Hustru! Men du græder? udbrød jeg, da mine Læber

blev vaade paa hendes Kind.

-- Det er det samme! Men det lød saa sødt, -- siig det igjen!

-- Min Hustru! --

Vi vare allerede gaaet et Par Gange frem og tilbage gjennem den lille

Landsby. Det var mørk Nat. Enkelte oplyste Ruder, spredte paa begge

Sider af den mørke Dal, bidrog mere til Hygge end til Lys. Oppe over

Høienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og

af og til strøg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte

foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og

fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens Bred,

som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig.

Da vi nu for tredie Gang nærmede os til de Lys, der vinkede ovre fra

Kammerherrens Villa, blev vore Skridt bestandig langsommere.

-- Du sukker, sagde Minna, da vi endelig, ligesom imod vor Villie,

vare gaaet helt istaa.

-- Det er Noget ligesom en Anelse, -- jeg kan ikke gjøre for det --

det falder mig saa tungt at skilles fra Rathen -- jeg føler mig

beklemt -- jeg er bange, troer jeg.

-- Vi har været lykkelige her. Men det er min egen kjære By, vi skal

ind til, -- dèr glæder jeg mig ogsaa til at gaa om med dig.

-- Det er blot -- vor Kjærlighed er ligesom en Plante, der er voxet

her, -- og nu skal den omplantes.